Siddhartha i Hakkebakkeskoven

Mens de store forlag tager sig af oversættelser af ny verdenslitteratur, roder mange af de mindre forlag rundt i kassen med langt ældre, ofte i dansk sammenhæng ukendte eller glemte klassikere. 

Mange af oversættelserne udkommer i disse år for første gang på dansk, primært fordi nogle folk på de mindre forlag ikke kan lade være. Og ganske ofte rammer de – krukken med guld for enden af regnbuen.

Det er netop titlen på en irsk klassiker fra 1912, En krukke fuld af guld, på engelsk The Crock of Gold, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag. Forfatteren hedder James Stephens, og selv havde jeg aldrig hørt om ham før, måske fordi hans roman er meget irsk. Dens solide fundament er hele den rige irske folklore, hvor myten om guldkrukken har sin oprindelse. At den er blevet udødeliggjort, skyldes vel primært Walt Disney, men regnbuen som fænomen og budbringer er ældgammel – den optræder både i 1. Mosebog som tegn til Noa om landfast frelse og som broen til det evige liv i den nordiske mytologi.

Men lad os prøve at holde os til sagen: Hver gang man begynder at tale om mytologisk stof, er der ingen ende på de sidegader, man kan gå ned af. Sådan er det også med James Stephens En krukke fuld af guld – der er ingen ende på de afveje, som forfatteren tager.

Stilistisk set er romanen i familie med eventyret og den fantastiske fortælling. Den er – lidt muntert sagt – en blanding af Herman Hesses Siddhartha og Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven. Den har Egners lethed og mildhed, men kombinerer det med Hesses søgen efter sandheden. Samtidig er der mange fantastiske elementer i den, den slags vi kender fra for eksempel Tolkien, Lewis Carrol og Swift.

”Endelighed er død. Perfektion er endelighed. Intet er perfekt. Der er klumper i den”.

Et godt eventyr begynder altid med en konflikt, og den er ridset op fra begyndelsen i Stephens historie: En mand bor i den store, dybe, mørke skov. Han hedder ikke andet end Filosoffen, for han har svar på alt, og tror selv at han ved alt. Han får besøg af sin ven Meehawl MacMurrachu, hvis kones vaskebræt er væk, og hun tror, at nisserne har taget det (I bogen bærer nisserne det irske navn Leprechauns, men lad os her bare kalde dem nisser, for de har alle de traditionelle egenskaber som nisser, huldrer og andre mytologiske dværge har). Filosoffen – og her går det galt! – råder MacMurrachu til en knibtangsmanøvre: Stjæl nissernes krukke af guld, for det er det dyrebareste de har – så skal de nok levere vaskebrættet tilbage.

MacMurrachu stjæler krukken og gemmer den. Nisserne bliver oprørte og vrede, for de har slet ikke taget vaskebrættet. Og situationen eskalerer yderligere, da MacMurrachus underskønne datter Caitilin forsvinder. Hun er nemlig blevet lokket i en fælde af den forførende gud Pan, der som bekendt har det med at lokke unge piger i uføre og muligt fordærv med sin fløjte.

Stor forvirring og opstandelse i den store, dybe, mørke skov! Filosoffen finder meget vrangvilligt ud af, at han har taget fejl, og det kommer som et chok for ham, der jo netop ved alt. Men han er en hædersmand, der ønsker at retfærdigheden skal ske fyldest, så efter en masse forviklinger med guldkrukken, der stadig ikke er kommet tilbage til nisserne, begiver han sig på vej til Pan for at hente Caitilin. Pan vil dog ikke slippe hende, så Filosoffen må højere op i denne overnaturlige verdens hierarki og konsulterer selveste guden ved navn Angus Og. Og hvad sker der så? Angus Og bliver så betaget af den underskønne Caitilin, at han godt nok befrier hende – men kun for selv af beholde hende! Og Caitilin selv? Hun er bare lykkelig, for både hos Pan og hos Angus Og lever hun i pagt med alnaturen, dyrene, træerne og sit eget væsens inderste. Dette er også bogen budskab, i fald den har et: Alle folk skal leve i harmoni med naturen og deres eget væsen, og det kan man ikke kun tænke sig til. Det skal mærkes, erkendes, mavefornemmes, for nu at bruge et modeord.

Romanens hovedperson Filosoffen er rollemodel for udviklingen fra tænkende til sansende menneske. I begyndelsen er han ikke til at holde ud, selvfed som kun en Thomas Blachman kan være det, hvis nogen huske alle de ting, Blachman blev sat til at kommentere for en 10 år siden. Det lød både klogt og indsigtsfuldt, men hvis man analyserede det, var det tit det rene vrøvl. Sådan er det også med Filosoffen, der til stadighed fører lange og dybe samtaler med sin kone og andre, men uden nogensinde at høre efter, hvad de andre siger. Til gengæld kan han selv sige sætninger som ”Endelighed er død. Perfektion er endelighed. Intet er perfekt. Der er klumper i den”.

Denne form for højpandet humor er den store styrke i James Stephens klassiker. Ligesom med Blachman (ikke for at pukke på ham, men han er et godt eksempel) prøver man hele tiden at få mening ud af de mange sandheder, der bliver luftet. Alle har nemlig deres egne sandheder, og de er altid præget af folks egne oplevelser blandet med den situation, de står i lige nu. Og der er mange personer i bogen, Filosoffens kone for eksempel, men også Pan og de forskellige guder, nisserne og mange andre bipersoner, der hellere end gerne vil give deres besyv med. Forfatteren selv, fortælleren, holder sig heller ikke for god til at give et par sandheder til bedste midt i bogen – og de tager nok prisen som det mest uforståelige sandhedsvrøvl overhovedet. Her er et uddrag:

”Hvilket – Jorden eller de skabninger der bevæger sig på den – er vigtigst? Dette er et spørgsmål foranlediget udelukkende af intellektuel arrogance, for i livet findes der hverken noget der er mere eller mindre. Den ting, der findes, har retfærdiggjort sin egen betydning alene ved at eksistere, for dette er altings store og sammenligneligt jævnbyrdige præstation. Hvis livet blev bragt i stand for os udefra ville dette spørgsmål om overhøjhed antage betydning, men livet kommer altid indefra og tilpasses eller udvides igennem vor egen appetit, vore egne ambitioner og afgørende aktiviteter.”

Ja, værsågod at skylle efter. Meget i denne bog egner sig også i den grad til højtlæsning i festligt lag – og efterfølgende debat. For der er noget om det – men giver det mening? I givet fald hvilken?

Som nævnt finder Filosoffen sig selv – hvis man kan sige det på den måde – midt inde i den store, dybe, mørke skov, da han pludselig begynder at opleve i stedet for at tænke. Dette kan synes noget banalt i dag, men i 1912, da bogen blev udgivet, var det ikke lige så almindeligt. En krukke fuld af guld svømmer nærmest over af lykkelige naturbeskrivelser, der sjældent er set så renhjertede. Her, for eksempel, efter en passage hvor en ko diskuterer edderkoppernes væsen med en flue. Den slags sker nemlig også i den store, dybe, mørke skov:

”Månen var som et segl på himlen, et sart sværd, hvis stråleglans begrænsede sig til de øvre sfærer og slet ikke sjældent oplyste den tunge verden forneden; sjældne stjerners glimt lod sig også skue i det mørke, ensomme rum der omgav dem; men på Jorden fortættedes mørket i folder af tågeslør, gennem hvilke træerne sukkede højtideligt, og græsserne løftede deres små stemmer, og vinden nynnede sin betagende barske klagesang.”

Så bliver det ikke meget finere. James Stephens kan virkelig fremkalde naturfortryllelse, så man ikke befinder sig i en lænestol, men midt i naturen.

I øvrigt er der endnu et budskab i En krukke fuld af guld, nemlig et oprør mod autoriteter på både den ene og den anden måde. Man skal være god og venlig og ikke tillade nogen at bestemme over sig, så på den måde ligner den – for nu at tage ham op igen – Thorbjørn Egners Kardemommelov, der for så vidt siger det hele med meget få ord: "Man skal ikke plage andre, eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre hvad man vil". Der er noget John Lennon-Imagine over det: Hvis alle gjorde det, ville verden være bedre.

En krukke fuld af guld ekspliciterer ikke buskabet direkte. Det vil sige, det gør den nok, men der er så mange andre budskaber og sandheder i romanen, at man selv skal grave det frem mellem al forvirringen. Det  er nok den mest lykkelige og muntre opgave, som denne bog stiller sin læser. Og ja, den ender lykkeligt – hvad ellers?

