Søg i denne blog

søndag den 19. april 2015

Ikke et ord om Frankenstein



DNA-forskeren Eske Willerslev kom for et par uger siden med en næsten guddommelig udtalelse: Videnskabens teorier om livets opståen giver ikke meget mere mening end teorien om, at livet er skabt af en gud, sagde han, her refereret i kortform. Eske Villerslev er en af verdens førende videnskabsmænd, så det er en ret usædvanlig udtalelse. Men det er befriende, at han udtrykker sig så klart, for så behøver alle os, der ikke helt har fattet Big Bang-teorien, ikke længere at føle os som idioter.

Men hvordan blev livet så til? Var det hele blot et tilfælde? Var der en skabergud? Og hvis der var, kan mennesket så ikke også skabe liv, gøre Gud kunsten efter, så at sige?

Det spørgsmål har optaget jødiske teologer og mystikere i århundreder - mindst. På den baggrund er myten om Golem opstået. En golem er et væsen skabt af mennesker, lavet af ler. Det er et rigtig godt spørgsmål om det nogensinde er lykkedes en jødisk rabbiner at skabe en golem – altså i virkeligheden – for myten og virkeligheden bliver her blandet sammen på samme måde som med tempelriddere, pagtens ark, den hellige gral og den slags.

Vi ved det ikke. Lige som vi stadig ikke ved, hvordan livet blev til. Men som altid er det, vi ikke ved, godt romanstof. Forleden faldt jeg over en bog på brandudsalg, 10 kroner kostede den, og den var skrevet af hollandske Harry Mulisch. Proceduren hedder den, og den opstiller en meget inciterende teori: En den moderne DNA-videnskab blot en ubevidst kopi af den jødiske golem-myte?

Den sammenligning havde jeg ikke hørt før, men spændende lød det, så jeg smed de 10 kroner, gik hjem og læste nærmest ud i én køre. Proceduren lægger ud med en fantastisk god historie om en jødisk rabbiner, som bliver pålagt at skabe en golem til kejser Rudolf II. Rudolf er panisk angst for at dø, så han omgiver sig med mystikere og videnskabsfolk for at være på forkant med den nyeste forskning. Noget nødtvunget bliver rabbineren derfor pålagt at skabe en Golem til kejseren. Hvis det lykkes ham, vil han blive belønnet med at det jødiske folk i Prag, hvor denne del af romanen foregår, ikke vil blive udsat for hverken forfølgelse eller pogromer i kejserens levetid.

En faustisk pagt. For er det ikke gudsbespottelse at gå Gud i bedene? Det er rabbineren slemt bange for, men omvendt synes han ikke, at han har noget valg. Så han går i gang og efter tre år lykkes det ham faktisk at skabe en golem. Hans kone nægter, at dette ugudelige væsen kommer ind i deres hus, så hun – det blev en kvinde – tilbringer sin første levende nat hos rabbinerens hjælper. Men noget er gået frygteligt galt i skabelsesprocessen, og golem-eventyret ender i mord, kaos og destruktion.

Herefter tager romanen et spring til nutiden, hvor DNA-forskeren Victor Werker er blevet verdensberømt på at have skabt kunstigt liv. Han har ved hjælp af indædt forskning skabt en såkaldt eobiont, en levende organisme af dødt stof. Det er naturligvis en verdenssensation, så Victor Werker lever det gode forskerliv med masser af rejser, hyldester og gode middage. Men lykkelig er han ikke. For vel er det lykkedes ham at skabe kunstigt liv, men da hans kone er gravid, dør fosteret i hendes mave. Og da han ikke kan holde til at se hende føde det døde barn, forlader han hende under fødslen. Det tilgiver hun ham ikke, så hun forlader også ham.

Det er rammefortællingen. Men romanen beviser sig selv som stor litteratur, fordi den rummer mange gode sidehistorier, som alle bliver flettet ind i det store billede. Men først og fremmest er det et portræt af mennesket og videnskabsmanden Victor Werker, hans liv og tanker. Store dele af romanen er fortalt som Victors dagbogsbreve til sin døde datter, som han på denne måde prøver at puste liv i.

Det lyder tragisk, men det er det nu ikke. Store dele er bogen er meget vittig, og Harry Mulisch er en blændende fortæller. Han kan det lille trick med at få en masse spændende observationer ud af nærmest ingenting, og han lægger ofte kloge ord i munden på sin hovedperson. Således får den lykkelige læser mange guldkorn med i hatten, livskloge betragtninger der ikke vil overbevise om noget som helst, men meget gerne vil vise forskellige forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske.

Det kom lidt bag på mig, at Proceduren er god. Jeg har aldrig før hørt om Harry Mulisch, men bliver betragtet som en af Hollands største forfattere nogensinde. Han døde i 2010, og hans mesterværk siges at være bogen Skabelsen af himlen, som ikke er oversat til dansk, men som kan fås på engelsk. Mange kalder den for den bedste hollandske bog nogensinde, og da han døde, slap Nobel-komitéen for at have ham på listen over mulige pristagere. Han var en af de talrige kandidater, som man egentlig ikke kender meget til, når man hver år scroller ned over listen. Det er forbløffende, at så mange såkaldte verdensnavne kan være så ukendte.

Og dog. Proceduren blev udgivet af Tiderne Skifter i 2004 med udgiverstøtte af en hollandsk litteraturorganisation, i øverigt fremragende oversat af Aino Roscher. 11 år efter kan man erhverve sig et eller flere eksemplarer i en større stak restoplag hos Bog og Idé. Så penge er der ikke i det, og det er også derfor, at Harry Mulischs Skabelsen af himlen ikke er oversat. Men måske ligger en enkelt eller to Bog og Idé-butikker stadig inde med et eksemplar. Køb endelig rigeligt. Det er en af den slags bøger, som man har lyst til at stoppe ned i halsen på alle og enhver, der kan lide kvalitetslitteratur.

Gud ved – for nu at sige det på den måde – om Eske Willerslev har læst den? Det må jeg hellere spørge ham om en gang ved lejlighed.