mandag den 16. november 2015

Den rene drøm – om Franzens nye roman Purity



På mange danske teenageværelser, brune værtshuse og lignende steder hænger der et emaljeskilt, hvor der står ”Hellere lidt skidt i krogene end et rent helvede”. Det er en klassiker, jeg kan huske skiltet fra min barndom, og det er stadig i omløb. Prøv selv at finde det i den lokale kramfitterknasbutik. Og efter at have læst Jonathan Franzens nye 600-siders roman Purity, renhed, får det en lidt dybere betydning – på en måde hæver det sig fra Gajolpakke-niveauet til visdomsord.

Der er mange, der drømmer om og praktiserer renhed – også som andet end nullermænd i krogene. For den rene er alting rent, hedder det også, men det er noget vrøvl. For den rene skal alting med djævelens vold og magt være rent, og det er noget helt andet. Det påvirker folk omkring en, hvis de ikke er lige så forhippede på renheden. Renhedsdyrkere er ofte også frelsere, de har en hellig mission.

Så her kommer 1000-kroners-spørgsmålet. Er verden blevet mere beskidt de sidste 30 år? Måske ikke, men den er, ikke mindst takket være internettet, blevet mere gennemsigtig, så det er blevet langt sværere at slippe godt fra skidt i krogene, ikke mindst i overført betydning. Jo mere beskidt verden og omgivelserne forekommer os, jo stærkere bliver ønsket om renhed, enkelhed og overskuelighed. Simple Living, Feng Shui og så videre, inden vi ser os om, havner vi i et overforbrug af selvhjælpsbøger og populærbuddhisme. Det er svært ikke at se det som et værn mod den beskidte verden og de personer, der er skyld i det.

Franzéns Purity tager sit udgangspunkt her, og det er den røde tråd gennem hele romanen. Purity er samtidig navnet på romanens hovedperson, som dog foretrækker at blive kaldt Pip for ikke at vække så meget opmærksomhed. Hun er i begyndelsen af 20erne, fattig som en kirkerotte takket være en studiegæld og en mor, der har fortalt hende, at hun ikke skal tænke på penge. De er uvæsentlige.

Pip er vokset op uden sin far. Til gengæld har hun en mor, som altid har elsket hende grænseløst. Og hun nægter at fortælle Pip, hvem faderen er, for hvis hun gør det, så er hun overbevist om, at han vil tage Pip fra hende. Men Pip er nu blevet så voksen, at hun sætter alt ind på at finde ud af, hvem faderen er. Det er bogens motor på handlingsplanet, og det er her, at Franzen viser sig som den drevne, klassiske romanforfatter, der over 600 sider kan holde tungen lige i munden trods alverdens skift i personer, synsvinkler og tider. 

Med udgangspunkt i kvinden Purity og den moderne drøm om renhed, om det ubesmittede, møder vi mange personer, der på den ene eller anden måde er en del af hendes – og vores – historie. Fælles for dem er, at de drømmer om enten at gøre verden til et bedre sted eller lader som om. Og de gør det alle for at komme overens med sig selv og de historier, de har i bagagen, deres opvækst, deres fortid. Drømmen om renhed har sin rod i skyldfølelse, enten over sig selv og egne gerninger, familien eller verdens generelle uretfærdighed. Ofte er det en mere eller mindre uskøn blanding.

Det er blevet fremhævet mange steder, at Purity er en skarp kritik af internettet. Flere gør det nærmest til et omdrejningpunkt. Men det er ikke helt korrekt. Purity handler om vores liv her i internettets tidsalder, og det er noget andet. Internettet er en ny faktor, som for alvor er blevet dominerende de seneste 10 år. Internettet er en laserstråle gennem folks liv i dag, det er blevet en uomgængelig faktor, en universel støvsuger, som kaster skidtet i posen tilbage i hovedet på brugerne – hvilket er omtrent 80 procent af den vestlige verdens indbyggere. Men ellers er alt ved det gamle, det er de samme problemer, vi går og tumler med. Men internettet gør det sværere at være privat, at have skidt i krogene.

Man kan læse handlingsreferater af bogen mange steder på nettet. Politikens og The Guardians anmeldelser er glimrende, og anmelderne her er lige så begejstrede for Purity, som jeg er. Dette er Franzens tredje store bog, og denne gang er det lykkedes ham at skære alt det overflødige fra. Både Korrektioner og Freedom havde lange passager, hvor handlingen forsvandt, fordi Franzen havde svært ved skære fra, når han kørte ud ad en tangent. Denne gang er tangenterne næsten perfekt afstemt. 

Det har altid været Franzens styrke at levere både troværdige, rørende og engagerende menneskeportrætter. I hans romaner er folk mennesker på godt og ondt, ingen er enten det ene eller det andet. De tilsyneladende dumme svin er ofte nogle stakler, og de gode mennesker har ofte strategier bag. Ingen en ren. Og dog. Puritys hovedperson er nok det tætteste, Franzen nogensinde er kommet en heltinde i sine bøger, og som læser følger man hende med hjertet i hænderne, alle hendes fejl og mangler til trods. Men hun gør sit bedste for at bevare sit hjertes renhed, sin vilje til at se gennem alskens tåge, løgn og forstillelse – med det navn og den mor er hun født til det. 

Af en eller anden grund forsvandt Purity hurtigt fra både avisspalter og bestsellerlister, måske fordi det er efterårssæson, og der er mange om buddet. Men sikkert også fordi den er svær at referere kort, for der er utrolig mange vinkler og tråde ind i den. Men fællesnævneren er drømmen om det perfekte liv, håbet om at komme overens med sig selv i alle forhold. Men drømmen er en endeløs søgen – man må konfrontere og acceptere skidtet i krogene. Det er bogens morale. Hvis man vil læse sådan en fortælling med alle dens forgreninger, er Purity vinterens bedste bud på en langlæser.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar