Siddhartha i Hakkebakkeskoven

Mens de store forlag tager sig af oversættelser af ny verdenslitteratur, roder mange af de mindre forlag rundt i kassen med langt ældre, ofte i dansk sammenhæng ukendte eller glemte klassikere. 

Mange af oversættelserne udkommer i disse år for første gang på dansk, primært fordi nogle folk på de mindre forlag ikke kan lade være. Og ganske ofte rammer de – krukken med guld for enden af regnbuen.

Det er netop titlen på en irsk klassiker fra 1912, En krukke fuld af guld, på engelsk The Crock of Gold, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag. Forfatteren hedder James Stephens, og selv havde jeg aldrig hørt om ham før, måske fordi hans roman er meget irsk. Dens solide fundament er hele den rige irske folklore, hvor myten om guldkrukken har sin oprindelse. At den er blevet udødeliggjort, skyldes vel primært Walt Disney, men regnbuen som fænomen og budbringer er ældgammel – den optræder både i 1. Mosebog som tegn til Noa om landfast frelse og som broen til det evige liv i den nordiske mytologi.

Men lad os prøve at holde os til sagen: Hver gang man begynder at tale om mytologisk stof, er der ingen ende på de sidegader, man kan gå ned af. Sådan er det også med James Stephens En krukke fuld af guld – der er ingen ende på de afveje, som forfatteren tager.

Stilistisk set er romanen i familie med eventyret og den fantastiske fortælling. Den er – lidt muntert sagt – en blanding af Herman Hesses Siddhartha og Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven. Den har Egners lethed og mildhed, men kombinerer det med Hesses søgen efter sandheden. Samtidig er der mange fantastiske elementer i den, den slags vi kender fra for eksempel Tolkien, Lewis Carrol og Swift.

”Endelighed er død. Perfektion er endelighed. Intet er perfekt. Der er klumper i den”.

Et godt eventyr begynder altid med en konflikt, og den er ridset op fra begyndelsen i Stephens historie: En mand bor i den store, dybe, mørke skov. Han hedder ikke andet end Filosoffen, for han har svar på alt, og tror selv at han ved alt. Han får besøg af sin ven Meehawl MacMurrachu, hvis kones vaskebræt er væk, og hun tror, at nisserne har taget det (I bogen bærer nisserne det irske navn Leprechauns, men lad os her bare kalde dem nisser, for de har alle de traditionelle egenskaber som nisser, huldrer og andre mytologiske dværge har). Filosoffen – og her går det galt! – råder MacMurrachu til en knibtangsmanøvre: Stjæl nissernes krukke af guld, for det er det dyrebareste de har – så skal de nok levere vaskebrættet tilbage.

MacMurrachu stjæler krukken og gemmer den. Nisserne bliver oprørte og vrede, for de har slet ikke taget vaskebrættet. Og situationen eskalerer yderligere, da MacMurrachus underskønne datter Caitilin forsvinder. Hun er nemlig blevet lokket i en fælde af den forførende gud Pan, der som bekendt har det med at lokke unge piger i uføre og muligt fordærv med sin fløjte.

Stor forvirring og opstandelse i den store, dybe, mørke skov! Filosoffen finder meget vrangvilligt ud af, at han har taget fejl, og det kommer som et chok for ham, der jo netop ved alt. Men han er en hædersmand, der ønsker at retfærdigheden skal ske fyldest, så efter en masse forviklinger med guldkrukken, der stadig ikke er kommet tilbage til nisserne, begiver han sig på vej til Pan for at hente Caitilin. Pan vil dog ikke slippe hende, så Filosoffen må højere op i denne overnaturlige verdens hierarki og konsulterer selveste guden ved navn Angus Og. Og hvad sker der så? Angus Og bliver så betaget af den underskønne Caitilin, at han godt nok befrier hende – men kun for selv af beholde hende! Og Caitilin selv? Hun er bare lykkelig, for både hos Pan og hos Angus Og lever hun i pagt med alnaturen, dyrene, træerne og sit eget væsens inderste. Dette er også bogen budskab, i fald den har et: Alle folk skal leve i harmoni med naturen og deres eget væsen, og det kan man ikke kun tænke sig til. Det skal mærkes, erkendes, mavefornemmes, for nu at bruge et modeord.

