Alt er lige virkeligt

Der er noget hemmeligt over Iben Claces. Jeg vil godt holde en halv kanelstang på, at der ikke er særlig mange, der kender hende, og hvis de gør, så er det for hendes digte i 1990’erne, hvor hun udkom med tre digtsamlinger på det dengang førende lyrikforlag Borgen. Den første, Tilbage bliver fra 1994, blev tildelt den dengang nystiftede Bogforums Debutantpris, hvilket bringer Iben Claces i selskab med Tore Ørnsbo og Yahya Hassan som de kun tre forfattere, der har modtaget prisen for en digtsamling.  Man kan sagtens kalde disse tre digtsamlinger for Iben Claces' tidlige digttrilogi, for med det nye årtusinde blev der stille omkring Iben Claces, hvilket hænger sammen med børn. Det kan man forvisse sig om i hendes eneste bog fra Nullerne, fortællingen Akikos ammehjerne fra 2004, som handler om – ja, det giver sig selv.

I 2011, tolv år efter hendes sidste 90er-digtsamling, den helt vidunderlige Stjernehavet, udkommer Claces igen med nye digte, nemlig samlingen Den femte sol, der blev totalt overset af både anmeldere og et bredere publikum, hvilket muligvis skyldes den poetik, som Iben Claces har fulgt hele vejen, nemlig at forene myter med virkelighed. Det bliver hurigt til den retning i  litteraturen, som vi kalder symbolisme. Den femte sol trækker tråde tilbage til gamle, mytologiske kvad om menneskets stilling i verden og naturen, om altings sammenhæng. Historisk set er det ikke den form for digtning, som danskere sætter mest pris på, måske bliver det bare for mærkeligt, fremmed og alvorligt, hvad ved jeg. Men man kan sagtens finde lignende digtning her i Norden, tag bare islandske Gerður Kristnys to digtsamlinger Blodhingst og Drapa, der forbinder en nutidig hverdag med de nordiske mytologiske rødder. Det er den tradition, som Iben Claces befinder sig i med sine digte i Den femte sol, hør bare et tilfældigt udpluk her:

Barkklædt med oksehorn, fletning
  af regnvand, læbernes
sandjord, øjnenes muld.
  Hendes fødder planter frø
i forårets storm, væver sne
  i sommerens tæppe.
Hun borer hælene ned
  i have af sand, af is, i have
af stjerner, af salt.
  Kredsen
trædes i vandet, stampes
  i vinden
(...)

De er sjældne vækster, de digtere der kan skrive på den måde, for det afslører sig selv lynhurtigt, hvis det blot er en påtaget, ydre form. For at det skal blive nærværende og vigtigt, skal det være personligt gennemlevet, det skal være båret af indsigt i langt mere end sprog og digtning, det skal være et udtræk af forfatterens erfaringer i forbindelse med myterne, trådene tilbage til skabelsesberetningerne, de kollektive og den individuelle.

Det er i det lys, man skal læses Iben Claces nye bog ved navn Tærskler, der udkom for et par måneder siden på Forlaget Spring, som denne blog har et godt øje til. Tærskler er en roman om en piges barndom og ungdom, primært, men den er selvfølgelig også andet og mere. Det er en fintfølende registrering af et menneskes individuationsproces, som det hedder, hvis man skal bruge de termer, som symbolanalytikeren par excellence, C. G. Jung bruger, og det synes jeg, at man skal, for det ligger i titlen, Tærskler. En tærskel er andet og mere end et dørtrin, det er det sted, hvor mennesket overgår fra et stadie til et andet, både helt konkret og på et psykologisk plan. Tærsklen er forandringens fikspunkt, og den bliver brugt symbolsk i mange eventyr og film, ofte med en tærskelvogter iblandet. Tærskelvogteren kan være den onde drage, der forhindrer prinsen i af få prinsessen, tærsklen er vindebroen, der skal passeres.

Men så dramatisk går det slet ikke for sig i Iben Claces roman, der umiddelbar kan se ud som en ganske almindelig fortælling om at være barn. Men kun umiddelbart, for tærsklerne pigen/kvinden betræder er magiske, hvilket blot er et andet ord for at gå fra én tilstand til en anden. Det kan være ganske små ting som at gå ind i et legehus eller større som seksualitet og død, det hele har sin værdi og betydning i individuationsprocessen, i formningen af et menneske. Og det sjove ved det er, at det hele kan se ganske tilforladeligt og almindeligt ud, hvilket det også er, men det kan samtidig være noget langt mere betydningsfuldt. Forskellen kommer med opmærksomheden, med bevidstheden om at være en del af noget større end blot et tilfældigt menneske i en tilfældig tid.

I Tærskler viser opmærksomheden sig gennem sproget. Iben Claces skriver noget af det mest klokkerene dansk og beskriver de enkelte episoder med den gode digters præcision. Derfor er der mange afsnit i Tærskler, der kan stå lige så tågede som elverpiger i mosekonebryg, hvis man ikke ved, hvad der overordnet er på spil. Pigen i romanen kan for eksempel aldrig sove, hvilket naturligvis irriterer forældrene, der gerne vil have tid til sig selv, tid til sex og kærlighed, så pigen bliver sendt i seng efter aftensmaden, uden forklaring, så hun kan ikke argumentere imod det, som det hedder. Og videre:

”Hun ligger i den smalle underkøje i den orangemalede seng, og hun drømmer og tænker og lytter. Netop fordi man skal sove, er barnets hørelse slået vidåben. Som en dør mod en tærskel, et blændende hvidt men sløret rum, hvor alt træder alt for tydeligt frem. Som en køkkendør, der lukkes sagte, ad to omgange. Først forlader moren huset. Så forlader faren det.”

Her klipper romanen til en oplevelse, som den nu unge kvinde har i en bar, der kun består af kvinder, hvor hun er på date med en anden kvinde. Og klipper så tilbage til barne-erindringen, hvor en tåge blænder hende; det er mosekonen, og al tid bliver ophævet, barnet er

”... alene i halvlyset, i aftendagen, i halvverdenen mellem de hvide gardiner og hjerteslagene, der bliver så heftige og faste, at de banker hende ned i den blå madras. Ned og ned, og måske kan hun ikke rejse sig, med mindre hun prøver lige nu. Måske kan hun aldrig komme fri, men forstenet, som det to millioner år gamle træ, de så i antikvitetsforretningen. Det ligner sten. Det var meningen, at det skulle vokse, men to millioner år er længe nok til at ligne en sten”.

Herefter klipper romanen igen til en anden oplevelse med forældrene, på et skib hvor faren og moren hvisker sammen og barnet ikke vil vide af det, ikke høre.

”Så hun flyver ud af sit bryst og forvandler sig til en sommerfugl, der søger forskellige bregner (...) Halvlyset i hvidnatten forvandler ingen til sten; det forvandler børn til tåge”.

Den slags præcise observationer og overgange er der mange af i Tærskler, nok til at rundbarbere en hvilken som helst læser. Derfor kan romanen godt fremstå både ualmindelig syret og uendelig almindelig, lidt som hvis man læser en roman af Kafka, Slottet for eksempel: Der sker et eller andet meget mærkeligt, men du aner ikke, hvad det er, for nøglen eksisterer kun i din egen bevidsthed. Hvis den da gør det. Og det er vel det, der er essensen af magisk tænkning: Alt er lige virkeligt, tid og sted kan ophæves, elverpiger (dem er der mange af i romanen, og de hænger sammen med pigen/kvindes optagethed af farven og sindsstemningen hvid) kan være realiteter. Alt formes og former.