Vovehalsens afrikanske bevidsthed

Hvem kender Beryl Markham? Jeg gjorde ikke, før jeg faldt over en bog kaldet Med natten mod vest. Det viser sig at være en erindringsbog af den første kvinde – og menneske i det hele taget – der fløj over Atlanten fra England til Canada. Det var i 1936. Egentlig skulle hun være landet i New York, men det ville flyet ikke. Hun overlevede og blev hyldet som en af de luftens pionerer, der var datidens folkehelte.

Men dette er for mig at se den mindst interessante del af biografien, som her i 2017 er genudgivet af Forlaget C&K, der netop er blevet solgt til Gyldendal. Biografien er en del af serien ”Rejsebiblioteket”, der også har genudgivet klassikere som Peter Matthiessens Sneleoparden og Bruce Chatwins I Patagonien. Genren er altså defineret bredt, men det er kvalitet med kvalitet på.

Det virkeligt interessante i Med natten mod Vest er hovedpersonen, Beryl Markham. Hun blev født i England i 1902, men som 4-årig blev hun rykket til Kenya, hvor hendes stålsindede og eventyrlystne far havde købt et jordstykke, der skulle blive til en farm. Men det blev uden hendes mor, som straks rejste tilbage til England, da hun ikke kunne klare Afrika. Og lille Beryl? Hun blev tilbage på farmen i Kenya, hvor hun fik en noget aparte opdragelse. Som noget udsædvanligt – forestiller jeg mig – var hun mest sammen med ”de indfødte”, både mænd og børn, så hendes opdragelse var halvt som afrikaner og halvt som britisk kolonist.

Den kamp vandt afrikanerne. Det er klart, at det var meget mere spændende at tage med på jagt end at terpe bibel og græske guder, og hendes far lod hende gøre det. Beskrivelsen af Beryl Markhams barndomsliv får en dansk skovbørnehave til at ligne et fængsel:

”Da jeg var barn, løb jeg hver dag barfodet rundt med nandi-moranerne [afrikansk jægerstamme], på jagt i Rongai Valley eller i cederskovene på Mau Escarpment’s stejle skråninger. I begyndelsen fik jeg ikke lov til at gå med spyd, men det var moranernes eneste våben. Man kan kun jage et dyr med sådan et våben, hvis man ved, hvordan dyret lever. Man må vide, hvilke ting det holde af, hvilke ting det frygter, og hvilke stier det følger. Man må være sikker på dets hurtighed og vide, hvor modigt det er. Dyret ved alle disse ting om jægeren, og det er ofte bedre at bruge viden”.

Beryl Markham er lærenem, ikke bare i forhold til jagt, men også i forhold til de afrikanske jægeres  verdensanskuelse, der er rundet af jagten. Det er benhård logik: Hvis du ikke gør tingene ordentligt og bruger samtlige sanser og din viden, så kvajer du dig, og det kan hurtigt koste livet, ikke bare for dig selv, men også for jagtkammerater og familie. Det er en dagligdag blandt vilde leoparder, løver, næsehorn, slanger både foroven og neden. Beryl Markham gengiver en jagt på et vortesvin, hvor hun og de voksne jægere skal pisse deres territorie af ansigt til ansigt med en løve, før de når frem til svinet, som har gravet sig ned i en hule – og flænser Beryls elskede jagthund fra top til tå. Det er den virkelighed, som barnet forholder sig til – og følgelig adopterer hun afrikanernes livsfilosofi: De stærkeste overlever, men selv de kan lave fejl. Døden er konstant i hælene på dig selv og andre, men det er vilkårene her i livet.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om den filosofi er kynisk eller blot illusionsløs. Om ikke andet er det med til at skabe den vovehals, som Beryl Markham udvikler sig til at være. Du skal frygte ting, men det er forbudt at være bange eller stikke halen mellem benene. Det er din skæbne som menneske. Beryl Markham lærer i den grad at stå på egne ben, og da hendes far blandt andet er hesteopdrætter, bliver hun det også. Som den første kvinde nogensinde bliver hun professionel berider og træner i Nairobi, inden hun er 18 år gammel.

Men igen – for mig er det mest interessante den blanding af afrikaner og englænder, som hun vitterlig er. Hendes forhold til dyrene og naturen er klart afrikansk. En af hendes gode afrikanske venner, Kibii, fortæller hende legenden om kamæleonen, som Gud sendte til den første mand, der blev skabt, og som gik rundt og var ensom. Kamæleonens budskab var, at døden ikke findes. Men dagen efter sendte Gud sølvhejren med det modsatte budskab: At døden findes. Sølvhejren var den hurtigste til at aflevere budskabet, og derfor skal alle mennesker dø. Og se det er jo en god historie. Her er Beryl Markhams refleksioner over det, mens hun skrev biografien i begyndelsen af Anden Verdenkrig:

”På det tidspunkt var jeg naiv nok til at gruble over sandheden i sådanne fabler. I de år der er gået, har jeg læst og hørt flere lærde redegørelser for lignende emner; Gud er forandret fra at være Gud til at være en ukendt mængde, kamæleonen er blevet til x og sølvhejren til y. Livet fortsætter, indtil døden standser det. Spørgsmålene er de sammen, men symbolerne er anderledes. Men kamæleonen er stadig en munter, om end dorsk fyr, og sølvhejren er en smuk fugl. Der findes utvivlsomt bedre forklaringer, men på en eller anden måde foretrækker jeg Kibiis nu om stunder”.

Man kan sagtens uddrage et kortfattet resumé over Beryl Markhams livsfilosofi: Alt liv dør. Lev med det! Og når det kommer til kampen mellem den hvide mands gerninger modsat den sorte, skriver hun i klartekst:

”De indbyrdes stridende erobrere har ignoreret Afrikas egen vitale sjæl, der udstråler en sand modstand mod erobring. Sjælen er ikke død, men tavs, visdommen mangler ikke, men den er så enkel, at den regnes for ikke-eksisterende af den moderne civilisations kræmmersjæl. Afrika er ældgammelt, og mange af folkeslagene har blod, der er lige så ærværdigt og rent som sandheden. Hvilken opkomplingsrace, udsprunget af et af de seneste, uudviklede århundreder, bevæbnet med stål og storskryden, kan i renhed måle sig med en eneste masai-moran, hvis oprindelse går næsten helt tilbage til paradisets have? Det er ikke ukrudtet, der er fordærvet, ukrudtets rødder sugede liv til sig ved jordens skabelse og rummer stadig dets inderste væsen. Altid vender ukrudtet tilbage; kulturplanten bukker under først. Racerenhed, sandt aristokrati, udvikles ikke ved forordning eller udenadslære, men ved bevarelse af slægtskabet med naturens kræfter og meningen med livet, hvis indhold ikke er sværere at forstå for en indfødt hyrde end for en akademiker, der famlende, men kultiveret søger efter den”.

Tak for kaffe! Det vi har her, er en elitær åndsaristokrat, men på naturens vegne. Bortset fra det aristokratiske og elitære, er det vel et budskab, som går direkte ind i hjertekulen hos tidens miljøforkæmpere. Beryl Markham er en hvid, aristokratisk kvinde, men hendes hjerte banker så sort som en masai-høvding. Eller hvad? Det er i hvert fald, hvad jeg kan udlede af biografien, og det er det, der gør den så fascinerende i modsætning til Karen Blixens ”Den afrikanske farm”, der handler om den hvide kvindes (og mands) blik på Afrika. Den historie er blevet fortalt så ofte, men hos Beryl Markham finder vi noget virkelig anderledes og solidarisk med ”Afrika” – hvad det så end er. Det er selvfølgelig en forenkling at tale om Afrika som én størrelse, og Afrika i dag er noget helt andet end Afrika før Anden Verdenskrig. Men kan man tale om en afrikansk sjæl, som Beryl Markham gør? Jeg ved det ikke. Men det er en spændende problemstilling.

Beryl Markham udelader en masse biografiske oplysninger i Med Natten mod Vest. Der står intet om hendes ægteskaber og børn, men der står meget om både Denys Finch Hatton og Bror Blixen, som er kendt af de fleste danskere. Begge roses som enestående individer, der er ikke så meget nyt der. Men der er flere gode historier om Bror Blixen, og det er selvfølgelig meget underholdende. Hvis man synes. Beryl Markham taler i bedste britiske stil ikke dårligt om nogen, og hendes privatliv vedkommer ikke læseren. Det synes jeg faktisk er god stil. Jeg kan af og til savne de dage, hvor det var upassende at tale om det mest private, og jeg kunne også godt tænke mig at have oplevet Afrika i Beryl Markhams ungdom. Men den slags kan man ifølge hende ikke bruge til noget som helst. Døden er at se sig tilbage, livet er at se fremefter. Og det har hun selvfølgelig ret i. 

Ramslands ramsaltede røverhistorie

Ja undskyld overskriften, men jeg kunne ikke lade være. Til sagen: Skal det være røverhistorier, skal det den ondenlyneme være nogle ordentlig nogen af slagsen. Men hvad kendetegner en god røverhistorie? Det kan man sagtens tænke lidt over, mens man funderer over Den Danske Ordbogs definition: ”Spændende, men usandfærdig eller overdreven fortælling eller beretning”. Det lyder tilforladeligt, så lad os blive ved det, mens øjet forgæves søger at se bort fra ordbogens andre forslag, der begynder med røv. Røvballegardiner for eksempel, men det er der ikke meget af i den røverhistorie, jeg lige har læst.

Til gengæld er der så meget andet. Vi taler nemlig om Morten Ramslands nye roman med det meget enkle navn Æg. Det er en tempofyldt fortælling om en fattig familie på Fyn i Middelalderens Danmark. Det særlige ved familien er, at den ydmyge kvinde Tora pludselig bliver gravid med ingen anden end Kong Erik den 6. af Danmark, i romanen også kaldet Hr. Gulerod og Menved-Abekat-af-Danmark, så er tonen lissom slået an.

Toras mand Thord har i årevis prøvet at gøre hende frugtsommelig, men uden held. Pludselig kommer denne Erik Menved, også kaldet sagnkonge, galopperende med sine følgesvende, og en af dem falder i et muldvarpehul, som Thord har gravet. Det får hele forsamlingen til at stoppe op, og det lykkes den lille familie at lokke kongen ind i huset, hvor Tora i al hast har forberedt sig på at forføre kongen, så hun endelig kan blive gravid med et mandfolk, der har andet end mosevand i bollerne.

Forsøget lykkes, måske mere end lykkes, for da Tora føder sit uægte kongebarn, er der ekstra gevinst med: Et guldæg i en moderkage for sig. Ægget bliver naturligvis betragtet som en stor skat og en gave fra de højere magter, og derefter går det ellers over stok og sten. Ramsland ruller en fantastisk historie ud om primært tre generationers liv i medgang og modgang med ægget. Det hele er pakket ind i en nutidig ramme om en dreng, der oplever at drukne og være ved at blive kvalt i en mose. Det har forbindelser til en af de andre historier i Æg, nemlig at et barn kastes væk på møddingen, fordi det er vanskabt og derfor skal gives tilbage til sin ellemor, der formodes at have have født det. Barnet er med andre ord en skifting.

Romanens omdrejningspunkt er selve det at fortælle historier, for uden historier ved vi ikke, hvem vi er, som det hedder et sted. Selve indholdet i Æg er en god historie om verdensbilledet hos en familie i Middelaldrenes Danmark, deres kampe mod fattigdom og dermed deres inddragen af guder og det, som de fleste i dag ville kalde overtro. Det minder mig om en anden god røverhistorie, nemlig den at Kong Harald kristnede Danerne, som der står på den verdenshistoriske runesten i Jelling. Da kirken blev renoveret i år 2000, blev begivenheden endda mejslet ind i en sten på kirkegulvet: På dette sted blev Danmark samlet og kristendommen indført. Men som mange historikere påpeger, var det mere af navn end af gavn. Kristendommen blev indført i Danmark som en beslutning på statsniveau, men der gik mange år, før danskerne som sådan blev kristne. Mange blev det aldrig.

Den slægt, vi møder i Æg, har da også et noget tvivlsomt forhold til kristendommen. Den tror på det over- og underjordiske, på forsynet; kristendommen og præsterne er blot en del af de højere magter, og i virkeligheden er slægten mere tilbøjelig til at tro på folketroens overlevering. Det giver nogle fantastiske historier, for eksempel den om den unge kvinde i huset hos den sure præst. Han er en rigtig tyran, men hun formår at blødgøre hans jernhjerte gennem kærlighed og sex. Der udspiller sig kostelige scener, hvor hun udfører sine sortekunster så som at proppe fisk op livet på sig selv (for nu at udtrykke det mere høvisk end i romanen, hvor der på ingen måder bliver lagt fingre imellem), hvorefter hun serverer dem for præsten. Det mest hjertelige ved den historie er, at præsten faktisk opdager hendes forehavende – men vælger at ignorere det, da han egentlig bedre kan lide sig selv som et godt menneske end som den tyran, han engang var. I øvrigt får han kærlighed ud af det, både på den ene og den anden måde, og så må Herren vel se gennem fingre med sortekunsterne.

Her er vi nok inde på Mortens Ramslands morale med denne roman: Det gode i mennesket vinder over det onde, uanset om de højere magter er hedenske eller religiøse. I virkeligheden betyder det ikke så meget – selv ikke for en præst – om man tror på det ene eller det andet. Livet handler for det første om at overleve, dernæst om at få det bedst mulige liv, og til det formål bruger man de kristne eller hedenske gerninger, der fungerer. Præsten kan prædike nok så meget, men hvis det giver mere mening at udføre hedenske ritualer, så gør man naturligvis det.

Og hvilke ritualer! Hvilke historier diverterer Ramsland os dog ikke med i denne roman, der får selv det mest usandsynlige til at virke ganske tilforladeligt. Fortolkningen af historien er altid til debat, ganske enkelt fordi den er præget af den tid, som folk lever i. En given nutid vil altid søge at pådutte fortiden sit verdensbillede, og der er altid debat om det. I vore dage står historietolkningen mellem det nationalkonservative og det internationale, hvem er egentlig disse danskere? Spørgsmålet er umuligt at besvare entydigt, da det nu som dengang i Middelalderen handler om, hvem der får mest held med sin tolkning og dermed vinder ”folks sjæle”, som det hedder.

I Morten Ramslands nye roman findes der ikke nogen nationalstat af betydning. Der er en kongeslægt, som sætter sine spor, men den bliver kaldt sagnkongerne, for tror folk i virkeligheden på, at de findes? Det er helt sikkert, at der fandtes en Kong Menved Abekat, for han besvangrede Tora dengang; og det er også helt sikkert, at der findes et guldæg med magiske inskriptioner, for det har slægtens ældste set med egne øjne. Hvad er fiktion og hvad er virkelighed? Det spørgsmål optager mange litterater i dag, og det er en stor del af den offentlige litteraturdebat at finde ud af, om en given bog er sand, hvilket vil sige en sand beretning, hvilket vil sige at forfatteren ikke, som han eller hun ofte hævder, bare er fuld af gode historier, hvis nogle andre her i gennemsigtighedens tidsalder finder elementer, som de genkender fra deres egen personalhistorie med forfatteren.

Men med Æg har vi fået en rigtig røverhistorie om almindelige mennesker i middelalderens Danmark, deres liv, tanker og tro. Det er en god, gammeldags roman – ingen litterater har mulighed for at smide en autofiktiv dagsorden ind her. Sjovt nok virker romanen alligevel ganske realistisk i al sin sagnomspundne virkelighed. Meget af dette kunne være sket. Det er den slags, som god fiktion kan: Skabe en virkelighed ud af en røverhistorie.

Æg er nok Morten Ramsland bedste roman til dato. Hans debut, Hundehoved, var på mange måder også en fantastisk slægtsroman, men den efterlod mange løse ender, som man måtte acceptere. Med Æg binder han det hele sammen og skriver desuden så veloplagt, at man ærgrer sig over, at dette ord bliver brugt lidt for ofte. Det er ganske tydeligt, at Ramsland nyder at fortælle denne historie – han har ganske enkelt siddet og klukket af grin undervejs. Den slags går lige i læseren – på samme måde som når man mærker, at det har være en kamp for forfatteren at skrive en given bog, fordi det var for tæt på nogle personlige brændpunkter. Det kan der komme storartede resultater ud af – men Æg er en helt anden slags fortælling. Som sagt: En sand røverhistorie og måske endda noget af det tætteste, vi er kommet en beskrivelse af almindelige mennesker i middelaldrens Danmark. Hvem ved?

Illustration: Mosekoneskulptur i Flamingo Naturpark ved Vemb