Søg i denne blog

søndag den 4. november 2018

Alt er lige virkeligt




Der er noget hemmeligt over Iben Claces. Jeg vil godt holde en halv kanelstang på, at der ikke er særlig mange, der kender hende, og hvis de gør, så er det for hendes digte i 1990’erne, hvor hun udkom med tre digtsamlinger på det dengang førende lyrikforlag Borgen. Den første, Tilbage bliver fra 1994, blev tildelt den dengang nystiftede Bogforums Debutantpris, hvilket bringer Iben Claces i selskab med Tore Ørnsbo og Yahya Hassan som de kun tre forfattere, der har modtaget prisen for en digtsamling.  Man kan sagtens kalde disse tre digtsamlinger for Iben Claces' tidlige digttrilogi, for med det nye årtusinde blev der stille omkring Iben Claces, hvilket hænger sammen med børn. Det kan man forvisse sig om i hendes eneste bog fra Nullerne, fortællingen Akikos ammehjerne fra 2004, som handler om – ja, det giver sig selv.

I 2011, tolv år efter hendes sidste 90er-digtsamling, den helt vidunderlige Stjernehavet, udkommer Claces igen med nye digte, nemlig samlingen Den femte sol, der blev totalt overset af både anmeldere og et bredere publikum, hvilket muligvis skyldes den poetik, som Iben Claces har fulgt hele vejen, nemlig at forene myter med virkelighed. Det bliver hurigt til den retning i  litteraturen, som vi kalder symbolisme. Den femte sol trækker tråde tilbage til gamle, mytologiske kvad om menneskets stilling i verden og naturen, om altings sammenhæng. Historisk set er det ikke den form for digtning, som danskere sætter mest pris på, måske bliver det bare for mærkeligt, fremmed og alvorligt, hvad ved jeg. Men man kan sagtens finde lignende digtning her i Norden, tag bare islandske Gerður Kristnys to digtsamlinger Blodhingst og Drapa, der forbinder en nutidig hverdag med de nordiske mytologiske rødder. Det er den tradition, som Iben Claces befinder sig i med sine digte i Den femte sol, hør bare et tilfældigt udpluk her:

Barkklædt med oksehorn, fletning
  af regnvand, læbernes
sandjord, øjnenes muld.
  Hendes fødder planter frø
i forårets storm, væver sne
  i sommerens tæppe.
Hun borer hælene ned
  i have af sand, af is, i have
af stjerner, af salt.
  Kredsen
trædes i vandet, stampes
  i vinden
(...)

De er sjældne vækster, de digtere der kan skrive på den måde, for det afslører sig selv lynhurtigt, hvis det blot er en påtaget, ydre form. For at det skal blive nærværende og vigtigt, skal det være personligt gennemlevet, det skal være båret af indsigt i langt mere end sprog og digtning, det skal være et udtræk af forfatterens erfaringer i forbindelse med myterne, trådene tilbage til skabelsesberetningerne, de kollektive og den individuelle.

Det er i det lys, man skal læses Iben Claces nye bog ved navn Tærskler, der udkom for et par måneder siden på Forlaget Spring, som denne blog har et godt øje til. Tærskler er en roman om en piges barndom og ungdom, primært, men den er selvfølgelig også andet og mere. Det er en fintfølende registrering af et menneskes individuationsproces, som det hedder, hvis man skal bruge de termer, som symbolanalytikeren par excellence, C. G. Jung bruger, og det synes jeg, at man skal, for det ligger i titlen, Tærskler. En tærskel er andet og mere end et dørtrin, det er det sted, hvor mennesket overgår fra et stadie til et andet, både helt konkret og på et psykologisk plan. Tærsklen er forandringens fikspunkt, og den bliver brugt symbolsk i mange eventyr og film, ofte med en tærskelvogter iblandet. Tærskelvogteren kan være den onde drage, der forhindrer prinsen i af få prinsessen, tærsklen er vindebroen, der skal passeres.

Men så dramatisk går det slet ikke for sig i Iben Claces roman, der umiddelbar kan se ud som en ganske almindelig fortælling om at være barn. Men kun umiddelbart, for tærsklerne pigen/kvinden betræder er magiske, hvilket blot er et andet ord for at gå fra én tilstand til en anden. Det kan være ganske små ting som at gå ind i et legehus eller større som seksualitet og død, det hele har sin værdi og betydning i individuationsprocessen, i formningen af et menneske. Og det sjove ved det er, at det hele kan se ganske tilforladeligt og almindeligt ud, hvilket det også er, men det kan samtidig være noget langt mere betydningsfuldt. Forskellen kommer med opmærksomheden, med bevidstheden om at være en del af noget større end blot et tilfældigt menneske i en tilfældig tid.

I Tærskler viser opmærksomheden sig gennem sproget. Iben Claces skriver noget af det mest klokkerene dansk og beskriver de enkelte episoder med den gode digters præcision. Derfor er der mange afsnit i Tærskler, der kan stå lige så tågede som elverpiger i mosekonebryg, hvis man ikke ved, hvad der overordnet er på spil. Pigen i romanen kan for eksempel aldrig sove, hvilket naturligvis irriterer forældrene, der gerne vil have tid til sig selv, tid til sex og kærlighed, så pigen bliver sendt i seng efter aftensmaden, uden forklaring, så hun kan ikke argumentere imod det, som det hedder. Og videre:

”Hun ligger i den smalle underkøje i den orangemalede seng, og hun drømmer og tænker og lytter. Netop fordi man skal sove, er barnets hørelse slået vidåben. Som en dør mod en tærskel, et blændende hvidt men sløret rum, hvor alt træder alt for tydeligt frem. Som en køkkendør, der lukkes sagte, ad to omgange. Først forlader moren huset. Så forlader faren det.”

Her klipper romanen til en oplevelse, som den nu unge kvinde har i en bar, der kun består af kvinder, hvor hun er på date med en anden kvinde. Og klipper så tilbage til barne-erindringen, hvor en tåge blænder hende; det er mosekonen, og al tid bliver ophævet, barnet er

”... alene i halvlyset, i aftendagen, i halvverdenen mellem de hvide gardiner og hjerteslagene, der bliver så heftige og faste, at de banker hende ned i den blå madras. Ned og ned, og måske kan hun ikke rejse sig, med mindre hun prøver lige nu. Måske kan hun aldrig komme fri, men forstenet, som det to millioner år gamle træ, de så i antikvitetsforretningen. Det ligner sten. Det var meningen, at det skulle vokse, men to millioner år er længe nok til at ligne en sten”.

Herefter klipper romanen igen til en anden oplevelse med forældrene, på et skib hvor faren og moren hvisker sammen og barnet ikke vil vide af det, ikke høre.

”Så hun flyver ud af sit bryst og forvandler sig til en sommerfugl, der søger forskellige bregner (...) Halvlyset i hvidnatten forvandler ingen til sten; det forvandler børn til tåge”.

Den slags præcise observationer og overgange er der mange af i Tærskler, nok til at rundbarbere en hvilken som helst læser. Derfor kan romanen godt fremstå både ualmindelig syret og uendelig almindelig, lidt som hvis man læser en roman af Kafka, Slottet for eksempel: Der sker et eller andet meget mærkeligt, men du aner ikke, hvad det er, for nøglen eksisterer kun i din egen bevidsthed. Hvis den da gør det. Og det er vel det, der er essensen af magisk tænkning: Alt er lige virkeligt, tid og sted kan ophæves, elverpiger (dem er der mange af i romanen, og de hænger sammen med pigen/kvindes optagethed af farven og sindsstemningen hvid) kan være realiteter. Alt formes og former.

Derfor er der heller ikke nogen decideret handling i Tærskler, der er situationer og forløb. Samlet giver det en roman, der dårligt kan kaldes en roman, det er snarere et langtidsfremkaldende billede af en piges forvandling til kvinde primært gennem hendes erfaringer med den ultimative anderledeshed, nemlig drengen og manden. Hvordan rummer man sådan en størrelse, hvad består den af? Det gør også romanen til en oplevelse for en mandlig læser, der nødvendigvis skal rumme og prøve at forstå den modsatte anderledeshed, nemlig kvinden og pigen.

Men jeg vil godt holde – denne gang en hel – kanelstang på, at Tærskler ikke får mange mandlige læsere, og det kan man selvfølgelig synes er lidt ærgerligt, men jeg tror, at den meget feminine skrift bliver for hardcore, for fremmed. ”Det er der ikke noget at gøre ved”, som Iben Claces gentager meget ofte hen mod slutningen af romanen, når hun ser, at noget kunne og muligvis burde være anderledes, men hvorfor ændre det? På den måde bliver Tærskler også til en bog om at – måske ikke acceptere, det er et forkert ord – men komme overens med virkeligheden i dens mange gestalter. Og den udfordring (i ordets oprindelige betydning) er nok i virkeligheden en af de største for os mennesker.

Man skal absolut prøve at give sig i kast med Tærskler. Den har potentiale til at være en tærskel, en forandringsproces og indsigtsudvidelse i sig selv.












1 kommentar:

  1. Jeg er veldig glad for å dele min erfaring her, jeg heter Brenda og jeg var lykkelig gift. Ikke før mannen min sa at jeg jukset med ham, da ble vi begge små irriterende par, han kunne ikke tro, og han stolte heller ikke på ordene mine, så vi søkte om skilsmisse, senere ble vi separerte og svor å aldri gjøre opp. Jeg prøvde å gå videre, men jeg kunne ikke bli uten ham, så jeg begynte å søke etter mannen min, så ble jeg henvist til Dr.IZOYA. En flott mann jeg kom over, han kastet en kjærlighetsfortroll og fikk mannen min tilbake innen 24 timer. med dette er jeg her for å dele kontakten til Dr. IZOYA, nå ham via drizayaomosolution@gmail.com. Han er faktisk mektig og spesialiserer seg i følgende saker ...
    (1) Elsker trollformer av alle slag. (2) Slutt skilsmisse. (3) Slutt barrenness. (4) Trenger åndelig hjelp.

    SvarSlet