Alt er lige virkeligt

Der er noget hemmeligt over Iben Claces. Jeg vil godt holde en halv kanelstang på, at der ikke er særlig mange, der kender hende, og hvis de gør, så er det for hendes digte i 1990’erne, hvor hun udkom med tre digtsamlinger på det dengang førende lyrikforlag Borgen. Den første, Tilbage bliver fra 1994, blev tildelt den dengang nystiftede Bogforums Debutantpris, hvilket bringer Iben Claces i selskab med Tore Ørnsbo og Yahya Hassan som de kun tre forfattere, der har modtaget prisen for en digtsamling.  Man kan sagtens kalde disse tre digtsamlinger for Iben Claces' tidlige digttrilogi, for med det nye årtusinde blev der stille omkring Iben Claces, hvilket hænger sammen med børn. Det kan man forvisse sig om i hendes eneste bog fra Nullerne, fortællingen Akikos ammehjerne fra 2004, som handler om – ja, det giver sig selv.

I 2011, tolv år efter hendes sidste 90er-digtsamling, den helt vidunderlige Stjernehavet, udkommer Claces igen med nye digte, nemlig samlingen Den femte sol, der blev totalt overset af både anmeldere og et bredere publikum, hvilket muligvis skyldes den poetik, som Iben Claces har fulgt hele vejen, nemlig at forene myter med virkelighed. Det bliver hurigt til den retning i  litteraturen, som vi kalder symbolisme. Den femte sol trækker tråde tilbage til gamle, mytologiske kvad om menneskets stilling i verden og naturen, om altings sammenhæng. Historisk set er det ikke den form for digtning, som danskere sætter mest pris på, måske bliver det bare for mærkeligt, fremmed og alvorligt, hvad ved jeg. Men man kan sagtens finde lignende digtning her i Norden, tag bare islandske Gerður Kristnys to digtsamlinger Blodhingst og Drapa, der forbinder en nutidig hverdag med de nordiske mytologiske rødder. Det er den tradition, som Iben Claces befinder sig i med sine digte i Den femte sol, hør bare et tilfældigt udpluk her:

Barkklædt med oksehorn, fletning
  af regnvand, læbernes
sandjord, øjnenes muld.
  Hendes fødder planter frø
i forårets storm, væver sne
  i sommerens tæppe.
Hun borer hælene ned
  i have af sand, af is, i have
af stjerner, af salt.
  Kredsen
trædes i vandet, stampes
  i vinden
(...)

De er sjældne vækster, de digtere der kan skrive på den måde, for det afslører sig selv lynhurtigt, hvis det blot er en påtaget, ydre form. For at det skal blive nærværende og vigtigt, skal det være personligt gennemlevet, det skal være båret af indsigt i langt mere end sprog og digtning, det skal være et udtræk af forfatterens erfaringer i forbindelse med myterne, trådene tilbage til skabelsesberetningerne, de kollektive og den individuelle.

Det er i det lys, man skal læses Iben Claces nye bog ved navn Tærskler, der udkom for et par måneder siden på Forlaget Spring, som denne blog har et godt øje til. Tærskler er en roman om en piges barndom og ungdom, primært, men den er selvfølgelig også andet og mere. Det er en fintfølende registrering af et menneskes individuationsproces, som det hedder, hvis man skal bruge de termer, som symbolanalytikeren par excellence, C. G. Jung bruger, og det synes jeg, at man skal, for det ligger i titlen, Tærskler. En tærskel er andet og mere end et dørtrin, det er det sted, hvor mennesket overgår fra et stadie til et andet, både helt konkret og på et psykologisk plan. Tærsklen er forandringens fikspunkt, og den bliver brugt symbolsk i mange eventyr og film, ofte med en tærskelvogter iblandet. Tærskelvogteren kan være den onde drage, der forhindrer prinsen i af få prinsessen, tærsklen er vindebroen, der skal passeres.

Men så dramatisk går det slet ikke for sig i Iben Claces roman, der umiddelbar kan se ud som en ganske almindelig fortælling om at være barn. Men kun umiddelbart, for tærsklerne pigen/kvinden betræder er magiske, hvilket blot er et andet ord for at gå fra én tilstand til en anden. Det kan være ganske små ting som at gå ind i et legehus eller større som seksualitet og død, det hele har sin værdi og betydning i individuationsprocessen, i formningen af et menneske. Og det sjove ved det er, at det hele kan se ganske tilforladeligt og almindeligt ud, hvilket det også er, men det kan samtidig være noget langt mere betydningsfuldt. Forskellen kommer med opmærksomheden, med bevidstheden om at være en del af noget større end blot et tilfældigt menneske i en tilfældig tid.

I Tærskler viser opmærksomheden sig gennem sproget. Iben Claces skriver noget af det mest klokkerene dansk og beskriver de enkelte episoder med den gode digters præcision. Derfor er der mange afsnit i Tærskler, der kan stå lige så tågede som elverpiger i mosekonebryg, hvis man ikke ved, hvad der overordnet er på spil. Pigen i romanen kan for eksempel aldrig sove, hvilket naturligvis irriterer forældrene, der gerne vil have tid til sig selv, tid til sex og kærlighed, så pigen bliver sendt i seng efter aftensmaden, uden forklaring, så hun kan ikke argumentere imod det, som det hedder. Og videre:

”Hun ligger i den smalle underkøje i den orangemalede seng, og hun drømmer og tænker og lytter. Netop fordi man skal sove, er barnets hørelse slået vidåben. Som en dør mod en tærskel, et blændende hvidt men sløret rum, hvor alt træder alt for tydeligt frem. Som en køkkendør, der lukkes sagte, ad to omgange. Først forlader moren huset. Så forlader faren det.”

Her klipper romanen til en oplevelse, som den nu unge kvinde har i en bar, der kun består af kvinder, hvor hun er på date med en anden kvinde. Og klipper så tilbage til barne-erindringen, hvor en tåge blænder hende; det er mosekonen, og al tid bliver ophævet, barnet er

”... alene i halvlyset, i aftendagen, i halvverdenen mellem de hvide gardiner og hjerteslagene, der bliver så heftige og faste, at de banker hende ned i den blå madras. Ned og ned, og måske kan hun ikke rejse sig, med mindre hun prøver lige nu. Måske kan hun aldrig komme fri, men forstenet, som det to millioner år gamle træ, de så i antikvitetsforretningen. Det ligner sten. Det var meningen, at det skulle vokse, men to millioner år er længe nok til at ligne en sten”.

Herefter klipper romanen igen til en anden oplevelse med forældrene, på et skib hvor faren og moren hvisker sammen og barnet ikke vil vide af det, ikke høre.

”Så hun flyver ud af sit bryst og forvandler sig til en sommerfugl, der søger forskellige bregner (...) Halvlyset i hvidnatten forvandler ingen til sten; det forvandler børn til tåge”.

Den slags præcise observationer og overgange er der mange af i Tærskler, nok til at rundbarbere en hvilken som helst læser. Derfor kan romanen godt fremstå både ualmindelig syret og uendelig almindelig, lidt som hvis man læser en roman af Kafka, Slottet for eksempel: Der sker et eller andet meget mærkeligt, men du aner ikke, hvad det er, for nøglen eksisterer kun i din egen bevidsthed. Hvis den da gør det. Og det er vel det, der er essensen af magisk tænkning: Alt er lige virkeligt, tid og sted kan ophæves, elverpiger (dem er der mange af i romanen, og de hænger sammen med pigen/kvindes optagethed af farven og sindsstemningen hvid) kan være realiteter. Alt formes og former.

Derfor er der heller ikke nogen decideret handling i Tærskler, der er situationer og forløb. Samlet giver det en roman, der dårligt kan kaldes en roman, det er snarere et langtidsfremkaldende billede af en piges forvandling til kvinde primært gennem hendes erfaringer med den ultimative anderledeshed, nemlig drengen og manden. Hvordan rummer man sådan en størrelse, hvad består den af? Det gør også romanen til en oplevelse for en mandlig læser, der nødvendigvis skal rumme og prøve at forstå den modsatte anderledeshed, nemlig kvinden og pigen.

Men jeg vil godt holde – denne gang en hel – kanelstang på, at Tærskler ikke får mange mandlige læsere, og det kan man selvfølgelig synes er lidt ærgerligt, men jeg tror, at den meget feminine skrift bliver for hardcore, for fremmed. ”Det er der ikke noget at gøre ved”, som Iben Claces gentager meget ofte hen mod slutningen af romanen, når hun ser, at noget kunne og muligvis burde være anderledes, men hvorfor ændre det? På den måde bliver Tærskler også til en bog om at – måske ikke acceptere, det er et forkert ord – men komme overens med virkeligheden i dens mange gestalter. Og den udfordring (i ordets oprindelige betydning) er nok i virkeligheden en af de største for os mennesker.

Man skal absolut prøve at give sig i kast med Tærskler. Den har potentiale til at være en tærskel, en forandringsproces og indsigtsudvidelse i sig selv.

Stærkere farver og mere liv

Det er ikke en ny oplevelse at opfatte verden som et vanvidsridt. Det kan man forvisse sig om ved at læse Lene Henningsens nye bog, der unddrager sig genrebetegnel-se. Til gengæld er den nem at beskrive: En digter anno 2017 bosat i Klippede på Midtsjælland bjergtages af en maler bosat i Arles i Sydfrankrig anno 1888. Maleren er Van Gogh, og bogen bringer hans dagbogsoptegnelser fra det, der beskrives som hans mest maniske og kreative periode. Mange af hans kendteste billeder er fra Arles.

Lene Henningsen nye bog hedder Arles. Japan. Klippede, og hvis man synes, at det er en mærkelig titel, er man sikkert ikke alene. Japan er med, fordi Van Gogh i denne periode var strærkt inspireret af Japan, ligesom Lene Henningsen er stærkt inspireret af Van Goghs farver. For farverne kan noget særligt, de kan andet og mere end at være farver:

Bed den grønne farve ved Kværkerup om at vælte ind over kanten på ethvert givent billede, og tage de andre stærke farver med, så billederne ikke ser sig selv som de samme mere.(...) Det øjeblik hvor hver lille plet af krop og ånd dækkes af de stærkeste farver, deres dybere virkelighed, total i en følelse for noget andet, for det fælles, en ikke-naiv lidenskab.

Her er det Lene Henningsen, der har ordet, ikke Van Gogh, og citatet en sigende for det fællesskab, der opstår mellem de to kunstnere. Farverne er frelsere! Farverne, de stærkest mulige, giver mennesket en chance for at hæve sig ud over den grå virkelighed, det kendte, det ofte begrædelige. Virkeligheden skal  befrugtes, fortrylles, give vore øjne ny glød og verden nyt indhold. For verden af i dag ser blandt andet sådan her ud ifølge Lene Henningsen:

Selvretfærdigt trækker de vedtagne sandheder deres sidste kort, gemt under bordet, skinnende som en halvmagisk opdatering, den dygtige elevs retorik, skinnende som et nyt og større kontor, den højere gages tyngde over den laveres, imens skyskraberen smuldrer i galskab udefra og ind – måske en fejl, men en dyrt markedsført, og nylakeret, overvirkeligt skinnende fejl af værdi.

Hold da op! Man mærker forfatterens hamren på tasterne helt ud i tåspidserne. Og man kan sagtens tage fortolkningen af hele bogen ud i det religiøse: De falske guder har regeret længe nok, nu må de gøre plads for at de nye og mere menneskelige kan komme til. Det er den slags billeder, som Lene Henningsen fremkalder, og det er der ikke noget nyt i. Hendes digte har altid nærmet sig anmodningen om noget større og højere kombineret med ens egen evne og vilje til at gøre noget for at få mere ud af alt:

Det er vigtigt at hugge sig ud af dagens jungle

Og nå kystens rene linje som befriet

Tæt på den elskedes krop når det bliver nat

Som hun skriver i digtsamlingen Karnevals Alter fra 2011. Lene Henningsen bevæger sig altid på grænsen mellem nedskrivninger af en fordummende nutid og anråbelser af en anden og bedre fremtid. Trædestenene derhen er ofte skønhed og ærlighed kombineret med et vist mål af galskab og styrke.

Lene Henningsen forrige bog hed Stilhedsbilleder til et oprør, og dem er der mange nye af i Arles. Japan. Klippede. Skriften har her taget nogle andre former og farver, men i bund og grund er der en opfattelse af, at den gamle verden er ved at bryde samme og et forsøg på at fremmane en ny. ”En dag får vi nok af kynisme”, som der står et sted i bogen. Det er en protestskrivelse mod verdens uretfærdighed, der står som en slags korrelat til Van Goghs dagbogsfragmenter, hvor verdens uretfærdighed oftest er det nære: Manglen på anerkendelse, manglen på penge og såmænd også manglen på venner i eksilet i Sydfrankrig. Men også – som hos Lene Henningsen – denne drøm om et fællesskab:

Venter der ude i fremtiden et samfund, hvor alle stemmer harmonisk sammen, og alle har deres plads i den store bygning? Nu er alt slaphed og anarki. (...) Kunstnerne, som tror på orden og symmetri, isolerer sig og arbejder kun på at definere den ene ting. En eller anden ting. Den store sammenhæng mangler.

De ord kunne være møntet på Lene Henningsens tanker, der tager mange afstikkere. For eksempel til lidenskaben:

Lidenskab er ikke et ord. Lidenskab er ikke en grimasse. Lidenskab er ikke en holdning. Lidenskab er dit slid, dit offer, din smerte, din retfærdighed, din lysende tumor af sind, din afsindige glæde, din blodige hjertemuskel, din død en stormende dag, med naturen i oprør fra alle retninger. Kun det kan gøre det nu.

Arles. Japan. Klippede består af den slags små afsnit, destillerede dagbogsnotater, et på hver side, enten af Van Gogh eller Lene Henningsen. Det bevirker, at den ikke er helt nem at komme ind i, man får lyst til at læse enten den ene eller den anden, sådan er det altid med denne form. Men der er jo heller ikke nogen, der siger at man absolut skal læse den fra begyndelse til slutning, selv om der er et vist forløb i den: Mens Van Gogh synes at blive mere og mere desperat, bliver Lene Henningsen tilsvarende mere afklaret. Dog uden at de to forfattere på nogen måde danner et logisk forløb. Fællesnævnerne er drømmen om fællesskabet og viljen til at få så meget ud af livet som muligt, blandt andet gennem synet og intensiteten. Her er det igen Lene Henningsen:

Et stengærde under de flammende træer, som nogen læner sig opad. En tærskel, en dør, hård at banke på, og pludselig gennemsigtig, flager af tid der falder sammen. Et liv, som kan udfolde sig i en slags naturlighed, består af strækninger mellem tærskler, mellem stengærdet, hvor bevidstheden skal vokse. (...) Hvad var det vil skulle lære her? Spørges der igen og igen. På alle mulige og umulige måder.

Det samme kan man sige om hele bogen. Hvad skal vi lære her? Skriften er fortættet, og tit skal man læse afsnittene mere end én gang. Til gengæld trænger de så ofte dybere ned. Arles. Japan. Klippede er en bog af den type, som man gerne vil have liggende indenfor rækkevidde, for den egner sig til at slå op i på må og få, hvis tingene trænger til perspektiv og retning, til liv – mere liv. Og igen mere.

Det er det lille forlag Spring, der i dag udgiver Lene Henningsen, som debuterede i 1991 og lige er fyldt halvtreds. Folkene på Spring skal have tak for at blive ved med at udgive små, smalle bøger som denne, der næppe får boghandlerne til at stå i kø for at bestille den hjem og sætte den i vinduet. Men lad nu det ligge, heldigvis kan man jo alligevel sagtens få fingre i den – når man ved, at den findes.

Branden bag øjenlågene

Det er ikke de enkelte digte i sig selv, det er hele stemningen i Lene Henningsens nye digtsamling, der trænger sig ind på læseren.

Samlingen hedder Stilhedsbilleder til et oprør, en meget præcis titel. Her er stilheden før den storm, som Lene Henningsen ser komme: Stormen af de døde og de desperate overflødige, som verden er så rig på her i 2016.

Men det er ikke en storm, der høres, det er en storm, der anes. Lene Henningsens stemme i Stilhedsbillederne befinder sig i en slags afmægtig venten på, at noget må komme, et oprør måske. At det bliver nødt til at være sådan, for ellers er der ikke andet tilbage end at leve i de velbjergedes tryghed, som ender med at blive ubærlig, hvis man ikke er i stand til at isolere sig fra verdens mange afmægtige stemmer.

Der er masser af referencer, der trænger sig på under læsningen. Verden ender ikke med et brag, men med en klynken, den stille desperation i en ventesal, hvor man ikke aner, om der kommer flere tog. 
Men Stilhedsbillederne er ikke en temadigtsamling om flygtninge- og immigrantsituationen i dag. Det er en samling om at leve i den stemning, den foranlediger. Det kan lyde sådan her:

Fortæl mig 

og jeg accepterer det ufærdige
i en blandet hånd
det fine det grove det altid virkelige
som brænder bag øjenlågene
de gennemførte eller de ødelagte scener
og
sammenhænge
båndene til dig og jer
fortæl mig

Dét er tonen i Stilhedsbillederne. De står oftest stille, er fine sansninger om at leve i en slags trods uden at blive nedbrudt. De er alt andet end bastante, et modbillede til dagens ofte skingre debat. Pludselig kan de så flamme op i et programskrift:

Lær som ganske lille
at sejre

byg dine skibe med
flere master

sejl jorden rundt i
tilfældige badekar

og fortsæt

uden stop til evigheden
over for
en du elsker

kroppen og de
bristefærdige tanker

om skibe i vinden
der sejrer sig

gennem jordmørket

Dette digt er et af de stærkeste selvstændige digte i Stilhedsbillederne. Sådan lyder en anråbelse på de besiddelsesløses vegne, når Lene Henningsen skriver den.

Ydermere er der alle afstikkerne i samlingen, digte om natur og kærlighed, for uden var det hele vel ikke meget værd, så ville der ikke være meget til at lyse op. Det kan lyde således:

Svane læg dit hoved her
dit træk var stjernens
smeltet hvidt

ned efter grenene
der skal fange din lyd
og et blik hvor du kan hvile

Det er et fuldstændig uudgrundeligt billede, der bare skal have lov til at fryse sig fast eller smelte sig ind i læserens erindring. Man går galt i byen, hvis man prøver at fortolke mange af stemningerne og billederne i bogen. Hvis man går løs på den med bare en lille hammer, går det hele i stykker, for det er lavet af glas, stjerner og åndedræt.

Hvis politik var skabt af dette stof, ville verden være en gavmild lagkage.

Det er Stilhedsbillederne også som fysisk objekt. Lene Henningsen har selv taget en række sort/hvide, meget skarpe billeder, og bogen er trykt på glat papir uden at teksten skærer i øjnene, som det ellers ofte sker, hvis forlaget ikke har styr på virkemidlerne. Det er ganske enkelt en smuk bog på både den ene og den anden måde, og hvis nogen tvivler på, at visse bøger skal være fysiske, holdes i hånden og bladres i, så skal de bare tage Lene Henningsens nye i hånden. Med sine små 100 sider er den overraskende tung. Det fine og florlette i digtene skal selvfølgelig have en modpol. Lige som dagens debat har brug for et modspil skabt af et helt andet og mere lyrisk udtryk.

Gud, Fanden, almesteren og Bo Reinholdt

Dette er en slags anmeldelse af Bo Reinholdts nye roman ”Almester”. Men først lige et sving forbi nutiden, da Almesters handling er henlagt til renaissancen.

Vi taler ikke særlig meget om Gud her i dagens Danmark. Vi taler til gengæld meget om at være kristen, og vi diskuterer de forskellige afarter af kristendom; tidehvervs-bevægelsen, Kierkegaards kristendoms-forståelse, grundtvigianismen og så videre.

Men som man ser: Det hele foregår under lutheranismens vinger. Når folk siger kristne, mener de lutheranere. Der bliver tænkt en hel masse gode og relevante tanker inde i denne ramme, men der bliver sjældent talt – eller skrevet – ud af boksen.

Men hvad er gud? Eller hvem, om man vil. Hvad er det guddommelige? Hvad er essensen af religiøs søgen, uanset hvilken religion, vi taler om. 

Den debat bliver af og til ført, men sjovt nok er det ofte indenfor buddhistiske cirkler. Der er en slags koncensus om, at hvis folk søger noget højere i en kamp for at slutte fred med sig selv eller gå ud over sig selv, så bliver det tit til tibetansk buddhisme eller – i vore dage lidt mere usekterisk og trendy – zenbuddhisme. Som så hurtigt bliver til mindfulness og dermed lukket inde i selvudviklingsuniverset.

Gud som begreb, det guddommelige, mystikken, magien – det har vi et lidt stedmoderligt forhold til. Det er  egentlig ejendommeligt, da mange lutheranere indtager deres guds ånd og legeme i kirken om søndagen. Og det er da om noget magi, men folk er nok blevet så vant til det, at de ikke længere tænker over essensen i det.

Der er heller ikke tradition for litteratur på området herhjemme. Eller: Det er der nok, men den har aldrig rigtig fået opmærksomhed. Kristen mystik og symbolisme er langt mere accepteret og studeret i lande som for eksempel USA, England, Sverige og Frankrig. I Danmark havde vi en symbolistisk bevægelse, som ebbede ud for omtrent 100 år siden, og vi havde Heretica-bevægelsen, som modernisterne gjorde effektivt kål på i slutningen af halvtredserne.

Der er én markant undtagelse i nyere tid, nemlig Karen-Marie Edelfeldts digtsamling ”Til Babylon”, som røg på bestsellerlisten og udkom som paperback i begyndelsen af 1990erne. Dét savner stadig en forklaring, jeg har den i hvert fald ikke.
 

Men der bliver stadig og til stadighed skrevet symbolistiske og visionære digte og romaner herhjemme, de nyder bare ikke videre opmærksomhed i medierne og blandt folk. Man kan nævne mange navne, som for de fleste vil være ukendte, men lad mig her indskrænke mig til et enkelt: Bo Reinholdt.

Forlaget Spring har netop udgivet hans nyeste roman Almester. Bogen er Reinholdts fantasi over, hvem billedskæreren Claus Berg var – og ikke mindst hvordan et menneske udvikler et syn og et håndværk, som gør vedkommende i stand til at lave et så ophøjet værk som altertavlen i Odense Domkirke.

Man ved meget lidt om virkelighedens Claus Berg, men ét er sikkert: Det var ham, der stod for denne altertavle, som er et af de fornemste billedskærerværker i Europa. Færdiggjort i begyndelsen af 1500-tallet, lige før reformationen,  står den i dag i Odense Domkirke, man kan bare hoppe forbi og se den. Mange har sikkert set den uden at fordybe sig i den – det er lidt som med nadveren, man skal se bagom tingenes almindelighed for at få øjnene op for, hvad deres bestanddele er.

Dét er en pointe, som Bo Reinholdt har beskæftiget sig med hele sit liv. Han har i talrige romaner og noveller beskæftiget sig med synet. Hvordan ser vi egentlig? Hvad ser vi med? Det kan synes lidt nørdet – og det er det selvfølgelig også – men Bo Reinholdt bruger sit udgangspunkt i synet til at skabe en i dansk sammenhæng unik eskatologi om menneskets muligheder for at nærme sig det guddommelige. Med dette fikspunkt skaber han fortællinger om den menneskelige stræben og dens konsekvenser. Denne stræben er ikke kun forbeholdt det guddommelige; det er også en stræben efter kvinder og viden.

Viden, bevidsthed, er centralt for denne slags litteratur. Hvis jeg skal sætte Bo Reinholdt i bås, må det være sammen med den jødiske gnosticisme, forfatteren William Blake og katolsk mysticisme – det hele blandet godt op med de førkristne myter og den menneskelige evolutionshistorie. Hvad gør et menneske til et oplyst menneske? Eller for nu at vende tilbage til buddhismen: Hvordan opnår vi satori? Hvad ligger der af sten på vejen til Nirvana?

Det er den rejse, som Bo Reinholdt sender sin hovedperson Claus Berg ud på i Almester. Og det er ikke småting, Claus Berg bliver udsat for. Han er født i Lybeck, egentlig en horeunge med en stedfar som dør, mens Berg er en ung mand. Derfor finder han hurtigt andre forbilleder i faderens trykkeri, som naturligvis også har en vaskeægte alkymist ansat. Men da stedfaderen dør, forsvinder hans mor, og hele det velhavende fødehjem opløses. Claus Berg drager på landevejen, og dér er han mere eller mindre hele sit liv, indtil den danske Dronning Christine ansætter ham til at stå for altertavlen i Odense Domkirke. 

Bogens titel Almester hentyder til, at Claus Berg kan det hele. Han er på farten med en omrejsende skuespillertrup, er både scenograf og skuespiller, han lærer sig at fange det flygtiges essens via kultegninger, og han lærer både at helbrede og at dræbe. Intet menneskeligt er ham efterhånden fremmed, netop fordi han søger ud over det menneskelige, ind i den fællesmenneskelige stræben efter det, det er hævet over os, det guddommelige.