Romanens hovedperson Filosoffen er rollemodel for udviklingen fra tænkende til sansende menneske. I begyndelsen er han ikke til at holde ud, selvfed som kun en Thomas Blachman kan være det, hvis nogen huske alle de ting, Blachman blev sat til at kommentere for en 10 år siden. Det lød både klogt og indsigtsfuldt, men hvis man analyserede det, var det tit det rene vrøvl. Sådan er det også med Filosoffen, der til stadighed fører lange og dybe samtaler med sin kone og andre, men uden nogensinde at høre efter, hvad de andre siger. Til gengæld kan han selv sige sætninger som ”Endelighed er død. Perfektion er endelighed. Intet er perfekt. Der er klumper i den”.

Denne form for højpandet humor er den store styrke i James Stephens klassiker. Ligesom med Blachman (ikke for at pukke på ham, men han er et godt eksempel) prøver man hele tiden at få mening ud af de mange sandheder, der bliver luftet. Alle har nemlig deres egne sandheder, og de er altid præget af folks egne oplevelser blandet med den situation, de står i lige nu. Og der er mange personer i bogen, Filosoffens kone for eksempel, men også Pan og de forskellige guder, nisserne og mange andre bipersoner, der hellere end gerne vil give deres besyv med. Forfatteren selv, fortælleren, holder sig heller ikke for god til at give et par sandheder til bedste midt i bogen – og de tager nok prisen som det mest uforståelige sandhedsvrøvl overhovedet. Her er et uddrag:

”Hvilket – Jorden eller de skabninger der bevæger sig på den – er vigtigst? Dette er et spørgsmål foranlediget udelukkende af intellektuel arrogance, for i livet findes der hverken noget der er mere eller mindre. Den ting, der findes, har retfærdiggjort sin egen betydning alene ved at eksistere, for dette er altings store og sammenligneligt jævnbyrdige præstation. Hvis livet blev bragt i stand for os udefra ville dette spørgsmål om overhøjhed antage betydning, men livet kommer altid indefra og tilpasses eller udvides igennem vor egen appetit, vore egne ambitioner og afgørende aktiviteter.”

Ja, værsågod at skylle efter. Meget i denne bog egner sig også i den grad til højtlæsning i festligt lag – og efterfølgende debat. For der er noget om det – men giver det mening? I givet fald hvilken?

Som nævnt finder Filosoffen sig selv – hvis man kan sige det på den måde – midt inde i den store, dybe, mørke skov, da han pludselig begynder at opleve i stedet for at tænke. Dette kan synes noget banalt i dag, men i 1912, da bogen blev udgivet, var det ikke lige så almindeligt. En krukke fuld af guld svømmer nærmest over af lykkelige naturbeskrivelser, der sjældent er set så renhjertede. Her, for eksempel, efter en passage hvor en ko diskuterer edderkoppernes væsen med en flue. Den slags sker nemlig også i den store, dybe, mørke skov:

”Månen var som et segl på himlen, et sart sværd, hvis stråleglans begrænsede sig til de øvre sfærer og slet ikke sjældent oplyste den tunge verden forneden; sjældne stjerners glimt lod sig også skue i det mørke, ensomme rum der omgav dem; men på Jorden fortættedes mørket i folder af tågeslør, gennem hvilke træerne sukkede højtideligt, og græsserne løftede deres små stemmer, og vinden nynnede sin betagende barske klagesang.”

Så bliver det ikke meget finere. James Stephens kan virkelig fremkalde naturfortryllelse, så man ikke befinder sig i en lænestol, men midt i naturen.

