Erlings mytiske fortabelse

Erling Aunslev er international ekspert i beskrivelser af tidlig kristen billedkunst. Og nu er han taget til Rom for at beskrive en hidtil ret upåagtet billedfrise nede i en af Roms utallige katakomber.

Sådan er anslaget for Bo Reinholdt nye roman, Kore hedder den, det græske navn for ung pige. Men også navnet på frugtbarhedsgudinden Demeters datter, som blev bortført af Hades til Underverdenen, men hentet tilbage fordi Demeter ellers ville lægge jorden øde. Uden frugtbarhed, ingen verden. Frugtbarheden besejrer selv døden.

Det er altid  med en smule ængstelse, at man refererer til den græske mytologi, der senere blev overtaget af romerne. For hvad ved folk egentlig om hele denne mytologiske verden i dag? Det bliver hurtigt til noget indviet stof for ældre mennesker – og ganske få yngre – der har studeret det på universitetet. Den tid er for længst forbi, hvor man ikke kunne forlade gymnasiet uden at have terpet Odysseen og Ovids Metamorfoser.

Hele den viden behøver man heldigvis heller ikke for at blive forført af handlingen i Kore, der i bund og grund handler om en midaldrende mands fortabelse i en ung kvinde. Et par dage efter vor hovedperson Erling Aunslev er begyndt med sine billedregistreringer i katakomberne, møder han Kore lyslevende på en plads i Rom. Dér står hun som en af de utallige forklædte menneskestatuer, der er blevet så udbredte i europæiske storbyer. Kores hensigt er naturligvis at lokke penge ud af turisterne, og i begyndelsen er Aunslev da også noget irriteret på hende. Hvad er nu det for noget fjas? Men ganske hurtigt bliver han selv draget mod hende – ikke mindst fordi hun deler digte ud til dem, der giver hende en mønt. De kan lyde sådan her:

Store moder, vær med os
Når vort lysår brænder ud
Af overmættet kærlighed
Under dine vinger
Og ved dit bryst
Kan smerten godt begynde
Alt sit væsen

Aunslev forstår intet, hverken digtene eller sin egen dragning. Men selvfølgelig tilbringer han hurtigt alle sine eftermiddage med at betragte Kore, mens han slapper af på pladsen efter sine beskrivelser af malerierne i katakomberne. Hans oprindelige afstandtagen til turistfælden er for længst væk, Kore har draget ham med sine bevægelser og sin mimik. Det er den ældgamle historie om mandens fortabelse i det kvindelige mysterie, som Bo Reinholdt her genspiller. Men det er ikke kvinden som lokkedue, og han er ikke Odysseus, der må bindes til masten for ikke at give efter for sin forførelse. Det er manden, eller mennesket, fristes man til at sige, der efterhånden lader sine parader falde og dermed giver sig selv tilladelse til at gå ind i et rum og en stemning, som han bliver nødt til at udforske.

Naturligvis sker det uundgåelige: Den ellers så stringente Aunslev bliver mere og mere ligeglad med sine registreringer og beskrivelser. Alt dette er noget ydre, et fag han behersker til fuldkommenhed, men det er isoleret både fra ham selv og maleriernes væsen – ligesom efterhånden hans kone, der sender ham sms’er og kun får ligegyldige svar retur. Hele den genkendelige verden i Aunslevs indre falder stille og roligt fra hinanden til fordel for at opklare mysteriet om Kore: Hvem er hun? Hvem er han selv?

Derefter lægger romanen ellers fra land i et mysteriespil, der ikke er væsensforskelligt fra Herman Hesses berømte fortabelsesroman Steppeulven. Aunslev bliver slugt af sin egen fortabelse, hans kolleger begynder at undre sig, men det er Aunslev ligeglad med. Han bliver nødt til at løse mysteriet om denne kvinde og det liv, som hun indgiver ham. Han begynder at forfølge hende, farer vild, mister hendes spor og begynder at møde andre mennesker, som udmærket godt ved, hvad fortabelsen i mysteriet indebærer: Man må miste sit gamle jeg for at erkende det nye, man kan ikke spille på begge heste på en gang. Sådan leger det guddommelige ikke med os mennesker, det er derfor, at vi kalder det guddommeligt. Liv og død er kun et åndedræt fra hinanden i det store spil om enhver, for nu at tage titlen på en anden af den europæiske kulturs store bøger, når det handler om vores sjæle og bevidsthed. 

Som nævnt er den mytologiske figur Kore, i den græske udgave af mytologien kaldet Persefone, datter af selveste frugtbarhedsgudinden Demeter. Derfor bliver hun også attrået. Mytologiens Kore bliver bortført af Hades ned til Underverdenen, ligesom Aunslev er fanget i sine underjordiske katakomber. Kore bliver først sluppet fri – af Zeus, ingen andre kan gøre det – da hendes mor nægter kornet at gro og dermed truer menneskehedens eksistens. I både antikkens Grækenland og Rom blev Kore og Demeter dyrket i hemmelige kulter, i dag kendt under navnet De Eleusinske Mysterier. Hvad de egentlig gik ud på, er der ingen, der ved. Men man kan sagtens forestille sig, at det var det samme, der stod på spil for folk dengang som i Reinholdts roman: Mandens fortabelse i det kvindelige mysterium og kvindens rolle som forløser.

Man kan opfatte mysteriemyten alt efter hvem man er. Det er grundessensen i enhver god myte. Man får nogle grundrids, der virker genkendelige, men derefter er det op til en selv at fylde myten ud med sin egen person. En myte går os klogere på, hvem vi er som menneskeligt fællesskab, men også den enkelte bliver klogere på sin egen individualitet. En god myte ophæver skellet mellem det alment menneskelige og den enkelte. I bund og grund er det derfor, at alle religioner stadig aktualiserer alle disse myter. Myten er transcenderende, det er menneskets overvindelse af sig selv – og den symboliserer altid, at der er noget i den enkeltes liv, der ikke er blevet aktualiseret, virkeliggjort. Derfor er det også en farlig leg – og alt andet end en leg. Fortabelsesmyter er blodig alvor.

Det er Bo Reinholdts fortjeneste med denne lille roman, at han gennemspiller denne myte med noget så hverdagsagtigt som en billed- og registrantnørd ved navn Erling. Der er sgu ikke meget mytisk over sådan et hverdagsnavn. Men når Reinholdt kobler denne – vel i sin enkleste form banale – historie op på De Eleusinske Mysterier uden egentlig at gøre noget større væsen ud af det, viser det at myter ikke er noget, som nogle for længst afdøde folk engang troede på, men at det er det samme stof, som vi mennesker er gjort af dengang som nu. Og at stoffet altid rummer mulighed for forandring, hvis man åbner sig over for det ukendte.

Tilmed kommer der en enkel og god historie ud af det. Kore er spændende på samme måde som en klassisk amerikansk thriller. Man ved, hvad der sker, men man skal alligevel se den til ende for at blive bekræftet i sine formodninger, og mere eller mindre ubevidst bliver man selv helten i dramaet. I øvrigt bygger klassisk filmdramaturgi stadig på Aristoteles’ dramaforløb som beskrevet i hans Poetik, så heller ikke der er der meget nyt under solen. Men hvis man som læser kan sætte sig selv i Erling Aunslevs sted – og hvilken mand kan ikke det – leger Bo Reinholdt godt og grundigt med den dragende fortabelse hen mod et nyt liv i samme jordiske gevandter.

Men hvordan ender det med Erling og Kore? Det vil være lidt tarveligt at afsløre her, så læs selv romanens 120 små sider. Forlaget hedder Escho og er et af landets mange, spændende undergrundsforlag.

Illustration: Ludwig Tiecks statue af Persefone.

Det konservative kulturtab

Skulptur af  Rudolph Tegner - fra Tegner-museet i Dronninglund

Dagbladets Informations journalist Anna Ullman havde en meget fin og aktuel kommentar i avisen forleden. Udgangspunktet var Mads Holgers folketingskandidatur hos De Konservative, men hendes budskab var vist et andet: At De Konservative i Folketinget for længst har glemt værdien af kulturel indsigt, og, som hun skriver ”I dag er marginale kulturkonservative imidlertid nogle af de eneste i den offentlige debat, der faktisk tillægger kulturen netop den stærke indvirkningskraft (…) Det egentlige spørgsmål er, hvorfor vi i grunden finder det så lattervækkende, når nogle borgerlige debattører formaster sig til at tillægge kulturen et reelt politisk potentiale?”

Det er et fremragende spørgsmål, og jeg scrollede gennem kommentarfeltet i netudgaven. Ud af 35 kommentarer latterliggjorde de 34 enten De Konservative eller Anna Ullman. Så jeg vil gerne perspektivere hendes efter min mening korrekte pointe: De Konservative tabte kulturelt set fuldstændig fodfæste til modernisterne og de kulturradikale i 60erne, og hvis man skal finde én god ting at sige om nullerne, er det, at de kulturelt bevidste konservative kom tilbage i samfundsdebatten – ikke mindst ved at sætte menneskets individuelle frihed i centrum.

Det er ikke et frihedsbegreb, der er forbeholdt de konservative. Man kan gennem kulturhistorien finde mange eksempler på socialt og revolutionært orienterede personer og bevægelser, der havde samme udgangspunkt, herhjemme grupper som for eksempel Cobra og Situationisterne. Venstreorienterede anarkister i mange afskygninger for nu at sætte et andet navn på. Disse bevægelser tabte kampen om venstrefløjen allerede i 1968, da dogmatikerne satte sig på definitionen af at være venstreorienteret. Siden har venstrefløjen stort set sat det fælles frihedsprojekt højere end individets frihed.

Det er naturligvis en falsk modsætning. Det fælles bedste kommer ikke før individets bedste, det fælles bedste er summen af alt det bedste i alle individer, for nu at formulere det slogan-agtigt. For mig at se står dette i skarp modsætning til den herskende diskurs om, at det fælles bedste opnås ved lovregulering og individkontrol, som stort set alle partier fraset Liberal Alliance synes at gå ind for. Man kan også sige, at middelklassenormer har vundet big time – også på venstrefløjen. Det venstreorienterede synspunkt om frihed og lighed via styrkelse af kulturel indsigt, viden og frihed gik tabt i det socialdemokratiske dogme om, at al kultur er godt – at der ikke er forskel på klatmalere og kunstnere, på amatørskriverier og litteratur. Siden har synspunktet ikke vundet fodfæste igen. Man kan endog se det genspejlet i den aktuelle debat om litterær reality, hvor en masse middelmådigheder får spalteplads, så længe de er ”autentiske”. Det svarer til at påstå, at der ikke er forskel på en Hyundai og en Mercedes, fordi begge mærker er et selvkørende transportmiddel på fire hjul.

Men tilbage til De Konservative. I folketinget synes repræsentanterne at være enige om, at kulturel dannelse og indsigt er en privatsag, og dermed er det Gud, konge og fædreland i samdrægtighed med kolde kontanter, der er i højsædet. Sådan har det ikke altid været. Dengang før 1960 var forskellen på Venstre og De Konservative tydelig: For Venstre betød nærdemokratiet stadig noget positivt, og for de konservative var det vigtigt at være et dannet, kulturelt vidende menneske. Ellers var man en bonderøv, og så hørte man hjemme i Venstre.

For et års tid siden fandt jeg en årgang af Danmarks første reklametidsskrift. Årgangen var 1938, og tidsskriftet hed ”Avertisering”. Det var stiftet af en E. G. Eberling, som var bonkammerat med forfatteren Jacob Paludan, der er mest kendt for romanen ”Fugle omkring fyret” – en kommentar til moderniseringen og industrialiseringen af landets provinsbyer. Begge var kulturelt bevidste konservative og noget af det sjoveste ved tidsskriftet er, at der var boganmeldelser i – også selvom det handlede om den nye profession, reklame. Og det var ikke kun bøger om erhvervsliv og den slags, der blev anmeldt, det var såmænd også nye digtsamlinger. Redaktionen af Avertisering var heller ikke bange for at strø om sig med klassiske citater på latin, der ikke var oversat til dansk. Man kunne naturligvis sin Odysseen og sin Cicero, man vidste hvem P. B. Shelley og Dante var – og havde læst dem på datidens katedralskoler og gymnasier. 

Den form for klassisk konservativ dannelse blev effektivt myrdet af Rifbjergs berømte sætning i digtsamlingen ”Konfrontation” fra 1960: ”Poesi: Hvor er mit brokbind”. Ud med alt det gamle lort, og det har ikke siden vundet fodfæste. I dag er oldtidskundskab og latinundervisning forsvundet, og med det en stor del af sprogforståelse historisk set. Folk kender ikke kulturhistorien længere, og i disse dage ser vi endda en radikal minister, som er godt i gang med at myrde store dele af humaniora, fordi det ikke forventes at kunne betale sig i fremtiden. Naturligvis var den klassiske dannelse også en klassemarkør, men den rummede den værdi, at den forstod nutiden i lyset af fortiden og det fællesmenneskelige gennem tiderne og dermed en mytologisk forståelse af mennesket som individ i et fællesskab.

Det er i dette lys, at man skal vurdere Mads Holgers indtræden på den politiske arena. På sin vis er han et opgør mod den herskende materialisme både til højre og venstre i Folketingssalen. Han er også et oprør mod middelklassenormerne og kontrolsamfundet. Derfor er han meget velkommen – naturligvis også for en gammel venstreanarkist som undertegnede. Så kan vi tage et slagsmål om den økonomiske fordelingspolitisk og den nuværende globale røverkapitalisme en anden gang.