Søg i denne blog

tirsdag den 26. april 2016

Blandt magikere og elementarkræfter



Siden oplysningstiden har Danmark og det meste af den vestlige verden været ledet af en organisation af højt uddannede magikere. Deres opgave er at understøtte den almindelige samfundsorden, som den blev etableret efter Enevælden. Disse magikere kalder sig luminarer, lysbringere. De virker i det skjulte, og deres fjender er de samfundsnedbrydende magikere fra både fortid og nutid, som benytter sig af bevidsthedsændrende metoder: Påvirkning af mennesker gennem magi, tidsrejser og andet godt fra den sorte boks. Det gør dem farlige, og de viger ikke tilbage for noget i deres konstante forsøg på at udslette de herskende luminarer.

Det er med andre ord en værre røverhistorie, som forfatteren til den nys udkomne roman Københavns skygger har bikset sammen. Forfatteren selv er lige så mystisk som sit emne, han kalder sig Aspiciens Haufniensis, som vel bedst kan oversættes til ”Københavns vogter”. Romanen er udkommet på det lille forlag Ulven og Uglen, som ligger i det umiddelbart meget lidt magiske Ballerup. Men hvad ved vi almindelige dødelige om magiske kraftfelters beliggenhed?

Hovedpersonen i Københavns skygger ved  intet om magi og luminarer til at begynde med. Han hedder Thor og er ikke meget mere end 19 år gammel, da han begynder på historiestudiet i København. Inden han ser sig om, er han hvirvlet ind i en sideløbende oplæring i magi, fordi han er i besiddelse at specielle evner. Det viser sig hurtigt, at hans mor også er i besiddelse af dem, men hun har helt droppet magien, fordi hendes mand, Thors far, er død under mystiske omstændigheder, som hun nægter at tale med Thor om. Men Thor finder nogle spændende ting i et par gamle kasser og finder ud af, at hans far også var luminar. Han sætter sig naturligvis for at opklare gåden om sin fars død – hvad ellers?

Thor finder hurtigt en anden luminar på studiet, den meget mere drevne Janus, hvis far er institutleder for MET, som Det Magiske Akademi hedder. Janus kan derfor meget mere end sin alakazam, og han interesserer sig mest for den forbudte magi kaldet ”atra”, som de samfundsnedbrydende kræfter både før og nu benytter sig af. Snart bliver Thor en slags discipel hos Janus, og så begynder der at ske ting og sager for de to venner, som går stadig dybere ind i organisationen, samtidig med at de dyrker deres hemmelige og forbudte magi.

Overordnet set er det en fortælling om magt og modmagt, om kontrol modsat fri vilje. Hvor meget skal man kontrollere for at undgå kaos? Hvordan undgår man, at kontrollanterne, magtudøverne, bliver til despoter og undertrykkere? Aktuelle spørgsmål, der ligger som en fin understrøm i denne velkomponerede roman.

Københavns skygger en en blanding af Erwin Neutzsky-Wulff og tegneserien X-Men. Som begge forbilleder lever den, fordi den er troværdig og velresearchet. Som læser accepterer man, at det da godt kunne være, at der findes sådan en organisation, og at magi findes også i dag. Magi er at ændre i de fysiske elementarkræfter, at kunne frembringe varme eller kulde for eksempel – eller teleportere. Meget af bogen går med beskrivelser af alle de magiske øvelser, og det er helt sikkert, at forfatteren er godt inde i sit stof. Det er lidt af en kunst at gøre noget så usandsynligt virkeligt, men her er det gennemført.

Sjovt nok er romanen meget roligt skrevet. Der er ikke overdrevent ramasjang i den, den ligger nærmest det modsatte sted af en bog som Da Vinci-mysteriet, hvor man dårligt når at trække vejret. Alligevel er den elementært spændende i beskrivelsen af Thors og Janus’ forhold til hinanden og til de ledende luminarer, og spændingen fortættes betragteligt hen mod den både overraskende og  tankevækkende slutning. Københavns skygger er en slags coming of age i et magisk univers med livet som indsats. Hvis man er til den slags, kan man trygt – sådan da – gå ombord. For gu er det er røverhistorie, men den slags skal man som bekendt ikke kimse af.