onsdag den 3. juni 2015

Jeg føler du føler det jeg også føler



Litteraturforsker Mette Høeg kastede for snart en måned siden en veritabel bombe ind i den hjemlige litterære andedam med sit indlæg om ”pigebørnenes” dominans i den nye litteratur. Men egentlig var det Weekendavisens litteraturredaktør, Johannes Baun, der antændte bomben ved at bringe hendes indlæg på forsiden af bogsektionen.

Koncensus i litteraturverdenen synes i dag at være følgende: Diskussionen handler ikke om køn, men om en ny drejning i litteraturen, en tilbagevending til 70ernes bekendelseslitteratur, blot i nye gevandter. I dag kaldes det autofiktion, litterær reality eller – den nye betegnelse – navlepillerlitteratur. Mænd som kvinder skriver i den genre.

Lad mig skrue tiden en fem år tilbage. Karl Ove Knausgaard var netop udkommet på dansk med første bind af Min kamp, men debatten om hvad hulen dette her nu var for noget, var allerede i gang inden den danske oversættelse. Jeg erhvervede mig bogen dengang og kan tydeligt huske min kamp med den. Da jeg nåede til side 118 i første bind, lagde jeg den endeligt fra mig i ærgelse. Jeg var nået til Knausgaards tre sider lange beskrivelse af sit første samleje, hvor han får en tør orgasme. Ærgelsen kom, fordi det naturligvis rager mig en høstblomst, om en eller anden nordmand får en tør eller en våd orgasme. For privat, for pinligt, uden relevans.

Men ærgelsen kom også, fordi Knausgaard skriver så godt, når han hæver sig over sit private liv. Tag bare de første 10-20 sider af Min kamps første bind, det er fremragende reflektioner over døden. Se dét er litteratur på verdensplan. Så hvorfor insisterede manden på også at skrive om private, ligegyldige banaliteter?

Jeg skrev en kronik om det dengang i det nu hedengangne kvartalsblad Bogmagasinet. Og det animerede mig til at skrive bogen ”Ukendt land – et essay om digtning, virkelighed og medier”. En stor del af indholdet beskæftiger sig med den nye virkelighed, som litteraturen optræder i, nemlig som reality shows i litteraturen, deraf begrebet litterær reality.

Det er et begreb, der er svært at få hold på, for det handler ikke om litteraturen isoleret, det handler om litteratur i de sociale mediers tidsalder. Forfattere er blevet gennemsigtige på en helt ny måde de seneste 10 år, og det er en gennemsigtighed, som er blevet grebet med kyshånd af medierne. Med litterær reality  fik kulturjounalister og spinatfugle et helt nyt håndtag til at skrive om digtere og forfattere, nemlig at interviewe dem om deres liv; for det var deres liv, forfatterne skrev om i bøgerne. Og det er meget lettere at interviewe folk om deres personalhistorie end om deres litteratur. Det er også mere udadvendt, folkeligt. Det er damebladshåndtaget, God aften Danmark, nu med en vaskeægte digter.

Anmelderne – især i Politiken og Information – greb også denne nye privatiseringsbølge med kyshånd. Sjældent er der blevet lavet så mange krumspring for at understrege, at jeg'et i bøgerne ikke var 1:1 med forfatteren, deraf det håbløse ord ”forfatterjeg”. Alle vidste naturligvis, at det var løgn, at det jeg, der optræder i bøgerne, naturligvis er lig med forfatteren tilsat lidt løgn, digt og fantasi. Men det er bekvemt for forfatterne af disse bøger i litterær reality-genren at lægge afstand til deres bekendelser, for så er der – populært sagt – ikke noget at komme efter. Dette er mig, men det er også litteratur, så dermed er jeg ansvarsfri for alt, hvad jeg har skrevet. Det er det, som litteraten Poul Behrendt kalder dobbeltkontrakten.

Det er fristende at grine ad det, men det er noget mere udfordrende og givende at analysere det. Så her kommer min påstand: Man kan ikke længere læse om virkeligheden i aviserne, og man kan slet ikke se den i TV. Den påstulerede virkelighed i medierne er altid konstrueret, og det kan man lugte. Så er der langt mere virkelighed i bogmediet, for her er det ufiltreret. Det er en ægte stemme.

Dermed får litteraturen også en ny og helt anderledes betydning i langt bredere lag, nemlig som talsrør for en generation, der ikke længere har et langt perspektiv på deres liv. Med klimaforandringerne og befolkningseksplosionen er fremtiden en dystopi. Det er svært af forestille sig, at verden vil blive bedre. På en måde er det en tilbagevenden til 80ernes atomskygge og 30ernes krigsliderlighed. Men med den afgørende forskel, at vi i dag takket være de sociale medier og internettet nu kan få alt at vide på et splitsekund.

Det er den enkeltes oplevelse af denne verden, der bliver beskrevet i den litterære virkelighed. Eller sagt med den brede pensel: Når nu ingen længere tror på de etablerede medier eller politikere, så må forfattere være sandhedsvidner. Dette er det levede liv, dette er ægte. Det er til at forstå. Og det er også med til at puste nyt liv i den noget ellers eksklusive lyrikklub. Det er en folkeliggørelse og et nyt sprog til den ellers noget bedagede selvhjælpslitteratur.

Og se det, det kan os klassiske litterater og lyrikelskere egentlig ikke lide, hvis litterær reality-forfattere, godt hjulpet af anmeldere på jagt efter det nye nye, insisterer på, at det er stor litteratur. Barbarerne har ikke bare gravet sig ind på vores enemærker, de har sgu indtaget hele paladset. Og det vil klæde os at indrømme, at det også er det, som det handler om: lyrikken er blevet proletariseret, forfladiget. Den er trådt ind i samtiden som ægte, selvoplevede følelser og stemninger uden filter. Det er der åbenbart et behov for, og det behov er både forståeligt og sympatisk. Men det er ikke lyrik, som vi kender det. Det er litterær reality.

I sidste uge udgav Rolf Sparre Johansson en digtsamling, der kan tjene som et skoleeksempel på, hvad litterær reality (navlepillerlitteratur, autofiktion, take your pick) er. Den hedder Søvn og handler om manglen på samme som nybagt far. Politikens anmelder Mikkel Krause Franzen giver den fire stjerner i Politiken under overskriften ”Debutdigte om desperate nattetimer med spædbarn anbefales til alle”. Og hvorfor kan Frantzen lide den? Fordi han kender det fra sig selv som nybagt far. Altså har vi her en mand, der skriver om en anden mand, der skriver om at være småbørnsfar. Det er det ene ben i litterær reality: At anmelderne også kan skrive om sig selv lige som forfatterne.

Det andet ben er medietimingen med salgsfokus: Rolf Sparre Johansson fik i forrige uge en hel bagside i Politiken, hvor han skrev nogle dagbogsnoter om – ja, at være småbørnsfar. Så der er allerede varmet op under udgivelsen. Alle og enhver kan desuden følge med på Johanssons facebookside og garanteret også på diverse blogs i hans omgangskreds.

Dette er essensen af litterær reality: En mand eller kvinde udleverer sit inderste efter bedste evne, og alle, der kan identificere sig med vedkommende, kan nu læse om det i digtsprog i stedet for i en selvhjælpsbog. Lyrik folkeliggjort, følelser til folket som i dameblade og TV.

Men det halter lige dér, hvor det bliver betragtet som god litteratur. Det er muligt, at anmelder Franzen anbefaler digtsamlingen til alle, men dette alle indbefatter ikke mig. Jeg gider ikke læse om nybagte fædres søvnproblemer, jeg kender alt til det. Jeg gider heller ikke læse Sofie Mannings coachingbanaliteter eller Joan Ørtings sexuelle erfaringer. 

Jeg er ikke til selvhjælp, jeg er til litteratur. Og litteratur rækker ud over den enkelte, ud over de folk, som har samme erfaringer som forfatteren. Litteratur har kvaliteter, der hæver individet ud over sin egen erfaringsramme andet end som reference for, at andre har det på samme måde som én selv. Dét er problemet med litterær reality. Dens essens er læseridentifikation: Du er ikke alene. Det gælder for både forfatterne som læserne i denne genre. Vi forstår og føler med hinanden, 1:1, og vi kan til enhver tid række ud mod hinanden og få feedback på sociale medier her og nu.

Som et korrektiv til konkurrencesamfundet er litterær reality glimrende. Som litteratur, som bogværker, er det oftest noget bras med meget begrænset levetid. Det er blandt andet derfor, at mange litterater protesterer mod litterær reality: Selvhjælpsbøger har overtaget mediernes litteraturfokus. Det sker på bekostning af kvalitetslitteraturen, der nu spiller andenviolin.

Til gengæld er der ret mange, der spiller andenviolin. Der er et sandt mylder af mindre forlag, der udgiver kvalitetslitteratur, både dansk og oversat. Hvis de etablerede litteraturredaktioner havde mod og mandshjerte, gav de redigeringen af en uges litteraturtillæg til et af dem – vel at mærke et, der ikke exellerer i Litterær reality. Der er nok at tage af. Arena, Spring, Det Poetiske Bureau, Møllers Forlag, Antipyrine mv. Der er alt at vinde, intet at tabe. Hvem kommer først? Politiken, Weekendavisen eller Information?

PS: Læs Ida Marie Hedes ”Inferno”.

6 kommentarer:

  1. Lad os lige få nogle ting på plads. Kronstork har ingen forbindelse til Gyldendal. Vi er et lille Con Amore-forlag der arbejder benhårdt for at vores bøger findes i verden. Herunder selvfølgelig også i medierne.

    Det er vigtigt - for os - at udgive bøger, der på en eller anden måde har et mellemværende med verden, er engagerede i samfundet eller på anden måde har noget på hjerte (som man så smukt kan kalde det). Og dér indskriver Rolf Sparre Johanssons bog sig smukt. Det gør den ved at kredse om en klar tematik: hvad vil det sige at blive forælder. Og ja, tilsyneladende arbejder den autobiografisk, men hvis man kender lidt til Rolf Sparre Johanssons poetik, så er det også klart, at han skelner skarpt mellem det private og kunsten. Og han er på kunstens hold. Derfor er det forkert at tale om navlepilleri når det kommer til Sparre Johansson. Men det er rigtigt at tale om, at vi har at gøre med en bog, der har noget den gerne vil tale om i den fælles offentlighed. Nemlig: Hvad vil det sige at blive far/forælder.

    Og hvis poesien ikke kan dét, så ved jeg faktisk ikke, hvad det er vi taler om?

    Søvn er først og fremmest en digtsamling der henholdsvis arbejder i et ekstremt enkelt sprog og et forbumlet, talende og ufokuseret sprog. Den er tematisk optaget af, hvad det vil sige at yde omsorg, den rør ved tabet af egne forælder, den rør ved de øjeblikke, hvor vi mister fatningen og de øjeblikke, hvor vi mærker kærligheden rent. Kort og godt handler den om, hvordan det kan være at være menneske. Far. Kæreste. Søn.

    Så drop konspirationen på Kronstorks vegne. Vi er ikke allierede med nogle af de store forlag. Vi er ikke allierede med de store aviser. Og ja, vi tager det bundseriøst at få vores bøger til at findes ude på avisernes redaktioner. Det gør vi ved at gå ind på den banehalvdel, der er journalistikkens. Og det kan man mene om, hvad man vil. Jeg tror bare ikke, man skal gå og regne med, at nogen vil skrive om de bøger man laver, hvis man ikke rækker ud af sit eget rum, ud i den verden vi alle sammen går rundt i.

    Faktisk sætter vi en ære i at være med til at få dansk litteratur til at findes. Og det er en klar mangfoldighed, der også giver sig udtryk i de bøger vi udgiver. Der er langt fra Birgitte Krogsbølls 'Perfekt uorden' til Bue P. Peitersens 'Juice'. Der er langt fra Martin Snoer Raaschous 'Blå himmel hver dag' til Victor Boy Lindholms 'Guld'. Der er langt fra 'Antologi 2008-2013' til Mira Gonzalez "Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen".

    Offentligheden er en kamp om at få ordet. Vi er ret stolte på forlaget Kronstork over, at det rent faktisk lykkes at få vores titler til at findes i de store dagblade. Det er faktisk ret vildt vores størrelse taget i betragtning.

    ps. det er fint du ikke gider litterær reality (som du kalder det), men det er nedern at du tror, at vi får penge fra Gyldendal. Vi knokler benhårdt fra bog til bog for bare at få tingene til at være en anelse ovenvande.

    Kh
    Peter-Clement, redaktør ved forlaget Kronstork

    SvarSlet
  2. Jeg beklager, at jeg ikke undersøgte jeres forbindelse til Gyldendal ordentligt. Jeg havde informationen fra en notits fra 2011, men nu kan jeg se, at der var tale om en aprilsnar, som I havde lavet på jeres blog. Det var jeg ikke klar over. Så jeg har slettet det i indlægget, så de, der ikke læser kommentarer, ikke bliver fejlinformeret. De bedste hilsner, Flemming

    SvarSlet
  3. Yir; og det er jo især ærgerligt fordi vores aprilsnar netop var en måde at gøre sjov med den form for alliance du kritiserer i dit indlæg.

    Derudover er den position du sætter dig selv i påfaldende. Du kritiserer en tendens i litteraturen, putter lidt forkerte oplysninger ind så folk kan blive rigtigt forargede og sige til hinanden: det er også for galt. Mit gode råd er istedet at gå direkte ind i kampen og hjælpe med at opdyrke en mere litterær litteratur (hvis det er dén du savner?). Vi har kun den litteratur folk gider at skabe.