Derfor er der heller ikke nogen decideret handling i Tærskler, der er situationer og forløb. Samlet giver det en roman, der dårligt kan kaldes en roman, det er snarere et langtidsfremkaldende billede af en piges forvandling til kvinde primært gennem hendes erfaringer med den ultimative anderledeshed, nemlig drengen og manden. Hvordan rummer man sådan en størrelse, hvad består den af? Det gør også romanen til en oplevelse for en mandlig læser, der nødvendigvis skal rumme og prøve at forstå den modsatte anderledeshed, nemlig kvinden og pigen.

Men jeg vil godt holde – denne gang en hel – kanelstang på, at Tærskler ikke får mange mandlige læsere, og det kan man selvfølgelig synes er lidt ærgerligt, men jeg tror, at den meget feminine skrift bliver for hardcore, for fremmed. ”Det er der ikke noget at gøre ved”, som Iben Claces gentager meget ofte hen mod slutningen af romanen, når hun ser, at noget kunne og muligvis burde være anderledes, men hvorfor ændre det? På den måde bliver Tærskler også til en bog om at – måske ikke acceptere, det er et forkert ord – men komme overens med virkeligheden i dens mange gestalter. Og den udfordring (i ordets oprindelige betydning) er nok i virkeligheden en af de største for os mennesker.

Man skal absolut prøve at give sig i kast med Tærskler. Den har potentiale til at være en tærskel, en forandringsproces og indsigtsudvidelse i sig selv.

Kvinden, kunsten, Karolina og kærligheden

Franz von Stucks berømte maleri "Sanseligheden", 1889

Kunstens verden er ikke for de sarte, og det er svært at komme ind i den, hvis ens forældre ikke selv er kunstnere eller arbejder med kunst. Det er ligesom med overklassen, der er utallige små ting, man ikke bare kan lære sig, når man bliver voksen. Det er måder at gebærde sig på og føle sig naturligt hjemme i. Det kræver ofte et mål af kynisme og en naturlighed i den måde, man fører sig frem på.

Svenske Therese Bohman, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2015 for romanen Den anden kvinde, har skrevet en ny roman, der netop er blevet oversat. Den hedder Aftenland og handler om en kvinde i begyndelsen af 40’erne, som er kunstprofessor ved Stockholms Universitet. Og det med at være kunstprofessor, det kan hun ikke helt forstå – ind i mellem må hun knibe sig i armen, for kan det virkelig være sandt, at netop hun, der kommer fra et almindeligt hjem i en lille flække, er havnet her i de hellige haller? Hun har endda ikke rigtig gjort noget for det, synes hun selv, det er dumpet ned i turbanen på hende, for hun gjorde ”bare” alt det, der krævedes, så blev hun tilbudt det – og fik hjælp til at skrive ansøgningen. Her ville en person fra overklassen tage det for givet, at stillingen var hendes. Det manglede da bare. 

Vor heltinde i Aftenland hedder Karolina Andersson, og det eneste ualmindelige ved hende er professortitlen og hendes speciale, hendes felt: Kvinderepræsentationer i kunsten med særligt henblik på perioden omkring år 1900, symbolismens periode, hvor forskellige kvindetyper ofte blev tegnet skarpt og forførende op: Luderen, madonnaen, vampyren, forføreren og så videre. Det har Karolina altid været interesseret i, fordi kvinden er så tydelig i de forskellige roller som den, der lokker mænd i fordærv. Samtidig kan hun gå på opdagelsesrejse i fantasien uden at sætte sig selv på spil for alvor. Og det er nok Karolinas egentlige problem: Hun er klassens søde og dygtige pige, som bare har ladet sig flyde med og har sagt ja til det hele – også mændene, der gerne vil gå i seng med hende, men egentlig ikke vil hende for alvor, altså børn og hele pakken. Måske ville hun det heller ikke, men det er først nu, hun begynder at finde ud af, at den del af livet er ved at være kørt.

Derfor er hun fornylig – og det er sådan, vi møder hende i romanens begyndelse – gået fra sin samlever i over 10 år. Samlever er det rigtige ord her, for de er for længst holdt op med at have sex med hinanden, men til gengæld har de hver især elskere og engangsknald. Karolina er nemlig ret glad for sex, og hun er ikke karrig med at dele ud af sig selv. Men pludselig står hun så i en ny lejlighed i et ikke videre spændende kvarter og bliver opmærksom på, at hendes tilværelse som attraktiv kvinde måske er ved at løbe ud. Hvad har hun opnået? Ikke et almindeligt liv med mand og børn, men en karriere som akademiker, ordmager, analytiker. Er det noget overhovedet? Og har hun egentlig opdaget noget spændende? Vil hun overhovedet blive husket?

Og bang – ind på scenen kommer en ung fløs af en studerende, som netop er vendt hjem fra Berlin med et opsigtsvækkende fund: En næsten ukendt svensk kvindelig maler, som han har fundet nogle hidtil uopdagede billeder af. Og ikke nok med det – han har endda fundet en korrespondance, som mere eller mindre beviser, at det er hende, og ikke den ellers så berømte Franz von Stuck, der først malede hans kendte motiv med kvinden og slangen. Manden hugger kvindens arbejde og fører sig frem, som var det hans eget. Det er en rigtig god historie i nutidens Sverige – og over hele verdenen i øvrigt: De oversete og berøvede kvindelige kunstnere. Sådan en opdagelse er et scoop – og det vil være hende, Karolina fra lillebyen, der er jordmoder på opdagelsen. 

Her tager Aftenland fart, og vi har gang i et plot: Hvem var denne ukendte maler? Kan det overhovedet passe? Therese Bohman bruger det som motor til at folde portrættet af Karolina Andersson og det stockholmske kunstmiljø ud. Kunstkritikere, kunsthandlere, professorer, journalister og andet godtfolk kommer indover og bliver skildret i denne roman, der giver et godt billede af et lille, indavlet miljø på godt og ondt. Men først og fremmest et godt billede af Karoline Andersson, der står midt i vrimlen og forsøger at finde ud af, hvem hun selv er.

Og se – det sjove ved det hele er, at det jo lyder enormt banalt og fortærsket, en historie vi har hørt mange gange før i andre miljøer, men med samme tematik. Og intet er da nemmere, end at forfladige Aftenland til endnu en historie om en barnløs kvinde i midtlivskrise. Men det ville være synd, for den lever ganske enkelt i kraft af portrættet af Karolina. Karolina Andersson er en af den slags romanpersoner, der bliver siddende. Vi kender allesammen yndlingsbøger med gode kvindeportrætter, der fremstår så troværdigt, at de bliver levende, og det er nok den største cadeau, man kan give en forfatter i den realistiske tradition: Personen står lyslevende foran os, og vi begynder at sammenligne med andre, som vi kender personligt. Men så godt skriver Therese Bohman faktisk, og det endda helt uden dikkedarer eller store armbevægelser.

I Aftenland spidser plottet med den ukendte maler og Karolinas nyopdagede status som single og barnløs – endog ensom og nærværshungrende – selvfølgelig til mod slutningen, som det vil være synd at røbe her. Men pludselig blev jeg grebet af en overvældende følelse: Gid den dog må ende godt, romanen! Kunne det ikke være blæret for en gangs skyld, hvis en god roman ender lykkeligt? Det er nok det sværeste en romanforfatter kan sætte sig selv i opdrag, med mindre vi taler om Danielle Steel og den slags, men på den anden side: Er det overhovedet muligt at skrive sådan en roman uden at blive sat i bås med dameblade og Mit Livs Novelle? Det synes jeg er en spændende diskussion. Men om det sker – det må man selv læse Aftenland for at finde ud af. 

Her kunne man sagtens slutte sådan en anbefaling af en roman, men undervejs i læsningen har jeg tænkt over noget andet: Gud ved om ikke portrættet af Karolina Andersson er af den slags, som mange kvinder vil blive irriteret over? Karolina er som menneske sådan en, der flyder med strømmen, er lidt forsigtig med at stikke ud og helst ikke gør noget væsen af sig – igen typisk for folk fra arbejderklassen, der entrerer det akademiske miljø. Hun har sin faglighed at hæfte sin identitet op på, men det er såmænd også det hele – og er det nok? Som nævnt er hendes seksualitet også af den mere løsslupne slags, og hun er rigtig god til at kode mændene omkring sig, faktisk navigerer hun mere eller mindre efter dem. Det er der jo ikke ligefrem meget empowerment over, ligesom der heller ikke er meget kvindefrigørelse over Karolina. Men det bliver hun ikke mindre troværdig som romanfigur af. Og i øvrigt: Når jeg som mand så godt kan lide romanen, er det så ikke bare fordi mænd elsker den slags kvinder, men helst ikke som livsledsagerske, dertil er deres seksualitet for farlig? Hvem tør gifte sig med en forførerske? Det er spændende spørgsmål, og det gør, at Aftenland er et oplagt emne til læseklubber.

Et hyl mod himlen i helvede. Om Sia Sophia Schjernings femdobbelte debut

Illustration: Gustave Doré

Den symbolistiske og surrealistiske digtning har af en eller anden grund altid haft trange kår i Danmark. Derfor bliver mange digtere, der skriver i denne tradition, ofte til undergrundslitteratur. Det kan man naturligvis begræde, men man kan også glæde sig over at finde mange gode forfattere i undergrunden. Ofte er deres bøger vildnisser, man kan finde både det kiksede og det  storartede side ved side.

En af disse digtere er Sia Sophia Schjerning. Prøv lige at læse dette uddrag fra hendes bog Symposia:

”Åh denne syngende afsindighed af frembringende strøm, forstærk min lyd – forstærk din lyd. Forstærk vores højsang – fri af skyttegave, skudsalver og tåger af røg – frem mod barndommens latter af hav, ja frembring ham fra skygge til dans til han smelter ind i dig igen og I danser væggene sorte i passion, der sprænger rummets begrænsning, din indre kælderangst som sved der pibler månen frem mod solen og mågerne skriger ømt og du bliver blød og falder i dette evige hav, som kyster mod dine hvide lagener, du kan falde som et foster i en engels hud.”

Ahvabehar?! Jeg synes, at det er fremragende, det er billedmættet som et gammeldags raritetskabinet, det er syngende, rytmisk og messende, en højsang til elskovens forening og selvforglemmelse. Sådan skriver Sia Sophia Schjerning, når hun er bedst. Og hvis man ikke kan lide det, leve sig ind i det, så skyldes det, at man ikke er til det surrealistiske, symbolistiske parret med det anråbende, som jeg godt kan lide at kalde den form for digtning, der trækker spor fra de ældste digteriske rødder.

Billedet giver ikke nødvendigvis mening. Hvordan falder man som et foster i en engels hud? Jeg har en anelse, for billedet er lysende og stærkt. Og tænk engang at falde som kyster mod sine hvide lagner – eller have en indre kælderangst, der svedigt pibler månen frem mod solen.

Men Sia Sophia Schjerning kan mere end det. Hun kan også levere grotesker, ætsende satire over samtiden og hverdagslivet. Og hun behandler ikke sproget videre frøkenfingeragtigt:

”Rækkehusene røvpuler sig ind i flettede trådløse rækværk, netværk. Vi sidder fast i struben på morgendagens rovdrift. Løven har tabt sin manke, træder vande står i stampe. Kaninen vil have bamse og boller med gummistøvler til frådende middag.”

Så den slags er hun også leveringsdygtig i. Og endelig kan hun faktisk også skrive fine, afrundede digte. Som for eksempel dette digt betitlet Menneskedyr:

angstens blod
snører struber og
skrig sammen til
sløjfede knuder
i dine indvolde
og stakåndede
organer

Du taber
dine drømme
på kødets
slagmark

kan du følge
dine spor
tilbage til

længslens
ophav

eller vil du
altid hyle
mod himlen
i helvedet
menneskedyr?

