Hen til komodovaranen og tilbage igen

Det var en munter dag i Holbæk, og det var i Bog og Ide. Mange rigtig gode bøger er som bekendt billigere end en burger, og man kan altid finde et eller andet godt i stakken af kvalitetsbøger, som blev trykt i for store oplag. Nogle gange undrer jeg mig også over enkelte udgivelser og ikke mindst timingen af et eventuelt salg. Hvem vil for eksempel købe en bog med titlen Lyst og nød – træk fra kønssygdommenes historie sådan en tidlig forårsdag i Bog og Idé?

Til gengæld lå der en gammel bog af Martin Hall, Vægtløs mand under truende sky. Det er hans dagbog fra dengang han var dommer i TV-freakshowet Talent 2008. Jeg så ikke et eneste afsnit af serien – eller hvad man nu kalder den slags. Hele afdelingen af amatører, der fremviser et eller andet til højlydt offentlig applaus eller hån, får det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Det er så mit stejf af paranoia, jeg ser billeder af den gamle sort/hvide Klokkeren fra Notre Dame i min indre biograf, jeg ser uniformer i strækmarch og drukne lynchninger i store træer. Det er sikkert bare mig – og i øvrigt også Martin Hall, som meget passende varmer op til den første talent-audition ved at læse Dan Andersens ganske glimrende bog Nazimyter – blodreligion og dødskult i Det tredje rige. Folketdybets brøl gør også ham angst.

Martin Hall er sjældent mindre end interessant at læse. I min optik er han bedst i sine dagbøger. Engang i 80erne læste jeg hans debut Genopbyggelsen er større end selve skabelsen, og det var virkelig en gang fortænkt vrøvl, ulæseligt. Prøv selv. Dengang var Hall ikke mere end 20 år, men det bevirkede at jeg holdt mig væk fra ham som forfatter indtil jeg faldt over hans dagbog Kommunikaze fra 2001. Dét var en oplevelse, og den rangerer stadig højt på min liste over yndlingsbøger.

Martin Hall er lidt af en ener i Danmark. Han er vel mest kendt som den verdensfjerne dandy, der velklædt betragter denne verdens tilskikkelser med mere end blot et strejf af weltschmertz. Det billede er godt nok, men det er ikke komplet. Martin Hall er samtidig en meget personlig og følsom registrant af sin samtid, og det eneste, han for alvor er fordømmende overfor, er dumhed. Folk må skabe sig lige så tosset de vil og have diverse obskure interesser, det er kun et plus i hans bog. Læg dertil at han er ekstremt vidende om både musik og litteratur, såvel den populære som den obskure.

Med Martin Hall som samtidsregistrant har vi derfor fat i en slags outsider, som har dybden til at sige noget både intelligent og anderledes om populærkulturen. Når han bliver kastet direkte ind i løvens hule som dommer i et freakshow, der blev en landeplage med tilhørende tabloidfokus på dommerne, som også talte Peter Aalbæk og musicaleksperten Julie Steincke, så er der dømt jackpot i den offentlige bingohal. Det er der så også i Halls dagbog fra tiden som dommer. Den følsomme æstetiker i orkanens øje med sprog og viden til at reflektere over populærkulturen fra dens mest ekstreme side.

Reflektionerne er ikke bange for det store sving med kosten. Hall reflekterer for eksempel over kedsomhedens historie og citerer en gammel bog for udsagnet ”Livet bliver kort, når tiden føles lang”. Koblingen til Talent 2008 er, at vi som art finder på den slags, fordi vi keder os. ”Ædt op af kedsomhedens langsomt arbejdende svamp arbejder vi os planmæssigt hen mod stedet, hvor kultur erstattes af civilisation. Vi er ånder, der endnu ikke har opdaget, at vi er døde. Vi er sitcom-latterens oprindelige stemmer, de i tusindvis af døde mennesker, hvis grin blev indspillet i et præhistorisk JFK-Amerika, som stadig runger løs i den syndflod af tv-serier og talkshows, vi glubsk fylder os med”.

Udsagnet er emblematisk for Halls indgangsvinkel til populærkulturen, og han er ikke bange for at stemple helt ind i dysterheden; for at kalde tv-skærmen for ”forbrændingens pejsebillede, det dansende vivisektionsmateriale, de døde kroppe på Panum Instituttets brikse”. Han lukker dette dagbogsafsnit med at undre sig over, at det overhovedet kan lade sig gøre: ”Millioner af års evolutionær celleudvikling og puf!, der står Birthe og spiller på trompet, mens nationen vrider sig af grin”.

Det er et spørgsmål om synsvinkel. Halls kan synes overdrevet, men han har mere end én pointe. Og så må han for min skyld gerne være teatralsk og krukket. Som senere hen i dagbogen, hvor han pludselig udbryder: ”Kære alle jer, der hader og foragter mig, I har vundet. Jeg er en knækket mand. Et nedbrudt menneske. Et skælvende gespenst. En smertelig meningsløshed betrukket med et tyndt lag kløende og eksemplaget hud.”

Så hvorfor kastede han sig ind i denne helvedesmaskine, som populærmedierne bereder de følsomme sjæle, der drager ind i uhyrets bug? Penge såmænd, men også forfængelighed og en slags trods blandet med eventyrlyst: Hvordan ser der ud i mørkets hjerte? Vil jeg slippe levende ud?

Martin Hall slap levende ud, selv om han ofte var på nervepiller under optagelserne. Man kan vel sige, at der er dem, der er født ind i spotlightet, så som hans meddommere, og så er der dem, der skyr det. Takket være en af de sidstnævnte har vi fået en beretning om, hvordan populærkulturen fungerer. Og selv om bogen er otte år gammel, holder beskrivelsen stadigvæk. Alene det er lidt af en bedrift, når man benytter sig af dagbogsformen.

Så lad Hall få det sidste ord her, fra den sidste optegnelse i Vægtløs mand under truende sky: ”Gør øjets lyster én blind i hjertet? Jeg ved det ikke. Man føler sig som et forpustet rovdyr, der netop har overstået drabet og nu, uden for mange dikkedarer, gerne bare vil i gang med at æde”.

Måske er det derfor, at der bliver spist så meget slik foran det blå lys? Sublimeringsanalytikere, line up.