Og det er så her, at den gode læser skal holde tungen lige i munden, for dette er en fantastisk roman, forstået som en symbolistisk, overnaturlig fortælling. Det er fristende, med et sideblik til Marquez, at kalde det for Magisk Nordisme. Der er ikke meget sydamerikaneri over det, men det er en blanding af det så velkendte nordiske mørke med det sydlandske temperament og sans for helgener, helgeninder og det guddommelige mirakel. Claus Berg har ret svært ved at møde en kvinde, som han bliver indtaget af, uden både af få stådreng og læse Jomfru Maria ind i hende. Reinhold er ikke videre politisk korrekt, hverken i forhold til religiøsitet eller kvinder. På den led ligner han William Blake ret meget.

Den fantastiske i Almester viser sig blandt andet ved, at Claus Berg bogstaveligt talt kommer op at flyve med ”Milanomesteren”, Reinholdts navn for Michelangelo. Det er kendt, at Michelangelo opfandt en flyvemaskine, men romanen virkeliggør den. Således ser Claus Berg på en af disse ture direkte ind i solen som en anden Ikaros og styrter følgelig ned, men overlever, i modsætning til Ikaros, som måtte bøde med livet.

Så hvorfor overlever Claus Berg? Fordi han ikke bare har indgået en pagt med det guddommelige, men også med djævelen. Faktisk møder han djævelen, som han opererer for en knude i hjernen. Dette gør han ved et besøg hos en af de mest hellige mænd i datiden, en eneboer, som udmærket godt ved, at djævelen er en nødvendighed for det guddommelige, for intet eksisterer uden sin modsætning. I det hele taget synes dette at være bogens pointe. Uden det onde ville vi ikke få øje på det ophøjede. Ægteskabet mellem himmel og helvede, som Blake kaldte det. Eller ying og yang – for nu igen at tage det over i buddhismen.

Som det fremgår, er Almester både en meget jordnær og kødelig roman. Der bliver gået til stålet i den menneskelige sfære, opløste lig, voldtægter (Selv vor hovedperson holder sig ikke tilbage, han er langt fra en helgen), myrderier myldrer frem over siderne side om side med denne evige stræben efter det guddommelige, det perfekte, det enestående.


Selv i sproget holder Reinholdt sig ikke tilbage; efter meget skønne, præcise og maleriske skildringer af Claus Bergs syner og visioner i oplevelsen af for eksempel kvinder og natur, skal vor hovedperson pludselig ”skide”, som der står. Claus Berg dyrker heller ikke kønslig omgang, kan ”knepper” – specielt i en scene, hvor Dronning Christine sender ham en hofdame, som han kan gifte sig med for at få stillet sine kødelige lyster.

Over det hele svæver Jesu Kristi lændeklæde, som dukker op igen og igen i Almester. Hvad er meningen med det? Jeg er ikke helt sikker, men hvis man ser på altertavlen i Odense Domkirke, vil man opdage, at lændeklædet ikke er fæstnet til den korsfæstede Jesus – det svæver bare foran ham. Hvordan kan det det? Ved guddommelig indvirken, et moderne figenblad, eller står der noget helt andet og kødeligt bag? Dén lader Reinholdt hænge i luften, og lur mig, om ikke det er begge dele – det ville ligge i god tråd med bogens øvrige blanding af det guddommelige og det djævelske, det høje og det lave, det hele liv som en lang stræben efter noget andet og mere end menneskets ubodelige indespærring i sin sjæls og krops hylster, hvis det ikke finder ud af at række ud mod noget andet og større end sig selv.

Bo Reinholdt er efterhånden blevet 67 år gammel, og det er svært ikke at se Almester som hans foreløbige mesterværk. Her er alle brikkerne fra hans tidligere bøger faldet på plads i en samlet fantasi og narration over billedskæreren og renaissancemennesket Claus Berg. Det kan man kun ønske både ham og den litterære offentlighed i Danmark tillykke med. Almester er en stolt viderefølese af den symbolistiske og himmelstræbende tradition, der trods alt ikke har så mange udøvere herhjemme.

Men læs selv Almester. Det er et trip ind i en anden verden, folkens, det er en guddommelig komedie, som kræver sin læser. Men sådan er det jo med alt det, der virkelig er noget værd.