Vild bog om vild mor

Er Hanne Højgaard Viemose en god mor? Det er et af de spørgsmål, man stiller sig selv, når man læser hendes meget roste og prisnominerede bog Mado. Mado er den koreanske udtale af Mother, og bogen har adopteret ordet, fordi hovedpersonen omkring årtusindeskiftet fik et barn med en koreaner. Men da hun ikke kunne indordne sig under de meget patriarkalske normer i Korea, valgte hun at forlade barn og mand

Man stiller sig spørgsmålet om moderskabet, fordi Mado er skrevet meget virkelighedsnært. Den er formet som lange dagbogsoptegnelser, og hvis man sammenligner med en biografi over Viemose, svarer det fuldstændig til virkeligheden. Altså er forholdet mellem forfatter og fortæller nærmest 1:1, ikke så mange dikkedarer dér. Men omvendt kan det hele selvfølgelig være noget, hun finder på, det er den efterhånden gode gamle identitetsleg, som kendetegner litterær reality.

Jeg er lidt loren ved formen, mest fordi jeg egentlig ikke er interesseret i Hanne Viemose som person. Jeg har ikke et særligt behov for at forholde mig til en given forfatters personlige liv, jeg vil langt hellere forholde mig til det, en bog har at give mig og andre. Omvendt ved jeg godt, at det er lige her, vandene bliver delt. Masser af folk elsker at forholde sig til andre og diskutere dem, man behøver blot tage en tur med unge mennesker i et tog. Ret ofte diskuterer de, om den ene eller anden reality-stjerne er fed, ufed, nederen eller den slags. Ligesom folk, der læser bøger, har diskuteret om Knausgaard er et svin overfor sin kone eller ej. Det bliver hurtigt til et offentligt freakshow, kom og mød den skæggede dame og den skrupelløse forfatter.

For mig går der for meget virkelighed i det. Jeg har altid abonneret på den dér med, at vi behøver fiktion for ikke at dø af virkelighed. Men det begynder at lugte lidt umoderne. Masser af folk vil åbenbart hellere have virkeligheden, kød på bordet, den ægte vare. Det er præmissen for Mado, og jeg skal da også lige love for, at Viemose leverer 110%.

For når alt dette er sagt: Jeg kan rigtig godt lide Mado. Bogen leverer et glimrende portræt af en rastløs kvinde, der hele tiden vil noget andet end det, hun er i færd med. Hun vil konstant videre, nye lande, nye kærester, nyt arbejde. Jeg mindes ikke at have set et lignende portræt nogen steder før. Det er interessant, fordi jeg tror, at der er mange som hende rundt omkring, man hører bare sjældent om dem.

Der er noget ret fandeivoldsk over hovedpersonen. Hendes rastløshed er ikke kun fysisk, det gælder også en mere end almindelig nysgerrighed over for, hvordan verden hænger sammen, og hvem vi mennesker egentlig er. Det bringer hende i mange mere eller mindre utrolige situationer, ikke mindst fordi hun ofte befinder sig mellem lignende skæbner, der heller ikke kan finde ud af at affinde sig med den måde, samfundet er indrettet på

Samtidig har hun en glubende appetit på mænd, hun bliver hele tiden gravid, og har så vidt jeg kan tælle tre børn, de to sidste med en islænding, der heller ikke er meget bevendt som far, mere eller mindre konstant psykisk syg – ligesom hovedpersonen selv i perioder tager piller. Samlet set giver det en portræt af en mor, der gør alt, hvad hun kan, for at få moderskabet til at hænge sammen med sine egne lyster og rastløshed. Ind imellem er der så nogle andre, der tager sig af børnene, men hovepersonen kommer ikke nærmere ind på, hvem det er, og hvordan det går for sig.

Man kan også sige det på godt dansk: Mado er et portræt af en mor, der ikke kan finde ud af en skid andet end at hænge fast i sig selv og samfundet med det yderste af neglene. I mange perioder af bogen er det direkte rørende, i andre meget morsomt. Så den rette betegnelse for denne bog er, at den er tragikomisk. Det er et ret godt sted at befinde sig for en roman – eller hvad man nu skal kalde disse sammenkastede og sikkert kun tilsyneladende uredigerede optegnelser fra et liv, der bliver brugt til det yderste.

Hanne Viemose skriver decideret blændende, når hun er bedst. Det er svært at holde sig fra klichéer som hudløst ærligt, med intenst nærvær og mere af samme skuffe. Det afføder så det gode spørgsmål: Ville denne bog have været lige så nærværende, hvis den havde en mere traditionel fortælleform? Svaret er selvfølgelig nej – det er denne måde, Hanne Viemose fortæller om sit liv på, og så må man selv ligge og rode med, hvor meget der er løgn, latin eller fakta.  Formen gør, at det er umuligt at lade være.

Der har været ret meget litterær reality de seneste fem år. Mado er nok den bedste bog i genren, som jeg har læst – inklusive Knausgaard, der er meget mere struktureret og desuden så detaljefikseret, at det ikke er til at komme igennem. Så er der meget mere knald på Mado. Det er en vild bog, og at jeg har mine forbehold overfor virkelighedsgrebet – well – det er mit problem. Måske er jeg lige lovlig frøkenfingret, hvem ved?

Pædagogen, palæstinenseren og den litterære forløsning

Er der mon nogen, der kan huske Louise Østergaard? Det dæmrer sikkert for de, der ikke kan, når jeg tilføjer, at det var hende, der var kontaktperson for Yahya Hassan og indledte et forhold til ham. Det kostede hende dyrt, hun blev idømt fem måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste efter straffelovens paragraf 223. Og ja, fyret fra sit arbejde. Og skilt.

Faktisk var det billigt sluppet rent juridisk, for straffen var krævet ubetinget. Men heldigvis kunne dommeren godt se det specielle i sagen. Det blev til gengæld en dyr affære rent omdømmemæssigt. Næsten samtlige traditionelle og sociale medier fordømte hende, sidstnævnte med sprogets værste gloser, ”En klam so” og mere af samme skuffe.

Et par stykker forsvarede hende, herunder den jyske havheks, forfatteren Susanne Staun. Hun har altid haft et godt øje til ”kærlighedens veje og vildveje”, ikke mindst vildvejene. Og historien om Yahya Hassan og Louise Østergaard er af den karakter. Det kan man forvisse sig om ved at læse den bog, Louise Østergaard skrev om forholdet, betitlet Ord. Det gjorde jeg fornylig, passende syntes jeg, her et år efter den nærmest unisone nedrakning af Louise Østergaard.

Det er en interessant bog. De nyfigne kan forvisse sig om, at Yahya Hassan var (er) lidt af en slyngel, for nu at sige det mildt. I bogen er det ham, der kører rundt med Louise Østergaard, ham, der udnytter hende, og i min erfaringsverden svarer den version meget bedre til virkeligheden, som den må have set ud.

Louise Østergaard insisterer naturligvis på, at bogen er fiktion, men det gør alle forfattere, hvis de skriver noget fra deres eget liv. Det er Knausgaard-syndromet. Og fred være med det. Så hvordan er Ord som roman?

Langt hen ad vejen er det faktisk en glimrende historie om en dansklærer, der pludselig falder over en elev, der ikke er ligeglad med timerne, men har en umættelig litterær nysgerringhed og et talent for selv at skrive. De to begynder at se hinanden privat, de læser det samme og diskuterer det. De går op i det med liv og sjæl, for sådan er det ofte: Ord forfører, især når man endelig finder en sjæleven. De indleder et seksuelt forhold, og eleven forstår til fulde at drage fordel af den klemme, han nu har på læreren, som senere bliver kontaktperson. Eleven kommer nemlig fra et dybt kriminelt miljø, så han kender alle finterne og tricksene. Alligevel bliver læreren ved med at elske ham, en noget aparte kærlighed mellem lærer og elev. Ikke aparte fordi det er unormalt, at elever kan blive seksuelt tiltrukket af de lærere, der kan give dem, hvad de længe har tørstet efter, men fordi forholdet er mellem en 38-årig gammel ungdomsoprører og en 16-årig palæstinenser, der et træt af tæsk og hykleri, som han kender alt til fra sin egen opvækst.

Det er sgu da en god historie! Og fraset den sidste tredjedel af ”Ord” er den her også godt skrevet. Den er yderst troværdig, ja, den stinker nærmest af den virkelige verden. Altså den, der ikke arter sig efter diverse konventioner, hverken seksuelt eller socialt.

