torsdag den 28. januar 2016

Vild bog om vild mor



Er Hanne Højgaard Viemose en god mor? Det er et af de spørgsmål, man stiller sig selv, når man læser hendes meget roste og prisnominerede bog Mado. Mado er den koreanske udtale af Mother, og bogen har adopteret ordet, fordi hovedpersonen omkring årtusindeskiftet fik et barn med en koreaner. Men da hun ikke kunne indordne sig under de meget patriarkalske normer i Korea, valgte hun at forlade barn og mand


Man stiller sig spørgsmålet om moderskabet, fordi Mado er skrevet meget virkelighedsnært. Den er formet som lange dagbogsoptegnelser, og hvis man sammenligner med en biografi over Viemose, svarer det fuldstændig til virkeligheden. Altså er forholdet mellem forfatter og fortæller nærmest 1:1, ikke så mange dikkedarer dér. Men omvendt kan det hele selvfølgelig være noget, hun finder på, det er den efterhånden gode gamle identitetsleg, som kendetegner litterær reality.


Jeg er lidt loren ved formen, mest fordi jeg egentlig ikke er interesseret i Hanne Viemose som person. Jeg har ikke et særligt behov for at forholde mig til en given forfatters personlige liv, jeg vil langt hellere forholde mig til det, en bog har at give mig og andre. Omvendt ved jeg godt, at det er lige her, vandene bliver delt. Masser af folk elsker at forholde sig til andre og diskutere dem, man behøver blot tage en tur med unge mennesker i et tog. Ret ofte diskuterer de, om den ene eller anden reality-stjerne er fed, ufed, nederen eller den slags. Ligesom folk, der læser bøger, har diskuteret om Knausgaard er et svin overfor sin kone eller ej. Det bliver hurtigt til et offentligt freakshow, kom og mød den skæggede dame og den skrupelløse forfatter.


For mig går der for meget virkelighed i det. Jeg har altid abonneret på den dér med, at vi behøver fiktion for ikke at dø af virkelighed. Men det begynder at lugte lidt umoderne. Masser af folk vil åbenbart hellere have virkeligheden, kød på bordet, den ægte vare. Det er præmissen for Mado, og jeg skal da også lige love for, at Viemose leverer 110%.


For når alt dette er sagt: Jeg kan rigtig godt lide Mado. Bogen leverer et glimrende portræt af en rastløs kvinde, der hele tiden vil noget andet end det, hun er i færd med. Hun vil konstant videre, nye lande, nye kærester, nyt arbejde. Jeg mindes ikke at have set et lignende portræt nogen steder før. Det er interessant, fordi jeg tror, at der er mange som hende rundt omkring, man hører bare sjældent om dem.


Der er noget ret fandeivoldsk over hovedpersonen. Hendes rastløshed er ikke kun fysisk, det gælder også en mere end almindelig nysgerrighed over for, hvordan verden hænger sammen, og hvem vi mennesker egentlig er. Det bringer hende i mange mere eller mindre utrolige situationer, ikke mindst fordi hun ofte befinder sig mellem lignende skæbner, der heller ikke kan finde ud af at affinde sig med den måde, samfundet er indrettet på


Samtidig har hun en glubende appetit på mænd, hun bliver hele tiden gravid, og har så vidt jeg kan tælle tre børn, de to sidste med en islænding, der heller ikke er meget bevendt som far, mere eller mindre konstant psykisk syg – ligesom hovedpersonen selv i perioder tager piller. Samlet set giver det en portræt af en mor, der gør alt, hvad hun kan, for at få moderskabet til at hænge sammen med sine egne lyster og rastløshed. Ind imellem er der så nogle andre, der tager sig af børnene, men hovepersonen kommer ikke nærmere ind på, hvem det er, og hvordan det går for sig.


Man kan også sige det på godt dansk: Mado er et portræt af en mor, der ikke kan finde ud af en skid andet end at hænge fast i sig selv og samfundet med det yderste af neglene. I mange perioder af bogen er det direkte rørende, i andre meget morsomt. Så den rette betegnelse for denne bog er, at den er tragikomisk. Det er et ret godt sted at befinde sig for en roman – eller hvad man nu skal kalde disse sammenkastede og sikkert kun tilsyneladende uredigerede optegnelser fra et liv, der bliver brugt til det yderste.


Hanne Viemose skriver decideret blændende, når hun er bedst. Det er svært at holde sig fra klichéer som hudløst ærligt, med intenst nærvær og mere af samme skuffe. Det afføder så det gode spørgsmål: Ville denne bog have været lige så nærværende, hvis den havde en mere traditionel fortælleform? Svaret er selvfølgelig nej – det er denne måde, Hanne Viemose fortæller om sit liv på, og så må man selv ligge og rode med, hvor meget der er løgn, latin eller fakta.  Formen gør, at det er umuligt at lade være.


Der har været ret meget litterær reality de seneste fem år. Mado er nok den bedste bog i genren, som jeg har læst – inklusive Knausgaard, der er meget mere struktureret og desuden så detaljefikseret, at det ikke er til at komme igennem. Så er der meget mere knald på Mado. Det er en vild bog, og at jeg har mine forbehold overfor virkelighedsgrebet – well – det er mit problem. Måske er jeg lige lovlig frøkenfingret, hvem ved?


Ingen kommentarer:

Send en kommentar