mandag den 22. februar 2016

Umbertos testamente



Faktisk har jeg læst Umberto Ecos sidste roman Nr. 0 om en avisredaktion, der skal lave et prøveeksemplar af et nyt magasin. Den er ikke særlig god, nærmest noget sjusk med en masse halvkvalte konspirationsteorier og forudsigelige meninger om journalistikkens forfald i internetalderen. Men hvad faen. Som ung læste jeg Foucaults pendul, der bedst kan karakteriseres som Da Vinci-mysteriet med pondus. Den betog mig meget og sendte mig på en livslang rejse med tempelriddere og andre esoteriske emner. Rosens Navn er i samme boldgade.

Men hans måske mest udfordrende bog er Kant og næbdyret – der bedst kan karakteriseres som en ultralærd semiotisk og dermed erkendelsesteoretisk bog om, hvorfor vi opfatter verden, som vi gør, og hvad vi så kan udlede af det om hvem vi er. ”Vi” er her ikke ment som det plebejerjournalistiske vi, som mange medier i dag benytter sig af. ”Vi” er det fællesmenneskelige – hvilket kan udvides til det fælles fundament for alt, der lever. Deraf Kant. Og deraf næbdyret – det æglæggende pattedyr.

Kant og næbdyret er en tyk bog, som konsekvent tager en masse sidegader i erkendelsens morads. Eco skrev den naturligvis bevidst på den måde, fordi et net af sidehistorier skaber en større forståelse og fører til flere spørgsmål hos læseren end en deduktiv bevisførelse af den slags, hvor man kun behøver at læse forord og konklusion for at erklære sig enig eller ej.

Umberto Ecos forfatterskab var demokratisk. Hans ideal var det tænkende menneske, det selvstændige menneske, på alle niveauer. Hvilket selvfølgelig minder mig om Bruce Springsteens fantastiske introduktion til ”War” i en liveoptagelse fra 1985: ” You’re gonna wanna need a lot of information to know what you’re gonna do. Cause in 1985, blind faith in your leaders – or in anything – will get you killed”.

Det er stadig aktuelt. Umberto Eco var en af dem, der tog idealet om det oplyste og vidende menneske alvorligt. Heldigvis var han ikke alene, og der er masser af arvtagere. I sagens natur er det ikke folk, der har den politiske magt. Regeringspolitik vil i næsten alle tilfælde stå i modsætning til personlig erkendelse og indsigt; politik handler om at holde fast. Indsigt handler om at turde give slip.

Jeg har på fornemmelsen, at det værste man kan ønske for Umberto Eco er, at han skal hvile i fred. Det kommer han heller ikke til. Der er så meget pondus i hans forfatterskab, at folk vil blive ved med at tage ham op af graven, vende og dreje ham, gå løs på ham, blive inspirerede. Det var T.S. Eliot, der for 100 år siden skrev i digtet Journey of the Magi, at ”With an alien people clutching their gods, I should be glad of another death”. Det kan nogen passende skrive på Ecos gravsten.

Jeg tror ikke, at døden passede Umberto Eco. Men det var noget af det eneste, som han trods alt ikke kunne prøve at lave om på.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar