Jeg føler du føler det jeg også føler

Litteraturforsker Mette Høeg kastede for snart en måned siden en veritabel bombe ind i den hjemlige litterære andedam med sit indlæg om ”pigebørnenes” dominans i den nye litteratur. Men egentlig var det Weekendavisens litteraturredaktør, Johannes Baun, der antændte bomben ved at bringe hendes indlæg på forsiden af bogsektionen.

Koncensus i litteraturverdenen synes i dag at være følgende: Diskussionen handler ikke om køn, men om en ny drejning i litteraturen, en tilbagevending til 70ernes bekendelseslitteratur, blot i nye gevandter. I dag kaldes det autofiktion, litterær reality eller – den nye betegnelse – navlepillerlitteratur. Mænd som kvinder skriver i den genre.

Lad mig skrue tiden en fem år tilbage. Karl Ove Knausgaard var netop udkommet på dansk med første bind af Min kamp, men debatten om hvad hulen dette her nu var for noget, var allerede i gang inden den danske oversættelse. Jeg erhvervede mig bogen dengang og kan tydeligt huske min kamp med den. Da jeg nåede til side 118 i første bind, lagde jeg den endeligt fra mig i ærgelse. Jeg var nået til Knausgaards tre sider lange beskrivelse af sit første samleje, hvor han får en tør orgasme. Ærgelsen kom, fordi det naturligvis rager mig en høstblomst, om en eller anden nordmand får en tør eller en våd orgasme. For privat, for pinligt, uden relevans.

Men ærgelsen kom også, fordi Knausgaard skriver så godt, når han hæver sig over sit private liv. Tag bare de første 10-20 sider af Min kamps første bind, det er fremragende reflektioner over døden. Se dét er litteratur på verdensplan. Så hvorfor insisterede manden på også at skrive om private, ligegyldige banaliteter?

Jeg skrev en kronik om det dengang i det nu hedengangne kvartalsblad Bogmagasinet. Og det animerede mig til at skrive bogen ”Ukendt land – et essay om digtning, virkelighed og medier”. En stor del af indholdet beskæftiger sig med den nye virkelighed, som litteraturen optræder i, nemlig som reality shows i litteraturen, deraf begrebet litterær reality.

Det er et begreb, der er svært at få hold på, for det handler ikke om litteraturen isoleret, det handler om litteratur i de sociale mediers tidsalder. Forfattere er blevet gennemsigtige på en helt ny måde de seneste 10 år, og det er en gennemsigtighed, som er blevet grebet med kyshånd af medierne. Med litterær reality  fik kulturjounalister og spinatfugle et helt nyt håndtag til at skrive om digtere og forfattere, nemlig at interviewe dem om deres liv; for det var deres liv, forfatterne skrev om i bøgerne. Og det er meget lettere at interviewe folk om deres personalhistorie end om deres litteratur. Det er også mere udadvendt, folkeligt. Det er damebladshåndtaget, God aften Danmark, nu med en vaskeægte digter.

Anmelderne – især i Politiken og Information – greb også denne nye privatiseringsbølge med kyshånd. Sjældent er der blevet lavet så mange krumspring for at understrege, at jeg'et i bøgerne ikke var 1:1 med forfatteren, deraf det håbløse ord ”forfatterjeg”. Alle vidste naturligvis, at det var løgn, at det jeg, der optræder i bøgerne, naturligvis er lig med forfatteren tilsat lidt løgn, digt og fantasi. Men det er bekvemt for forfatterne af disse bøger i litterær reality-genren at lægge afstand til deres bekendelser, for så er der – populært sagt – ikke noget at komme efter. Dette er mig, men det er også litteratur, så dermed er jeg ansvarsfri for alt, hvad jeg har skrevet. Det er det, som litteraten Poul Behrendt kalder dobbeltkontrakten.

Det er fristende at grine ad det, men det er noget mere udfordrende og givende at analysere det. Så her kommer min påstand: Man kan ikke længere læse om virkeligheden i aviserne, og man kan slet ikke se den i TV. Den påstulerede virkelighed i medierne er altid konstrueret, og det kan man lugte. Så er der langt mere virkelighed i bogmediet, for her er det ufiltreret. Det er en ægte stemme.

Dermed får litteraturen også en ny og helt anderledes betydning i langt bredere lag, nemlig som talsrør for en generation, der ikke længere har et langt perspektiv på deres liv. Med klimaforandringerne og befolkningseksplosionen er fremtiden en dystopi. Det er svært af forestille sig, at verden vil blive bedre. På en måde er det en tilbagevenden til 80ernes atomskygge og 30ernes krigsliderlighed. Men med den afgørende forskel, at vi i dag takket være de sociale medier og internettet nu kan få alt at vide på et splitsekund.

Det er den enkeltes oplevelse af denne verden, der bliver beskrevet i den litterære virkelighed. Eller sagt med den brede pensel: Når nu ingen længere tror på de etablerede medier eller politikere, så må forfattere være sandhedsvidner. Dette er det levede liv, dette er ægte. Det er til at forstå. Og det er også med til at puste nyt liv i den noget ellers eksklusive lyrikklub. Det er en folkeliggørelse og et nyt sprog til den ellers noget bedagede selvhjælpslitteratur.

Og se det, det kan os klassiske litterater og lyrikelskere egentlig ikke lide, hvis litterær reality-forfattere, godt hjulpet af anmeldere på jagt efter det nye nye, insisterer på, at det er stor litteratur. Barbarerne har ikke bare gravet sig ind på vores enemærker, de har sgu indtaget hele paladset. Og det vil klæde os at indrømme, at det også er det, som det handler om: lyrikken er blevet proletariseret, forfladiget. Den er trådt ind i samtiden som ægte, selvoplevede følelser og stemninger uden filter. Det er der åbenbart et behov for, og det behov er både forståeligt og sympatisk. Men det er ikke lyrik, som vi kender det. Det er litterær reality.

I sidste uge udgav Rolf Sparre Johansson en digtsamling, der kan tjene som et skoleeksempel på, hvad litterær reality (navlepillerlitteratur, autofiktion, take your pick) er. Den hedder Søvn og handler om manglen på samme som nybagt far. Politikens anmelder Mikkel Krause Franzen giver den fire stjerner i Politiken under overskriften ”Debutdigte om desperate nattetimer med spædbarn anbefales til alle”. Og hvorfor kan Frantzen lide den? Fordi han kender det fra sig selv som nybagt far. Altså har vi her en mand, der skriver om en anden mand, der skriver om at være småbørnsfar. Det er det ene ben i litterær reality: At anmelderne også kan skrive om sig selv lige som forfatterne.

Det andet ben er medietimingen med salgsfokus: Rolf Sparre Johansson fik i forrige uge en hel bagside i Politiken, hvor han skrev nogle dagbogsnoter om – ja, at være småbørnsfar. Så der er allerede varmet op under udgivelsen. Alle og enhver kan desuden følge med på Johanssons facebookside og garanteret også på diverse blogs i hans omgangskreds.

Dette er essensen af litterær reality: En mand eller kvinde udleverer sit inderste efter bedste evne, og alle, der kan identificere sig med vedkommende, kan nu læse om det i digtsprog i stedet for i en selvhjælpsbog. Lyrik folkeliggjort, følelser til folket som i dameblade og TV.

Men det halter lige dér, hvor det bliver betragtet som god litteratur. Det er muligt, at anmelder Franzen anbefaler digtsamlingen til alle, men dette alle indbefatter ikke mig. Jeg gider ikke læse om nybagte fædres søvnproblemer, jeg kender alt til det. Jeg gider heller ikke læse Sofie Mannings coachingbanaliteter eller Joan Ørtings sexuelle erfaringer. 

Jeg er ikke til selvhjælp, jeg er til litteratur. Og litteratur rækker ud over den enkelte, ud over de folk, som har samme erfaringer som forfatteren. Litteratur har kvaliteter, der hæver individet ud over sin egen erfaringsramme andet end som reference for, at andre har det på samme måde som én selv. Dét er problemet med litterær reality. Dens essens er læseridentifikation: Du er ikke alene. Det gælder for både forfatterne som læserne i denne genre. Vi forstår og føler med hinanden, 1:1, og vi kan til enhver tid række ud mod hinanden og få feedback på sociale medier her og nu.

Som et korrektiv til konkurrencesamfundet er litterær reality glimrende. Som litteratur, som bogværker, er det oftest noget bras med meget begrænset levetid. Det er blandt andet derfor, at mange litterater protesterer mod litterær reality: Selvhjælpsbøger har overtaget mediernes litteraturfokus. Det sker på bekostning af kvalitetslitteraturen, der nu spiller andenviolin.

Til gengæld er der ret mange, der spiller andenviolin. Der er et sandt mylder af mindre forlag, der udgiver kvalitetslitteratur, både dansk og oversat. Hvis de etablerede litteraturredaktioner havde mod og mandshjerte, gav de redigeringen af en uges litteraturtillæg til et af dem – vel at mærke et, der ikke exellerer i Litterær reality. Der er nok at tage af. Arena, Spring, Det Poetiske Bureau, Møllers Forlag, Antipyrine mv. Der er alt at vinde, intet at tabe. Hvem kommer først? Politiken, Weekendavisen eller Information?

PS: Læs Ida Marie Hedes ”Inferno”.