    Og så kan man ikke lade vær' med at tænke, at du alligevel læser efter noget du selv kan spejle dig i, når det er diskvalificerende i sig selv fx at arbejde med "at blive far/forælder"-tematik. Det er trist at en kritik bliver funderet på fordomme istedet for en læsning af fx Rolfs digte. Eller er dét du søger en fuldkommen indholdsløs litteratur? Er dét du søger en litteratur, der handler om "de store" ting?

    I forhold til, hvordan Rolf selv arbejder med forestillingen om det private, tror jeg det giver mening at læse den her "autentiske" tekst omkring Pablo Llambias' sonetter og Asta Olivia Nordenhofs 'det nemme og det ensomme': http://jegkiggerpaamaanenogsigervadsaa.dk/208/

    Lige en sidste ting: Når Rolf Sparre Johansson har gennemslagskraft i aviserne har det rigtig meget at gøre med hans engagement i forlaget Organiseret Vold Begået Imod Den Almindelige Tale og så selvfølgelig også fordi han har skrevet nogle vigtige og gode digte.

    Så hey: drop fordommene og peg på de gode bøger istedet for den der forargelse over tematisk litteratur/litterær reality. For du kan da ha' ret i, at der er bøger - og især digtsamlinger - af stor litterær kvalitet, der kan ha' svært ved at snige sig ind i mediebilledet.

    og en aller sidste ting: det er altid nice, at se nogen engagere sig i den litterære offentlighed - og især når de stiller spørgsmålstegn til konsensus-forestillinger.

    kh
    pc

    SvarSlet
    Svar
    1. Noget siger mig, at du er alt for vrissen til at læse mit indlæg uhildet. Jeg har svært ved at se, at der er nogen faktuelle fejl ud over den med aprilsnarren, som jeg har rettet. Jeg har også svært ved at se, at jeg har fordomme. Men jeg har den holdning, som jeg gør rede for i mit indlæg. Der er forskel.

      Jeg peger på masser af gode bøger - tjæk bare resten af bloggen. Jeg arbejder i øvrigt også med at opdyrke litterær litteratur, som du kalder det. Sidste år udgav jeg et udvalg af Asger Stig Møllers digte, og for en måned siden udgav jeg digtsamlingen Arabesque af Nathalie Pade. Så du gør op ad det gale træ.

      Jeg kritiserer faktisk ikke hverken jeres forlag eller forfattere. Hvis du læser teksten igen, vil du se, at jeg kritiserer medierne for at fokusere ensidigt på litterær reality. For min skyld må I naturligvis udgive lige det, I har lyst til, og det bifalder jeg. Jeg bifalder endog også, at digtsproget bliver brugt som et alternativ til selvhjælpsbøger. Hvis du læser min bog "Ukendt land - et essay om digtning, virkelighed og medier" (Forlaget Torgard 2012) vi du se meget mere om baggrunden for min kritik af Litterær reality.

      De bedste hilsner. Flemming

      Slet
  4. Hej Flemming

    Så er vi jo enige. Sorry min vrissenhed: det spændende lige præcis med Rolf er (også) en enorm bevidsthed omkring forestillingen om det "autentiske".

    Og hvor er det godt med sådan en som dig, der skriver om bøgerne, tager litteraturen alvorligt som litteratur. Det var (også) det jeg ville sige før.

    Kritikken omkring litteraturen som selvhjælp ved jeg ikke helt hvad jeg skal stille op med. Men jeg er klart enig i, at der er meget "kend dig selv" i tiden ligesom de personlige historier driver igennem medierne - det gør de (tror jeg) fordi, den personlige historie er en der appelerer til os umiddelbart og derfor kan den personlige vinkling virke som en åbning for en type litteratur, derellers (må man erkende) ville ende med slet ikke at blive læst. Ha! Og så kan jeg godt høre det er en glidebane man kommer ud på.

    Det vigtigste er at bøgerne gør sig umage.

    Igen, sorry hvis jeg lød vrissen. Det kom sig nok af Kronstork-castingen som et forlag der var allieret med henholdsvis storkapitalen og den almindelige form for tabloid stemning der driver gennem landet. Dér havde jeg nok små sko på.

    Alt godt
    PC

    SvarSlet
  5. Jamen så lander det jo i al fredsommelighed. Tak for diskussionen! Det sjove ved det er, at jeg faktisk betragtede det som ret fint, hvis Gyldendal støttede jeres forlag. Det har jeg så troet i fire år. Jeg har intet imod Gyldendal, selv om jeg er ret uenig med lyrikredaktionens valg og fravalg. Men det er en anden historie. Og at man altid er sikker på at blive anmeldt som digter - og ofte slået stort op - hvis man udkommer på Gyldendal, er jo ikke forlagets skyld.

    De bedste hilsner, Flemming

    SvarSlet