I øvrigt er der endnu et budskab i En krukke fuld af guld, nemlig et oprør mod autoriteter på både den ene og den anden måde. Man skal være god og venlig og ikke tillade nogen at bestemme over sig, så på den måde ligner den – for nu at tage ham op igen – Thorbjørn Egners Kardemommelov, der for så vidt siger det hele med meget få ord: "Man skal ikke plage andre, eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre hvad man vil". Der er noget John Lennon-Imagine over det: Hvis alle gjorde det, ville verden være bedre.

En krukke fuld af guld ekspliciterer ikke buskabet direkte. Det vil sige, det gør den nok, men der er så mange andre budskaber og sandheder i romanen, at man selv skal grave det frem mellem al forvirringen. Det  er nok den mest lykkelige og muntre opgave, som denne bog stiller sin læser. Og ja, den ender lykkeligt – hvad ellers?

Brænd det litterære overskæg

Peter Laugesen ligner vel alt andet end en digter, da han kommer op på scenen til årets Bogforum. Tyk, hjemmestrikket sweater, ubestem-melige bukser og vandrestøvler. Det er jo blevet en slags vinter. Han har en øl i hånden – okay, det er måske meget digteragtigt – og roder lidt rundt med det ene og det andet, inden han fortæller om sin digtsamling Tohuvabohu. Det er en gammel, forsvundet digtsamling fra 1978, som forlæggeren og forfatteren Asger Schnack pludselig fandt blandt en stak andre efterladte manuskripter fra Borgens Forlag, der i 80-90erne var det førende lyrikforlag hertillands.
 

Bum! Der lå Tohuvabohu. Titlen er det hebræiske ord for øde og tomhed, altså det der ifølge Biblen var før, der var noget andet. Laugesen fortæller en længere historie om, at digtsamlingen egentlig begyndte som et bestillingsprojekt om en børnebog, men så skete der et eller andet, så projektet blev skrinlagt. Derefter arbejdede han videre med det og sendte det ind til sit forlag – som så fik det forlagt. Men nu er det her pludselig igen, og det er Peter Laugesen i høj grad også. Han begynder at læse op på sit underspillede østjyske:

I begyndelsens lys
før det første menneske
blev til
spillede de navnløse
på rummets strenge
og legede
med kloder
der ikke findes
i stjernekiggernes
sjælegranskernes
eller nervelægernes
kort over
det tilladte univers
...

Peter Laugesen er en garvet oplæser, og snart har han publikums fulde opmærksomhed. Det særlige kendetegn ved Laugesen er hans blanding af det indsigtsfulde og det pjattede i samme digtsamling, ofte også i samme digt. Det gør det pjattede mere indsigtsfuldt og det indsigtsfulde knap så ophøjet. Mange af digtene i denne forlagte samling handler om dyr, en slags barnligt blik på det store og hele, som vi kalder verden, og dermed også på ganske almindelige folk og deres oplevelse af omverdenen. Det kan lyde sådan her:

Der er mus i posen lille mor
åh bare du
kan finde dem
men det skal jeg nok
når jeg blir stor
åh glæd dig
lille mor
for far er den bedste i verden
hvad laver din far så
jae min far han er
øh ja øh bøh
han er
han er død
og din far
jae han er sådan nærmest øh
han er sgu æh bæh øh
bøh
han er hvad er det nu
det hedder
han er sgu da for faen
arbejdsløs
                      mand
jamen så ved du jo
hvad jeg mener
ikke
fedt mand kul på
blå syre moster
og isblomster
i øjnene
jae joe sådan er det du
sådan skal det være
                               Mand