Bogens titel, Symposia, er afledt af Platons Symposion. Fra dette hans måske mest kendte skrift stammer en af de mest berømte romantiske myter, nemlig historien om det kløvede menneske. Mennesket var engang to mennesker, der var hæftet sammen i ryggen, men deres magt truede guderne, så derfor kløvede Zeus dem i to, det nuværende menneske på to ben. Men af samme grund længes mennesket altid mod forening med den halvdel, der blev skåret fra. Det er det, som ”længslens ophav” refererer til i digtet Menneskedyr.

Symposia er en digtsamling med prosanedslag om kærlighedens væsen. Den er lidt af et monstrum trods sine kun 84 sider, for den stritter i mange retninger. Og som jeg indledningsvis var inde på, er der også mange digteriske unoder i den. Sia Sophia Schjerning er tydeligvis forelsket i ordene, i at vende og dreje dem. I et digt betitlet Hjemkomst kan man for eksempel læse dette:

for de vidste at vide
at de hver især vidste
at den anden vidste
alt det der var at vide

I et andet digt kaldet Vesper-læsper hedder det:

han kom
og han gik

fravendt
omvendt
bagvendt

tilbagespoler sporene
tomhvisker ordene

Og så videre. Den slags er i min bog noget sprogligt tomgangssnak uden sjæl eller nerve. Det er der desværre lidt for meget af hos Sia Sophia Schjerning, som tilsyneladende ikke går ind for begrænsninger. Således er Symposia blot en af fem bøger, som hun udgav samtidig på eget forlag, kaldet Signiphikant, efteråret 2014. Valget af forlagsnavn vidner også om en sproglig optagethed, der mere nærmer sig det fjollede end det præcise og det fokuserede. Det samme kan man også sige om at udgive fem bøger på samme tid – og så endda som debutant. Alle forfattere bliver over tid klogere på deres egen skrift og formåen, når de ser sig selv på tryk. Den chance gav Sia Sophia Schjerning så ikke sig selv; hun fyrede alt krudtet af på én gang.

Men skrive – det kan hun. Også så englene synger. At jeg så kunne ønske mig en noget mere fintakket tættekam i udvælgelsen, kan lige så vel være et surt gammel redaktøropstød. Der er også noget fascinerende ved bøger, der er uligevægtige. Man kan jo bladre hen over det, som ikke passer ind. Og det er ofte i bøger som disse, at man kan finde rent guld.

Hvis man vil læse Sia Sophia Schjernings bøger, bliver man næsten nødt til at købe dem, for et opslag på bibliotek.dk fortæller, at kun ét bibliotek, Syddansk Universitetsbibliotek, har en af hendes bøger, nemlig Atomgenerationen. Det er en rigtig god titel. Således kan man ikke låne Symposia. Det er til gengæld overkommeligt at investere i bøgerne, Sia Sophia Schjerning sælger dem fra sit forlags hjemmeside for 50 kroner stykket – eller alle fem for 150. Efterhånden er der mange undergrundsforfattere, der finder ud af, at 50 kroner er den rigtige pris for en digtsamling. Det kan få lyrikfolket til give en ukendt forfatter en chance.

Det synes jeg absolut, at man skal gøre med Sia Sophia Schjerning. Her er endnu et eksempel på, hvor godt hun kan skrive: ”Jeg så et glimt af englene i dine øjne, jeg mærkede et sug af evighed i dine kys og måske bliver jeg en dag sat fri. Fra mig selv”. Andre vil garanteret finde det lige på kanten af det sentimentale og sødladne, men mig – jeg er en sucker for den slags, når det bliver garneret med den karskhed og brutalitet, som man også finder i Symposia.

Sia Sophia Schjerning er 38. Jeg er ret spændt på at se hendes næste udspil.