Et spøgelse går gennem sin egen verden. Om Olga Ravns ”Celestine”.

Der er noget uendelig skrøbeligt over den meget hypede forfatter Olga Ravn. Hun er ikke fyldt 30, men alligevel har hun skrevet en bog om at være spøgelse, om at være fremmed i verden. Den hedder Celestine, og den er blevet nærmest skamrost af de fleste anmeldere – ligesom hendes debut, digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng fra 2012.

Jeg havde det svært med den digtsamling. Jeg er helt med på, at metaforer giver et udvidet billede af virkeligheden, men de skal behandles med konsekvens, for at det ikke skal ende i vrøvl. Tag alene titlen ”Jeg æder mig selv som lyng”. Kan det overhovedet give mening at gøre det? Nix. Lyng æder ikke sig selv, ikke engang i overført betydning. Lyng spreder sig på sandede områder, det æder sgu ikke sig selv. Altså giver billedet ingen mening, det et et slag i luften, som lyder smart, fordi vi ikke har hørt det før. Men selv salig Rifbjerg kunne finde på at skrive ”Gnuffelityp” som et ord for, hvad hjernen driver af gæk med folk, før de falder i søvn. Det er ingen kunst at associciere vildt og uhæmmet, mens hvis præcisionen mangler, hvis det ikke giver mening, er det blot en leg med ord.

Den leg er blevet meget populær blandt forfattere og anmeldere de seneste fem år. Tag en forfatter som Josephine Klougart, tag en Cecilie Lind eller en Jonas Rolsted. Alle lider de af en litterær fejlantagelse, nemlig at hvis man skriver meget inderligt, følsomt og uforståeligt, ja, så er det kunst. Men sådan er det ikke. Kunst er at formidle en påtrængende opfattelse af verden til andre, fordi man vil blive hørt, fordi man vil være i verden. Fordi man har noget at sige. Og hvis vi lige tager fat i Jonas Rolsted, så er det påfaldende, at hans bedste kapitel i digtsamlingen Flex Death (hvis titel lyder smart, men heller ikke giver mening) er hans oplevelse af verden set gennem en hjemmehjælpers øjne. Dér fik manden noget stof fra virkeligheden at skrive på i stedet for bare at sidde og hive sig selv i ordbavianen.

Tilbage til Olga Ravn. Hun kan skrive det mest tåbelige vrøvl og de mest smukke sætninger. Som de andre nævnte forfattere kan hun ikke helt styre det, men deri ligger værdien af at blive publiceret, at udkomme. Man bliver bedre og klogere undervejs, men det er vigtigt at have forlag, der tror på talentet. Mange elsker at hade Gyldendal, som udgav Celestine, men dette forlag praktiserer stadig en slags yngelpleje for talentfulde forfattere; de får lov til at prøve sig selv af foran publikum. Den slags har jeg meget respekt for, det er god, gammeldags udgivervirksomhed, som ikke er skemalagt efter nuets flygtighed og troløshed.

Mange af Olga Ravs sætninger og metaforer er upræcise; meningsløse. Andre er helt fantastiske. Det legendariske litterære mæcen, amerikaske H.C. Mencken, beskrev ret godt, hvad der udgør en forfatter: At få en hel masse ud af det tilsyneladende intet. Men det kan også overdrives: Man skal få noget ud af intetheden, noget, der kan åbne læserens øjne for at se virkeligheden på en ny måde. Olga Ravn kan den kunst, når hun er bedst.

Den ydre handling i Celestine er en navnløs person, der bliver dansklærer på en kostskole. Hun er meget distanceret i forhold til de fleste elever og de andre lærere. Hun identificerer sig mest med et spøgelse ved navn Celestine; hun overtager hendes krop og vandrer hvileløs rundt. Hun er hjemløs, et forladt menneske i en døende verden, som blot er et spejl af hende selv. Hun prøver at sætte pris på, at hun er levende, men det virker ikke helt. Hun er dødsfikseret og føler sig dødsmærket. På mange måder ønsker hun at dø, men frygter at døden bliver en uendelighed, ikke en afslutning.

Her begynder det at blive blodig alvor for Olga Ravn, for hvorfor skriver hun om sådan en hovedperson? Svaret ligger i hendes barndom, eller i hovedpersonens barndom, take your pick, som består af en lang række af stedmødre. Olga har med andre ord aldrig fundet hvile, tryghed, stabilitet. Derfor er hun flygtet ind i en fantasiverden, hvor der altid er gennemtræk, hvor der altid er nye gespenster i virkelighedens realitet.

Hvad stiller man op som menneske i den situation? Man flygter, man opfinder sig egen verden. Man bliver fiktiv, et spøgelse. Verden bliver en film, noget, der defilerer forbi. Der er ingen rod, intet anker. Celestine er en hudløs beskrivelse af sådan en verden, hvor man følgelig heller ikke får alvor tør knytte sig til noget eller nogen. Det er en spøgelsesverden. Du lever, men du føler ikke, at du lever. Du er zombie.

Olga Ravn beskriver en sådan verden med konsekvens. Og så tilgiver man hende gerne, at hendes metoforer ofte er blinde udfald. Man kunne tage Celestine og  derivere 10 meget smukke sange ud af den. Når hun er bedst, skriver hun som ingen anden hertillands. Hvilket naturligvis er en stor kompliment.