Drukkenskab og arbejderblod omkring år 1900

Maurice de Vlaminck, Ved baren, år 1900

Dér lå den på Hvidovre biblioteks disk med nye udgivelser og gloede mig lige op i hovedet: Endnu et bind i forlaget Gladiators Sandal-serie, der omfatter både nyere og ældre danske klassikere, som ikke længere er til at opstøve hos boghandlere eller i antikvariater. Der er snart kommet 40 bind i serien, og det nye på disken blev udgivet i 1896: Gadens roman hedder den såmænd, og den er skrevet af Lauritz Petersen, en af de mange danske forfattere, der begyndte at skrive om arbejdernes usle forhold omkring år 1900. De fleste af forfatterne er i dag gået i glemmebogen, men dengang var de med til at gøre proletariatet synligt. Virkeligheden var ikke bare overklassens kærlig-hedskvababbelser, kønsdiskrimine-ring og positioneringsproblemer, arbejderne var der også, og de var flest. 

Siden har socialrealismen gået sin sejrsgang. Se bare på dagens bestsellere, Morten Pape og Merete Pryds Helle for eksempel. Men der er nu noget særligt over at læse de oprindelige klassikere, så jeg nappede Gadens Roman med hjem og læste den. For et års tid siden læste jeg nemlig en ny antologi med uddrag af disse tidlige arbejderromaner, Arne Herløv Petersens samling Proletar med hele 13 forskellige bidrag. Og det slog mig, hvor godt disse ukendte forfattere skrev, malende reportageagtige beskrivelser af livet på bunden. Der er smæk for skillingen! Det skyldes, at mange af forfatterne ernærede sig som journalister, så de brugte bare redskaberne fra den kasse til at fortælle meget mere om arbejdernes forhold, end der kunne indeholdes i en avisartikel. En slags fiktionaliseret journalistik i bogform, direkte og uden omsvøb.

Det er til gengæld skægt at tænke på, når man læser bagsideteksten på Gadens roman, der står som  et credo for hele serien. Den fulde tekst lyder således: ”Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelsen af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.”

Ja, tak for kaffe, folkens. En ting er de ubehjælpsomme formuleringer, noget andet retorikken. Der er tænkt så meget over denne tekst – eller måske har der været et helt gladiatorhold studerende indover – at den er endt som et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når akademikere i flok eller in spe skal kloge sig. Fint skal det være, men det ender med at være den mest oplagte kandidat til årets pris for litterær højrøvethed. Ja, undskyld sproget, men jeg har som nævnt lige læst indholdet, Lauritz Petersens Gadens roman, og der er der andre boller på suppen. Kun en af personerne kunne finde på at udtrykke sig på den måde, og det er en stakkels falleret student, der er endt som korrekturlæser oppe under loftet på et mindre dagblad, hvor han stille og roligt går i hundene af overdreven druk, delirium og livslede. Det må vi ikke håbe for Gladiators Sandalserie, for initiativet er prisværdigt: Find oversete danske romaner og genudgiv dem.

Gadens roman er en kollektivroman centreret omkring Baggesensgade på Nørrebro i København i 1890erne. Det er en broget skare, vi møder i dette portræt af et arbejderkvartér og folkene, der bor der. Hovedpersonerne er Madam Jakobsen og hendes ene søn Rudolf, der er en god dreng i modsætning til den ældre søn Johannes, en svirebroder og ødeland, der ikke holder sig for god til at tigge og stjæle penge fra moderen, som i forvejen ikke kan få dem til at slå til. Men som alle andre mødre af hendes kaliber har hun stadig et svagt punkt for den ældstefødte, selv om han ikke gider passe et arbejde. Faderen har for længst slået hånden af ham, men han er selv ikke meget bevendt, for hans fiskeforretning er gået nedenom og hjem – og desuden er han så kristen, at han mere tænker på efterlivet end det daglige brød her og nu. Det er med andre ord nogle sølle mænd, der omgiver Madam Jakobsen – bortset lige fra Rudolf. Han kan komme op om morgenen, han står i lære som murer og fuldfører det, hvorfor han har en helt hæderlig indtægt – hvis den altså ikke skal række til at stifte familie med. 

Men Rudolf er forelsket i Josse, som er vokset og i gaden, og som har udviklet nogle ypperlige former, der nok kan gøre et mandfolk forskruet. Tillige bliver hun varietésanger på etablissementet Nordstjernen, hvor alle naturligvis tilbeder hende og kommer med slet skjulte amurøse tilbud. Så Rudolf har så travlt med at forsvare sit territorium, at han helt glemmer sin mor, der får det stadig sværere med den fordrukne ældstesøn og den verdensfjerne ægtemand. Som så mange andre må hun købe på klods hos urtekræmmeren og spækhøkeren, der opfører sig vidt forskelligt: Den ene er et hovent og dumt svin, den anden har stadig sin medmenneskelighed i behold. Gadens roman er langt fra en beretning om den fattige og forarmede, men ædle arbejderklasse, den er snarere en beskrivelse af de farer, der er udenfor gadedøren, når man lever i det miljø på Nørrebro. Druk og lediggang lurer på de unge mænd, mens uægte børn og prostitution lurer på de unge kvinder. Det skal begge køn finde ud af at navigere i, og det gør man ved at holde sin sti ren og sige nej – længere er den sådan set ikke fra forfatterens side. Ellers kommer der ikke et ordentligt liv ud af det. 

Lauritz Petersens heltinde er helt klart Madam Jakobsen, der bliver skildret som den opofrende, godhjertede moder, uden hvem det hele ville brase sammen. En hverdagens heltinder kunne man kalde hende, og der er ikke langt fra Lauritz Petersen til Morten Korch i de floromvundne beskrivelser af ”den stakkels Madam Jakobsen”, den ”modige og ufortrødne lille sjæl” med det ”stakkels moderhjerte”, og her 120 år senere bliver det lige i overkanten, så meget at det er svært ikke at lægge en vis distance til romanen. Den kryber ikke rigtigt ind under huden, man græder ikke med Madam Jakobsen, heller ikke når det til sidst går grueligt galt; det sørger den overdrevne brug af tillægsord for.

Til gengæld er beskrivelserne af det udsvævende liv på varietéerne og beværtningerne af en helt anden kaliber, her er det som i mange andre af de socialrealistiske romaner fra den tid reportagen, der er i højsædet, og det er til gengæld underholdende. Selv har jeg haft en fest ud af de mange ord og udtryk fra den tid, især de der handler om druk. Det skorter jo ikke ligefrem på nutidig sprutslang, men det var nyt for mig, at man kan blive ”en smule blisset”, hvis man får for mange ”Snudevadskere” eller ”Hivenkradsere”, en lokal afart af hybenkradser, der bliver indtager på den maleriske beværtning Hasebjørnen. Øgenavne er der også, betjenten i nabolaget hedder naturligvis Sorte Igle, og ham skal det vanartede søskendepar med pukkelryggene, hvor den ene hedder Nolderik, passe godt på, når de er på tyvetogt. Madam Jakobsen har også en datter, Oline, og hun bliver beskrevet som en ”Ærtepind og Plageaand”. Den gammeldags stavemåde er bibeholdt i den nye udgave, og det bidrager naturligvis til koloritten. Men lur mig om det ikke også er derfor, at man læser den med en vis distance.

I Arne Herløv Petersens antologi Proletar er stavemåden nutidig. Her er også gengivet et kapitel af Gadens roman, og det gør det hele mere nærværende og nutidigt. Det er svært at fortrække den ene bog frem for den anden, men Proletar giver et noget mere bredspektret perspektiv, da der er hele 13 romanuddrag, så det giver en større variation. Der er fantastiske smagsprøver imellem, mine favoritter er en beskrivelse af et delirium og en reportage fra en slagtehal i Hamborg, hvor en dansker har taget arbejde. Hør bare her:

”Slagteriet maser videre. Højt over maskinernes drønen, over hele rummets bragende stålskratten, skingrer svineskrigene ud i et endeløst hyl. Det er, som selve Satan raser derinde. Schmidt var oversprøjtet af blod. Hans legeme var som stålribber i spænding, og blodet brændte som syre i hans hals. Ved et stød med kniven ramte dens spids et nøgleben, så bladet sprang midt over. Men han slagtede videre med den stumpe kniv. Huggede den gennem den seje svær, gennem strube og pulsåre og trak den ud med et sydende blodsprøjt efter sig. Der vibrerede dyrefornemmelser i hans mundvige, og han glammede med i larmen – men selv hans højeste råb kunne end ikke tænkes i alle disse sprængende lyde. Maskinernes rotation forøges, spændingen presses, svingakslerne suser. Og i en torden af jern og zink knuses menneskeørets evne til at skelne.”

Det er Christen Bundgaard, der står for denne beskrivelse, som i Dansk Litteraturhistorie bind 7 (1984) kaldes for ”rædselsrealisme”, og ”en ophobning af gysereffekter”, som det er gengivet i Arne Herløv Petersens præsentation af forfatteren og romanen Proletarer fra 1907. Man får lyst til at læse hele romanen, og sådan er det med mange af disse bidder i antologien, der blev udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2017. Og det kan man faktisk også, for Arne Herløv har udgivet den som ebog sammen med et vred af andre danske klassikere, som man sjældent har hørt om. Og det ellers blandt bibliofile så nedrakkede danske bibliotekssystem har den faktisk også i originaludgaven.

Men ikke Gadens roman, her må man ty til den spritnye genudgivelse, og det kan man roligt gøre. Der er noget særligt over at læse den tids romaner i stedet for at læse de nye om samme tid. Det finder flere og flere ud af, for salget af genudgivne klassikere er støt stigende.

Siddhartha i Hakkebakkeskoven

Mens de store forlag tager sig af oversættelser af ny verdenslitteratur, roder mange af de mindre forlag rundt i kassen med langt ældre, ofte i dansk sammenhæng ukendte eller glemte klassikere. 

Mange af oversættelserne udkommer i disse år for første gang på dansk, primært fordi nogle folk på de mindre forlag ikke kan lade være. Og ganske ofte rammer de – krukken med guld for enden af regnbuen.

Det er netop titlen på en irsk klassiker fra 1912, En krukke fuld af guld, på engelsk The Crock of Gold, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag. Forfatteren hedder James Stephens, og selv havde jeg aldrig hørt om ham før, måske fordi hans roman er meget irsk. Dens solide fundament er hele den rige irske folklore, hvor myten om guldkrukken har sin oprindelse. At den er blevet udødeliggjort, skyldes vel primært Walt Disney, men regnbuen som fænomen og budbringer er ældgammel – den optræder både i 1. Mosebog som tegn til Noa om landfast frelse og som broen til det evige liv i den nordiske mytologi.

Men lad os prøve at holde os til sagen: Hver gang man begynder at tale om mytologisk stof, er der ingen ende på de sidegader, man kan gå ned af. Sådan er det også med James Stephens En krukke fuld af guld – der er ingen ende på de afveje, som forfatteren tager.

Stilistisk set er romanen i familie med eventyret og den fantastiske fortælling. Den er – lidt muntert sagt – en blanding af Herman Hesses Siddhartha og Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven. Den har Egners lethed og mildhed, men kombinerer det med Hesses søgen efter sandheden. Samtidig er der mange fantastiske elementer i den, den slags vi kender fra for eksempel Tolkien, Lewis Carrol og Swift.

”Endelighed er død. Perfektion er endelighed. Intet er perfekt. Der er klumper i den”.

Et godt eventyr begynder altid med en konflikt, og den er ridset op fra begyndelsen i Stephens historie: En mand bor i den store, dybe, mørke skov. Han hedder ikke andet end Filosoffen, for han har svar på alt, og tror selv at han ved alt. Han får besøg af sin ven Meehawl MacMurrachu, hvis kones vaskebræt er væk, og hun tror, at nisserne har taget det (I bogen bærer nisserne det irske navn Leprechauns, men lad os her bare kalde dem nisser, for de har alle de traditionelle egenskaber som nisser, huldrer og andre mytologiske dværge har). Filosoffen – og her går det galt! – råder MacMurrachu til en knibtangsmanøvre: Stjæl nissernes krukke af guld, for det er det dyrebareste de har – så skal de nok levere vaskebrættet tilbage.

MacMurrachu stjæler krukken og gemmer den. Nisserne bliver oprørte og vrede, for de har slet ikke taget vaskebrættet. Og situationen eskalerer yderligere, da MacMurrachus underskønne datter Caitilin forsvinder. Hun er nemlig blevet lokket i en fælde af den forførende gud Pan, der som bekendt har det med at lokke unge piger i uføre og muligt fordærv med sin fløjte.

Stor forvirring og opstandelse i den store, dybe, mørke skov! Filosoffen finder meget vrangvilligt ud af, at han har taget fejl, og det kommer som et chok for ham, der jo netop ved alt. Men han er en hædersmand, der ønsker at retfærdigheden skal ske fyldest, så efter en masse forviklinger med guldkrukken, der stadig ikke er kommet tilbage til nisserne, begiver han sig på vej til Pan for at hente Caitilin. Pan vil dog ikke slippe hende, så Filosoffen må højere op i denne overnaturlige verdens hierarki og konsulterer selveste guden ved navn Angus Og. Og hvad sker der så? Angus Og bliver så betaget af den underskønne Caitilin, at han godt nok befrier hende – men kun for selv af beholde hende! Og Caitilin selv? Hun er bare lykkelig, for både hos Pan og hos Angus Og lever hun i pagt med alnaturen, dyrene, træerne og sit eget væsens inderste. Dette er også bogen budskab, i fald den har et: Alle folk skal leve i harmoni med naturen og deres eget væsen, og det kan man ikke kun tænke sig til. Det skal mærkes, erkendes, mavefornemmes, for nu at bruge et modeord.

Romanens hovedperson Filosoffen er rollemodel for udviklingen fra tænkende til sansende menneske. I begyndelsen er han ikke til at holde ud, selvfed som kun en Thomas Blachman kan være det, hvis nogen huske alle de ting, Blachman blev sat til at kommentere for en 10 år siden. Det lød både klogt og indsigtsfuldt, men hvis man analyserede det, var det tit det rene vrøvl. Sådan er det også med Filosoffen, der til stadighed fører lange og dybe samtaler med sin kone og andre, men uden nogensinde at høre efter, hvad de andre siger. Til gengæld kan han selv sige sætninger som ”Endelighed er død. Perfektion er endelighed. Intet er perfekt. Der er klumper i den”.

Denne form for højpandet humor er den store styrke i James Stephens klassiker. Ligesom med Blachman (ikke for at pukke på ham, men han er et godt eksempel) prøver man hele tiden at få mening ud af de mange sandheder, der bliver luftet. Alle har nemlig deres egne sandheder, og de er altid præget af folks egne oplevelser blandet med den situation, de står i lige nu. Og der er mange personer i bogen, Filosoffens kone for eksempel, men også Pan og de forskellige guder, nisserne og mange andre bipersoner, der hellere end gerne vil give deres besyv med. Forfatteren selv, fortælleren, holder sig heller ikke for god til at give et par sandheder til bedste midt i bogen – og de tager nok prisen som det mest uforståelige sandhedsvrøvl overhovedet. Her er et uddrag:

”Hvilket – Jorden eller de skabninger der bevæger sig på den – er vigtigst? Dette er et spørgsmål foranlediget udelukkende af intellektuel arrogance, for i livet findes der hverken noget der er mere eller mindre. Den ting, der findes, har retfærdiggjort sin egen betydning alene ved at eksistere, for dette er altings store og sammenligneligt jævnbyrdige præstation. Hvis livet blev bragt i stand for os udefra ville dette spørgsmål om overhøjhed antage betydning, men livet kommer altid indefra og tilpasses eller udvides igennem vor egen appetit, vore egne ambitioner og afgørende aktiviteter.”

Ja, værsågod at skylle efter. Meget i denne bog egner sig også i den grad til højtlæsning i festligt lag – og efterfølgende debat. For der er noget om det – men giver det mening? I givet fald hvilken?

Som nævnt finder Filosoffen sig selv – hvis man kan sige det på den måde – midt inde i den store, dybe, mørke skov, da han pludselig begynder at opleve i stedet for at tænke. Dette kan synes noget banalt i dag, men i 1912, da bogen blev udgivet, var det ikke lige så almindeligt. En krukke fuld af guld svømmer nærmest over af lykkelige naturbeskrivelser, der sjældent er set så renhjertede. Her, for eksempel, efter en passage hvor en ko diskuterer edderkoppernes væsen med en flue. Den slags sker nemlig også i den store, dybe, mørke skov:

”Månen var som et segl på himlen, et sart sværd, hvis stråleglans begrænsede sig til de øvre sfærer og slet ikke sjældent oplyste den tunge verden forneden; sjældne stjerners glimt lod sig også skue i det mørke, ensomme rum der omgav dem; men på Jorden fortættedes mørket i folder af tågeslør, gennem hvilke træerne sukkede højtideligt, og græsserne løftede deres små stemmer, og vinden nynnede sin betagende barske klagesang.”

Så bliver det ikke meget finere. James Stephens kan virkelig fremkalde naturfortryllelse, så man ikke befinder sig i en lænestol, men midt i naturen.

I øvrigt er der endnu et budskab i En krukke fuld af guld, nemlig et oprør mod autoriteter på både den ene og den anden måde. Man skal være god og venlig og ikke tillade nogen at bestemme over sig, så på den måde ligner den – for nu at tage ham op igen – Thorbjørn Egners Kardemommelov, der for så vidt siger det hele med meget få ord: "Man skal ikke plage andre, eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre hvad man vil". Der er noget John Lennon-Imagine over det: Hvis alle gjorde det, ville verden være bedre.

En krukke fuld af guld ekspliciterer ikke buskabet direkte. Det vil sige, det gør den nok, men der er så mange andre budskaber og sandheder i romanen, at man selv skal grave det frem mellem al forvirringen. Det  er nok den mest lykkelige og muntre opgave, som denne bog stiller sin læser. Og ja, den ender lykkeligt – hvad ellers?

Hytteballe og den effektive civilisation

Det er en svær disciplin at skrive politiske digte. Faktisk er det nok en af de sværeste, da det lynhurtigt bliver forudsigelige postulater og brandtaler, som man har hørt mange gange før – og digtes fornemste kvalitet er at give nye indsigter eller nye billeder på gamle indsigter. Prøv lige det i en så opkæftende tid som denne, hvor alle kan sige hvad som helst i kommentarfelter og på sociale medier – og gør det.

Det gælder også forfatteren Albert Hytteballe Petersen. Han af en af de her undergrundsforfattere, der er ret kendt i diverse litterære miljøer, for det er svært at undgå at lægge mærke til ham, hvis han er i samme lokale som en selv. Hytteballe taler gerne og længe – og har en mening om stort set alt.

Derfor er det fint at læse Hytteballes nye digtsamling, Uanset hvad, der er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag. Det er nemlig en langt mere afdæmpet og lyrisk stemme, vi møder her. Tag nu for eksempel åbningsdigtet:

Jeg skrev et digt i drømme
da jeg vågnede i morges
havde sneen dækket det.

Se det har jo intet med politik at gøre, det er en fin lille lyrisk observation, der blander drøm og virkelighed på en meget elegant måde. I bogens næste digt hedder det så:

Ineffektive civilisationer
er vilde med poesi.
Effektive civilisationer
er vilde med boligindretning.