Det litterære missilnedslag fra LA

Illustration: Francis Picabia

”Et af de mest kvindefjendske indlæg om dansk litteratur, jeg nogensinde har set”. Sådan karakteriserer Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen en ret kontant kritik af ny dansk litteratur skrevet af unge kvinder. Weekendavisen bragte indlægget fredag 8. maj under overskriften: ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans”.

Det pikante ved Steins udtalelse er, at indlægget er skrevet af en kvinde. Altså en kvindefjendsk kvinde, forstår man. Hun hedder Mette Høeg og er postdoc ved Berkeley universitetet i Los Angeles, hvor hun også bor. Hun er totalt ukendt i den litterære andedam, så mange nev sig i armen: Findes hun? Er det en satire? For sådan her lyder det i indledningen til det ganske omfangsrige debatindlæg:

”Kvindelige forfattere fylder i medierne, på Forfatterskolen og på forlagene, og især to perspektiver er dominerende: et udadvendt, vredt insisterende køns-og kropsfokus og en indadvendt, navlepillende og piget selvoptagethed.”

Så ja, der bliver gået til makronerne, og de forfattere, der står for skud, er blandt andet folk som Maja Lee Langvad og Josefine Klougart. Førstnævnte er repræsentant for det vrede krops- og kønsfokus, og det behøver man såmænd bare at have læst hendes mange indlæg i aviserne samt hendes bog Hun er vred for at skrive under på.

Josefine Klougart figurerer i indlægget som den mest prominente repræsentant for den navlepillende og pigede selvoptagethed, som Mette Høeg kalder den. Og igen: Ja, læs bare hendes bøger. De er usammenhængende og vildt associerende, selvomviklende sætninger om en lilleverden. Men hun har en stærk protektor i Politikens litteraturkritiker, Lillian Munk Rösing, som også var medvirkende til at få indstillet Klougart til Nordisk Råds litteraturpris – endda to år i træk. Vore nordiske kolleger må have troet, at vi var gået fra snøvsen.

Hvorfor bliver folk så ophidsede over dette indlæg? Det er der flere grunde til: For det første bruger Mette Høeg i udpræget grad vort lands højt profilerede ytringsfrihed til at sige alt det, der ellers kun hviskes i krogene: Nemlig at denne litteratur er for meget, at den er gået for vidt. Der er i dag en hyldest af det uforståelige, som mange forfattere, der egentlig ikke har noget at skrive om eller på, benytter sig af. Det er et formsprog, der insisterer på, at hver sætning skal være et korrektiv til den foregående. Dette er for at bryde den gængse fortællings sprog ned. Det kan faktisk gøres fremragende, måske allerbedst hos Majse Aymo-Boots Ødelæggelsen 1-11. Men hvis man ikke bruger formsproget meget bevidst og konsekvent, bliver det blot til noget, ja, vrøvl, og ganske ofte med et mikroskop på forfatterens egen lilleverden

Mit yndlingseksempel er Cecilie Linds digtsamling Dughærget pupil accelererer tusmørke. Den er ganske enkelt til at dø af grin over, men problemet er, at det ikke er meningen med den. Og ja, den fik naturligvis en glimrende anmeldelse i Politiken. Samt af Weekendavisens Lars Bukdahl, der også er helt med på det uforståeliges æstetik – om det så giver mening eller ej.

Så Mette Høegs kritik er et frontalangreb på nogle af de mest toneangivende magthavere i Dansk Litteratur: Politiken og især avisens anmelder Lillian Munk Rösing, Weekendavisens Lars Bukdahl samt forlagene Gyldendal og Gladiator, som er førende i at trykke denne form for litteratur.

Men Mette Høeg rammer også lidt skævt på et par punkter. Jeg er ikke enig i, at litteraturen lider under de kvindelige forfatteres dominans. Denne – lad os da endelig bare kalde den navlepillende – litteratur er ikke forbeholdt kvinder, flere mænd skriver også i dette formsprog, for eksempel Jonas Rolsted. Men der er også mange glimrende og ligeledes højt profilerede unge mænd, der ikke savner spalteplads og anerkendelse. Det er så lidt sværere at få øje på blandt de unge kvindelige digtere og digteriske prosaister. Og der har vi efter min mening problemet: Alle disse navlepilleforfattere fortrænger de, der rent faktisk har noget at skrive om og på. Så længe den egocentrerede litteratur er i højsædet, bliver der ikke lagt videre mærke til de gode, kvindelige forfattere, der er så uheldige eller kloge ikke at være med på tidens narcissistisk tendens.

Ind imellem bliver penslen også lidt for bred hos Mette Høeg. For eksempel kan man ikke beskylde Asta Olivia Nordenhof for at være navlepiller. Meget af hendes digtning rækker ud mod det omgivende samfund og er med til at definere en (nu igen) ny rolle for lyrikken: Den samfunds- og civilisationskritiske. Nordenhof bruger ofte formsproget til at nå frem til originale linjer og digte, der rækker ud over sig selv. I øvrigt tror jeg ikke, at man kan være forfatter uden af være selvoptaget, det hører mere eller mindre med til professionen. Lakmusprøven er, om man formår at formidle indsigten til noget alment, noget der har relevans for læserne.

Forfatteren Kristina Nya Glaffey må ligeledes lægge navn til at være blandt de vrede, selvoptagede og navlepillende. Men det er nok mere kendetegnende for hende som debattør end som forfatter. Hvis man for eksempel læser hendes Mor og Busser, finder man ud af, at hun ikke kun sidder og fedter med sit eget ego. Romanen er på mange måder læsværdig, hvis man er til den repeterende skrivestil. Det er ikke lige min kop te, men mange kan godt lide det. Tag for eksempel norske Jon Fosse, der med stor sandsynlighed får Nordisk Råds litteraturpris her i 2015. Man kan virkelig gøre sig uvenner med mange litterater, hvis man kalder ham et kedsommeligt tudefjæs.

Endelig er jeg heller ikke helt enig i Mette Høegs kritik af Forfatterskolen. Skolen er klart fokuseret på sprog fremfor plot, men det ved man. Derfor tiltrækker den også mange sprognørder. Og da mange af disse er unge, har de ofte begrænsede erfaringer at skrive ud fra. Men alle skal begynde et sted, og mange debuter har præg af skriveøvelser, men det kan man ikke bebrejde forfatterne. Man kan bebrejde kritikerne, at de ophøjer det til genialitet.

Ellers kan jeg ikke rigtig finde noget at udsætte på Mette Høegs indlæg. Det er en blanding af ædende ondt og uhyggelig morsomt. Hendes gengivelse af et læserbrev, som Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey fik bragt i information, er lige i øjet. De to forfattere skriver nærmest et personligt brev til Lars Bukdahl, som har formastet sig til at kritisere et par af deres forfattervenner, som de selv kalder dem. Fy, Lars, er du med eller mod os – sådan er tonen. Det er tåkrummende pinligt og illustrerer på bedste vis indavlet i denne lille, men indflydelsesrige klike. At Information overhovedet vælger at bringe det, understreger blot deres indflydelse.

Kostelig er også Mette Høegs kritik af en ung, ukendt forfatter ved navn Josefine Graakjær Nielsen, der for en måneds tid siden skrev en side i Politiken som et led i en forfatterstafet. Den blev indledt således: ”For tiden kan jeg ikke have vaginal sex. Jeg har en foranliggende moderkage. En placenta prævia. Det generer mig”. Jeg husker tydeligt artiklen – eller hvad man skal kalde den slags – og rakte straks ud efter min brækpose. For hvad rager det en læser – mand som kvinde. Dér kan man for alvor tale om navlepilleri. Og for lige at gentage min pointe: Hvis der ikke var så meget af den slags i omløb, som tager pladsen op for god litteratur, kunne man grine ad det. Nu er det snarere til at græde over.

Det er naturligvis sigende, at der skulle en udefrakommende kritiker til endelig at formulere en kritik af den hypede unge litteratur skrevet af kvinder. Ingen andre tør. Forfatteren Peder Frederik Jensen har været ude med lidt af den samme kritik, baseret på læsninger af Roberto Bolaño, men han satte ikke navne på, så derfor blev det noget luftigt og floromvundent.

Set i det lys er det også problematisk, at Politikens Litteraturredaktør Jes Stein Pedersen tager så kraftigt afstand til Mette Høeg. Det lugter af en garanti for, at avisens bogtillæg fortsætter den nuværende linje, hvor de navlepillende vrøvleforfattere hyldes og forfordeles spaltemæssigt. Dermed mister Politikens litteraturredaktion relevans. Det er til gengæld både forudsigeligt og indlysende, at Weekendavisens Lars Bukdahl himler over indlægget. Han er så indsyltet i hele dette miljø, at han for længst har mistet relevans som uhildet kritiker.

Til gengæld er det positivt, at Weekendavisens litteraturredaktør Johannes Baun bragte kritikken. Det viser en vilje til at komme ud af dødvandet. Så tak til ham og Mette Høeg – et eller andet siger mig, at dette indspark godt kan blive et vendepunkt i litteraturkritikken på linje med Strunge og Tafdrups nedsabling af Lola Baidel og Kristen Bjørnkjærs digte i TV-programmet Bazar dengang i 1984.

Mette Høegs indlæg i Weekendavisen kan læses kvit og frit via Bibliotek.dk. Log ind og søg på navnet og avisen, så får man adgang via Infomedia. Hvis man gerne vil have en uddybning af synspunkterne i dette blogindlæg, kan man læse min bog ”Ukendt land – et essay om digtning, virkelighed og medier”, Forlaget Torgard 2012.