mandag den 26. oktober 2015

Gud, Fanden, almesteren og Bo Reinholdt



Dette er en slags anmeldelse af Bo Reinholdts nye roman ”Almester”. Men først lige et sving forbi nutiden, da Almesters handling er henlagt til renaissancen.

Vi taler ikke særlig meget om Gud her i dagens Danmark. Vi taler til gengæld meget om at være kristen, og vi diskuterer de forskellige afarter af kristendom; tidehvervs-bevægelsen, Kierkegaards kristendoms-forståelse, grundtvigianismen og så videre.

Men som man ser: Det hele foregår under lutheranismens vinger. Når folk siger kristne, mener de lutheranere. Der bliver tænkt en hel masse gode og relevante tanker inde i denne ramme, men der bliver sjældent talt – eller skrevet – ud af boksen.

Men hvad er gud? Eller hvem, om man vil. Hvad er det guddommelige? Hvad er essensen af religiøs søgen, uanset hvilken religion, vi taler om. 

Den debat bliver af og til ført, men sjovt nok er det ofte indenfor buddhistiske cirkler. Der er en slags koncensus om, at hvis folk søger noget højere i en kamp for at slutte fred med sig selv eller gå ud over sig selv, så bliver det tit til tibetansk buddhisme eller – i vore dage lidt mere usekterisk og trendy – zenbuddhisme. Som så hurtigt bliver til mindfulness og dermed lukket inde i selvudviklingsuniverset.

Gud som begreb, det guddommelige, mystikken, magien – det har vi et lidt stedmoderligt forhold til. Det er  egentlig ejendommeligt, da mange lutheranere indtager deres guds ånd og legeme i kirken om søndagen. Og det er da om noget magi, men folk er nok blevet så vant til det, at de ikke længere tænker over essensen i det.

Der er heller ikke tradition for litteratur på området herhjemme. Eller: Det er der nok, men den har aldrig rigtig fået opmærksomhed. Kristen mystik og symbolisme er langt mere accepteret og studeret i lande som for eksempel USA, England, Sverige og Frankrig. I Danmark havde vi en symbolistisk bevægelse, som ebbede ud for omtrent 100 år siden, og vi havde Heretica-bevægelsen, som modernisterne gjorde effektivt kål på i slutningen af halvtredserne.

Der er én markant undtagelse i nyere tid, nemlig Karen-Marie Edelfeldts digtsamling ”Til Babylon”, som røg på bestsellerlisten og udkom som paperback i begyndelsen af 1990erne. Dét savner stadig en forklaring, jeg har den i hvert fald ikke.
 
Men der bliver stadig og til stadighed skrevet symbolistiske og visionære digte og romaner herhjemme, de nyder bare ikke videre opmærksomhed i medierne og blandt folk. Man kan nævne mange navne, som for de fleste vil være ukendte, men lad mig her indskrænke mig til et enkelt: Bo Reinholdt.

Forlaget Spring har netop udgivet hans nyeste roman Almester. Bogen er Reinholdts fantasi over, hvem billedskæreren Claus Berg var – og ikke mindst hvordan et menneske udvikler et syn og et håndværk, som gør vedkommende i stand til at lave et så ophøjet værk som altertavlen i Odense Domkirke.

Man ved meget lidt om virkelighedens Claus Berg, men ét er sikkert: Det var ham, der stod for denne altertavle, som er et af de fornemste billedskærerværker i Europa. Færdiggjort i begyndelsen af 1500-tallet, lige før reformationen,  står den i dag i Odense Domkirke, man kan bare hoppe forbi og se den. Mange har sikkert set den uden at fordybe sig i den – det er lidt som med nadveren, man skal se bagom tingenes almindelighed for at få øjnene op for, hvad deres bestanddele er.

Dét er en pointe, som Bo Reinholdt har beskæftiget sig med hele sit liv. Han har i talrige romaner og noveller beskæftiget sig med synet. Hvordan ser vi egentlig? Hvad ser vi med? Det kan synes lidt nørdet – og det er det selvfølgelig også – men Bo Reinholdt bruger sit udgangspunkt i synet til at skabe en i dansk sammenhæng unik eskatologi om menneskets muligheder for at nærme sig det guddommelige. Med dette fikspunkt skaber han fortællinger om den menneskelige stræben og dens konsekvenser. Denne stræben er ikke kun forbeholdt det guddommelige; det er også en stræben efter kvinder og viden.

Viden, bevidsthed, er centralt for denne slags litteratur. Hvis jeg skal sætte Bo Reinholdt i bås, må det være sammen med den jødiske gnosticisme, forfatteren William Blake og katolsk mysticisme – det hele blandet godt op med de førkristne myter og den menneskelige evolutionshistorie. Hvad gør et menneske til et oplyst menneske? Eller for nu at vende tilbage til buddhismen: Hvordan opnår vi satori? Hvad ligger der af sten på vejen til Nirvana?