Så er vi straks ovre i det mere politiske, men ikke som en brandtale, igen som en observation, en pludselig indskydelse eller indsigt, der er originalt udtrykt. Og har manden ret? Er det sådan, det er? Måske. Det kan man så diskutere lidt med sig selv. Lidt senere et lidt længere digt:

Jeg er overhovedet ikke bange for terrorister
det er tavsheden der holder mig vågen;
døden er ikke skræmmende
kun en alvorlig påmindelse om et begrænset antal løvspring;
mit fjernsyn og jeg havde en lykkelig skilsmisse -
det er ensomheden
der flakker rundt på fortovene
jeg ikke kan slukke for.

Politisk? Ja da, især fordi næsten samtlige politikere har fået terrorrister på hjernen, og fordi det er det mest mediedækkede område overhovedet. Forleden kunne vi for eksempel opleve SFs Pia Olsen Dyhr tage afstand fra muslimske terrorrister – som dog senere viste sig at være højreorienterede terrorister. Det siger noget om, hvor hurtigt dagens debattører er på tasterne – ikke et sekund skal spildes i kampen om opmærksomhed. Eller som Hytteballe skriver i et andet digt:

Aldrig før
har vi kommunikeret mere
samtalet så lidt.

Aldrig før
har nogle så fjendefri
været så krigsgale.

Aldrig før
har demokratiet været så lovprist
borgere så magtesløse.

Her er vi så endelig henne i mere rendyrket politisk digtning af den slags, som man kan være enig eller uenig i. Men hvis man sammenholder disse fire digte (det sidste er kun et uddrag) kan man uddrage en opskrift på, hvordan man i dag kan skrue en god politisk digtsamling sammen: Det politiske skal kun være en del af helheden, både i samlingen og den verdensanskuelse, der ligger til grund.

Albert Hytteballe Petersen er efterhånden en gammel svend i midten af 60erne, og det giver sig udtryk i mange digte om tiden nu og før, endda også før han blev født, men skrevet i jeg-form. Hytteballe nærer heller ikke nogen angst for det storladne, og han er ikke bange for at skrive et digt kaldet ”Jer er i dem alle”, der handler om at kunne se sig selv i alle mennesker (og dyr med såmænd) og faktisk være hos dem som en slags trøster, en altfavnende ven, en verdslig Jesusfigur. Jesustemaet ligger ikke fjernt fra Hytteballe, hvis forrige digtsamling hed Brev til Menneskesønnen – og her optræder en fortæller, der både er Jesus, Muhammed og sikkert også Albert Hytteballe samt alle andre. Digtsamlingen er forbilledligt godt skruet sammen, man sidder tilbage med en fornemmelse af, at alle er jesus’er, hvis de vil, og alle andre også kan være jesus’er for en selv. Jeg har set digtsamlingen rost af en anmelder, der kalder sig ”en forbenet ateist”, og større ros kan sådan en digtsamling vel ikke få.

Men hvad er det egentlig, som Albert Hytteballe kan og gør? Mit eget bud er, at han har formået at beholde barnets undrende blik på verden i stedet for at bliver gammel og bitter – en sygdom som rammer mange gamle venstreorienterede, der oplever en verden, der slet ikke blev, ”som vi mente/ det var vores ret/at kræve”, som en beslægtet digter, Peter Laugesen, engang skrev. Hytteballe er i øvrigt også i slægt med en anden gammel kending, nemlig Ivan Malinowski – samt en forfatter som færøske Jóanes Nielsen. Fælles for firkløveret her en en naturorienteret og anarkistisk indstilling til liv og digtning.

Som det fremgår, kan jeg kun anbefale, at man griber fat i både Brev til Menneskesønnen og Uanset hvad. Titlen, Uanset hvad, dækker over opfattelse af, at uanset hvad er der stadig masser af skønhed, kærlighed og alt det, der ligner:

Uanset hvad
sker det at min søn
sådan helt uden påviselig grund
holder om min gamle hærgede krop.

Uanset hvad
dukker der stadig nye beretninger op
om delfiner der redder mennesker fra druknedøden
bare fordi de finder det naturligt.