Lad os bare konstatere, at det er svært at skrive en god,
gammeldags roman. Personerne skal være spændende nok til, at man gider følge
dem til vejs ende, og det kræver både et godt sprog og menneskekundskab.
Menneskekundskabet er nødvendigt for at udvikle andet end skabelonmennesker, og
forfatteren skal mestre sproget for at puste liv i sine karakterer. God fiktion
skal være troværdig, en anden slags virkelighed. Sidst, men ikke mindst: Romanen
skal være godt redigeret, alt overflødigt, som keder læseren, skal skæres væk.
Således et par nødvendige pløkker til at beskrive Leonora
Christina Skovs seneste roman Hvor intet bryder vinden. Alt lykkes nemlig for
hende i denne roman, i modsætning til hendes forrige Førsteelskeren som var
to potentielt gode romaner i en, bundet sammen med en tynd og ikke videre
troværdig tråd. Men Førsteelskeren rummede et fint portræt af en
succesforfatter på vej ned, fordi det var skrevet med den nødvendige
empati for hovedpersonen, førsteelskeren. Godt nok var han et røvhul og et fjols, men han
var også på mange måder et elskeligt fjols, et levende menneske. Og han blev klogere
undervejs.
Leonora Christiana Skov minder meget om Morten Sabroe. De
har det samme, gode sprog, og de kan bruge det. Deres bøger er ikke prosalyrik,
men de benytter sig af metaforer for at beskrive mennesker og omgivelser, og de
rammer som oftest rent, så læseren kan bruge metaforerne til en dybere indsigt
i romanens univers. Begge forfattere ligger desuden på den ret svære grænse
mellem kunst og populærlitteratur. Samtidig kan man mærke, at de vil noget med
læseren. De vil fortælle en god historie, der gør os klogere på, hvem vi er.
Der er gods i dem, som man siger i speditørbranchen. Og endelig: Nogle af deres
bøger er helstøbte, andre kikser i strukturen.
Morten Sabroes seneste bog Drengen der løb med Gud er et
eksempel på det sidste. De første 200 sider drager læseren ind i et sært J.G.
Ballard-univers, fiktivt og udenfor tid og sted, men genkendeligt fordi
mennesker nu engang er mennesker. Men så kikser det mere eller mindre totalt
for Sabroe, de næstfølgende 100 sider er lidt af en ørkenvanding i gentagelser,
udpenslinger af tidligere handlinger og spørgsmål, som læseren allerede har
indkorporeret. Det står i skarp modsætning til hans forrige Libido, der var
skruet lige så stramt sammen som Skovs nye Hvor intet bryder vinden.
Scenen for romanen er sat på en lille
fiktiv ø ved navn Stormø, en times sejlads vest for Esbjerg. Øen er ubeboet, et
hus af glas er den eneste bebyggelse bortsat fra et gammelt fyrtårn. På denne ø
mødes syv vidt forskellige kreative danskere, som alle er blevet tilbudt en
måneds skrive- og arbejdspause. Umiddelbar har de intet til fælles, men snart
viser det sig, at nogle af dem i hvert fald har haft fælles berøringsflader –
og de har alle på en eller anden måde lig i lasten; de har hemmeligheder, som
de vogter nidkært over. Og pludselig begynder de kreative danskere at dø, en
for en. Et klassisk setup for en krimi.
De viser sig hurtigt, at en nu afdød meget karismatisk
teenager ved navn Marcella Storm er et knudepunkt for deres forhistorier, som
de ellers har pakket godt væk. Og hvordan det hænger sammen, skal man helt hen
til de sidste linjer for at finde ud af. Men i modsætning til mange andre
whodunnit-krimier, er det ikke en traditionel jagt på en morder. Det er en jagt
på at finde ud af, hvilke hemmeligheder personerne gemmer på, og den eneste
løsning er, at de tør være åbne overfor hinanden – ellers kommer de ikke
sandheden og gådens løsning nærmere her i glashuset.
Det fungerer naturligvis kun som roman, fordi de syv
hovedpersoner bliver foldet ud som rigtige mennesker, og det er her, at Leonora
Christina Skov triumferer. Vi får syv meget troværdige personportrætter, og
fortællevinklen skifter mellem dem bogen igennem. Læseren ser dem således både
indefra og udefra, så opfattelsen af dem og deres liv bliver hele tiden
korrigeret. Det er måske det egentlig tema – eller budskab om man vil – i
romanen: Der findes ikke én virkelighed eller sandhed, der findes lige så
mange, som der er øjne, der ser. Det ved vi naturligvis godt, men der er stor
forskel på at vide det og så se det udfoldet, demonstreret.
Og så er der vel ikke så meget andet at sige om ”Når intet
bryder vinden” uden at afsløre for meget. For mig er det – bortset fra den
herlige læseoplevelse – en stor glæde at se Leonora Christina Skov endelig udfolde
sit ubestridelige talent som romanforfatter fuldt og helt. Hun er kendt som
lidt af et rivejern i den offentlige debat og som anmelder, men på det seneste har
hun droslet kraftigt ned med sine provokationer af snart sagt hvem som helst
eller hvad som helst, der repræsenterer en slags normalitet, som hun ikke vil
anerkende. Det lugter med andre ord af, at den nu snart 40-årige forfatter har
fundet ud af at fokusere på et projekt ad gangen. Hvis man hele tiden er i
vælten i offentligheden, skal man også konstant forholde sig til den. Det
tærer, det tager energi og koncentration, især hvis man vil skrive 3-400 sider
lange romaner, der er konstrueret og struktureret så godt som denne.
Endelig: Jeg tror at mange, især mænd, opfatter
Leonora Christina Skov som en slags rabiat, lesbisk, mandehadende furie. Intet
kunne være mere forkert. Hun har outsiderens synsvinkel, og den bruger hun til
at sætte stilethælene ned i mageligheden, konformiteten og forlorenheden hos
mænd som kvinder. Til det formål er det smart at anbringe folk i et glashus på
en øde ø.Og så ellers begynde at kaste med sten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar