Bluesguitaristen i mørkets hjerte

Jeg kan godt lide røverhistorier. Røverhistorier er et godt navn for den slags romaner, der ligger et sted mellem krimier og mytologiske fortællinger. Historier, der er lidt for fantastiske til at være sande – men på den anden side: Det kunne de have været! Tænk nu hvis ...

 

Og så skal der naturligvis være gang i dem, over stok og sten, tak. Pageturners. Dér falder mange krimier, simpelthen fordi de er for langtrukne. 4-500 sider, hvor alt går for langsomt til at man er interesseret i slutningen, og hvor personerne er for stereotype til at man kan interessere sig for dem. Der er masser af eksempler, men jeg kan ikke huske dem. Men OK, Millennium-trilogien kan jeg huske, den droppede jeg på side 120 – alt for langtrukken, meget bedre som film, men dog med fint tegnede hovedpersoner.

Så simpelthen en god historie, godt fortalt uden for mange dikkedarer. Ikke stor kunst, men effektiv underholdning, hvor man både kan være spændt på, hvad der vil ske, og samtidig få noget at vide om problemstillinger og miljøer, som man ikke møder hver dag.

Sådan en roman har jeg lige læst. Den hedder Korsvejen og er skrevet af den danske guitarist med det enkle navn B-Joe. Mange vil kende ham i forbindelse med de utallige jobs, han har spillet over hele landet, men særligt i det københavnske Lades Kælder, hvor han i en årrække var husguitarist. I dag spiller han mest i Hardinger Band, som er Shubiduas arvtager. Det er et folkeligt festival- og halbal-orkester, alle de gamle hits. B-Joe kom med for nogle år siden, og han har givet bandet noget blues-kant. B-Joe er nemlig en god, gammeldags rockguitarist, der elsker at fyre soloer af. Han kan i øvrigt også spille både med tungen og med guitaren bag ryggen. Så vidt jeg ved, har han aldrig lavet andet end at spille guitar.

Nu har han også skrevet en selvbiografisk roman om det. Korsvejen handler om at finde ind til sig selv som guitarist og som menneske, den slags hænger sammen, når man lever af sin kunst og er kommet op i årene. Men det med det selvbiografiske skal man som altid tage med et gran salt. I hvert fald er hændelserne i Korsvejen i den fantastiske afdeling, den metafysiske, den sjælelige – det som på engelsk hedder en quest, en søgning. Ordet findes også på dansk, en kvest, men det møder man mest hos folk, der beskæftiger sig med magi og okkultisme – Neutzsky-Wullf er det oplagte eksempel.

Korsvejen er beretningen om Joes (lad os for nemheds skyld bare kalde ham det) amerikanske sydstatsrejse mod bluesens og sine egne rødder som guitarist. Oplægget er klassisk: Joe har tabt energien, lysten, gejsten. Efter mange år på landevejen er der gået stilstand i den, han fyrer bare det samme, kendte af til koncerterne. Det er muligvis godt nok til publikum, men ikke til vor helt – eller antihelt om man vil. Så Joe drager ud på en rejse til guitarlegenden Robert Johnsons grav, tager noget af den indviede jord og laver sin egen mojo – sin egen lille magiske pose, der skal give ham energien tilbage.

Det virker. Hjemme igen er Joe elektrificeret, som barn igen. Alt kører pludselig for ham, så han undfanger den skæbnesvangre idé, at han vil tage tilbage til Mississippi for at fylde en hel pose med Johnsons gravjord og begynde en mojo-produktion til andre musikere. Og ja – det går naturligvis galt, det ved vi allerede her som læser, for man tager ikke bare andres sjæl uden at give noget tilbage, uden at betale en pris. Det er ældgammel viden, tage bare Goethes Faust. Men vor naive helt tænker selvfølgelig ikke på konsekvenserne – eller han tager dem i hvert fald ikke alvorligt, for det er jo bare nogle ammestuehistorier.

Det er det selvfølgelig ikke, ellers havde der ikke været nogen roman. Inden Joe når at se sig om, er han allerede forbandet, Sydstaternes sorte magi, områdets voodoo-sjæl har et fast greb i struben på ham, og det er med nød og næppe, at han slipper fra det med livet i behold. Men det gør han selvfølgelig, ellers ville der jo ikke være nogen left alive til at fortælle historien.

Langt hovedparten af Korsvejen foregår i Mississippi-deltaets kulsorte bluesmiljøer. Og her er blues ikke bare en musikstil, det er en kultur i et ludfattigt område af USA. B-Joe fortæller eminent godt om Det Dybe Syden og dets mennesker og miljøer, hele tiden med sig selv som omdrejningspunkt: Den rige, hvide mand fra Danmark, der prøver at finde ind til det, der har inspireret ham mest, men som han alligevel er så langt væk fra. På en måde vader han rundt i landskabet med naive træsko på, tænker at det hele nok skal gå, at man bare kan gå ind allevegne i alle miljøer. Der kommer sådan noget Jacob Holdt over det: Hvis man bare siger ja og tror på det gode i mennesket, skal det nok gå. Som sagt – det gør det også. Med nød og næppe og ikke før Joe har lært alle de hårde realiteter om sjælerejser i et fremmed landskab: Hvis man tager, skal man give tilsvarende. Og hvis man vil lave en pagt med djævlen, er det med livet som indsats. Først og fremmest skal man dog gøre sig klart, at man vitterlig laver en pagt med djævlen, med døden. Man skal tage det – dødsens, sorry – alvorligt.

Korsvejen er en ægte rock’n’roll-roman. Den stinker af beskidte cowboystøvler og guitarer på den gode måde, af at sætte livet på spil for at finde ind til essensen af magien. For i bund og grund er al god musik magisk, den er transcendens, bevidsthedsudvidelse. Alle kender fornemmelsen af pludselig at nå til nye indsigter og andre dybder under påvirkning af musik – især hvis det er kombineret med alkohol og sex. Desuden er den godt skrevet, som sagt: over stok og sten, hurtigt læst, intens. I begyndelsen og slutningen forfalder B-Joe til lidt for smarte, meget korte sætninger i bedste tegneseriestil. Men det tilgiver man gerne, for det forsvinder hurtigt. Til gengæld er det en roman skrevet på dansk bortset fra et par enkelte, udvalgte amerikanske nøgleord. B-Joe forfalder heldigvis ikke til at spille smartass ved at kolportere en række gammelkendte amerikanske sætninger og ord ind i romanen, og det er faktisk lidt af en bedrift, der må have krævet en bevidst – og besværlig – stillingtagen. Især når man tænker på, hvor mange i rockmiljøet, der tit siger hele og halve sætninger på amerikansk, når man snakker med dem.

Og det bedste ved det hele: Måske er det sandt? Måske mødte B-Joe virkelig døden i form af en sort, tandløs kvinde på kirkegården i New Orleans? Eller er det bare en god historie, en tyk gang tagen røven på læseren? Vi ved det ikke, og det er essensen af en god røverhistorie. Selv vælger jeg at tro på kernen i historien, ganske enkelt fordi det er troværdigt og ærligt skrevet og i øvrigt ligger i tråd med alle de klassiske og mytologiske beretninger om en mand, der vil finde ind til sig selv.

Den rene drøm – om Franzens nye roman Purity

På mange danske teenageværelser, brune værtshuse og lignende steder hænger der et emaljeskilt, hvor der står ”Hellere lidt skidt i krogene end et rent helvede”. Det er en klassiker, jeg kan huske skiltet fra min barndom, og det er stadig i omløb. Prøv selv at finde det i den lokale kramfitterknasbutik. Og efter at have læst Jonathan Franzens nye 600-siders roman Purity, renhed, får det en lidt dybere betydning – på en måde hæver det sig fra Gajolpakke-niveauet til visdomsord.

Der er mange, der drømmer om og praktiserer renhed – også som andet end nullermænd i krogene. For den rene er alting rent, hedder det også, men det er noget vrøvl. For den rene skal alting med djævelens vold og magt være rent, og det er noget helt andet. Det påvirker folk omkring en, hvis de ikke er lige så forhippede på renheden. Renhedsdyrkere er ofte også frelsere, de har en hellig mission.

Så her kommer 1000-kroners-spørgsmålet. Er verden blevet mere beskidt de sidste 30 år? Måske ikke, men den er, ikke mindst takket være internettet, blevet mere gennemsigtig, så det er blevet langt sværere at slippe godt fra skidt i krogene, ikke mindst i overført betydning. Jo mere beskidt verden og omgivelserne forekommer os, jo stærkere bliver ønsket om renhed, enkelhed og overskuelighed. Simple Living, Feng Shui og så videre, inden vi ser os om, havner vi i et overforbrug af selvhjælpsbøger og populærbuddhisme. Det er svært ikke at se det som et værn mod den beskidte verden og de personer, der er skyld i det.