Men romanens brist ligger i beskrivelsen af forholdets inderste kerne. Louise Østergaard skriver godt og virkelighedsnært om dragningen mod hinanden via ord, via litteratur og fælles glæde ved den. Men når det kommer til den seksuelle spænding mellem disse to forskellige mennesker, bliver romanen vag. Forfatteren har ikke villet folde dette tema ud, som ellers ville være det, der kunne give en helstøbt oplevelse af et forløst romanprojekt. Det virker ikke videre troværdigt, at den seksuelle del af forholdet nærmest var sådan en lille hygge-biting. Louise Østergaard mangler ganske enkelt Knaugaards hensynsløshed og maniske optagethed af detaljer. Hun er for sød.

Som nævnt burde Louise Østergaard også have udeladt eller genskrevet den sidste tredjedel. Romanen falder fuldstændig fra hinanden mod slutningen, og det skyldes naturligvis, at det ikke en en roman, men blodig virkelighed for forfatteren. Og som alle forfattere ved eller burde vide: Det, der er tættest på, er sværest at forløse litterært.

Men Louise Østergaard fik udgivet sin bog, og hun fik et nyt liv. Det sidste var ikke tilsigtet, men en naturlig konsekvens af hendes dragning mod Yahya Hassan, den farlige oprører. Det er en klassisk kærlighedshistorie.

I dag er Louise Østergaard i færd med at skrive en ny bog, denne gang en rigtig roman, hvis man skal tro diverse meldinger fra de sociale medier og omegn. Det er de samme temaer som i Ord, og hvis det lykkes hende at forløse det, hvilket muligvis kræver en bedre redaktør end det, som Peoples Press, der udgav ord, kunne stille op med, stiller jeg mig gerne op i den sikkert noget reducerede kø af læsere.

Sluttelig: Tak til den dommer, der gjorde Louise Østergaards dom betinget. Paragraf 223 er naturligvis berettiget som beskyttelse af mindreårige mod seksuelle overgreb, men det er lige så åbenlyst, at forholdet mellem Yahya Hassan og Louise Østergaard var baseret på gensidig intellektuel og seksuel titrækning. Shit happens. Love happens. Og det har konsekvenser. Jeg tror ikke, at Yahya Hassan havde været en succes-historie, hvis det ikke havde været for Louise Østergaard. Så når krudtrøgen er lettet, skulle man måske hænge en medalje på hendes bryst. Det vil jeg gerne gøre mig til fortaler for. Tapperhedsmedaljen for eksempel.

Requiem for en død digter

Det er 3-4 måneder siden, at Forlaget Torgard udgav et udvalg af afdøde Asger Stig Møllers digte, ”De himmelske piber”. Udvalget var foretaget af Per Stig Møller og undertegnede, det var støttet økonomisk af Statens Kunstfond, og vi Per Stig og jeg udarbejdede selv både cover, tekst, papirkvalitet og farver – med fabelagtig støtte, forståelse og modspil fra Torgard. 

Det blev til den smukkeste bog, jeg har været med til at lave. Vi mener i øvrigt begge, at den indeholder nogle af de bedste digte i den himmelstræbende/symbolistiske genre, der er skrevet af en dansker, og flere anmeldere og litterater giver os ret. ”De himmelske piber” fik generelt fine anmeldelser og der var flere radiointerviews samt en hel montage – fremragende i øvrigt – af en times varighed på 24/7. Vi arrangerede i øvrigt også et oplæsningsarrangement hos Paludan I København, hvor der vel var 20 deltagere.

I dag klikkede jeg ind på bibliotek.dk. Status: 29 biblioteker har købt bogen. Den er udlånt på tre af dem, i Herning, Randers og Søborg. Og selv om den fik en hel særudstilling hos Kleins Boghandel på Frederiksberg, har den næppe solgt meget mere end 30 eksemplarer.

Konklusionen er svær at komme udenom: Stort set Ingen interesse for denne digter.

Men hvorfor ikke? Det kræver lidt af et analysearbejde. Indrømmet: Jeg håbede, at vi ville ramme tidsånden, men sjældent har jeg taget så meget fejl; det skulle da lige være dengang i midthalvfemserne, hvor jeg hævdede, at det gryende internet ville være en døgnflue. Ups.

I dag har digte rent faktisk fået en renæssance, både som en form folk skriver mere og mere i, og som flere og flere læser. Men det er en helt speciel type digte, en blanding af 70ernes knækprosa og nutidens formeksperimenter. Samtidig er det også digte, hvor digterne generelt tager af det, der bliver kaldt hovedstolen – der er kort vej fra digtene til digterens personlige liv. Mange kalder det i dag for ”Litterær reality” eller ”Autofiktion”. De mest succesfulde af disse digtere er til stede på både Facebook og egne blogs, de er aktive med oplæsninger og indlæg i aviser.

Jeg har meget stor respekt for disse digtere. De har gjort digtet både politisk og aktuelt igen, og de er en særdeles nødvendig stemme i dagens Danmark, hvor det politiske flertal er mere optaget af at kontrollere folk end at af at udvise tillid. Folkeskolereformen, kommunalreformen og den kommende reform for de privatpraktiserende læger er gode eksempler. Hal Kochs definition af demokrati som samtaler er en saga blot. Digterne indenfor Litterær reality-genren er altid en modvægt til denne udvikling.

Så hvad hulen skal vi med en død digter i dag? 

Svaret er nok: Ikke noget. Og nej, han taler ikke ind i tidsånden overhovedet, men han taler ind i de fleste menneskers liv, når de befinder sig i tilspidsede situationer og sårbare positioner.

Det er der, at digtere som Asger Stig Møller viser deres værdi. Det har ikke specielt meget med tid at gøre, for det er eviggyldigt. Derfor kunne Per Stig Møller og jeg lige så godt have ventet i 50 år (bortset fra at vi ikke ville være i live) eller for 50 år siden (bortset fra at der var Asger Stig Møller ikke født).

Tiden er aldrig og altid moden til digtere som ham. Og nu findes udvalget, nu er det i verden. Det er vi glade for. Så må resten for så vidt passe sig selv.

Bogfætter, Lagerlöf og nutidens levende døde forfattere

Selma Lagerlöf

Lidt syd for Bogense, ud ad vejen mod Skåstrup, ligger Bogfætter. Jeg ved ikke, hvad han ellers hedder – eller også har jeg glemt det – men det er et pragtfuldt antikvariat af den gamle støbning: En stor rodebunke af meget billige bøger. Jeg har den ordning med Bogfætter, at jeg altid slæber en IKEA-pose med bøger, som jeg ikke længere kan have stående, med derhen når jeg er på ferie i det nordfynske, og så kan jeg nappe af hans bøger for ca. 100 kroner. Det kan hurtigt tage et par timer, for Bogfætter er af den snaksalige type, og desuden kan man få en masse sjove historier ud af ham. For eksempel at Bill og Ben-bøger og Barbara Cartland den dag i dag går som varmt brød.

Bogfætter og jeg går godt i spænd, for han ved en masse om populær-litteratur gennem tiderne, og jeg ved en masse om det mere traditionelt litterære og højpandede. Det samme gælder vist for hans kunder, for det er de mest utrolige ting, man kan finde til ingen penge. For eksempel fandt jeg denne gang Georg Brandes’ tobindsværk om Goethe for 20 kroner. Den er forsynet med et imponerende godt register, det var den slags man både kunne, gjorde og betragtede som et must i 1920, da bogen blev udgivet. Hvis man som jeg betragter Goethe som en af de allerstørste digtere er den en guldgrube – og her kommer internettet altså til kort. Det er meget hurtigere at finde f.eks. hans berømte Prometheus-digt og Brandes’ perspektivering af det her end at rode rundt på nettet. Den slags bøger er værd at have i reolen, hvorimod masser af romaner er nemmere at få viden om på nettet end at have den stående og fylde.

Og hov – der var sgu også lige Baudelaires ”Syndens Blomster”, den gode 2. udgave fra 1963 i Sigurd Swanes oversættelse. 5 kroner. Hør lige engang, hvordan man kan turnere et forord: ”Mig hjalp denne Bog ofte over mine sorger og ansporede mig i alt mit Arbejde. Giver min Oversættelse dem, der ikke magter Originalen, noget af den samme Følelse, da betaler jeg kun af på en Gæld, idet jeg giver den videre”. Det skrev Swane i 1921 – 40 år efter kom så den reviderede oversættelse.