Den slags er klassisk Laugesen, og det vækker naturligvis jubel her på scenen i Bogforum, hvor Laugesen ikke har problemer med at overdøve al messestøjen. I Tohuvabohu har Laugesen selv et udtryk for sin digtpraksis: Brænd det litterære overskæg, som der står et sted i bogen. På mange måder er det nærmest en lykkelig digtsamling med børn, dyr, århusiansk forstadsliv og en hyldest til det hele –”planterne synger i urtepotterne” – bortset fra alle teknokrater, teknologiske vira og politikeres tågesprog. Peter Laugesen er anarkist af guds nåde. Han var det allerede i begyndelsen af 60erne, hvor han søgte at alliere sig med daværende Situationistisk Internationale, der blandt andet talte folk som Asger Jorn og Jørgen Nash. Men situationisterne var kendetegnet ved, at de hele tiden brød ud i mindre grupper, som ikke var enige med de andre, så det var en noget rodet forsamling, den unge Laugesen, født 1942 og typograflærling, mødte rundt om i Europa. Men det er en anden og heller ikke kedelig historie.

I dag er Peter Laugesen fyldt 75 og har et hav af primært digtsamlinger på bagen. Han har aldrig skrevet en roman. Anmelderen og digteren Poul Borum begyndte engang en anmeldelse af endnu en digtsamling med at konstatere, at nu var der igen brev fra ham digteren fra Brabrand. Og sådan er det med Laugesen: Hele hans værk er ét langt brev, tilsyneladende en lang, ustruktureret associationsleg, men kun tilsyneladende. Noget er meget stramt, andet meget løst for at give læseren et flow, der stikker i mange retninger. Laugesen skriver selv i efterordet til Tohuvabohu, at han såmænd godt kunne have redigeret den til at være noget, han havde skrevet i dag, men at det ville være snyd.

Og hvis man sammenligner med hans seneste digtsamling, Travelling, her fra i år, er der også forskel i tempo og intensitet. Den overdådighed og livsboblen, der kendetegner Tohuvabohu, er kun glimtvis til stede, hvilket vel ikke er så underligt 40 år efter, hvor

Vidnerne er døde
jeg kan sige, hvad jeg vil,
hvad som helst,
de siger mig ikke imod.
Tiden rummede, hvad der skete
i glemte folks tilgroede huse,
i deres buskede ører og næser.
Deres gamle fotos af sig selv,
da de var dem,
der så sådan ud engang,
før glemselen
satte sine robotter på sagen.

Jeg mærker, en sang er på vej.

Fugle og insekter krydser
som spruttende raketter hen
gennem himlen mellem træerne.
Regnen står skråt ind over bordet.
En lille grøn fyr
falder død om på papirbunken,
mørket står ud af alt levende
som et minde og det unges tilladelse
til glemsel. Den vokser ikke med årene.

Lad os tale om noget andet, nu
vi er ved det. 

Og sådan er det. Godt nok er Laugesen blevet 40 år ældre, men fugle kan stadig kaldes spruttende raketter. Og han er som altid god til at lege med ordene, ”Der er ikke noget at sige, men sig det ikke til nogen”. Savner han ungdommen og vildskaben? Ja, sikkert, hvem gør ikke det. Til gengæld er han blevet mere forfinet med årene, der er ikke så meget rablen og automatskrift, som hans praksis hed dengang i 60erne og 70erne. Automatskrift er er ord fra surrealisterne: Skriv lige hvad der kommer ind i hovedet og rediger ikke. Alt er lige værdigt. Hvis man læser den meget tidlige Laugesen, kan man møde meget af det. 

Og i det hele taget: Hvis man ikke før har læst noget af Laugesen, kan man bare tage på biblioteket og plukke mellem det store udvalg. Her kan man for eksempel finde samlingen ”Guds ord fra landet”, der har Gandhi, Niels Bohr og Lenin på forsiden – alle med hugtænder – og suppleret af det i 70erne så ikoniske billede af Burt Reynolds uden en trevl på et lammeskind. Men man kan også låne Tohuvabohu eller Traveling, hvor især disse strofer fra den sidstnævnte har brændt sig fast:

Fremmede steder står
som lysende blod i støvet.

Ramslands ramsaltede røverhistorie

Ja undskyld overskriften, men jeg kunne ikke lade være. Til sagen: Skal det være røverhistorier, skal det den ondenlyneme være nogle ordentlig nogen af slagsen. Men hvad kendetegner en god røverhistorie? Det kan man sagtens tænke lidt over, mens man funderer over Den Danske Ordbogs definition: ”Spændende, men usandfærdig eller overdreven fortælling eller beretning”. Det lyder tilforladeligt, så lad os blive ved det, mens øjet forgæves søger at se bort fra ordbogens andre forslag, der begynder med røv. Røvballegardiner for eksempel, men det er der ikke meget af i den røverhistorie, jeg lige har læst.

Til gengæld er der så meget andet. Vi taler nemlig om Morten Ramslands nye roman med det meget enkle navn Æg. Det er en tempofyldt fortælling om en fattig familie på Fyn i Middelalderens Danmark. Det særlige ved familien er, at den ydmyge kvinde Tora pludselig bliver gravid med ingen anden end Kong Erik den 6. af Danmark, i romanen også kaldet Hr. Gulerod og Menved-Abekat-af-Danmark, så er tonen lissom slået an.

Toras mand Thord har i årevis prøvet at gøre hende frugtsommelig, men uden held. Pludselig kommer denne Erik Menved, også kaldet sagnkonge, galopperende med sine følgesvende, og en af dem falder i et muldvarpehul, som Thord har gravet. Det får hele forsamlingen til at stoppe op, og det lykkes den lille familie at lokke kongen ind i huset, hvor Tora i al hast har forberedt sig på at forføre kongen, så hun endelig kan blive gravid med et mandfolk, der har andet end mosevand i bollerne.

Forsøget lykkes, måske mere end lykkes, for da Tora føder sit uægte kongebarn, er der ekstra gevinst med: Et guldæg i en moderkage for sig. Ægget bliver naturligvis betragtet som en stor skat og en gave fra de højere magter, og derefter går det ellers over stok og sten. Ramsland ruller en fantastisk historie ud om primært tre generationers liv i medgang og modgang med ægget. Det hele er pakket ind i en nutidig ramme om en dreng, der oplever at drukne og være ved at blive kvalt i en mose. Det har forbindelser til en af de andre historier i Æg, nemlig at et barn kastes væk på møddingen, fordi det er vanskabt og derfor skal gives tilbage til sin ellemor, der formodes at have have født det. Barnet er med andre ord en skifting.

Romanens omdrejningspunkt er selve det at fortælle historier, for uden historier ved vi ikke, hvem vi er, som det hedder et sted. Selve indholdet i Æg er en god historie om verdensbilledet hos en familie i Middelaldrenes Danmark, deres kampe mod fattigdom og dermed deres inddragen af guder og det, som de fleste i dag ville kalde overtro. Det minder mig om en anden god røverhistorie, nemlig den at Kong Harald kristnede Danerne, som der står på den verdenshistoriske runesten i Jelling. Da kirken blev renoveret i år 2000, blev begivenheden endda mejslet ind i en sten på kirkegulvet: På dette sted blev Danmark samlet og kristendommen indført. Men som mange historikere påpeger, var det mere af navn end af gavn. Kristendommen blev indført i Danmark som en beslutning på statsniveau, men der gik mange år, før danskerne som sådan blev kristne. Mange blev det aldrig.

Den slægt, vi møder i Æg, har da også et noget tvivlsomt forhold til kristendommen. Den tror på det over- og underjordiske, på forsynet; kristendommen og præsterne er blot en del af de højere magter, og i virkeligheden er slægten mere tilbøjelig til at tro på folketroens overlevering. Det giver nogle fantastiske historier, for eksempel den om den unge kvinde i huset hos den sure præst. Han er en rigtig tyran, men hun formår at blødgøre hans jernhjerte gennem kærlighed og sex. Der udspiller sig kostelige scener, hvor hun udfører sine sortekunster så som at proppe fisk op livet på sig selv (for nu at udtrykke det mere høvisk end i romanen, hvor der på ingen måder bliver lagt fingre imellem), hvorefter hun serverer dem for præsten. Det mest hjertelige ved den historie er, at præsten faktisk opdager hendes forehavende – men vælger at ignorere det, da han egentlig bedre kan lide sig selv som et godt menneske end som den tyran, han engang var. I øvrigt får han kærlighed ud af det, både på den ene og den anden måde, og så må Herren vel se gennem fingre med sortekunsterne.

Her er vi nok inde på Mortens Ramslands morale med denne roman: Det gode i mennesket vinder over det onde, uanset om de højere magter er hedenske eller religiøse. I virkeligheden betyder det ikke så meget – selv ikke for en præst – om man tror på det ene eller det andet. Livet handler for det første om at overleve, dernæst om at få det bedst mulige liv, og til det formål bruger man de kristne eller hedenske gerninger, der fungerer. Præsten kan prædike nok så meget, men hvis det giver mere mening at udføre hedenske ritualer, så gør man naturligvis det.

Og hvilke ritualer! Hvilke historier diverterer Ramsland os dog ikke med i denne roman, der får selv det mest usandsynlige til at virke ganske tilforladeligt. Fortolkningen af historien er altid til debat, ganske enkelt fordi den er præget af den tid, som folk lever i. En given nutid vil altid søge at pådutte fortiden sit verdensbillede, og der er altid debat om det. I vore dage står historietolkningen mellem det nationalkonservative og det internationale, hvem er egentlig disse danskere? Spørgsmålet er umuligt at besvare entydigt, da det nu som dengang i Middelalderen handler om, hvem der får mest held med sin tolkning og dermed vinder ”folks sjæle”, som det hedder.

I Morten Ramslands nye roman findes der ikke nogen nationalstat af betydning. Der er en kongeslægt, som sætter sine spor, men den bliver kaldt sagnkongerne, for tror folk i virkeligheden på, at de findes? Det er helt sikkert, at der fandtes en Kong Menved Abekat, for han besvangrede Tora dengang; og det er også helt sikkert, at der findes et guldæg med magiske inskriptioner, for det har slægtens ældste set med egne øjne. Hvad er fiktion og hvad er virkelighed? Det spørgsmål optager mange litterater i dag, og det er en stor del af den offentlige litteraturdebat at finde ud af, om en given bog er sand, hvilket vil sige en sand beretning, hvilket vil sige at forfatteren ikke, som han eller hun ofte hævder, bare er fuld af gode historier, hvis nogle andre her i gennemsigtighedens tidsalder finder elementer, som de genkender fra deres egen personalhistorie med forfatteren.

Men med Æg har vi fået en rigtig røverhistorie om almindelige mennesker i middelalderens Danmark, deres liv, tanker og tro. Det er en god, gammeldags roman – ingen litterater har mulighed for at smide en autofiktiv dagsorden ind her. Sjovt nok virker romanen alligevel ganske realistisk i al sin sagnomspundne virkelighed. Meget af dette kunne være sket. Det er den slags, som god fiktion kan: Skabe en virkelighed ud af en røverhistorie.

Æg er nok Morten Ramsland bedste roman til dato. Hans debut, Hundehoved, var på mange måder også en fantastisk slægtsroman, men den efterlod mange løse ender, som man måtte acceptere. Med Æg binder han det hele sammen og skriver desuden så veloplagt, at man ærgrer sig over, at dette ord bliver brugt lidt for ofte. Det er ganske tydeligt, at Ramsland nyder at fortælle denne historie – han har ganske enkelt siddet og klukket af grin undervejs. Den slags går lige i læseren – på samme måde som når man mærker, at det har være en kamp for forfatteren at skrive en given bog, fordi det var for tæt på nogle personlige brændpunkter. Det kan der komme storartede resultater ud af – men Æg er en helt anden slags fortælling. Som sagt: En sand røverhistorie og måske endda noget af det tætteste, vi er kommet en beskrivelse af almindelige mennesker i middelaldrens Danmark. Hvem ved?

Illustration: Mosekoneskulptur i Flamingo Naturpark ved Vemb