Hen til komodovaranen og tilbage igen

Det var en munter dag i Holbæk, og det var i Bog og Ide. Mange rigtig gode bøger er som bekendt billigere end en burger, og man kan altid finde et eller andet godt i stakken af kvalitetsbøger, som blev trykt i for store oplag. Nogle gange undrer jeg mig også over enkelte udgivelser og ikke mindst timingen af et eventuelt salg. Hvem vil for eksempel købe en bog med titlen Lyst og nød – træk fra kønssygdommenes historie sådan en tidlig forårsdag i Bog og Idé?

Til gengæld lå der en gammel bog af Martin Hall, Vægtløs mand under truende sky. Det er hans dagbog fra dengang han var dommer i TV-freakshowet Talent 2008. Jeg så ikke et eneste afsnit af serien – eller hvad man nu kalder den slags. Hele afdelingen af amatører, der fremviser et eller andet til højlydt offentlig applaus eller hån, får det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Det er så mit stejf af paranoia, jeg ser billeder af den gamle sort/hvide Klokkeren fra Notre Dame i min indre biograf, jeg ser uniformer i strækmarch og drukne lynchninger i store træer. Det er sikkert bare mig – og i øvrigt også Martin Hall, som meget passende varmer op til den første talent-audition ved at læse Dan Andersens ganske glimrende bog Nazimyter – blodreligion og dødskult i Det tredje rige. Folketdybets brøl gør også ham angst.

Martin Hall er sjældent mindre end interessant at læse. I min optik er han bedst i sine dagbøger. Engang i 80erne læste jeg hans debut Genopbyggelsen er større end selve skabelsen, og det var virkelig en gang fortænkt vrøvl, ulæseligt. Prøv selv. Dengang var Hall ikke mere end 20 år, men det bevirkede at jeg holdt mig væk fra ham som forfatter indtil jeg faldt over hans dagbog Kommunikaze fra 2001. Dét var en oplevelse, og den rangerer stadig højt på min liste over yndlingsbøger.

Martin Hall er lidt af en ener i Danmark. Han er vel mest kendt som den verdensfjerne dandy, der velklædt betragter denne verdens tilskikkelser med mere end blot et strejf af weltschmertz. Det billede er godt nok, men det er ikke komplet. Martin Hall er samtidig en meget personlig og følsom registrant af sin samtid, og det eneste, han for alvor er fordømmende overfor, er dumhed. Folk må skabe sig lige så tosset de vil og have diverse obskure interesser, det er kun et plus i hans bog. Læg dertil at han er ekstremt vidende om både musik og litteratur, såvel den populære som den obskure.

Med Martin Hall som samtidsregistrant har vi derfor fat i en slags outsider, som har dybden til at sige noget både intelligent og anderledes om populærkulturen. Når han bliver kastet direkte ind i løvens hule som dommer i et freakshow, der blev en landeplage med tilhørende tabloidfokus på dommerne, som også talte Peter Aalbæk og musicaleksperten Julie Steincke, så er der dømt jackpot i den offentlige bingohal. Det er der så også i Halls dagbog fra tiden som dommer. Den følsomme æstetiker i orkanens øje med sprog og viden til at reflektere over populærkulturen fra dens mest ekstreme side.

Reflektionerne er ikke bange for det store sving med kosten. Hall reflekterer for eksempel over kedsomhedens historie og citerer en gammel bog for udsagnet ”Livet bliver kort, når tiden føles lang”. Koblingen til Talent 2008 er, at vi som art finder på den slags, fordi vi keder os. ”Ædt op af kedsomhedens langsomt arbejdende svamp arbejder vi os planmæssigt hen mod stedet, hvor kultur erstattes af civilisation. Vi er ånder, der endnu ikke har opdaget, at vi er døde. Vi er sitcom-latterens oprindelige stemmer, de i tusindvis af døde mennesker, hvis grin blev indspillet i et præhistorisk JFK-Amerika, som stadig runger løs i den syndflod af tv-serier og talkshows, vi glubsk fylder os med”.

Udsagnet er emblematisk for Halls indgangsvinkel til populærkulturen, og han er ikke bange for at stemple helt ind i dysterheden; for at kalde tv-skærmen for ”forbrændingens pejsebillede, det dansende vivisektionsmateriale, de døde kroppe på Panum Instituttets brikse”. Han lukker dette dagbogsafsnit med at undre sig over, at det overhovedet kan lade sig gøre: ”Millioner af års evolutionær celleudvikling og puf!, der står Birthe og spiller på trompet, mens nationen vrider sig af grin”.

Det er et spørgsmål om synsvinkel. Halls kan synes overdrevet, men han har mere end én pointe. Og så må han for min skyld gerne være teatralsk og krukket. Som senere hen i dagbogen, hvor han pludselig udbryder: ”Kære alle jer, der hader og foragter mig, I har vundet. Jeg er en knækket mand. Et nedbrudt menneske. Et skælvende gespenst. En smertelig meningsløshed betrukket med et tyndt lag kløende og eksemplaget hud.”

Så hvorfor kastede han sig ind i denne helvedesmaskine, som populærmedierne bereder de følsomme sjæle, der drager ind i uhyrets bug? Penge såmænd, men også forfængelighed og en slags trods blandet med eventyrlyst: Hvordan ser der ud i mørkets hjerte? Vil jeg slippe levende ud?

Martin Hall slap levende ud, selv om han ofte var på nervepiller under optagelserne. Man kan vel sige, at der er dem, der er født ind i spotlightet, så som hans meddommere, og så er der dem, der skyr det. Takket være en af de sidstnævnte har vi fået en beretning om, hvordan populærkulturen fungerer. Og selv om bogen er otte år gammel, holder beskrivelsen stadigvæk. Alene det er lidt af en bedrift, når man benytter sig af dagbogsformen.

Så lad Hall få det sidste ord her, fra den sidste optegnelse i Vægtløs mand under truende sky: ”Gør øjets lyster én blind i hjertet? Jeg ved det ikke. Man føler sig som et forpustet rovdyr, der netop har overstået drabet og nu, uden for mange dikkedarer, gerne bare vil i gang med at æde”.

Måske er det derfor, at der bliver spist så meget slik foran det blå lys? Sublimeringsanalytikere, line up.

I Langhornets have

Forlaget Gladiator lancerede et nyt litteraturmagasin forleden. Det hedder Texas Longhorn, navngivet efter Gladiator-matadoren Hans Otto Jørgensens yndlingsko. Og brøle kunne dyret, med en meget tidstypisk selviscenesættelse mente forlaget, at det var det nærmeste, vi kom genialitet på denne side af Efter Knausgaard.

Så derfor har jeg virkelig prøvet at tage ja-hatten på.

For det første: Det er altid godt, når et nyt litterært magasin ser dagens lys, og det er især godt, nær det trykkes i et oplag på 12.000 og distributionen – som her – er i orden. Litteratur ud til alle, det er det, vi vil. 

For det andet: Det er ret mange unge, ukendte navne i bladet, og de bliver skønsomt blandet med de etablerede, Josefine Klougart og Cecilie Lind for eksempel. Den slags er også altid godt, så kan tekster bedømmes og læses, for hvad de er uden andet kendisfilter end navnet.

For det tredje: Tjah ... det er i farver! Og layoutet er som skidt ud af (lad os endelig blive i ko-universet) Se & Hør. Bortset fra at mange af teksterne nærmer sig det ulæselige – hov, nu er jeg på vej væk fra ja-hatten – fordi layouteren ikke altid har styr på sammenhængen mellem tekstlængde og farvelægning. Mange tekster skal man virkelig ville læse, for det er en hård kamp for øjnene – også selv om de er unge og friske. En klassisk begyndefejl i magasinlayout.

For det fjerde: Det er faktisk nogle gode tekster imellem. Problemet er bare, at man næsten ikke gider læse dem, fordi layoutet skriger så meget, at det modarbejder en eventuel fordybelse. Og det er måske lige dér  at Langhornet fejler monumentalt. Et layout som Se & Hørs er skabt til sensationer, hurtig læsning og bladren, så at pakke litterær kvalitet ind i dette skrigeri svarer til at lande en økologisk kvalitetspølse i et luftpumpet Paaskebrød. Havde det så bare været en ulv i fåreklæder, men det er det heller ikke. Det er ikke meget vilddyr over Langhornet.

Det skyldes, at redaktionen tydeligvis ikke har journalistisk erfaring med den profession, det er at lave blad. Manglen på præsentationer er monumental. Tag nu bare forsiden: Ingen af overskrifterne vækker nysgerrighed, tværtimod er de gabende kedsommelige. ”I mine forældres have” for eksempel. Ikke ligefrem en kioskbasker. Det samme kan man sige om de andre, ”The necklace”, ”Den gamle mand” og ”Inge og HP”.

Det bliver ikke meget bedre inde i bladet.

Kunsten at lave magasiner består i at ægge læseren til at læse teksterne, og det gør man med overskrift, introduktion, billeder og billedtekster. Og i Se & Hør-layout også med knaldstjerner så som ”Nøgenchock”, en af de flittigst brugte i Se & Hør. Men det skal passe med overskriften.

Tag nu igen overskriften ”I mine forældres have” – det hjælper ikke meget, at man booster den med den klassiske knaldstjerne ”Afsløring”, for der en ingen genkendelse i overskriften. Det tilhørende sorthvide amatørbillede forestiller en kvinde, der drikker et eller andet. Er det så i haven hun gør det? Er det afsløringen? En kvinde drikker noget i sine forældres have? Vi ved det ikke, og vi gider egentlig heller ikke vide det, for hvad rager det os.

Samlet set bliver Langhornet derfor sært ligegyldigt, teksterne imploderer i hovedet på den arme læser i stedet for at eksplodere. Overordnet sidder jeg tilbage med en følelse af, at Gladiator har gjort sine forfattere en bjørnetjeneste. Sjovt nok er der mange reportager i bladet, ofte rejsereportager, som godt kunne have stået i aviser eller andre magasiner. Men de er oftest for lange til at fungere i Se & Hør-indpakning, som jo råber på korte tekster. Derfor fungerer digtene og de digtagtige tekster bedst her i Langhornet.

At de så er meget repræsentative for den nye trend med dagbogsdigte, private og ikke videre inkluderende, kan ikke overraske, det er Gladiators kendetegn. Her bliver oftest skrevet til folk, der har det som forfatteren, ikke til andre. Og som altid er übernarcissisten over dem alle, Cecilie Lind, tåkrummende pinlig med sin tekst om sig selv set gennem spejle.

I fugleperspektiv: Lad os antage, at 60.000 primært unge mennesker har læst langhornet. De vil blive bekræftet i, at hvis dette er litterær kvalitet, så kan de gøre det lige så godt eller bedre. På den måde er bladet meget demokratisk; der er en kvalitet ved det mislykkede, det får andre til at strenge sig an. Desuden er det lykkedes for Langhornet at lægge nyt brænde under den aktuelle debat om, hvad litteratur kan og skal, hvad litterær kvalitet er. Mange har garanteret også fået sig et godt grin. Og det er jo ikke så galt.

Langhornet lover, at bladet ikke er en enlig svale. Så der kommer mindst et til, må vi tro. Og hvem ved? Måske lærer de af fejlene, hyrer en professionel bladmand, gør det hele meget bedre. Det første nummer af et magasin er altid hylesvært.

Følelsesmaskinen forklædt som litteratur

Måske er jeg ved at blive gammel. Eller rettere: Jeg er blevet gammel. I snart 40 år har jeg altid fulgt opmærksomt med i al ny lyrik, men nu begynder det at kede mig. Jeg synes, at det er en slags ungdomslitteratur; en frygtelig masse unge mennesker skriver om deres liv i en ny form for knækprosa. Den er en anelse mere afsnuppet og springende end i 70erne, men i bund og grund er det samme grundsubstans. Her er mit liv. 

De sidste fem år har vi været igennem mange betegnelser for dette. Autofiktion, performativ biografisme og endelig Litterær Reality, som jeg selv fortrækker, fordi det inddrager genren i hele mediebilledet. Litterær Reality er noget, der opstår, når en forfatter skriver en mere eller mindre fiktiv selvbiografisk bog, et stort forlag slår på tromme for den og medierne lytter, fordi det ligger i deres DNA, at det bedste nyt er det nye nyt. Og de tager for givet, at de store forlag har fingeren på pulsen.

Når en ung forfatter skriver om sig selv og sine gerne lidt anderledes erfaringer end det allermest almindelige og med følelserne uden på tøjet og coveret, er der jackpot i den litterære spillehal. Det bevirker også, at mange nye digtsamlinger af unge forfattere er temadigtsamlinger. Her er digtsamlinger om døde pårørende, om livet som borderliner, om livet som udsendt soldat, om at være handikappet, om at være nybagt far, om stort set alt. Digtsamlingerne taler til dem, der har en lignende alder og oplevelse – og ikke særlig mange andre. Slet ikke os, der er blevet så gamle, at vi både har oplevet og hørt om det hele før.

I virkeligheden er det jo enormt sympatisk. De unge digtere gør deres bedste for at videregive deres oplevelser, og det er langt nemmere – for en umiddelbar betragtning – at skrive en digtsamling end en roman. Det er erfaringsudveksling mellem ligesindede, en slags offentlig terapigruppe, hvor alle er velkomne, og hvor digte nu igen bliver læst af mange i stedet for at være et reservat for de få og højpandede. Det kan man ikke have noget imod, tværtimod, det er jo al ære og respekt værd. 

Men det får mig til at føle mig gammel og udenfor, for jeg griber mig i at tænke Herregud, lille ven, det er da også noget værre noget. Et af forbillederne for de unge danske reality-lyrikere er amerikanske Mira Gonzalez, hvis digtsamling ”Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen”, oversat af den måske mest hypede unge danske digter, Caspar Eric, er ganske rørende. Men jeg står udenfor og betragter et ungt menneske, der føler sig ”udsat på hjertets bjerge”, for nu at citere Rilke. Og jeg bliver ikke lukket ind, for i Mira Gonzalez digte er der ikke plads til andre end hende. Hendes selv, hendes følelser, fylder hele rummet og favner ikke andre. Som hos mange af de unge danske digtere.

Jeg er helt med på, at det er meget tidstypisk. Man behøver blot at lukke op for TV eller radio for at se det samme fænomen udbredt i andre formater. Alle interviews i den menneskelige sfære fokuserer i dag på, hvem den interviewede er. Der synes at være en udbredt konsensus om, at jo flere personlige følelseslunser, man kan skære ud af folk, jo mere nærværende og godt er det. Den personlige oplevelse er udbredt i et hidtil uset omfang – og de interviewede spiller gladeligt med. Men kan såmænd også opleve det live til forskellige oplæsningsarrangementer rundt omkring i landet – de unge oplæsere gør en dyd ud af at være så oprigtige, ærlige og offentligt private som mulig. Man ser virkelig giraffen.

Men man kan også være så heldig at opleve det stik modsatte, både live og i litteraturen. Her i foråret befandt jeg mig i Poesiens Hus, som nu har fået mere eller mindre permanente lokaler i Den Fri Udstillingsbygning lige over for Østerport Station i København. Tre skuespillere opførte meget fyldige og godt redigerede uddrag af danske digtsamlinger, blandt andet Ole Sarvigs ”legende”, som til næste år har 70 år på bagen. ”Legende” er – som så mange andre af Sarvigs digte – befriet for tid, sted og personfiksering. Det er det fællesmenneskelige, vores kollektive hukommelse som mennesker, der er i højsædet. At høre digtet læst op af professionelle befriede det endeligt fra digteren, mennesket, det private. Der var vel en 60 mennesker i lokalet, og under næsten hele oplæsningen sad folk som forstenede, fordi de forholdt sig til ordene, ikke til digteren.

Naturligvis skete det magiske, som al god kunst lever af: Selv om digtet er over 70 år gammelt, blev det vibrerende og aktuelt. Sarvigs digte kredser om orden og kaos i et betændt spændingsfelt, og den erfaring er vel så aktuel som nogensinde. Vis mig lige det normalfungerende menneske, som i dag ikke nærer en vis fremtidsangst på en klode, der bliver stadig mindre i takt med, at den bliver mere og mere overbefolket. 

Problemstillingen er ny, men angsten er så gammel som Methusalem. Der har altid været angst for at kaos afløser orden, der har altid været bestræbelser på at beskytte den aktuelle orden, for det handler om overlevelse for sig selv og sine nærmeste. Man kan sagtens se det som det mest aktuelle politiske spørgsmål i dagens verden: Skal man favne eller afvise det ukendte? Slå syv kors for sig eller indkorporere det ukendte, så det bliver kendt – også med de farer for forandring, som det kan medføre.

Det er den slags, som kunst kan. Den slår bro over den enkelte person og den kollektive erfaring. Den forbinder myter og virkelighed, skaber rum for reflektion, gør folk klogere på sig selv i verden. Der bliver plads til den enkeltes erfaring, tilhøreren – eller læseren – bliver meddigter, bliver medskabende. Netop fordi det hæver sig ud over fokuseringen på individet, på forfatteren. Kunst handler ikke om at finde ind til kunstnerens inderste, den handler om at indvinde nye indsigter om verden, mennesker og sig selv. Det er i den spænding, at man skal vurdere den. Det tidløse bliver tidsbundet, gamle erfaringer bliver indoptaget i nutiden og giver mening her og nu, netop fordi det ikke er historieløst og privat.

Jeg talte engang med forfatteren Katarina Lewkovich, som garanteret ikke er kendt af særlig mange, men hun har skrevet en fremragende digtsamling ved navn ”Øksepunktet”. Hun formulerede sit krav til en god digtsamling – eller roman – på den måde, at hun vil rammes på et højere punkt end netop alt det dagligdags, hvis hun skal have noget ud af litteratur. 

Men hvad, hun er sikkert også ved at blive gammel.

Meget af den nutidige Litterær Reality kikser nærmest grandiøst i forhold til at ramme folk på et højere punkt end dagligdagen set gennem lyriske formuleringer. Læserne eller tilhørerne bliver ikke udfordret, de må nøjes med at forholde sig til en andens følelser og sammenligne det med sine egne. Det bliver meget hurtigt til en meget flad og meget lidt givende samtale.

Man kan selvfølgelig sige, at det måtte komme. Det private har i mange år haft forrang i offentligheden, og nu er det så også for alvor flyttet ind i litteraturen. Men hvor man i 70erne gjorde det private politisk, er det ikke længere muligt i dag, for politiske budskaber uanset indhold er nu slidte, gammelkendte klichéer, som man kan være enig i eller ej. I dag skal der det modsatte til: At gøre det politiske nærværende via den fællesmenneskelige erfaring og historie. Den slags digtsamlinger og romaner er der i dag langt imellem hertillands – og med få undtagelser hører man sjældent om dem.

Det skal laves om. Landets litteraturredaktioner har stadig en forpligtigelse til at skelne skidt fra kanel. Tør jeg anmode om, at medierne fokuserer på den litterære kvalitet i stedet for at løbe i måsen på de store forlags tidstypiske døgnfluer? Jeg medgiver, at de er bedre stof end de forfattere, der har fat i de lange perspektiver og ikke giver ved de private døre, men i det lange løb vil det altid være de forfattere, der har blik for historien, myterne og sammenhængene, der bliver stående.

Jeg føler du føler det jeg også føler

Litteraturforsker Mette Høeg kastede for snart en måned siden en veritabel bombe ind i den hjemlige litterære andedam med sit indlæg om ”pigebørnenes” dominans i den nye litteratur. Men egentlig var det Weekendavisens litteraturredaktør, Johannes Baun, der antændte bomben ved at bringe hendes indlæg på forsiden af bogsektionen.

Koncensus i litteraturverdenen synes i dag at være følgende: Diskussionen handler ikke om køn, men om en ny drejning i litteraturen, en tilbagevending til 70ernes bekendelseslitteratur, blot i nye gevandter. I dag kaldes det autofiktion, litterær reality eller – den nye betegnelse – navlepillerlitteratur. Mænd som kvinder skriver i den genre.

Lad mig skrue tiden en fem år tilbage. Karl Ove Knausgaard var netop udkommet på dansk med første bind af Min kamp, men debatten om hvad hulen dette her nu var for noget, var allerede i gang inden den danske oversættelse. Jeg erhvervede mig bogen dengang og kan tydeligt huske min kamp med den. Da jeg nåede til side 118 i første bind, lagde jeg den endeligt fra mig i ærgelse. Jeg var nået til Knausgaards tre sider lange beskrivelse af sit første samleje, hvor han får en tør orgasme. Ærgelsen kom, fordi det naturligvis rager mig en høstblomst, om en eller anden nordmand får en tør eller en våd orgasme. For privat, for pinligt, uden relevans.

Men ærgelsen kom også, fordi Knausgaard skriver så godt, når han hæver sig over sit private liv. Tag bare de første 10-20 sider af Min kamps første bind, det er fremragende reflektioner over døden. Se dét er litteratur på verdensplan. Så hvorfor insisterede manden på også at skrive om private, ligegyldige banaliteter?

Jeg skrev en kronik om det dengang i det nu hedengangne kvartalsblad Bogmagasinet. Og det animerede mig til at skrive bogen ”Ukendt land – et essay om digtning, virkelighed og medier”. En stor del af indholdet beskæftiger sig med den nye virkelighed, som litteraturen optræder i, nemlig som reality shows i litteraturen, deraf begrebet litterær reality.

Det er et begreb, der er svært at få hold på, for det handler ikke om litteraturen isoleret, det handler om litteratur i de sociale mediers tidsalder. Forfattere er blevet gennemsigtige på en helt ny måde de seneste 10 år, og det er en gennemsigtighed, som er blevet grebet med kyshånd af medierne. Med litterær reality  fik kulturjounalister og spinatfugle et helt nyt håndtag til at skrive om digtere og forfattere, nemlig at interviewe dem om deres liv; for det var deres liv, forfatterne skrev om i bøgerne. Og det er meget lettere at interviewe folk om deres personalhistorie end om deres litteratur. Det er også mere udadvendt, folkeligt. Det er damebladshåndtaget, God aften Danmark, nu med en vaskeægte digter.

Anmelderne – især i Politiken og Information – greb også denne nye privatiseringsbølge med kyshånd. Sjældent er der blevet lavet så mange krumspring for at understrege, at jeg'et i bøgerne ikke var 1:1 med forfatteren, deraf det håbløse ord ”forfatterjeg”. Alle vidste naturligvis, at det var løgn, at det jeg, der optræder i bøgerne, naturligvis er lig med forfatteren tilsat lidt løgn, digt og fantasi. Men det er bekvemt for forfatterne af disse bøger i litterær reality-genren at lægge afstand til deres bekendelser, for så er der – populært sagt – ikke noget at komme efter. Dette er mig, men det er også litteratur, så dermed er jeg ansvarsfri for alt, hvad jeg har skrevet. Det er det, som litteraten Poul Behrendt kalder dobbeltkontrakten.

Det er fristende at grine ad det, men det er noget mere udfordrende og givende at analysere det. Så her kommer min påstand: Man kan ikke længere læse om virkeligheden i aviserne, og man kan slet ikke se den i TV. Den påstulerede virkelighed i medierne er altid konstrueret, og det kan man lugte. Så er der langt mere virkelighed i bogmediet, for her er det ufiltreret. Det er en ægte stemme.

Dermed får litteraturen også en ny og helt anderledes betydning i langt bredere lag, nemlig som talsrør for en generation, der ikke længere har et langt perspektiv på deres liv. Med klimaforandringerne og befolkningseksplosionen er fremtiden en dystopi. Det er svært af forestille sig, at verden vil blive bedre. På en måde er det en tilbagevenden til 80ernes atomskygge og 30ernes krigsliderlighed. Men med den afgørende forskel, at vi i dag takket være de sociale medier og internettet nu kan få alt at vide på et splitsekund.

Det er den enkeltes oplevelse af denne verden, der bliver beskrevet i den litterære virkelighed. Eller sagt med den brede pensel: Når nu ingen længere tror på de etablerede medier eller politikere, så må forfattere være sandhedsvidner. Dette er det levede liv, dette er ægte. Det er til at forstå. Og det er også med til at puste nyt liv i den noget ellers eksklusive lyrikklub. Det er en folkeliggørelse og et nyt sprog til den ellers noget bedagede selvhjælpslitteratur.

Og se det, det kan os klassiske litterater og lyrikelskere egentlig ikke lide, hvis litterær reality-forfattere, godt hjulpet af anmeldere på jagt efter det nye nye, insisterer på, at det er stor litteratur. Barbarerne har ikke bare gravet sig ind på vores enemærker, de har sgu indtaget hele paladset. Og det vil klæde os at indrømme, at det også er det, som det handler om: lyrikken er blevet proletariseret, forfladiget. Den er trådt ind i samtiden som ægte, selvoplevede følelser og stemninger uden filter. Det er der åbenbart et behov for, og det behov er både forståeligt og sympatisk. Men det er ikke lyrik, som vi kender det. Det er litterær reality.

I sidste uge udgav Rolf Sparre Johansson en digtsamling, der kan tjene som et skoleeksempel på, hvad litterær reality (navlepillerlitteratur, autofiktion, take your pick) er. Den hedder Søvn og handler om manglen på samme som nybagt far. Politikens anmelder Mikkel Krause Franzen giver den fire stjerner i Politiken under overskriften ”Debutdigte om desperate nattetimer med spædbarn anbefales til alle”. Og hvorfor kan Frantzen lide den? Fordi han kender det fra sig selv som nybagt far. Altså har vi her en mand, der skriver om en anden mand, der skriver om at være småbørnsfar. Det er det ene ben i litterær reality: At anmelderne også kan skrive om sig selv lige som forfatterne.

Det andet ben er medietimingen med salgsfokus: Rolf Sparre Johansson fik i forrige uge en hel bagside i Politiken, hvor han skrev nogle dagbogsnoter om – ja, at være småbørnsfar. Så der er allerede varmet op under udgivelsen. Alle og enhver kan desuden følge med på Johanssons facebookside og garanteret også på diverse blogs i hans omgangskreds.

Dette er essensen af litterær reality: En mand eller kvinde udleverer sit inderste efter bedste evne, og alle, der kan identificere sig med vedkommende, kan nu læse om det i digtsprog i stedet for i en selvhjælpsbog. Lyrik folkeliggjort, følelser til folket som i dameblade og TV.

Men det halter lige dér, hvor det bliver betragtet som god litteratur. Det er muligt, at anmelder Franzen anbefaler digtsamlingen til alle, men dette alle indbefatter ikke mig. Jeg gider ikke læse om nybagte fædres søvnproblemer, jeg kender alt til det. Jeg gider heller ikke læse Sofie Mannings coachingbanaliteter eller Joan Ørtings sexuelle erfaringer. 

Jeg er ikke til selvhjælp, jeg er til litteratur. Og litteratur rækker ud over den enkelte, ud over de folk, som har samme erfaringer som forfatteren. Litteratur har kvaliteter, der hæver individet ud over sin egen erfaringsramme andet end som reference for, at andre har det på samme måde som én selv. Dét er problemet med litterær reality. Dens essens er læseridentifikation: Du er ikke alene. Det gælder for både forfatterne som læserne i denne genre. Vi forstår og føler med hinanden, 1:1, og vi kan til enhver tid række ud mod hinanden og få feedback på sociale medier her og nu.

Som et korrektiv til konkurrencesamfundet er litterær reality glimrende. Som litteratur, som bogværker, er det oftest noget bras med meget begrænset levetid. Det er blandt andet derfor, at mange litterater protesterer mod litterær reality: Selvhjælpsbøger har overtaget mediernes litteraturfokus. Det sker på bekostning af kvalitetslitteraturen, der nu spiller andenviolin.

Til gengæld er der ret mange, der spiller andenviolin. Der er et sandt mylder af mindre forlag, der udgiver kvalitetslitteratur, både dansk og oversat. Hvis de etablerede litteraturredaktioner havde mod og mandshjerte, gav de redigeringen af en uges litteraturtillæg til et af dem – vel at mærke et, der ikke exellerer i Litterær reality. Der er nok at tage af. Arena, Spring, Det Poetiske Bureau, Møllers Forlag, Antipyrine mv. Der er alt at vinde, intet at tabe. Hvem kommer først? Politiken, Weekendavisen eller Information?

PS: Læs Ida Marie Hedes ”Inferno”.