Brænd det litterære overskæg

Peter Laugesen ligner vel alt andet end en digter, da han kommer op på scenen til årets Bogforum. Tyk, hjemmestrikket sweater, ubestem-melige bukser og vandrestøvler. Det er jo blevet en slags vinter. Han har en øl i hånden – okay, det er måske meget digteragtigt – og roder lidt rundt med det ene og det andet, inden han fortæller om sin digtsamling Tohuvabohu. Det er en gammel, forsvundet digtsamling fra 1978, som forlæggeren og forfatteren Asger Schnack pludselig fandt blandt en stak andre efterladte manuskripter fra Borgens Forlag, der i 80-90erne var det førende lyrikforlag hertillands.
 

Bum! Der lå Tohuvabohu. Titlen er det hebræiske ord for øde og tomhed, altså det der ifølge Biblen var før, der var noget andet. Laugesen fortæller en længere historie om, at digtsamlingen egentlig begyndte som et bestillingsprojekt om en børnebog, men så skete der et eller andet, så projektet blev skrinlagt. Derefter arbejdede han videre med det og sendte det ind til sit forlag – som så fik det forlagt. Men nu er det her pludselig igen, og det er Peter Laugesen i høj grad også. Han begynder at læse op på sit underspillede østjyske:

I begyndelsens lys
før det første menneske
blev til
spillede de navnløse
på rummets strenge
og legede
med kloder
der ikke findes
i stjernekiggernes
sjælegranskernes
eller nervelægernes
kort over
det tilladte univers
...

Peter Laugesen er en garvet oplæser, og snart har han publikums fulde opmærksomhed. Det særlige kendetegn ved Laugesen er hans blanding af det indsigtsfulde og det pjattede i samme digtsamling, ofte også i samme digt. Det gør det pjattede mere indsigtsfuldt og det indsigtsfulde knap så ophøjet. Mange af digtene i denne forlagte samling handler om dyr, en slags barnligt blik på det store og hele, som vi kalder verden, og dermed også på ganske almindelige folk og deres oplevelse af omverdenen. Det kan lyde sådan her:

Der er mus i posen lille mor
åh bare du
kan finde dem
men det skal jeg nok
når jeg blir stor
åh glæd dig
lille mor
for far er den bedste i verden
hvad laver din far så
jae min far han er
øh ja øh bøh
han er
han er død
og din far
jae han er sådan nærmest øh
han er sgu æh bæh øh
bøh
han er hvad er det nu
det hedder
han er sgu da for faen
arbejdsløs
                      mand
jamen så ved du jo
hvad jeg mener
ikke
fedt mand kul på
blå syre moster
og isblomster
i øjnene
jae joe sådan er det du
sådan skal det være
                               Mand

Den slags er klassisk Laugesen, og det vækker naturligvis jubel her på scenen i Bogforum, hvor Laugesen ikke har problemer med at overdøve al messestøjen. I Tohuvabohu har Laugesen selv et udtryk for sin digtpraksis: Brænd det litterære overskæg, som der står et sted i bogen. På mange måder er det nærmest en lykkelig digtsamling med børn, dyr, århusiansk forstadsliv og en hyldest til det hele –”planterne synger i urtepotterne” – bortset fra alle teknokrater, teknologiske vira og politikeres tågesprog. Peter Laugesen er anarkist af guds nåde. Han var det allerede i begyndelsen af 60erne, hvor han søgte at alliere sig med daværende Situationistisk Internationale, der blandt andet talte folk som Asger Jorn og Jørgen Nash. Men situationisterne var kendetegnet ved, at de hele tiden brød ud i mindre grupper, som ikke var enige med de andre, så det var en noget rodet forsamling, den unge Laugesen, født 1942 og typograflærling, mødte rundt om i Europa. Men det er en anden og heller ikke kedelig historie.

I dag er Peter Laugesen fyldt 75 og har et hav af primært digtsamlinger på bagen. Han har aldrig skrevet en roman. Anmelderen og digteren Poul Borum begyndte engang en anmeldelse af endnu en digtsamling med at konstatere, at nu var der igen brev fra ham digteren fra Brabrand. Og sådan er det med Laugesen: Hele hans værk er ét langt brev, tilsyneladende en lang, ustruktureret associationsleg, men kun tilsyneladende. Noget er meget stramt, andet meget løst for at give læseren et flow, der stikker i mange retninger. Laugesen skriver selv i efterordet til Tohuvabohu, at han såmænd godt kunne have redigeret den til at være noget, han havde skrevet i dag, men at det ville være snyd.

Og hvis man sammenligner med hans seneste digtsamling, Travelling, her fra i år, er der også forskel i tempo og intensitet. Den overdådighed og livsboblen, der kendetegner Tohuvabohu, er kun glimtvis til stede, hvilket vel ikke er så underligt 40 år efter, hvor

Vidnerne er døde
jeg kan sige, hvad jeg vil,
hvad som helst,
de siger mig ikke imod.
Tiden rummede, hvad der skete
i glemte folks tilgroede huse,
i deres buskede ører og næser.
Deres gamle fotos af sig selv,
da de var dem,
der så sådan ud engang,
før glemselen
satte sine robotter på sagen.

Jeg mærker, en sang er på vej.

Fugle og insekter krydser
som spruttende raketter hen
gennem himlen mellem træerne.
Regnen står skråt ind over bordet.
En lille grøn fyr
falder død om på papirbunken,
mørket står ud af alt levende
som et minde og det unges tilladelse
til glemsel. Den vokser ikke med årene.

Lad os tale om noget andet, nu
vi er ved det. 

Og sådan er det. Godt nok er Laugesen blevet 40 år ældre, men fugle kan stadig kaldes spruttende raketter. Og han er som altid god til at lege med ordene, ”Der er ikke noget at sige, men sig det ikke til nogen”. Savner han ungdommen og vildskaben? Ja, sikkert, hvem gør ikke det. Til gengæld er han blevet mere forfinet med årene, der er ikke så meget rablen og automatskrift, som hans praksis hed dengang i 60erne og 70erne. Automatskrift er er ord fra surrealisterne: Skriv lige hvad der kommer ind i hovedet og rediger ikke. Alt er lige værdigt. Hvis man læser den meget tidlige Laugesen, kan man møde meget af det. 

Og i det hele taget: Hvis man ikke før har læst noget af Laugesen, kan man bare tage på biblioteket og plukke mellem det store udvalg. Her kan man for eksempel finde samlingen ”Guds ord fra landet”, der har Gandhi, Niels Bohr og Lenin på forsiden – alle med hugtænder – og suppleret af det i 70erne så ikoniske billede af Burt Reynolds uden en trevl på et lammeskind. Men man kan også låne Tohuvabohu eller Traveling, hvor især disse strofer fra den sidstnævnte har brændt sig fast:

Fremmede steder står
som lysende blod i støvet.

Det konservative kulturtab

Skulptur af  Rudolph Tegner - fra Tegner-museet i Dronninglund

Dagbladets Informations journalist Anna Ullman havde en meget fin og aktuel kommentar i avisen forleden. Udgangspunktet var Mads Holgers folketingskandidatur hos De Konservative, men hendes budskab var vist et andet: At De Konservative i Folketinget for længst har glemt værdien af kulturel indsigt, og, som hun skriver ”I dag er marginale kulturkonservative imidlertid nogle af de eneste i den offentlige debat, der faktisk tillægger kulturen netop den stærke indvirkningskraft (…) Det egentlige spørgsmål er, hvorfor vi i grunden finder det så lattervækkende, når nogle borgerlige debattører formaster sig til at tillægge kulturen et reelt politisk potentiale?”

Det er et fremragende spørgsmål, og jeg scrollede gennem kommentarfeltet i netudgaven. Ud af 35 kommentarer latterliggjorde de 34 enten De Konservative eller Anna Ullman. Så jeg vil gerne perspektivere hendes efter min mening korrekte pointe: De Konservative tabte kulturelt set fuldstændig fodfæste til modernisterne og de kulturradikale i 60erne, og hvis man skal finde én god ting at sige om nullerne, er det, at de kulturelt bevidste konservative kom tilbage i samfundsdebatten – ikke mindst ved at sætte menneskets individuelle frihed i centrum.

Det er ikke et frihedsbegreb, der er forbeholdt de konservative. Man kan gennem kulturhistorien finde mange eksempler på socialt og revolutionært orienterede personer og bevægelser, der havde samme udgangspunkt, herhjemme grupper som for eksempel Cobra og Situationisterne. Venstreorienterede anarkister i mange afskygninger for nu at sætte et andet navn på. Disse bevægelser tabte kampen om venstrefløjen allerede i 1968, da dogmatikerne satte sig på definitionen af at være venstreorienteret. Siden har venstrefløjen stort set sat det fælles frihedsprojekt højere end individets frihed.

Det er naturligvis en falsk modsætning. Det fælles bedste kommer ikke før individets bedste, det fælles bedste er summen af alt det bedste i alle individer, for nu at formulere det slogan-agtigt. For mig at se står dette i skarp modsætning til den herskende diskurs om, at det fælles bedste opnås ved lovregulering og individkontrol, som stort set alle partier fraset Liberal Alliance synes at gå ind for. Man kan også sige, at middelklassenormer har vundet big time – også på venstrefløjen. Det venstreorienterede synspunkt om frihed og lighed via styrkelse af kulturel indsigt, viden og frihed gik tabt i det socialdemokratiske dogme om, at al kultur er godt – at der ikke er forskel på klatmalere og kunstnere, på amatørskriverier og litteratur. Siden har synspunktet ikke vundet fodfæste igen. Man kan endog se det genspejlet i den aktuelle debat om litterær reality, hvor en masse middelmådigheder får spalteplads, så længe de er ”autentiske”. Det svarer til at påstå, at der ikke er forskel på en Hyundai og en Mercedes, fordi begge mærker er et selvkørende transportmiddel på fire hjul.

Men tilbage til De Konservative. I folketinget synes repræsentanterne at være enige om, at kulturel dannelse og indsigt er en privatsag, og dermed er det Gud, konge og fædreland i samdrægtighed med kolde kontanter, der er i højsædet. Sådan har det ikke altid været. Dengang før 1960 var forskellen på Venstre og De Konservative tydelig: For Venstre betød nærdemokratiet stadig noget positivt, og for de konservative var det vigtigt at være et dannet, kulturelt vidende menneske. Ellers var man en bonderøv, og så hørte man hjemme i Venstre.

For et års tid siden fandt jeg en årgang af Danmarks første reklametidsskrift. Årgangen var 1938, og tidsskriftet hed ”Avertisering”. Det var stiftet af en E. G. Eberling, som var bonkammerat med forfatteren Jacob Paludan, der er mest kendt for romanen ”Fugle omkring fyret” – en kommentar til moderniseringen og industrialiseringen af landets provinsbyer. Begge var kulturelt bevidste konservative og noget af det sjoveste ved tidsskriftet er, at der var boganmeldelser i – også selvom det handlede om den nye profession, reklame. Og det var ikke kun bøger om erhvervsliv og den slags, der blev anmeldt, det var såmænd også nye digtsamlinger. Redaktionen af Avertisering var heller ikke bange for at strø om sig med klassiske citater på latin, der ikke var oversat til dansk. Man kunne naturligvis sin Odysseen og sin Cicero, man vidste hvem P. B. Shelley og Dante var – og havde læst dem på datidens katedralskoler og gymnasier. 

Den form for klassisk konservativ dannelse blev effektivt myrdet af Rifbjergs berømte sætning i digtsamlingen ”Konfrontation” fra 1960: ”Poesi: Hvor er mit brokbind”. Ud med alt det gamle lort, og det har ikke siden vundet fodfæste. I dag er oldtidskundskab og latinundervisning forsvundet, og med det en stor del af sprogforståelse historisk set. Folk kender ikke kulturhistorien længere, og i disse dage ser vi endda en radikal minister, som er godt i gang med at myrde store dele af humaniora, fordi det ikke forventes at kunne betale sig i fremtiden. Naturligvis var den klassiske dannelse også en klassemarkør, men den rummede den værdi, at den forstod nutiden i lyset af fortiden og det fællesmenneskelige gennem tiderne og dermed en mytologisk forståelse af mennesket som individ i et fællesskab.

Det er i dette lys, at man skal vurdere Mads Holgers indtræden på den politiske arena. På sin vis er han et opgør mod den herskende materialisme både til højre og venstre i Folketingssalen. Han er også et oprør mod middelklassenormerne og kontrolsamfundet. Derfor er han meget velkommen – naturligvis også for en gammel venstreanarkist som undertegnede. Så kan vi tage et slagsmål om den økonomiske fordelingspolitisk og den nuværende globale røverkapitalisme en anden gang.