mandag den 13. oktober 2014

Det konservative kulturtab



Skulptur af  Rudolph Tegner - fra Tegner-museet i Dronninglund
Dagbladets Informations journalist Anna Ullman havde en meget fin og aktuel kommentar i avisen forleden. Udgangspunktet var Mads Holgers folketingskandidatur hos De Konservative, men hendes budskab var vist et andet: At De Konservative i Folketinget for længst har glemt værdien af kulturel indsigt, og, som hun skriver ”I dag er marginale kulturkonservative imidlertid nogle af de eneste i den offentlige debat, der faktisk tillægger kulturen netop den stærke indvirkningskraft (…) Det egentlige spørgsmål er, hvorfor vi i grunden finder det så lattervækkende, når nogle borgerlige debattører formaster sig til at tillægge kulturen et reelt politisk potentiale?”

Det er et fremragende spørgsmål, og jeg scrollede gennem kommentarfeltet i netudgaven. Ud af 35 kommentarer latterliggjorde de 34 enten De Konservative eller Anna Ullman. Så jeg vil gerne perspektivere hendes efter min mening korrekte pointe: De Konservative tabte kulturelt set fuldstændig fodfæste til modernisterne og de kulturradikale i 60erne, og hvis man skal finde én god ting at sige om nullerne, er det, at de kulturelt bevidste konservative kom tilbage i samfundsdebatten – ikke mindst ved at sætte menneskets individuelle frihed i centrum.

Det er ikke et frihedsbegreb, der er forbeholdt de konservative. Man kan gennem kulturhistorien finde mange eksempler på socialt og revolutionært orienterede personer og bevægelser, der havde samme udgangspunkt, herhjemme grupper som for eksempel Cobra og Situationisterne. Venstreorienterede anarkister i mange afskygninger for nu at sætte et andet navn på. Disse bevægelser tabte kampen om venstrefløjen allerede i 1968, da dogmatikerne satte sig på definitionen af at være venstreorienteret. Siden har venstrefløjen stort set sat det fælles frihedsprojekt højere end individets frihed.

Det er naturligvis en falsk modsætning. Det fælles bedste kommer ikke før individets bedste, det fælles bedste er summen af alt det bedste i alle individer, for nu at formulere det slogan-agtigt. For mig at se står dette i skarp modsætning til den herskende diskurs om, at det fælles bedste opnås ved lovregulering og individkontrol, som stort set alle partier fraset Liberal Alliance synes at gå ind for. Man kan også sige, at middelklassenormer har vundet big time – også på venstrefløjen. Det venstreorienterede synspunkt om frihed og lighed via styrkelse af kulturel indsigt, viden og frihed gik tabt i det socialdemokratiske dogme om, at al kultur er godt – at der ikke er forskel på klatmalere og kunstnere, på amatørskriverier og litteratur. Siden har synspunktet ikke vundet fodfæste igen. Man kan endog se det genspejlet i den aktuelle debat om litterær reality, hvor en masse middelmådigheder får spalteplads, så længe de er ”autentiske”. Det svarer til at påstå, at der ikke er forskel på en Hyundai og en Mercedes, fordi begge mærker er et selvkørende transportmiddel på fire hjul.

Men tilbage til De Konservative. I folketinget synes repræsentanterne at være enige om, at kulturel dannelse og indsigt er en privatsag, og dermed er det Gud, konge og fædreland i samdrægtighed med kolde kontanter, der er i højsædet. Sådan har det ikke altid været. Dengang før 1960 var forskellen på Venstre og De Konservative tydelig: For Venstre betød nærdemokratiet stadig noget positivt, og for de konservative var det vigtigt at være et dannet, kulturelt vidende menneske. Ellers var man en bonderøv, og så hørte man hjemme i Venstre.

For et års tid siden fandt jeg en årgang af Danmarks første reklametidsskrift. Årgangen var 1938, og tidsskriftet hed ”Avertisering”. Det var stiftet af en E. G. Eberling, som var bonkammerat med forfatteren Jacob Paludan, der er mest kendt for romanen ”Fugle omkring fyret” – en kommentar til moderniseringen og industrialiseringen af landets provinsbyer. Begge var kulturelt bevidste konservative og noget af det sjoveste ved tidsskriftet er, at der var boganmeldelser i – også selvom det handlede om den nye profession, reklame. Og det var ikke kun bøger om erhvervsliv og den slags, der blev anmeldt, det var såmænd også nye digtsamlinger. Redaktionen af Avertisering var heller ikke bange for at strø om sig med klassiske citater på latin, der ikke var oversat til dansk. Man kunne naturligvis sin Odysseen og sin Cicero, man vidste hvem P. B. Shelley og Dante var – og havde læst dem på datidens katedralskoler og gymnasier. 

Den form for klassisk konservativ dannelse blev effektivt myrdet af Rifbjergs berømte sætning i digtsamlingen ”Konfrontation” fra 1960: ”Poesi: Hvor er mit brokbind”. Ud med alt det gamle lort, og det har ikke siden vundet fodfæste. I dag er oldtidskundskab og latinundervisning forsvundet, og med det en stor del af sprogforståelse historisk set. Folk kender ikke kulturhistorien længere, og i disse dage ser vi endda en radikal minister, som er godt i gang med at myrde store dele af humaniora, fordi det ikke forventes at kunne betale sig i fremtiden. Naturligvis var den klassiske dannelse også en klassemarkør, men den rummede den værdi, at den forstod nutiden i lyset af fortiden og det fællesmenneskelige gennem tiderne og dermed en mytologisk forståelse af mennesket som individ i et fællesskab.

Det er i dette lys, at man skal vurdere Mads Holgers indtræden på den politiske arena. På sin vis er han et opgør mod den herskende materialisme både til højre og venstre i Folketingssalen. Han er også et oprør mod middelklassenormerne og kontrolsamfundet. Derfor er han meget velkommen – naturligvis også for en gammel venstreanarkist som undertegnede. Så kan vi tage et slagsmål om den økonomiske fordelingspolitisk og den nuværende globale røverkapitalisme en anden gang.




Ingen kommentarer:

Send en kommentar