Det er den rejse, som Bo Reinholdt sender sin hovedperson Claus Berg ud på i Almester. Og det er ikke småting, Claus Berg bliver udsat for. Han er født i Lybeck, egentlig en horeunge med en stedfar som dør, mens Berg er en ung mand. Derfor finder han hurtigt andre forbilleder i faderens trykkeri, som naturligvis også har en vaskeægte alkymist ansat. Men da stedfaderen dør, forsvinder hans mor, og hele det velhavende fødehjem opløses. Claus Berg drager på landevejen, og dér er han mere eller mindre hele sit liv, indtil den danske Dronning Christine ansætter ham til at stå for altertavlen i Odense Domkirke. 

Bogens titel Almester hentyder til, at Claus Berg kan det hele. Han er på farten med en omrejsende skuespillertrup, er både scenograf og skuespiller, han lærer sig at fange det flygtiges essens via kultegninger, og han lærer både at helbrede og at dræbe. Intet menneskeligt er ham efterhånden fremmed, netop fordi han søger ud over det menneskelige, ind i den fællesmenneskelige stræben efter det, det er hævet over os, det guddommelige.

Og det er så her, at den gode læser skal holde tungen lige i munden, for dette er en fantastisk roman, forstået som en symbolistisk, overnaturlig fortælling. Det er fristende, med et sideblik til Marquez, at kalde det for Magisk Nordisme. Der er ikke meget sydamerikaneri over det, men det er en blanding af det så velkendte nordiske mørke med det sydlandske temperament og sans for helgener, helgeninder og det guddommelige mirakel. Claus Berg har ret svært ved at møde en kvinde, som han bliver indtaget af, uden både af få stådreng og læse Jomfru Maria ind i hende. Reinhold er ikke videre politisk korrekt, hverken i forhold til religiøsitet eller kvinder. På den led ligner han William Blake ret meget.

Den fantastiske i Almester viser sig blandt andet ved, at Claus Berg bogstaveligt talt kommer op at flyve med ”Milanomesteren”, Reinholdts navn for Michelangelo. Det er kendt, at Michelangelo opfandt en flyvemaskine, men romanen virkeliggør den. Således ser Claus Berg på en af disse ture direkte ind i solen som en anden Ikaros og styrter følgelig ned, men overlever, i modsætning til Ikaros, som måtte bøde med livet.

Så hvorfor overlever Claus Berg? Fordi han ikke bare har indgået en pagt med det guddommelige, men også med djævelen. Faktisk møder han djævelen, som han opererer for en knude i hjernen. Dette gør han ved et besøg hos en af de mest hellige mænd i datiden, en eneboer, som udmærket godt ved, at djævelen er en nødvendighed for det guddommelige, for intet eksisterer uden sin modsætning. I det hele taget synes dette at være bogens pointe. Uden det onde ville vi ikke få øje på det ophøjede. Ægteskabet mellem himmel og helvede, som Blake kaldte det. Eller ying og yang – for nu igen at tage det over i buddhismen.

Som det fremgår, er Almester både en meget jordnær og kødelig roman. Der bliver gået til stålet i den menneskelige sfære, opløste lig, voldtægter (Selv vor hovedperson holder sig ikke tilbage, han er langt fra en helgen), myrderier myldrer frem over siderne side om side med denne evige stræben efter det guddommelige, det perfekte, det enestående.


Selv i sproget holder Reinholdt sig ikke tilbage; efter meget skønne, præcise og maleriske skildringer af Claus Bergs syner og visioner i oplevelsen af for eksempel kvinder og natur, skal vor hovedperson pludselig ”skide”, som der står. Claus Berg dyrker heller ikke kønslig omgang, kan ”knepper” – specielt i en scene, hvor Dronning Christine sender ham en hofdame, som han kan gifte sig med for at få stillet sine kødelige lyster.

Over det hele svæver Jesu Kristi lændeklæde, som dukker op igen og igen i Almester. Hvad er meningen med det? Jeg er ikke helt sikker, men hvis man ser på altertavlen i Odense Domkirke, vil man opdage, at lændeklædet ikke er fæstnet til den korsfæstede Jesus – det svæver bare foran ham. Hvordan kan det det? Ved guddommelig indvirken, et moderne figenblad, eller står der noget helt andet og kødeligt bag? Dén lader Reinholdt hænge i luften, og lur mig, om ikke det er begge dele – det ville ligge i god tråd med bogens øvrige blanding af det guddommelige og det djævelske, det høje og det lave, det hele liv som en lang stræben efter noget andet og mere end menneskets ubodelige indespærring i sin sjæls og krops hylster, hvis det ikke finder ud af at række ud mod noget andet og større end sig selv.

Bo Reinholdt er efterhånden blevet 67 år gammel, og det er svært ikke at se Almester som hans foreløbige mesterværk. Her er alle brikkerne fra hans tidligere bøger faldet på plads i en samlet fantasi og narration over billedskæreren og renaissancemennesket Claus Berg. Det kan man kun ønske både ham og den litterære offentlighed i Danmark tillykke med. Almester er en stolt viderefølese af den symbolistiske og himmelstræbende tradition, der trods alt ikke har så mange udøvere herhjemme.

Men læs selv Almester. Det er et trip ind i en anden verden, folkens, det er en guddommelig komedie, som kræver sin læser. Men sådan er det jo med alt det, der virkelig er noget værd.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar