Theis og den brændende platform

Sidste gang jeg så efter, lå Theis Ørntoft på best-sellerlisten med sin nye og første roman, Solar, og der skal han nok blive liggende en rum tid endnu. Det er ret godt skuldret af den knap 34-årige forfatter, som har præsteret at få sin seneste digt-samling, Digte 2014, trykt i hele 14 oplag. Og der vil komme flere. 

Som digter har Theis Ørntoft derfor allerede stjernestatus, sikkert ikke mindst fordi han har fået prædikatet økodigter hæftet på sig. Danmark har to af slagsen på det parnas, Ørntoft og Lars Skinnebach; der bliver konstant refereret til dem. Dermed er de uundgåelige i undervisningssammenhænge, ikke mindst på højskolerne, hvor man i dag ikke kan afslutte et forløb uden af have læst mindst et par digte af dem. Sådan skal det også være.

Men Ørntofts nye roman Solar er ikke en økoroman. Der er ikke noget brændende forsvar for naturen eller rasende tirader mod globalkapitalismens læggen verden øde. Hvis man vil have den slags, er man meget bedre kørende med Andrea Hejlskovs Og den store flugt, der anviser en hård og stenet vej ud ad forbrugersamfundet mod en ny og bæredygtig livsstil. 

Solar er derimod en klassisk undergangsroman, en slags moderne udgave af Tom Kristensens Hærværk. Men hvor Hærværk kun fokuserer på den individuelle og ubegrundede hang til at ødelægge eget liv og karriere, fokuserer Solar også på de kollektive, samfundsmæssige årsager til det. Når alt kommer til alt, er Hærværk snart 100 år gammel, og der er ikke skyggen af globalitet over den; det nærmeste vi kommer, er jazzmusikken som undergangs- og ekstasemusik til et København klædt i dekadente farver.

Solar er derimod et nutidigt Danmarksbillede anno lige her og nu set gennem øjnene på hovedpersonen Theis, der befinder sig i et eksistentielt sort hul: Hvad skal jeg her? Hvem er jeg? Hvad er meningen med det hele? Er der overhovedet en mening med det hele? Det er den klassiske outsiderposition, Theis er endda digter, og det gør det hele meget værre, for sådan en skikkelse har ingen faste holdepunkter. Det nærmeste han kommer det, er en position som løst tilknyttet højskolelærer, men selv her har han følelsen af at optræde i et teater, at være udenfor. Theis er betragteren og undersøgeren, han prøver at finde ud af, hvorfor disse mennesker gør det, de gør, og hvor han selv passer ind i det. Svaret er tydeligt: Han passer ikke ind, heller ikke her. 

Så han prøver at finde ud af, hvor mennesket passer ind i evolutionens store fortælling, for her kan han se en mening, som paradoksalt nok er kendetegnet ved ikke at have nogen anden end naturens egen gang. Det er den, han er nedfældet i, tilfældigvis her i Danmark 2018, et knap nok mikroskopisk øjeblik i det store billede. Theis ser sig selv i dette lys:

"Menneskeaberne må være søgt ned til flodbredden, op på plateauet, ind i klippehulen, ind i bunden af slugten. Slået lejr her. Tændt bål. Mumlet, råbt, sunget, parret sig. Lejrene må være blevet placeret her og ikke midt ude på savannen. Men i udkanten. Inde i skyggerne. Inde i ornamenterne og slyngningerne. Inde i myterne. Inde i sproget, i tegnene. Inde i aftalerne, skovene. For det var her i det skjulte, at homo sapiens’ kræfter kunne spire, det var her sproget kunne opstå. Det var i bagholdsangrebet, i snedigheden, i manipulationen at kræfterne lå. Til at snyde naturen. Til at vende den mod sig selv."

Afsnittet her står i bogens første del, hvor Theis er taget på vandring ned ad hærvejen ”uden klar grund”, som der står allerede på bogens første side. Noget skal man jo tage sig til, når man ikke kan se en mening med tingene, men vandringen hjælper ikke stort på noget som helst. Theis registrerer naturen og menneskene i dette danske landskab, der ikke har meget med de tidlige menneskeaber at gøre- Han møder folk og bliver mere eller mindre skræmt af dem, der er ikke basis for nogen interaktion mellem Theis og menneskene, som de fremtræder her og nu. Det er fristende at komme med konklusionen, at det er den slags, der sker, når man ser alt i lyset af millioner års udvikling: Man ønsker at blive et med altet, for det er den eneste mening, der tilsyneladende er. Dernæst følger ligegyldigheden: Hvis der ikke er nogen anden mening med det hele end en stadig udviklingshistorie, er der heller ikke nogen mening med det individuelle liv, med Theis her og nu, med alle andre her og nu. Sammenhængen med den store historie, altet, bliver hurtigt til en drøm om tilintetgørelse. Lad os få det overstået, livet her, eller som Jim Morrison formulerede det: ”I wanna have my kicks before this whole shithouse goes up in flames”.

Og sådan går det for vor hovedperson. Han vender tilbage til København, hvor der er masser af stoffer, sprut, damer og nattekicks. Samtidig spiller han GTA og går i fitnesscenter, hvor han træner benhårdt for at bygge den perfekte krop op. Ind imellem møder han op til digterarrangementer, men her er fremmedheden og ligegyldigheden den samme, og det er den, han ikke kan holde ud. Så er det meget bedre med GTA, dette ikoniske computerspil, hvor man smadrer rundt i Los Angeles og lever et helt liv i et fiktivt voldsunivers. Man køber våben og biler, andre fiktive mennesker er kun statister.

Men så sker der noget. Theis har hele tiden haft et stærkt fokus på kvinder, liderlig og livskraftig. Det lykkes ham at score den ultimative babe via fitnesscentret, en pædagog med fast arbejde på Amager. Så bliver der ellers kneppet igennem til den store guldmedalje i hendes lejlighed, hvor Theis flytter ind. Men nissen, i form af GTA og fremmedheden, livsleden, flytter med. Forholdet varer vel et halvt år, så er det brændt ud, for hvem gider have sådan en type uden initiativ og fremdrift hængende? Theis fornemmer det selvfølgelig, og til sidst pakker han dårligt nok en tandbørste, før han lister ud af bagdøren og blaffer ned gennem Europa. Et eller andet sted skal man være.

Her lægger romanen eftertrykkeligt fra land, selv om der ellers ikke er blevet skåret med tynde skiver indtil da. Theis’ tour de desperado med endestation i Portugal er så gennemført, at jeg ikke har læst noget lignende på dansk før. Det er en nedskrivning til et absolut nulpunkt - og derudover. Theis er efterhånden ganske gennemhullet og nihilistisk inde i hovedet, hvor diverse brokker fra tidligere tanker og læsninger manifesterer sig som bristende bobler. På et tidspunkt gør han et sidste forsøg på at få verden til at hænge sammen, som var den et computerspil, men heller ikke det kommer til at fungere. Og så bliver det sluppet endnu flere tøjler, selv om man skulle tro, at det ikke var flere tilbage. Men når man tror, at man har mistet alt, finder man ud af, at der altid er mere at miste, som Dylan engang sang. Theis bliver til sin egen hovedperson i sit eget GTA, bare i virkeligheden, hvor der ikke kan rebootes. Sådan kan man vist godt sige det uden at afsløre for meget af slutningen på romanen, der udvikler sig til en regulær cliffhanger.

Theis har nået det absolutte nulpunkt. Han lever ikke længere i skyggerne, i udkanten, som i citatet med de tidlige mennesker for måske 500.000 år siden. Theis befinder sig i det brændende lys på savannen, der hvor mennesket er udsat, brændemærket, gennemlyst. Theis er blevet solar. 

Selvfølgelig skal man læse denne roman. Theis er ikke den eneste, der bliver gennemlyst, det bliver Danmark, verden og læseren også. Det kan godt være, at det er svært for outsideren at se en mening, men hvis man bruger positionen til at skrive en roman som Solar, så er der mange andre, der kan.

Jeg føler du føler det jeg også føler

Litteraturforsker Mette Høeg kastede for snart en måned siden en veritabel bombe ind i den hjemlige litterære andedam med sit indlæg om ”pigebørnenes” dominans i den nye litteratur. Men egentlig var det Weekendavisens litteraturredaktør, Johannes Baun, der antændte bomben ved at bringe hendes indlæg på forsiden af bogsektionen.

Koncensus i litteraturverdenen synes i dag at være følgende: Diskussionen handler ikke om køn, men om en ny drejning i litteraturen, en tilbagevending til 70ernes bekendelseslitteratur, blot i nye gevandter. I dag kaldes det autofiktion, litterær reality eller – den nye betegnelse – navlepillerlitteratur. Mænd som kvinder skriver i den genre.

Lad mig skrue tiden en fem år tilbage. Karl Ove Knausgaard var netop udkommet på dansk med første bind af Min kamp, men debatten om hvad hulen dette her nu var for noget, var allerede i gang inden den danske oversættelse. Jeg erhvervede mig bogen dengang og kan tydeligt huske min kamp med den. Da jeg nåede til side 118 i første bind, lagde jeg den endeligt fra mig i ærgelse. Jeg var nået til Knausgaards tre sider lange beskrivelse af sit første samleje, hvor han får en tør orgasme. Ærgelsen kom, fordi det naturligvis rager mig en høstblomst, om en eller anden nordmand får en tør eller en våd orgasme. For privat, for pinligt, uden relevans.

Men ærgelsen kom også, fordi Knausgaard skriver så godt, når han hæver sig over sit private liv. Tag bare de første 10-20 sider af Min kamps første bind, det er fremragende reflektioner over døden. Se dét er litteratur på verdensplan. Så hvorfor insisterede manden på også at skrive om private, ligegyldige banaliteter?

Jeg skrev en kronik om det dengang i det nu hedengangne kvartalsblad Bogmagasinet. Og det animerede mig til at skrive bogen ”Ukendt land – et essay om digtning, virkelighed og medier”. En stor del af indholdet beskæftiger sig med den nye virkelighed, som litteraturen optræder i, nemlig som reality shows i litteraturen, deraf begrebet litterær reality.

Det er et begreb, der er svært at få hold på, for det handler ikke om litteraturen isoleret, det handler om litteratur i de sociale mediers tidsalder. Forfattere er blevet gennemsigtige på en helt ny måde de seneste 10 år, og det er en gennemsigtighed, som er blevet grebet med kyshånd af medierne. Med litterær reality  fik kulturjounalister og spinatfugle et helt nyt håndtag til at skrive om digtere og forfattere, nemlig at interviewe dem om deres liv; for det var deres liv, forfatterne skrev om i bøgerne. Og det er meget lettere at interviewe folk om deres personalhistorie end om deres litteratur. Det er også mere udadvendt, folkeligt. Det er damebladshåndtaget, God aften Danmark, nu med en vaskeægte digter.

Anmelderne – især i Politiken og Information – greb også denne nye privatiseringsbølge med kyshånd. Sjældent er der blevet lavet så mange krumspring for at understrege, at jeg'et i bøgerne ikke var 1:1 med forfatteren, deraf det håbløse ord ”forfatterjeg”. Alle vidste naturligvis, at det var løgn, at det jeg, der optræder i bøgerne, naturligvis er lig med forfatteren tilsat lidt løgn, digt og fantasi. Men det er bekvemt for forfatterne af disse bøger i litterær reality-genren at lægge afstand til deres bekendelser, for så er der – populært sagt – ikke noget at komme efter. Dette er mig, men det er også litteratur, så dermed er jeg ansvarsfri for alt, hvad jeg har skrevet. Det er det, som litteraten Poul Behrendt kalder dobbeltkontrakten.

Det er fristende at grine ad det, men det er noget mere udfordrende og givende at analysere det. Så her kommer min påstand: Man kan ikke længere læse om virkeligheden i aviserne, og man kan slet ikke se den i TV. Den påstulerede virkelighed i medierne er altid konstrueret, og det kan man lugte. Så er der langt mere virkelighed i bogmediet, for her er det ufiltreret. Det er en ægte stemme.

Dermed får litteraturen også en ny og helt anderledes betydning i langt bredere lag, nemlig som talsrør for en generation, der ikke længere har et langt perspektiv på deres liv. Med klimaforandringerne og befolkningseksplosionen er fremtiden en dystopi. Det er svært af forestille sig, at verden vil blive bedre. På en måde er det en tilbagevenden til 80ernes atomskygge og 30ernes krigsliderlighed. Men med den afgørende forskel, at vi i dag takket være de sociale medier og internettet nu kan få alt at vide på et splitsekund.

Det er den enkeltes oplevelse af denne verden, der bliver beskrevet i den litterære virkelighed. Eller sagt med den brede pensel: Når nu ingen længere tror på de etablerede medier eller politikere, så må forfattere være sandhedsvidner. Dette er det levede liv, dette er ægte. Det er til at forstå. Og det er også med til at puste nyt liv i den noget ellers eksklusive lyrikklub. Det er en folkeliggørelse og et nyt sprog til den ellers noget bedagede selvhjælpslitteratur.

Og se det, det kan os klassiske litterater og lyrikelskere egentlig ikke lide, hvis litterær reality-forfattere, godt hjulpet af anmeldere på jagt efter det nye nye, insisterer på, at det er stor litteratur. Barbarerne har ikke bare gravet sig ind på vores enemærker, de har sgu indtaget hele paladset. Og det vil klæde os at indrømme, at det også er det, som det handler om: lyrikken er blevet proletariseret, forfladiget. Den er trådt ind i samtiden som ægte, selvoplevede følelser og stemninger uden filter. Det er der åbenbart et behov for, og det behov er både forståeligt og sympatisk. Men det er ikke lyrik, som vi kender det. Det er litterær reality.

I sidste uge udgav Rolf Sparre Johansson en digtsamling, der kan tjene som et skoleeksempel på, hvad litterær reality (navlepillerlitteratur, autofiktion, take your pick) er. Den hedder Søvn og handler om manglen på samme som nybagt far. Politikens anmelder Mikkel Krause Franzen giver den fire stjerner i Politiken under overskriften ”Debutdigte om desperate nattetimer med spædbarn anbefales til alle”. Og hvorfor kan Frantzen lide den? Fordi han kender det fra sig selv som nybagt far. Altså har vi her en mand, der skriver om en anden mand, der skriver om at være småbørnsfar. Det er det ene ben i litterær reality: At anmelderne også kan skrive om sig selv lige som forfatterne.

Det andet ben er medietimingen med salgsfokus: Rolf Sparre Johansson fik i forrige uge en hel bagside i Politiken, hvor han skrev nogle dagbogsnoter om – ja, at være småbørnsfar. Så der er allerede varmet op under udgivelsen. Alle og enhver kan desuden følge med på Johanssons facebookside og garanteret også på diverse blogs i hans omgangskreds.

Dette er essensen af litterær reality: En mand eller kvinde udleverer sit inderste efter bedste evne, og alle, der kan identificere sig med vedkommende, kan nu læse om det i digtsprog i stedet for i en selvhjælpsbog. Lyrik folkeliggjort, følelser til folket som i dameblade og TV.

Men det halter lige dér, hvor det bliver betragtet som god litteratur. Det er muligt, at anmelder Franzen anbefaler digtsamlingen til alle, men dette alle indbefatter ikke mig. Jeg gider ikke læse om nybagte fædres søvnproblemer, jeg kender alt til det. Jeg gider heller ikke læse Sofie Mannings coachingbanaliteter eller Joan Ørtings sexuelle erfaringer. 

Jeg er ikke til selvhjælp, jeg er til litteratur. Og litteratur rækker ud over den enkelte, ud over de folk, som har samme erfaringer som forfatteren. Litteratur har kvaliteter, der hæver individet ud over sin egen erfaringsramme andet end som reference for, at andre har det på samme måde som én selv. Dét er problemet med litterær reality. Dens essens er læseridentifikation: Du er ikke alene. Det gælder for både forfatterne som læserne i denne genre. Vi forstår og føler med hinanden, 1:1, og vi kan til enhver tid række ud mod hinanden og få feedback på sociale medier her og nu.

Som et korrektiv til konkurrencesamfundet er litterær reality glimrende. Som litteratur, som bogværker, er det oftest noget bras med meget begrænset levetid. Det er blandt andet derfor, at mange litterater protesterer mod litterær reality: Selvhjælpsbøger har overtaget mediernes litteraturfokus. Det sker på bekostning af kvalitetslitteraturen, der nu spiller andenviolin.

Til gengæld er der ret mange, der spiller andenviolin. Der er et sandt mylder af mindre forlag, der udgiver kvalitetslitteratur, både dansk og oversat. Hvis de etablerede litteraturredaktioner havde mod og mandshjerte, gav de redigeringen af en uges litteraturtillæg til et af dem – vel at mærke et, der ikke exellerer i Litterær reality. Der er nok at tage af. Arena, Spring, Det Poetiske Bureau, Møllers Forlag, Antipyrine mv. Der er alt at vinde, intet at tabe. Hvem kommer først? Politiken, Weekendavisen eller Information?

PS: Læs Ida Marie Hedes ”Inferno”.

Myte aflivet: Biblioteker køber færre bestsellere, ikke flere.

Internetmagasinet Søndag aften er altid god for nogle solide historier. Her er en, der afliver myten om, at bibliotekerne køber flere og flere bestseller. Det hævdes ellers ofte fra mange sider, men det har intet på sig. Læs selv:

http://søndagaften.dk/2014/08/ingen-bestsellerisme-paa-biblioteker/