I Langhornets have

Forlaget Gladiator lancerede et nyt litteraturmagasin forleden. Det hedder Texas Longhorn, navngivet efter Gladiator-matadoren Hans Otto Jørgensens yndlingsko. Og brøle kunne dyret, med en meget tidstypisk selviscenesættelse mente forlaget, at det var det nærmeste, vi kom genialitet på denne side af Efter Knausgaard.

Så derfor har jeg virkelig prøvet at tage ja-hatten på.

For det første: Det er altid godt, når et nyt litterært magasin ser dagens lys, og det er især godt, nær det trykkes i et oplag på 12.000 og distributionen – som her – er i orden. Litteratur ud til alle, det er det, vi vil. 

For det andet: Det er ret mange unge, ukendte navne i bladet, og de bliver skønsomt blandet med de etablerede, Josefine Klougart og Cecilie Lind for eksempel. Den slags er også altid godt, så kan tekster bedømmes og læses, for hvad de er uden andet kendisfilter end navnet.

For det tredje: Tjah ... det er i farver! Og layoutet er som skidt ud af (lad os endelig blive i ko-universet) Se & Hør. Bortset fra at mange af teksterne nærmer sig det ulæselige – hov, nu er jeg på vej væk fra ja-hatten – fordi layouteren ikke altid har styr på sammenhængen mellem tekstlængde og farvelægning. Mange tekster skal man virkelig ville læse, for det er en hård kamp for øjnene – også selv om de er unge og friske. En klassisk begyndefejl i magasinlayout.

For det fjerde: Det er faktisk nogle gode tekster imellem. Problemet er bare, at man næsten ikke gider læse dem, fordi layoutet skriger så meget, at det modarbejder en eventuel fordybelse. Og det er måske lige dér  at Langhornet fejler monumentalt. Et layout som Se & Hørs er skabt til sensationer, hurtig læsning og bladren, så at pakke litterær kvalitet ind i dette skrigeri svarer til at lande en økologisk kvalitetspølse i et luftpumpet Paaskebrød. Havde det så bare været en ulv i fåreklæder, men det er det heller ikke. Det er ikke meget vilddyr over Langhornet.

Det skyldes, at redaktionen tydeligvis ikke har journalistisk erfaring med den profession, det er at lave blad. Manglen på præsentationer er monumental. Tag nu bare forsiden: Ingen af overskrifterne vækker nysgerrighed, tværtimod er de gabende kedsommelige. ”I mine forældres have” for eksempel. Ikke ligefrem en kioskbasker. Det samme kan man sige om de andre, ”The necklace”, ”Den gamle mand” og ”Inge og HP”.

Det bliver ikke meget bedre inde i bladet.

Kunsten at lave magasiner består i at ægge læseren til at læse teksterne, og det gør man med overskrift, introduktion, billeder og billedtekster. Og i Se & Hør-layout også med knaldstjerner så som ”Nøgenchock”, en af de flittigst brugte i Se & Hør. Men det skal passe med overskriften.

Tag nu igen overskriften ”I mine forældres have” – det hjælper ikke meget, at man booster den med den klassiske knaldstjerne ”Afsløring”, for der en ingen genkendelse i overskriften. Det tilhørende sorthvide amatørbillede forestiller en kvinde, der drikker et eller andet. Er det så i haven hun gør det? Er det afsløringen? En kvinde drikker noget i sine forældres have? Vi ved det ikke, og vi gider egentlig heller ikke vide det, for hvad rager det os.

Samlet set bliver Langhornet derfor sært ligegyldigt, teksterne imploderer i hovedet på den arme læser i stedet for at eksplodere. Overordnet sidder jeg tilbage med en følelse af, at Gladiator har gjort sine forfattere en bjørnetjeneste. Sjovt nok er der mange reportager i bladet, ofte rejsereportager, som godt kunne have stået i aviser eller andre magasiner. Men de er oftest for lange til at fungere i Se & Hør-indpakning, som jo råber på korte tekster. Derfor fungerer digtene og de digtagtige tekster bedst her i Langhornet.

At de så er meget repræsentative for den nye trend med dagbogsdigte, private og ikke videre inkluderende, kan ikke overraske, det er Gladiators kendetegn. Her bliver oftest skrevet til folk, der har det som forfatteren, ikke til andre. Og som altid er übernarcissisten over dem alle, Cecilie Lind, tåkrummende pinlig med sin tekst om sig selv set gennem spejle.

I fugleperspektiv: Lad os antage, at 60.000 primært unge mennesker har læst langhornet. De vil blive bekræftet i, at hvis dette er litterær kvalitet, så kan de gøre det lige så godt eller bedre. På den måde er bladet meget demokratisk; der er en kvalitet ved det mislykkede, det får andre til at strenge sig an. Desuden er det lykkedes for Langhornet at lægge nyt brænde under den aktuelle debat om, hvad litteratur kan og skal, hvad litterær kvalitet er. Mange har garanteret også fået sig et godt grin. Og det er jo ikke så galt.

Langhornet lover, at bladet ikke er en enlig svale. Så der kommer mindst et til, må vi tro. Og hvem ved? Måske lærer de af fejlene, hyrer en professionel bladmand, gør det hele meget bedre. Det første nummer af et magasin er altid hylesvært.