Det litterære missilnedslag fra LA

Illustration: Francis Picabia

”Et af de mest kvindefjendske indlæg om dansk litteratur, jeg nogensinde har set”. Sådan karakteriserer Politikens litteraturredaktør Jes Stein Pedersen en ret kontant kritik af ny dansk litteratur skrevet af unge kvinder. Weekendavisen bragte indlægget fredag 8. maj under overskriften: ”Dansk litteratur lider under kvindelige forfatteres dominans”.

Det pikante ved Steins udtalelse er, at indlægget er skrevet af en kvinde. Altså en kvindefjendsk kvinde, forstår man. Hun hedder Mette Høeg og er postdoc ved Berkeley universitetet i Los Angeles, hvor hun også bor. Hun er totalt ukendt i den litterære andedam, så mange nev sig i armen: Findes hun? Er det en satire? For sådan her lyder det i indledningen til det ganske omfangsrige debatindlæg:

”Kvindelige forfattere fylder i medierne, på Forfatterskolen og på forlagene, og især to perspektiver er dominerende: et udadvendt, vredt insisterende køns-og kropsfokus og en indadvendt, navlepillende og piget selvoptagethed.”

Så ja, der bliver gået til makronerne, og de forfattere, der står for skud, er blandt andet folk som Maja Lee Langvad og Josefine Klougart. Førstnævnte er repræsentant for det vrede krops- og kønsfokus, og det behøver man såmænd bare at have læst hendes mange indlæg i aviserne samt hendes bog Hun er vred for at skrive under på.

Josefine Klougart figurerer i indlægget som den mest prominente repræsentant for den navlepillende og pigede selvoptagethed, som Mette Høeg kalder den. Og igen: Ja, læs bare hendes bøger. De er usammenhængende og vildt associerende, selvomviklende sætninger om en lilleverden. Men hun har en stærk protektor i Politikens litteraturkritiker, Lillian Munk Rösing, som også var medvirkende til at få indstillet Klougart til Nordisk Råds litteraturpris – endda to år i træk. Vore nordiske kolleger må have troet, at vi var gået fra snøvsen.

Hvorfor bliver folk så ophidsede over dette indlæg? Det er der flere grunde til: For det første bruger Mette Høeg i udpræget grad vort lands højt profilerede ytringsfrihed til at sige alt det, der ellers kun hviskes i krogene: Nemlig at denne litteratur er for meget, at den er gået for vidt. Der er i dag en hyldest af det uforståelige, som mange forfattere, der egentlig ikke har noget at skrive om eller på, benytter sig af. Det er et formsprog, der insisterer på, at hver sætning skal være et korrektiv til den foregående. Dette er for at bryde den gængse fortællings sprog ned. Det kan faktisk gøres fremragende, måske allerbedst hos Majse Aymo-Boots Ødelæggelsen 1-11. Men hvis man ikke bruger formsproget meget bevidst og konsekvent, bliver det blot til noget, ja, vrøvl, og ganske ofte med et mikroskop på forfatterens egen lilleverden

Mit yndlingseksempel er Cecilie Linds digtsamling Dughærget pupil accelererer tusmørke. Den er ganske enkelt til at dø af grin over, men problemet er, at det ikke er meningen med den. Og ja, den fik naturligvis en glimrende anmeldelse i Politiken. Samt af Weekendavisens Lars Bukdahl, der også er helt med på det uforståeliges æstetik – om det så giver mening eller ej.

Så Mette Høegs kritik er et frontalangreb på nogle af de mest toneangivende magthavere i Dansk Litteratur: Politiken og især avisens anmelder Lillian Munk Rösing, Weekendavisens Lars Bukdahl samt forlagene Gyldendal og Gladiator, som er førende i at trykke denne form for litteratur.

Men Mette Høeg rammer også lidt skævt på et par punkter. Jeg er ikke enig i, at litteraturen lider under de kvindelige forfatteres dominans. Denne – lad os da endelig bare kalde den navlepillende – litteratur er ikke forbeholdt kvinder, flere mænd skriver også i dette formsprog, for eksempel Jonas Rolsted. Men der er også mange glimrende og ligeledes højt profilerede unge mænd, der ikke savner spalteplads og anerkendelse. Det er så lidt sværere at få øje på blandt de unge kvindelige digtere og digteriske prosaister. Og der har vi efter min mening problemet: Alle disse navlepilleforfattere fortrænger de, der rent faktisk har noget at skrive om og på. Så længe den egocentrerede litteratur er i højsædet, bliver der ikke lagt videre mærke til de gode, kvindelige forfattere, der er så uheldige eller kloge ikke at være med på tidens narcissistisk tendens.

Ind imellem bliver penslen også lidt for bred hos Mette Høeg. For eksempel kan man ikke beskylde Asta Olivia Nordenhof for at være navlepiller. Meget af hendes digtning rækker ud mod det omgivende samfund og er med til at definere en (nu igen) ny rolle for lyrikken: Den samfunds- og civilisationskritiske. Nordenhof bruger ofte formsproget til at nå frem til originale linjer og digte, der rækker ud over sig selv. I øvrigt tror jeg ikke, at man kan være forfatter uden af være selvoptaget, det hører mere eller mindre med til professionen. Lakmusprøven er, om man formår at formidle indsigten til noget alment, noget der har relevans for læserne.

Forfatteren Kristina Nya Glaffey må ligeledes lægge navn til at være blandt de vrede, selvoptagede og navlepillende. Men det er nok mere kendetegnende for hende som debattør end som forfatter. Hvis man for eksempel læser hendes Mor og Busser, finder man ud af, at hun ikke kun sidder og fedter med sit eget ego. Romanen er på mange måder læsværdig, hvis man er til den repeterende skrivestil. Det er ikke lige min kop te, men mange kan godt lide det. Tag for eksempel norske Jon Fosse, der med stor sandsynlighed får Nordisk Råds litteraturpris her i 2015. Man kan virkelig gøre sig uvenner med mange litterater, hvis man kalder ham et kedsommeligt tudefjæs.

Endelig er jeg heller ikke helt enig i Mette Høegs kritik af Forfatterskolen. Skolen er klart fokuseret på sprog fremfor plot, men det ved man. Derfor tiltrækker den også mange sprognørder. Og da mange af disse er unge, har de ofte begrænsede erfaringer at skrive ud fra. Men alle skal begynde et sted, og mange debuter har præg af skriveøvelser, men det kan man ikke bebrejde forfatterne. Man kan bebrejde kritikerne, at de ophøjer det til genialitet.

Ellers kan jeg ikke rigtig finde noget at udsætte på Mette Høegs indlæg. Det er en blanding af ædende ondt og uhyggelig morsomt. Hendes gengivelse af et læserbrev, som Maja Lee Langvad og Kristina Nya Glaffey fik bragt i information, er lige i øjet. De to forfattere skriver nærmest et personligt brev til Lars Bukdahl, som har formastet sig til at kritisere et par af deres forfattervenner, som de selv kalder dem. Fy, Lars, er du med eller mod os – sådan er tonen. Det er tåkrummende pinligt og illustrerer på bedste vis indavlet i denne lille, men indflydelsesrige klike. At Information overhovedet vælger at bringe det, understreger blot deres indflydelse.

Kostelig er også Mette Høegs kritik af en ung, ukendt forfatter ved navn Josefine Graakjær Nielsen, der for en måneds tid siden skrev en side i Politiken som et led i en forfatterstafet. Den blev indledt således: ”For tiden kan jeg ikke have vaginal sex. Jeg har en foranliggende moderkage. En placenta prævia. Det generer mig”. Jeg husker tydeligt artiklen – eller hvad man skal kalde den slags – og rakte straks ud efter min brækpose. For hvad rager det en læser – mand som kvinde. Dér kan man for alvor tale om navlepilleri. Og for lige at gentage min pointe: Hvis der ikke var så meget af den slags i omløb, som tager pladsen op for god litteratur, kunne man grine ad det. Nu er det snarere til at græde over.

Det er naturligvis sigende, at der skulle en udefrakommende kritiker til endelig at formulere en kritik af den hypede unge litteratur skrevet af kvinder. Ingen andre tør. Forfatteren Peder Frederik Jensen har været ude med lidt af den samme kritik, baseret på læsninger af Roberto Bolaño, men han satte ikke navne på, så derfor blev det noget luftigt og floromvundent.

Set i det lys er det også problematisk, at Politikens Litteraturredaktør Jes Stein Pedersen tager så kraftigt afstand til Mette Høeg. Det lugter af en garanti for, at avisens bogtillæg fortsætter den nuværende linje, hvor de navlepillende vrøvleforfattere hyldes og forfordeles spaltemæssigt. Dermed mister Politikens litteraturredaktion relevans. Det er til gengæld både forudsigeligt og indlysende, at Weekendavisens Lars Bukdahl himler over indlægget. Han er så indsyltet i hele dette miljø, at han for længst har mistet relevans som uhildet kritiker.

Til gengæld er det positivt, at Weekendavisens litteraturredaktør Johannes Baun bragte kritikken. Det viser en vilje til at komme ud af dødvandet. Så tak til ham og Mette Høeg – et eller andet siger mig, at dette indspark godt kan blive et vendepunkt i litteraturkritikken på linje med Strunge og Tafdrups nedsabling af Lola Baidel og Kristen Bjørnkjærs digte i TV-programmet Bazar dengang i 1984.

Mette Høegs indlæg i Weekendavisen kan læses kvit og frit via Bibliotek.dk. Log ind og søg på navnet og avisen, så får man adgang via Infomedia. Hvis man gerne vil have en uddybning af synspunkterne i dette blogindlæg, kan man læse min bog ”Ukendt land – et essay om digtning, virkelighed og medier”, Forlaget Torgard 2012.