Af en eller anden grund hev jeg også en lille bog fra Hasselbalchs Litteraturbibliotek med hen i feriehytten. Det var nogle essays og småhistorier af Selma Lagerlöf, som jeg egentlig ikke kender. For en 20 år siden fik jeg hendes ”Jerusalem” i gave og læste den. Jeg kunne ret godt lide store dele af den. Men Lagerlöfs små historier var så godt skrevet, at jeg tog tilbage til Bogfætter – han måtte da have hendes berømte debutbog ”Gösta Berlings Saga”. Den har jeg aldrig læst. Og ja – naturligvis – pænt indbundet, komplet i ét bind: 10 kroner.

Det er lidt af en oplevelse at læse den. Lagerlöf har et stort, dramatisk og ekspressivt sprog, og hvis hun skal vælge mellem store og små følelser, tager hun konsekvent de store. På en måde er det vildt overgearet, men samtidig så konsekvent, at det er en ren fornøjelse. Hendes billeder og metaforer vokser vildt, og alt i hendes bøger er levende og taler: sten, møbler, træer osv. Overnaturlige væsener betragtes som lige så realistiske som mennesker, så det hele får naturligvis eventyrets præg. I øvrigt er Gösta Berling en værre én: kvindebedårer, poet, drukkenbolt, frafalden præst, you name it. Desuden har han den styrke, at han ofte hellere vil dø end leve – så slap man da for dette usle liv. Sådanne folk sætter konsekvent livet ind på hvad som helst.

Men der er meget mere interessant at hente i bogen, da den er så totalt forskellig fra dansk normalvirkelighed i dag, hvor mange synes konstant at gå foran et spejl; konstant at iagttage og iscenesætte sig selv. Det er ikke Lagerlöfs kop te. Hør her hvordan hun beskriver ”Selviagttagelsens underlige ånd”: ”Vi tænkte på ham med Isøjnene og de lange, krogede Fingre, han, som sidder derinde i Sjælens mørkeste Krog og piller vort Væsen til Trevler, som gamle Koner piller Lapper af Uld og Silke i Stykker. De lange, krogede Fingre pillede, til hele vort jeg lå som en bunke pjalter, og så blev vores bedste følelser, vore mest umiddelbare tanker, alt hvad vi havde gjort og sagt, undersøgt, gennemforsket og trevlet op.”

Modsætningen er selvforglemmelsen. Den beskrives således: ”De stærke Stormfugle, de dæmoniske Lidenskabers Ørne med Ildvinger og Stålklør var kommet susende ned over dig, du Ånd med Isøjnene, de havde slængt dig hen i det ukendte.” Med andre ord: Kun i selvforglemmelse kan mennesker opleve lykkefølelse. Den kan man dermed kun opleve, når livet står på spil, når man vil dø for noget – for eksempel kærligheden. Det minder lidt om Hunter S. Thompsons berømte intro til ”Fear and Loathing in Las Vegas”: ”Den der gør sig selv til en dyr, slipper for smerten ved at være menneske”.

Ergo: Hvis man ikke kan glemme sig selv, er man en levende død, som Lagerlöf også skriver. Det gør 80% af dagens hyldede autofiktive jeg-fortællere til levende døde, navlepillere og narcissister. Det har jeg tygget noget på i den nordfynske feriehytte. Om ikke andet kan man konkludere, at Lagerlöf ikke er til selfies. Men hun fik Nobelprisen som 52 år gammel i 1903 og blev i øvrigt præcis 100 år gammel.

Næste gang nogen knalder en flaske champagne op, tror jeg at den første skål går til hende – og Bogfætter.

Den anden side af autofiktionen

Dette link er til en fremagende artikel i fagbladet Journalisten, som har afdækket historien bag Daniel Denciks meget omtalte – og roste – autofiktive bog ”Anden person ental” om det onde svenske formynderbureaukati, der tog hans børn fra ham. Denciks version blev taget for pålydende af samtlige danske kulturjournalister, der villigt lod hans bitre tårer løbe gennem deres mikrofon. Men virkeligheden viser sig at være en helt anden – for eksempel at han slog sin søn, som var bange for ham og derfor ikke ville se ham. Denne artikel er ikke blot en lussing til de danske kulturjournalister – det er en boksehandske lige i synet. Lektien er klar: Tag aldrig igen autofiktion for pålydende, undersøg virkeligheden. Det gør naturligvis også anmelderrrollen sværere – og litteraturredaktører bør for fremtiden få en researchjournalist til at undersøge virkeligheden bag autofiktionen (hvis de da ikke er blevet fyret allesammen) før diverse interviews aftales.

http://journalisten.dk/frikendt-af-kulturpressen