lørdag den 2. september 2017

Vovehalsens afrikanske bevidsthed



Hvem kender Beryl Markham? Jeg gjorde ikke, før jeg faldt over en bog kaldet Med natten mod vest. Det viser sig at være en erindringsbog af den første kvinde – og menneske i det hele taget – der fløj over Atlanten fra England til Canada. Det var i 1936. Egentlig skulle hun være landet i New York, men det ville flyet ikke. Hun overlevede og blev hyldet som en af de luftens pionerer, der var datidens folkehelte.

Men dette er for mig at se den mindst interessante del af biografien, som her i 2017 er genudgivet af Forlaget C&K, der netop er blevet solgt til Gyldendal. Biografien er en del af serien ”Rejsebiblioteket”, der også har genudgivet klassikere som Peter Matthiessens Sneleoparden og Bruce Chatwins I Patagonien. Genren er altså defineret bredt, men det er kvalitet med kvalitet på.

Det virkeligt interessante i Med natten mod Vest er hovedpersonen, Beryl Markham. Hun blev født i England i 1902, men som 4-årig blev hun rykket til Kenya, hvor hendes stålsindede og eventyrlystne far havde købt et jordstykke, der skulle blive til en farm. Men det blev uden hendes mor, som straks rejste tilbage til England, da hun ikke kunne klare Afrika. Og lille Beryl? Hun blev tilbage på farmen i Kenya, hvor hun fik en noget aparte opdragelse. Som noget udsædvanligt – forestiller jeg mig – var hun mest sammen med ”de indfødte”, både mænd og børn, så hendes opdragelse var halvt som afrikaner og halvt som britisk kolonist.

Den kamp vandt afrikanerne. Det er klart, at det var meget mere spændende at tage med på jagt end at terpe bibel og græske guder, og hendes far lod hende gøre det. Beskrivelsen af Beryl Markhams barndomsliv får en dansk skovbørnehave til at ligne et fængsel:

”Da jeg var barn, løb jeg hver dag barfodet rundt med nandi-moranerne [afrikansk jægerstamme], på jagt i Rongai Valley eller i cederskovene på Mau Escarpment’s stejle skråninger. I begyndelsen fik jeg ikke lov til at gå med spyd, men det var moranernes eneste våben. Man kan kun jage et dyr med sådan et våben, hvis man ved, hvordan dyret lever. Man må vide, hvilke ting det holde af, hvilke ting det frygter, og hvilke stier det følger. Man må være sikker på dets hurtighed og vide, hvor modigt det er. Dyret ved alle disse ting om jægeren, og det er ofte bedre at bruge viden”.

Beryl Markham er lærenem, ikke bare i forhold til jagt, men også i forhold til de afrikanske jægeres  verdensanskuelse, der er rundet af jagten. Det er benhård logik: Hvis du ikke gør tingene ordentligt og bruger samtlige sanser og din viden, så kvajer du dig, og det kan hurtigt koste livet, ikke bare for dig selv, men også for jagtkammerater og familie. Det er en dagligdag blandt vilde leoparder, løver, næsehorn, slanger både foroven og neden. Beryl Markham gengiver en jagt på et vortesvin, hvor hun og de voksne jægere skal pisse deres territorie af ansigt til ansigt med en løve, før de når frem til svinet, som har gravet sig ned i en hule – og flænser Beryls elskede jagthund fra top til tå. Det er den virkelighed, som barnet forholder sig til – og følgelig adopterer hun afrikanernes livsfilosofi: De stærkeste overlever, men selv de kan lave fejl. Døden er konstant i hælene på dig selv og andre, men det er vilkårene her i livet.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om den filosofi er kynisk eller blot illusionsløs. Om ikke andet er det med til at skabe den vovehals, som Beryl Markham udvikler sig til at være. Du skal frygte ting, men det er forbudt at være bange eller stikke halen mellem benene. Det er din skæbne som menneske. Beryl Markham lærer i den grad at stå på egne ben, og da hendes far blandt andet er hesteopdrætter, bliver hun det også. Som den første kvinde nogensinde bliver hun professionel berider og træner i Nairobi, inden hun er 18 år gammel.

Men igen – for mig er det mest interessante den blanding af afrikaner og englænder, som hun vitterlig er. Hendes forhold til dyrene og naturen er klart afrikansk. En af hendes gode afrikanske venner, Kibii, fortæller hende legenden om kamæleonen, som Gud sendte til den første mand, der blev skabt, og som gik rundt og var ensom. Kamæleonens budskab var, at døden ikke findes. Men dagen efter sendte Gud sølvhejren med det modsatte budskab: At døden findes. Sølvhejren var den hurtigste til at aflevere budskabet, og derfor skal alle mennesker dø. Og se det er jo en god historie. Her er Beryl Markhams refleksioner over det, mens hun skrev biografien i begyndelsen af Anden Verdenkrig:

”På det tidspunkt var jeg naiv nok til at gruble over sandheden i sådanne fabler. I de år der er gået, har jeg læst og hørt flere lærde redegørelser for lignende emner; Gud er forandret fra at være Gud til at være en ukendt mængde, kamæleonen er blevet til x og sølvhejren til y. Livet fortsætter, indtil døden standser det. Spørgsmålene er de sammen, men symbolerne er anderledes. Men kamæleonen er stadig en munter, om end dorsk fyr, og sølvhejren er en smuk fugl. Der findes utvivlsomt bedre forklaringer, men på en eller anden måde foretrækker jeg Kibiis nu om stunder”.

Man kan sagtens uddrage et kortfattet resumé over Beryl Markhams livsfilosofi: Alt liv dør. Lev med det! Og når det kommer til kampen mellem den hvide mands gerninger modsat den sorte, skriver hun i klartekst:

”De indbyrdes stridende erobrere har ignoreret Afrikas egen vitale sjæl, der udstråler en sand modstand mod erobring. Sjælen er ikke død, men tavs, visdommen mangler ikke, men den er så enkel, at den regnes for ikke-eksisterende af den moderne civilisations kræmmersjæl. Afrika er ældgammelt, og mange af folkeslagene har blod, der er lige så ærværdigt og rent som sandheden. Hvilken opkomplingsrace, udsprunget af et af de seneste, uudviklede århundreder, bevæbnet med stål og storskryden, kan i renhed måle sig med en eneste masai-moran, hvis oprindelse går næsten helt tilbage til paradisets have? Det er ikke ukrudtet, der er fordærvet, ukrudtets rødder sugede liv til sig ved jordens skabelse og rummer stadig dets inderste væsen. Altid vender ukrudtet tilbage; kulturplanten bukker under først. Racerenhed, sandt aristokrati, udvikles ikke ved forordning eller udenadslære, men ved bevarelse af slægtskabet med naturens kræfter og meningen med livet, hvis indhold ikke er sværere at forstå for en indfødt hyrde end for en akademiker, der famlende, men kultiveret søger efter den”.

Tak for kaffe! Det vi har her, er en elitær åndsaristokrat, men på naturens vegne. Bortset fra det aristokratiske og elitære, er det vel et budskab, som går direkte ind i hjertekulen hos tidens miljøforkæmpere. Beryl Markham er en hvid, aristokratisk kvinde, men hendes hjerte banker så sort som en masai-høvding. Eller hvad? Det er i hvert fald, hvad jeg kan udlede af biografien, og det er det, der gør den så fascinerende i modsætning til Karen Blixens ”Den afrikanske farm”, der handler om den hvide kvindes (og mands) blik på Afrika. Den historie er blevet fortalt så ofte, men hos Beryl Markham finder vi noget virkelig anderledes og solidarisk med ”Afrika” – hvad det så end er. Det er selvfølgelig en forenkling at tale om Afrika som én størrelse, og Afrika i dag er noget helt andet end Afrika før Anden Verdenskrig. Men kan man tale om en afrikansk sjæl, som Beryl Markham gør? Jeg ved det ikke. Men det er en spændende problemstilling.

Beryl Markham udelader en masse biografiske oplysninger i Med Natten mod Vest. Der står intet om hendes ægteskaber og børn, men der står meget om både Denys Finch Hatton og Bror Blixen, som er kendt af de fleste danskere. Begge roses som enestående individer, der er ikke så meget nyt der. Men der er flere gode historier om Bror Blixen, og det er selvfølgelig meget underholdende. Hvis man synes. Beryl Markham taler i bedste britiske stil ikke dårligt om nogen, og hendes privatliv vedkommer ikke læseren. Det synes jeg faktisk er god stil. Jeg kan af og til savne de dage, hvor det var upassende at tale om det mest private, og jeg kunne også godt tænke mig at have oplevet Afrika i Beryl Markhams ungdom. Men den slags kan man ifølge hende ikke bruge til noget som helst. Døden er at se sig tilbage, livet er at se fremefter. Og det har hun selvfølgelig ret i. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar