Vovehalsens afrikanske bevidsthed

Hvem kender Beryl Markham? Jeg gjorde ikke, før jeg faldt over en bog kaldet Med natten mod vest. Det viser sig at være en erindringsbog af den første kvinde – og menneske i det hele taget – der fløj over Atlanten fra England til Canada. Det var i 1936. Egentlig skulle hun være landet i New York, men det ville flyet ikke. Hun overlevede og blev hyldet som en af de luftens pionerer, der var datidens folkehelte.

Men dette er for mig at se den mindst interessante del af biografien, som her i 2017 er genudgivet af Forlaget C&K, der netop er blevet solgt til Gyldendal. Biografien er en del af serien ”Rejsebiblioteket”, der også har genudgivet klassikere som Peter Matthiessens Sneleoparden og Bruce Chatwins I Patagonien. Genren er altså defineret bredt, men det er kvalitet med kvalitet på.

Det virkeligt interessante i Med natten mod Vest er hovedpersonen, Beryl Markham. Hun blev født i England i 1902, men som 4-årig blev hun rykket til Kenya, hvor hendes stålsindede og eventyrlystne far havde købt et jordstykke, der skulle blive til en farm. Men det blev uden hendes mor, som straks rejste tilbage til England, da hun ikke kunne klare Afrika. Og lille Beryl? Hun blev tilbage på farmen i Kenya, hvor hun fik en noget aparte opdragelse. Som noget udsædvanligt – forestiller jeg mig – var hun mest sammen med ”de indfødte”, både mænd og børn, så hendes opdragelse var halvt som afrikaner og halvt som britisk kolonist.

Den kamp vandt afrikanerne. Det er klart, at det var meget mere spændende at tage med på jagt end at terpe bibel og græske guder, og hendes far lod hende gøre det. Beskrivelsen af Beryl Markhams barndomsliv får en dansk skovbørnehave til at ligne et fængsel:

”Da jeg var barn, løb jeg hver dag barfodet rundt med nandi-moranerne [afrikansk jægerstamme], på jagt i Rongai Valley eller i cederskovene på Mau Escarpment’s stejle skråninger. I begyndelsen fik jeg ikke lov til at gå med spyd, men det var moranernes eneste våben. Man kan kun jage et dyr med sådan et våben, hvis man ved, hvordan dyret lever. Man må vide, hvilke ting det holde af, hvilke ting det frygter, og hvilke stier det følger. Man må være sikker på dets hurtighed og vide, hvor modigt det er. Dyret ved alle disse ting om jægeren, og det er ofte bedre at bruge viden”.

Beryl Markham er lærenem, ikke bare i forhold til jagt, men også i forhold til de afrikanske jægeres  verdensanskuelse, der er rundet af jagten. Det er benhård logik: Hvis du ikke gør tingene ordentligt og bruger samtlige sanser og din viden, så kvajer du dig, og det kan hurtigt koste livet, ikke bare for dig selv, men også for jagtkammerater og familie. Det er en dagligdag blandt vilde leoparder, løver, næsehorn, slanger både foroven og neden. Beryl Markham gengiver en jagt på et vortesvin, hvor hun og de voksne jægere skal pisse deres territorie af ansigt til ansigt med en løve, før de når frem til svinet, som har gravet sig ned i en hule – og flænser Beryls elskede jagthund fra top til tå. Det er den virkelighed, som barnet forholder sig til – og følgelig adopterer hun afrikanernes livsfilosofi: De stærkeste overlever, men selv de kan lave fejl. Døden er konstant i hælene på dig selv og andre, men det er vilkårene her i livet.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om den filosofi er kynisk eller blot illusionsløs. Om ikke andet er det med til at skabe den vovehals, som Beryl Markham udvikler sig til at være. Du skal frygte ting, men det er forbudt at være bange eller stikke halen mellem benene. Det er din skæbne som menneske. Beryl Markham lærer i den grad at stå på egne ben, og da hendes far blandt andet er hesteopdrætter, bliver hun det også. Som den første kvinde nogensinde bliver hun professionel berider og træner i Nairobi, inden hun er 18 år gammel.

Men igen – for mig er det mest interessante den blanding af afrikaner og englænder, som hun vitterlig er. Hendes forhold til dyrene og naturen er klart afrikansk. En af hendes gode afrikanske venner, Kibii, fortæller hende legenden om kamæleonen, som Gud sendte til den første mand, der blev skabt, og som gik rundt og var ensom. Kamæleonens budskab var, at døden ikke findes. Men dagen efter sendte Gud sølvhejren med det modsatte budskab: At døden findes. Sølvhejren var den hurtigste til at aflevere budskabet, og derfor skal alle mennesker dø. Og se det er jo en god historie. Her er Beryl Markhams refleksioner over det, mens hun skrev biografien i begyndelsen af Anden Verdenkrig:

”På det tidspunkt var jeg naiv nok til at gruble over sandheden i sådanne fabler. I de år der er gået, har jeg læst og hørt flere lærde redegørelser for lignende emner; Gud er forandret fra at være Gud til at være en ukendt mængde, kamæleonen er blevet til x og sølvhejren til y. Livet fortsætter, indtil døden standser det. Spørgsmålene er de sammen, men symbolerne er anderledes. Men kamæleonen er stadig en munter, om end dorsk fyr, og sølvhejren er en smuk fugl. Der findes utvivlsomt bedre forklaringer, men på en eller anden måde foretrækker jeg Kibiis nu om stunder”.

Man kan sagtens uddrage et kortfattet resumé over Beryl Markhams livsfilosofi: Alt liv dør. Lev med det! Og når det kommer til kampen mellem den hvide mands gerninger modsat den sorte, skriver hun i klartekst:

”De indbyrdes stridende erobrere har ignoreret Afrikas egen vitale sjæl, der udstråler en sand modstand mod erobring. Sjælen er ikke død, men tavs, visdommen mangler ikke, men den er så enkel, at den regnes for ikke-eksisterende af den moderne civilisations kræmmersjæl. Afrika er ældgammelt, og mange af folkeslagene har blod, der er lige så ærværdigt og rent som sandheden. Hvilken opkomplingsrace, udsprunget af et af de seneste, uudviklede århundreder, bevæbnet med stål og storskryden, kan i renhed måle sig med en eneste masai-moran, hvis oprindelse går næsten helt tilbage til paradisets have? Det er ikke ukrudtet, der er fordærvet, ukrudtets rødder sugede liv til sig ved jordens skabelse og rummer stadig dets inderste væsen. Altid vender ukrudtet tilbage; kulturplanten bukker under først. Racerenhed, sandt aristokrati, udvikles ikke ved forordning eller udenadslære, men ved bevarelse af slægtskabet med naturens kræfter og meningen med livet, hvis indhold ikke er sværere at forstå for en indfødt hyrde end for en akademiker, der famlende, men kultiveret søger efter den”.

Tak for kaffe! Det vi har her, er en elitær åndsaristokrat, men på naturens vegne. Bortset fra det aristokratiske og elitære, er det vel et budskab, som går direkte ind i hjertekulen hos tidens miljøforkæmpere. Beryl Markham er en hvid, aristokratisk kvinde, men hendes hjerte banker så sort som en masai-høvding. Eller hvad? Det er i hvert fald, hvad jeg kan udlede af biografien, og det er det, der gør den så fascinerende i modsætning til Karen Blixens ”Den afrikanske farm”, der handler om den hvide kvindes (og mands) blik på Afrika. Den historie er blevet fortalt så ofte, men hos Beryl Markham finder vi noget virkelig anderledes og solidarisk med ”Afrika” – hvad det så end er. Det er selvfølgelig en forenkling at tale om Afrika som én størrelse, og Afrika i dag er noget helt andet end Afrika før Anden Verdenskrig. Men kan man tale om en afrikansk sjæl, som Beryl Markham gør? Jeg ved det ikke. Men det er en spændende problemstilling.

Beryl Markham udelader en masse biografiske oplysninger i Med Natten mod Vest. Der står intet om hendes ægteskaber og børn, men der står meget om både Denys Finch Hatton og Bror Blixen, som er kendt af de fleste danskere. Begge roses som enestående individer, der er ikke så meget nyt der. Men der er flere gode historier om Bror Blixen, og det er selvfølgelig meget underholdende. Hvis man synes. Beryl Markham taler i bedste britiske stil ikke dårligt om nogen, og hendes privatliv vedkommer ikke læseren. Det synes jeg faktisk er god stil. Jeg kan af og til savne de dage, hvor det var upassende at tale om det mest private, og jeg kunne også godt tænke mig at have oplevet Afrika i Beryl Markhams ungdom. Men den slags kan man ifølge hende ikke bruge til noget som helst. Døden er at se sig tilbage, livet er at se fremefter. Og det har hun selvfølgelig ret i. 

Nøgne grønlændere med banan

Niviaq Korneliussen er et af de nye navne, der bliver ved med at dukke op forskellige steder i de litterære cirkler – og med stadig stigende styrke. Jeg havde ikke hæftet mig så meget ved det, måske fordi jeg er blevet lidt for gammel (måske især på den dårlige måde) til at tage alt for store lovprisninger af unge kometer og mulige talenter særlig alvorligt. Alarmapparatet bliver tændt, for hvorfor er det nu, at ungdommens stemme skal hyldes blot fordi den er ung og ny, blot fordi den inkorporerer de nye medier i sin skrift? Jeg forstår det ikke, og jeg synes at det er lidt pinligt. Der er alt for meget ungdomsdyrkelse, X-Factor og medieselvsving over det.

Omvendt læser jeg disse nye unge forfattere, for ellers kan jeg jo ikke udtale mig om det. Og ret skal være ret: Jeg kan godt se, at mange af dem har en ægthed og en blafrende ungdommelig åbenhed. Mange passer perfekt ind i den moderne medierede verden som forbilleder for andre unge, der ikke vil tilpasse sig ”optimeringssamfundet”, som Danmark her anno 2010erne er blevet kaldt. Al respekt for det, jeg kender det fra mig selv dengang i 80erne, da jeg var ung.

Mange af disse unge forfattere har givet det litterære greb en plads i samtidsdebatten, og det er som sådan, at de oftest skal vurderes. Bøger som debatindlæg, litterære indslag i samtiden. Det er essensen af litterær reality. Folk skriver deres liv ud nærmest 1:1, og på den måde bliver de og deres skrift ofte en kritik af samfundsindretningen, konformiteten.

For nylig mødte jeg en ung teaterinstruktør, som skar det ud i pap: Når virkeligheden bliver fiktion, må fiktionen blive virkelighed. Godt sagt! Og hun hentydede naturligvis til politikersnak og indholdsløse medier, som gengiver en virkelighed, der er fiktion på den måde, at den er så konstrueret og gennemtygget, at folk ikke længere kan se sammenhængen med deres egen virkelighed.

Forleden faldt jeg så over Niviaq Korneliussens debutbog, HOMO sapienne, på det lokale bibliotek her i Hvidovre. Det er et storartet bibliotek. Det udstiller altid de nyindkøbte bøger, så man hurtigt kan tage dem med hjem og orientere sig i dem, eventuelt læse dem med hud og hår. Homo Sapienne har en forside, der fænger. Man ser en grønlandsk kvinde, tilsyneladende nøgen, som sidder og spiser en banan. Køn er hun ikke, deller her og der, nul fotomodel, hun er sådan ganske almindelig, og hvor klog ser man lige ud, når man tager en bid af en banan?

Henvisningen til at kvinden her er en slags abe ligger naturligvis lige for. Altså: En ung grønlandsk kvinde skriver en bog, hvor grønlænderen er en nøgen forsideabe. Ikke for fem øre floromvundet hyldest til den storladne grønlandske natur og den slags, som vi danskere ellers bliver diverteret med rent visuelt i medier og rejsekataloger. Og HOMO sapienne er et godt ord; det er godt fundet på at give kvinden sin egne identitet rent evolutionært.

Visse bøger skal man luske lidt rundt om, før man lukker dem op. Sådan havde jeg det med HOMO sapienne, bange for at blive skuffet. Det blev jeg så ikke. Tværtimod. Det blev en af de bøger, jeg læste med hud og hår.

I modsætning til meget andet ung litteratur er HOMO Sapienne ikke litterær reality, ganske enkelt fordi der ikke kun er én fortæller, der er hele fem. Og den indeholder heller ikke en masse mere eller mindre diffuse billeder, som hævder at være kunst, hvilket ellers er en af de unoder, som kendetegner mange unge forfattere i dag. Alligevel er den et spark ind i en – nok mest grønlandsk – samtidsdebat om homoseksualitet, alkoholisme og muligheder for at skabe sig et liv på egne betingelser i et så lille samfund som det grønlandske.

Det mest slående ved de fem hovedpersoner i bogen er deres udtalte selvhad, som næsten kun alkohol kan få bugt med midlertidigt – indtil tømmermændene indfinder sig. Og det er massive tømmermænd, vi taler om. Sjældent har jeg læst en bog, hvor folk brækker sig så meget. Det er et vildt og destruktivt ungdomsmiljø, der her udspiller sig. Det er klart, at det ofte kan være svært at finde ud af, hvem man er i den alder, og det er lige så klart, at når der så samtidig kommer en kønsidentitet på banen, så bliver det en dobbelt problemstilling. Ikke mindst i et Grønland, der er så kønsrestriktivt, som det beskrives i HOMO Sapienne.

Derfor er det hele på spil og i spil for disse unge mennesker, som også har en tredje konflikt, der vel bedst kan kaldes en generationskløft. De er vokset op i et Grønland, som de og deres forældre ikke længere kan genkende, men de unge mangler styrken til at lade være med at vende det mod sig selv. De er på næste alle måder udenfor, så den logiske følgeslutning hos flere af dem er, at de er onde, utaknemmelige, misfostre, evolutionære blindgyder. Nøgne grønlændere med banan.

HOMO Sapienne er heldigvis blevet en bog, som man i dag bliver nødt til at læse i Grønland. Den er mere eller mindre blevet en ungdommelig kultbog, så vidt jeg kan forstå på diverse interviews og referater. Den taler lysende klart i et på en gang meget poetisk, råt og præcist sprog.

Derfor skal man heller ikke fortrinsvis læse denne bog som en slags sociologisk introduktion til, hvordan det er at være ung, seksualforvirret og grønlænder. Man skal læse den som et aktuelt kunstværk, en klassisk dannelseshistorie, som måske mest af alt minder om William Burroughs bog om at være homoseksuel, ”Queer”. Den ejer den samme følsomhed og er ganske rørende.

HOMO sapiennes danske udgave er forsynet med et forord af digteren Mette Mostrup. Det finder jeg en anelse uklædeligt. En god bog er en anbefaling i sig selv, den skal ikke udstyres med et helt forord, som anbefaler, at man skal læse den. Og da slet ikke når det handler om en bog fra vores mere eller mindre tidligere kolonier. Men hvad – et eller andet sted i processen var der nogen, der ikke kunne lade være.

Så Herregud. Eller Fruegud. Læs den alligevel. Den er en dirrende pæl i kødet. Niviaq Korneliussen er en forfatter, som er alt andet end en døgnflue. HOMO sapienne vil skrive historie – om ikke andet, så på Grønland. Det er en landvinding. Vi andre er heldige at kunne læse med, fordi hun selv har oversat den til et fremragende, nutidigt dansk.

Kolonibilleder 2: Negerappelsiner og Apartheid

Forleden gik jeg hen på biblioteket og hentede en dansk kioskroman fra 1950erne, der hedder Komatis tårer. Jeg var faldet over den i en anden sammenhæng og havde bestilt den hjem. Der fandtes ét eksemplar af den i katakomberne under Århus Stadsbibliotek – eller hvor de nu gemmer alle de gamle bøger. 

Hovedpersonen i romanen hedder Peter, en ung handelsmand, der er udstationeret i Sydafrika for at sikre sit firmas appelsinleverencer. Firmaets slogan lyder således: ”Spis negerappelsiner og bliv glad som en neger”. Peter ender naturligvis, det er jo en spændingsroman, med at forsvare sig selv, sin kærlighed til en parisisk skønhed (se bare forsiden) og sit firma mod en masse onde, marxistisk indoktrinerede indfødte, der vil overtage produktionsmidlerne. Det får han forpurret, så ordenen, apartheid, bliver genoprettet til gavn for alle, også det store flertal af fredelige indfødte, der er glade for det hvide overherredømme.

Sikke en historie! Publiceret af Det Schønbergske Forlag i 1958. Eksemplet med appelsinerne fascinerede mig, fordi dagbladet Information netop har haft en serie om danske kolonialvarer og de tilhørende afbindninger af andre folkeslag. Serien var noget overgearet. Den første artikel handlede om de angiveligt racistiske billeder, der stadig findes på diverse emballager, herunder Brugsens berømte Cirkelkaffelogo af den sorte kvinde, tegnet af Sikker Hansen.

I de efterfølgende artikler sammenfattes serien således: ”I Danmark erindres kolonitiden med nostalgi, hvilket blandt andet kan ses i den stædige fastholdelse af forskellige kolonialvarers gammeldags emballager”. Det er lidt af en påstand.

For eksempel har jeg ikke glemt, at den slags importerede varer fra kolonierne engang blev kaldt kolonialvarer. Men det gør de stort set ikke længere, kun i skriftlige reminiscenser. I daglig tale er der ingen, der går ned efter kolonialvarer, ganske enkelt fordi verden i dag er meget mere global, og fordi der ikke længere findes kolonier som dengang i 50erne. Hvis man vil rette skytset mod importerede varer, der er fremstillet under slavelignende forhold, så kan man trygt gå efter selvstændige lande, der udnytter deres egne borgere, Kina og Indien for eksempel. Og mange, mange andre lande med.

Desuden: Erindrer vi vores kolonitid med nostalgi? Vel gør ”Vi” da ej. Der er kun ganske få, der i dag længes efter at piske, sparke og eje afrikanere. Nostalgien i forhold til 1950erne lever godt i dag, fordi verden dengang forekommer at være mere tryg og overskuelig end nutiden. At al den tryghed også var en spændetrøje, som 1960erne på godt og ondt sprængte i tusind stykker, glemmes bekvemt. Men det har intet med hverken kolonier eller racisme at gøre. Langt de fleste danskere erindrer slet ikke kolonitiden, for den er ikke en del af bevidstheden i dag. Som Information selv beskriver i en senere artikel, har vi stort set ingen erindring om kolonitiden som den var i virkeligheden. De gamle varelogoer fra den tid er godt indarbejdede brands, og der er meget mere substans i en kritik af Atamonkineseren end i Cirkelpigen. Ganske enkelt fordi ingen kineser ville afbilde sig selv på den måde.

Det er ikke tilfældet med kaffelogoet. Man kan naturligvis finde mange eksempler på afrikanske lande, der i dag afbilder sit eget folkefærd som stolt og smukt. Faktisk var det engang en del af bevægelsen ”Black is Beautiful” at gøre netop det. Men som man kan se på blandt andet kaffelogoet, er det også en tradition, som de tidligere kolonimagter havde. I virkeligheden gjorde de fleste, i hvert fald efter 1920erne, deres bedste for at skjule volden, undertrykkelsen og udnyttelsen. Sådan er det også i dag. Qatar skilter ikke ligefrem med, hvor mange arbejdere der bliver slået ihjel under opførelsen af de blatante sportsanlæg. Kina og andre lande med systematiseret børnearbejde praler heller ikke af deres praksis. De færreste magthavere er stolte af deres udnyttelse af egne eller andre medborgere. Det har intet med kolonitiden som historisk epoke at gøre.

Det er kendetegnende for de europæiske kolonimagter – og den europæiske oplysningstradition – at europæerne ser sig selv som klogere mennesker end andre folkeslag. Man kan sagtens argumentere for, at det er den mindre pæne side af oplysningstidens landvindinger. Vi er de civiliserede, andre folkeslag er dummere. Den bevidsthed lever stadig i bedste velgående – ikke fordi europæerne er specielt stolte af den, men fordi det er svært at gøre op med forestillinger, der er dybt indlejrede i vores kollektive bevidshed. De sidder som en skygge i baghovedet.

Afrikanere blev derfor mestendals betragtet – og fremstillet – som stolte og glade naturbørn. Deraf kommer også forestillingen om, at afrikanere har brug for europæere til at styre deres lande. Det kunne man finde mange offentlige personer – for eksempel Erhard Jacobsen – der argumenterede for helt frem til apartheidstyrets fald. I dag kan man stadig møde forestillingen i diverse samtaler med folk, men det er kun de færreste, der vil lufte den offentligt – der skal man ret langt ud på højrefløjen, hvor folk er erklærede racister.

Og så er vi tilbage ved budskabet i ”Komatis tårer”: De sorte har brug for de hvides overherredømme, ellers ender det i kaos. Brutaliteten og undertrykkelsen forties, de sorte oprørere er farlige terrorister, som vi villle kalde dem i dag. Dét er racisme og kolonibevidsthed. I dag kan langt de fleste se, at det er latterligt, det er mindst 20-25 år siden, at den holdning var legitim. Forestillingen om at danskere og europæere er mere civiliserede end resten af verden, lever til gengæld i bedste velgående. Den behøver man ikke gå i kælderen i Århus Stadsbibliotek for at finde eksempler på.

Negerappelsiner! Fantastisk ord. Der er der vist ingen, der kunne finde på at sige i dag. Alle vil grine ad det eller blive forurettede. Så på den led er vi blevet klogere.