Franzéns Purity tager sit udgangspunkt her, og det er den røde tråd gennem hele romanen. Purity er samtidig navnet på romanens hovedperson, som dog foretrækker at blive kaldt Pip for ikke at vække så meget opmærksomhed. Hun er i begyndelsen af 20erne, fattig som en kirkerotte takket være en studiegæld og en mor, der har fortalt hende, at hun ikke skal tænke på penge. De er uvæsentlige.

Pip er vokset op uden sin far. Til gengæld har hun en mor, som altid har elsket hende grænseløst. Og hun nægter at fortælle Pip, hvem faderen er, for hvis hun gør det, så er hun overbevist om, at han vil tage Pip fra hende. Men Pip er nu blevet så voksen, at hun sætter alt ind på at finde ud af, hvem faderen er. Det er bogens motor på handlingsplanet, og det er her, at Franzen viser sig som den drevne, klassiske romanforfatter, der over 600 sider kan holde tungen lige i munden trods alverdens skift i personer, synsvinkler og tider. 

Med udgangspunkt i kvinden Purity og den moderne drøm om renhed, om det ubesmittede, møder vi mange personer, der på den ene eller anden måde er en del af hendes – og vores – historie. Fælles for dem er, at de drømmer om enten at gøre verden til et bedre sted eller lader som om. Og de gør det alle for at komme overens med sig selv og de historier, de har i bagagen, deres opvækst, deres fortid. Drømmen om renhed har sin rod i skyldfølelse, enten over sig selv og egne gerninger, familien eller verdens generelle uretfærdighed. Ofte er det en mere eller mindre uskøn blanding.

Det er blevet fremhævet mange steder, at Purity er en skarp kritik af internettet. Flere gør det nærmest til et omdrejningpunkt. Men det er ikke helt korrekt. Purity handler om vores liv her i internettets tidsalder, og det er noget andet. Internettet er en ny faktor, som for alvor er blevet dominerende de seneste 10 år. Internettet er en laserstråle gennem folks liv i dag, det er blevet en uomgængelig faktor, en universel støvsuger, som kaster skidtet i posen tilbage i hovedet på brugerne – hvilket er omtrent 80 procent af den vestlige verdens indbyggere. Men ellers er alt ved det gamle, det er de samme problemer, vi går og tumler med. Men internettet gør det sværere at være privat, at have skidt i krogene.

Man kan læse handlingsreferater af bogen mange steder på nettet. Politikens og The Guardians anmeldelser er glimrende, og anmelderne her er lige så begejstrede for Purity, som jeg er. Dette er Franzens tredje store bog, og denne gang er det lykkedes ham at skære alt det overflødige fra. Både Korrektioner og Freedom havde lange passager, hvor handlingen forsvandt, fordi Franzen havde svært ved skære fra, når han kørte ud ad en tangent. Denne gang er tangenterne næsten perfekt afstemt. 

Det har altid været Franzens styrke at levere både troværdige, rørende og engagerende menneskeportrætter. I hans romaner er folk mennesker på godt og ondt, ingen er enten det ene eller det andet. De tilsyneladende dumme svin er ofte nogle stakler, og de gode mennesker har ofte strategier bag. Ingen en ren. Og dog. Puritys hovedperson er nok det tætteste, Franzen nogensinde er kommet en heltinde i sine bøger, og som læser følger man hende med hjertet i hænderne, alle hendes fejl og mangler til trods. Men hun gør sit bedste for at bevare sit hjertes renhed, sin vilje til at se gennem alskens tåge, løgn og forstillelse – med det navn og den mor er hun født til det. 

Af en eller anden grund forsvandt Purity hurtigt fra både avisspalter og bestsellerlister, måske fordi det er efterårssæson, og der er mange om buddet. Men sikkert også fordi den er svær at referere kort, for der er utrolig mange vinkler og tråde ind i den. Men fællesnævneren er drømmen om det perfekte liv, håbet om at komme overens med sig selv i alle forhold. Men drømmen er en endeløs søgen – man må konfrontere og acceptere skidtet i krogene. Det er bogens morale. Hvis man vil læse sådan en fortælling med alle dens forgreninger, er Purity vinterens bedste bud på en langlæser.