Den biografiske blindgyde

Det er snart fem år siden, det var i maj, og jeg husker det, som var det i går. Jeg var steget ombord på en båd i Køben-

havns Havn til et litterært arrangement, hvor den norske forfatter Hanne Ørstavik deltog. Som sædvanlig ved den slags arrangementer er der også hyret en interviewer, og det var Politikens Lilian Munk Rösing. Hun var i hopla, men det var desværre den forkerte form for hopla. Hun blev ved med at udspørge Ørstavik om, hvor meget af hendes dengang nye roman, Hyænerne, der var hende selv, og hvor meget, der var fiktion.

Dengang var autofiktion, litterær reality – eller vidnesbyrdlitteratur, som det er kommet til at hedde i dag - relativt nyt, og takket være Knausgaard var det også virkelig oppe i tiden. Pludselig var al litteraturkritik kommet til at handle om personen bag romanen og samspillet mellem værk og person. Der er vi mere eller mindre stadig den dag i dag, men dog ikke helt så galt som dengang.

Hanne Ørstavik bed ikke på Lillian Munk Rösings krog, overhovedet ikke. En bog taler for sig selv, og det er temaerne i den, som vi skal diskutere, forsøgte hun sig, men det gik hen over hovedet på Rösing, som holdt fast i sit udgangspunkt: Sammenblandingen af forfatter og hovedperson. Til sidst blev det for meget for Ørstavik, som resolut tog mikrofonen fra den danske biografi-fikserede anmelder og vendte sig mod den finske forfatter Riikka Pulkkinen, som også var til stede. Derefter brugte de to forfattere en halv times tid på at diskutere det særligt nordiske i deres respektive bøger, mens Rösing pænt måtte se på fra sin skammekrog.

Og se – det er jo en god historie. Jeg kom til at tænke på den for nylig, da jeg havde læst en anmeldelse af den danske litteraturforsker og cand. phil. Hans Hauges nye bog. Han er kendt som lidt af en havkat i det litterære hyttefad, da han holder fast i, at man bør skille værket fra forfatteren. Desuden er han aktiv i CEPOS og skriver ganske ofte i Berlingskes Groft sagt-panel. Han er med andre ord borgerlig, og dem er der ikke så mange af i litteraturkredse.

Men nu har Hans Hauge skrevet en ny bog. Nogle gange kan man blive helt stakåndet over, hvor meget folk producerer. Ordene formelig vælter ud af Hans Hauge, og der er oftest noget interessant at hente. Hans nye bog handler om Martin Heidegger, der af de fleste – også Hauge – beskrives som Det 20. Århundredes største filosof. Samtidig har den et særligt fokus – et opgør med opfattelsen af, at Heidegger er en nazistisk filosof. De seneste år er der nemlig kommet nye mulige beviser på bordet takket være udgivelsen af Heideggers efterladte Sorte Hæfter – dagbogsoptegnelser fra 30erne til 70erne.

Hele debatten handler naturligvis om, hvorvidt man skal afskrive Heidegger som anvendelig filosof, fordi han var medlem af det tyske nazistparti fra 1933-45. Altså: Kan en nazist være en af de største filosoffer i Det 20. Århundrede? Ja, mener Hans Hauge, som kalder Heidegger ”en lille nazist, men en stor filosof”. Alene det er forkætret. Man kan finde mange debatindlæg i danske medier, hvor folk argumenterer for, at hvis man er nazist, så er man nazist. Man kan ikke bare være sådan en lille lommenazist, bordet fanger.

Det er denne argumentation, som Hauge prøver at trevle op i sin nye bog, Løgstrup, Heidegger og nazismen, og det gør han virkelig grundigt. Pointerne bliver hamret fast op til flere gange, hvilket Hauge selv gør opmærksom på i forordet: Bogen er rodet, der er ikke gjort noget forsøg på at konstruere en narration. En af Hauges væsentligste pointer er, at Heidegger godt nok var medlem af Nazipartiet, men det var mest for at få lov til at være i fred. Han var med andre ord en medløber, og efter krigen kaldte han sin deltagelse for en dumhed og hævdede, at han ikke var nazist. I retsopgøret efter krigen blev han heller ikke kendt skyldig i noget som helst.

Desuden dokumenterer Hauge ganske grundigt, at jo længere bort fra Anden Verdenskrig vi kommer, jo mere er folk optaget af, at han var medlem af nazipartiet. Efter krigen var de fleste ligeglade, for de vidste godt, at han ikke var overbevist nazist – og at hans hovedværk ”Væren og tid” fra 1927 om menneskets forståelse af sig selv i en given tid, ikke har det fjerneste med nazisme at gøre.  I øvrigt – og her er vi så ovre i det biografiske – havde han et livslangt elsker/elskerinde-forhold til Hannah Ahrendt, både før og efter krigen. Hannah Arendt var som bekendt jøde og skrev det epokegørende værk om ”ondskabens banalitet”, Eichmann i Jerusalem.

 

Heidegger selv adskilte personen fra skriften, den såkaldte ”biografiske minimalisme”. Det er der ret mange gode grunde til at gøre, for hvor skal man stoppe? Som Hauge skriver: ”Hvis man skulle bedømme Rousseau eller Kant ud fra, hvad de sagde om kvinder eller negre, hvad Hegel sagde om afrikanere, Leibniz om tyskere, Aristoteles om slaver eller Schopenhauer om sex, ville der ikke være mange, vi kunne læse.”

Det burde være indlysende, men sådan er det ikke, og da slet ikke i filosofikredse, hvor alt bliver undersøgt ned i de mindste detaljer. På den anden side er det naturligvis en svær pille at sluge: Ja, Heidegger, som bliver kaldt Det 20. Århundredes største filosof, var nazist. Måske. Han var i hvert fald medlem af nazipartiet ligesom mange andre i 30ernes tyskland. Og K. E. Løgstrup, som mange er enige om er Danmarks største filosof i sidste århundrede, havde  Heideggers filosofi som springbræt. Løgstrup var ikke nazist, selv om han gik til forelæsninger hos Heidegger i 30erne. Både Heidegger og Løgstrup byggede videre på Søren Kirkegaard, der til gengæld ikke gik ind for folkestyret, demokratiet. Og sådan kan man blive ved. Som Hauge påpeger i sin nye bog, ingen filosof har noget at sige om alting. Hvorefter han kommer med en af de spydigheder, som bogen er ret rig på: ”Det kunne Vincent Hendricks lære noget af”.

I det hele taget er der mange gode grunde til at adskille personen fra skriften. Hvis skriften er nazistisk, skal det nok fremgå, ligeledes hvis den er totalitær, racistisk eller misogyn.

Tilbage står spørgsmålet om, hvorfor så mange er interesserede i personen bag romanen eller filosofien. Hvorfor denne biografiske optagethed? Hvorfor kan en kritiker som Lilian Munk-Rösing ikke lade være med at blive ved med at spørge til, hvor meget af personen Hanne Ørstavik der er i hendes roman? Det er meget svært at se det som andet en banal sladderbladsnyfigenhed – ih, hvor vil mange gerne vide noget om de kendtes private liv. Det gælder i stigende grad også i kunstens verden, og her kan man i dag pakke nyfigenheden ind som en kritisk metode takket være den autobiografiske tendens, der præger store dele af den blandt anmeldere mest roste litteratur.

Jeg forstår det ikke. Problemet er, at den biografiske optagethed skygger for værket selv, uanset om vi taler om litteratur eller fagbøger.

Guder som bakterier, favnen fuld af slanger

Nogle bøger sætter sig fast – alle andre steder end i halsen. De bliver ved med at kværne rundt, for hvad var det nu, de i virkeligheden handlede om – og hvad er konsekvensen for ens egen forståelse af menneskets mangeartede fremtrædelsesformer, årsag og virkning? Kreativt rod, med andre ord. Sådan har jeg det med romanen med den næsten-umulige titel Slugerens slugt. Det er en fransk-canadisk kultbog fra 1966, som nu er oversat til et godt dansk.

Romanens altdominerende hovedperson og fortæller hedder Berenice, og vi møder hende som et stort barn, vel en 8-9 år gammel. Men med et sprog og en viden, der trumfer selv det mest umulige mensabarn. Afbildet nederst i dette indlæg er første side af romanens 461 små sider. Læs selv.

Det er en ret stærk stemme, vi møder. Og ikke nok med det, der er også en meget usædvanlig stemme. Da jeg havde læst de første tre sider, blev jeg nødt til at lægge bogen fra mig, for lige at fordøje det overgreb jeg havde været ude for. Stemmen fortsætter resten af bogen, Berenice er ikke en, der er bange for stærke ord og hun er  i øvrigt mere end villig til at tage konsekvensen af dem.

Berenice hedder Einhardt til efternavn, og hendes forældre tilhører hver sin religion. Faderen er jøde, moderen er katolik. De mødte hinanden i Polen, hvor faderen reddede moderen ud af en nazistisk familie lige før Anden Verdenskrig. Hun var 13, og de blev gift. De får to børn, Christian og Berenice, men de kan ikke blive enige om, hvorvidt børnene skal opdrages katolsk eller jødisk, så de deler dem mellem sig: Moderen får Christian, som bliver opdraget katolsk, faderen får Berenice, som han forgæves forøger at gøre til en troende jøde.

Berenice udvikler et rasende had til begge forældre, men ind imellem lader hun lidt kærlighed overmande sig og hengiver sig til lykkelige stunder med moderen, som hun ellers ikke skåner. I store dele af bogen kalder hun moderen for Døde Kat, senere Dø’Kamel. Døde Kat efter moderens elskede, afdøde kat, kamelen efter de kameler, moderen synes, at hun sluger. Det pæneste, hendes far bliver kaldt, er Hr. Einhardt.

De to forældre ligger i konstant skænderi med hinanden, og Berenice nyder det. Hun har for længst draget sin egen lektie om livet: Det handler om at gøre sig så usårlig som muligt for ikke at lade andre overtage sin sjæl, sin selvstændighed. Til det er der brug for ensomhed, for isolation fra alle påvirkninger. Alle, som vil noget med Berenice, får derfor igen med dobbelt styrke. Og der er mange, der vil noget med Berenice, især hende far, som prøver at få en anstændig jøde ud af hende. Det lykkes heller ikke, selv om han sender hende til genopdragelse hos en onkel i New York.

Berenice elsker kun én person virkelig højt, storebroderen Christian. Derfor skiller forældrene dem naturligvis ad – bange for, at hun fordærver Christian eller ligefrem forfører ham. Det kan de sagtens have gode grunde til, for Berenice prøver naturligvis at få ham over på sin side: Der hvor man kun er lykkelig med andre, som er fri for ideologiske og religiøse påvirkninger.

Slugerens slugt er et massivt frontalangreb på religiøs indoktrinering. Især jødedommen får på puklen: ”Vi lider af kronisk synogogitis. Sørgmodige drankere har et bedre liv”. Og en bid af hendes reaktion på rabbiens store, røde bog med guldsnit: ”Jeg vil have favnen fuld af slanger, som jeg vil slynge lige op i hovedet på jer”. Berenice tager ingen gidsler.

Der er mange andre facetter i denne bog. Grundlæggende handler det om et barn, der er blevet fyldt med så meget religiøs dogmatik camoufleret som kærlighed, at hun mest af alt ønsker ødelæggelse, både for sig selv og verden. ”Jeg er bare en plet på Jorden. Jeg er for jorden blot en bums som vil gå i sig selv, blive absorberet og forsvinde. Jeg er en snavset gevækst, en slags vorte med arme og ben, en snavset vorte der har skubbet sig op til jordens overflade og som suger næring ud af den samme Jord, der selv er et snavset væsen”. Og så er vi tilbage til begyndelsen, håbet om at sluge alt for selv at undgå at blive slugt. Det er den eneste overlevelsesmulighed, som Berenice ser. Men hvad sker der for den, der indoptager hele verden? Hele verden bliver til en del af én selv, og det er lidt for meget at rumme, selv for Berenice.

Da hun efter nogle år i det jødiske fængsel (sådan opleves det naturligvis) i New York bliver smidt hjem igen efter en episode, hvor hun kyler en dreng ned ad en trappe, er det en endnu mere hærdet og radikaliset Berenice vi møder. Det får faderen til at sende hende til Israel. Forgæves prøver hun at få Christian, hendes eneste ven og den eneste hun elsker, til at flygte sammen med hende. Hun gør sit bedste: ”Jeg skal nok forsørge dig, som en parisisk luder, der forsørger sin kæreste i en fransk film”. Hun remser alle sine færdigheder op, men Christian nægter. Berenice mister ham og tager til Israel for at kæmpe mod araberne. Og endelig finder hun sig selv, kan man måske sige: For med så meget had som i nærkamp mod en synlig fjende, ”giver krigen mennesket tilbage til sig selv. Her genvinder menneskets sjæl sine rettigheder. Her bryder mennesket ud, forløst og frigivet ved tro og vold og spreder sig som vulkansk lava, det bryder ud og vælder frem som millioner af rædselsslagne hejrer.”

Dette er slugerens slugt, afgrunden som forløser, fristes man til at sige. Syndefaldet som udfrielse, ”Chaos Reigns”, som ræven sagde i Triers Antichrist. At Berenice kæmper på israelernes side har ingen betydning, hun ”ville have nydt den bitre duft af kuglen” med samme lyst på den modsatte side. Berenices morale: ”Alle guderne tilhører den samme race, en race der har udviklet sig af ondskaben i menneskets hjerte som bakterier i et væskende sår. (...) Den eneste logiske kamp er kampen mod alle.”

Slugerens slugt er nok det mest radikale kvindeportræt, jeg har læst. Det er på samme tid hjerteskærende og forfærdeligt, det er spækket med mytologiske referencer og ildsprudlende sprog. Samtidig er det en advarsel mod at tvinge børn ind i kontrolsystemer; Rousseaus ideal om det frie naturbarn ligger til grund for den. Og Forfatteren, Réjean Ducharme? Ham har jeg ikke nævnt endnu, men man ved heller ikke meget om ham. Som Canadas svar på J. D. Sallinger har han bevaret anonymiteten og isolationen i 50 år. Der er dog én forskel: Ducharme skriver stadig bøger – og laver skulpturer af skrot. Det kan man læse meget mere om i forordet til Slugerens slugt eller på nettet. 

Blandt magikere og elementarkræfter

Siden oplysningstiden har Danmark og det meste af den vestlige verden været ledet af en organisation af højt uddannede magikere. Deres opgave er at understøtte den almindelige samfundsorden, som den blev etableret efter Enevælden. Disse magikere kalder sig luminarer, lysbringere. De virker i det skjulte, og deres fjender er de samfundsnedbrydende magikere fra både fortid og nutid, som benytter sig af bevidsthedsændrende metoder: Påvirkning af mennesker gennem magi, tidsrejser og andet godt fra den sorte boks. Det gør dem farlige, og de viger ikke tilbage for noget i deres konstante forsøg på at udslette de herskende luminarer.

Det er med andre ord en værre røverhistorie, som forfatteren til den nys udkomne roman Københavns skygger har bikset sammen. Forfatteren selv er lige så mystisk som sit emne, han kalder sig Aspiciens Haufniensis, som vel bedst kan oversættes til ”Københavns vogter”. Romanen er udkommet på det lille forlag Ulven og Uglen, som ligger i det umiddelbart meget lidt magiske Ballerup. Men hvad ved vi almindelige dødelige om magiske kraftfelters beliggenhed?

Hovedpersonen i Københavns skygger ved  intet om magi og luminarer til at begynde med. Han hedder Thor og er ikke meget mere end 19 år gammel, da han begynder på historiestudiet i København. Inden han ser sig om, er han hvirvlet ind i en sideløbende oplæring i magi, fordi han er i besiddelse at specielle evner. Det viser sig hurtigt, at hans mor også er i besiddelse af dem, men hun har helt droppet magien, fordi hendes mand, Thors far, er død under mystiske omstændigheder, som hun nægter at tale med Thor om. Men Thor finder nogle spændende ting i et par gamle kasser og finder ud af, at hans far også var luminar. Han sætter sig naturligvis for at opklare gåden om sin fars død – hvad ellers?

Thor finder hurtigt en anden luminar på studiet, den meget mere drevne Janus, hvis far er institutleder for MET, som Det Magiske Akademi hedder. Janus kan derfor meget mere end sin alakazam, og han interesserer sig mest for den forbudte magi kaldet ”atra”, som de samfundsnedbrydende kræfter både før og nu benytter sig af. Snart bliver Thor en slags discipel hos Janus, og så begynder der at ske ting og sager for de to venner, som går stadig dybere ind i organisationen, samtidig med at de dyrker deres hemmelige og forbudte magi.

Overordnet set er det en fortælling om magt og modmagt, om kontrol modsat fri vilje. Hvor meget skal man kontrollere for at undgå kaos? Hvordan undgår man, at kontrollanterne, magtudøverne, bliver til despoter og undertrykkere? Aktuelle spørgsmål, der ligger som en fin understrøm i denne velkomponerede roman.

Københavns skygger en en blanding af Erwin Neutzsky-Wulff og tegneserien X-Men. Som begge forbilleder lever den, fordi den er troværdig og velresearchet. Som læser accepterer man, at det da godt kunne være, at der findes sådan en organisation, og at magi findes også i dag. Magi er at ændre i de fysiske elementarkræfter, at kunne frembringe varme eller kulde for eksempel – eller teleportere. Meget af bogen går med beskrivelser af alle de magiske øvelser, og det er helt sikkert, at forfatteren er godt inde i sit stof. Det er lidt af en kunst at gøre noget så usandsynligt virkeligt, men her er det gennemført.

Sjovt nok er romanen meget roligt skrevet. Der er ikke overdrevent ramasjang i den, den ligger nærmest det modsatte sted af en bog som Da Vinci-mysteriet, hvor man dårligt når at trække vejret. Alligevel er den elementært spændende i beskrivelsen af Thors og Janus’ forhold til hinanden og til de ledende luminarer, og spændingen fortættes betragteligt hen mod den både overraskende og  tankevækkende slutning. Københavns skygger er en slags coming of age i et magisk univers med livet som indsats. Hvis man er til den slags, kan man trygt – sådan da – gå ombord. For gu er det er røverhistorie, men den slags skal man som bekendt ikke kimse af.

Filosofi uden bullshit

De fleste – jeg skulle lige til at sige normale – mennesker har det vist som jeg: Filosofi, man orker ikke at læse det, man orker ikke alt det ævlebævle, som man skal tygge sig igennem for at nå frem til et eller andet, som man kan bruge til noget. Tag nu bare sådan noget som Frankfurterskolen. Det er et ord, de fleste har hørt, men hvem var det lige – for slet ikke at tale om, hvem der tilhørte den ene eller den anden generation. I øvrigt er det den slags, som man lynhurtigt kan finde på nettet, hvis man har brug for det.

Faktisk er der kun én filosof, som jeg synes det er værd at læse i originalværkerne, nemlig Nietzsche. Han er på mange måder et guddommeligt vrøvlehoved, og hvis man sådan lige slår op i en tilfældig bog og læser 3-4 sider et sted i midten, er man stensikkert blevet hylet ud af sin vanetænkning. Der er mindst et par sætninger, som man roligt kan tænke videre over og sætte ind i sin forestillingsverden. Og så er han ofte meget morsom.

Men alle de andre – nej tak. De er kedelige, og jeg orker det ikke. Mange har alt for travlt med at udvikle andre filosoffers teorier eller rakke dem ned på et meget subtilt niveau. Omvendt er det jo ikke bare ævlebævle alt sammen – meget af det er faktisk anvendeligt i det daglige. 

Selv blev jeg for nylig sat godt og grundigt ind i anvendeligheden af Hegels synteseteori: Når to mennesker pludselig står i tilsyneladende uforsonlige positioner, er det en stor fordel at tale om noget helt andet, der vækker gensidig forståelse. Eller at stille hinanden spørgsmålet: Hvor kan disse tilsyneladende uforsonlige positioner mødes? Det bruger jeg i det daglige i samtaler med folk, og det virker fabelagtig godt. Ofte begynder man at grine over, at man kunne male hinanden op i de hjørner, man havde gjort.

Og sådan er det med mange filosoffer: De har redskaber, som er anvendelige i det praktiske og daglige liv.

Og se dét findes der en fremragende lille bog om. Den er skrevet af engelske Nicholas Fearn, som har lavet et forbilledligt stykke formidlingsarbejde om de 25 vigtigste (efter hans mening, naturligvis) filosoffers metoder. Den hedder ”Nietzshes hammer og andre redskaber fra filosofiens værktøjskasse”. Hver filosof får en 6-7 sider hver, og så har man faktisk fået et overblik over, hvad man kan bruge Nietzsche, Aristoteles, Derrida, Hegel, Kant og mange andre til. Derfor er det et fremragende opslagsværk og et godt eksempel på, at det kan være bedre og nemmere at have en bog end at bruge nettet. Det er sådan en bog, som man er glad for at eje, og mit eksemplar er efterhånden godt slidt.

Desværre er den udsolgt fra forlaget, men da jeg tjækkede på antikvariat.net, var der 4 eksemplarer til salg, de tre ubrugte til 150 kr. stykket. Godt køb! God julegave!