Jeg føler du føler det jeg også føler

Litteraturforsker Mette Høeg kastede for snart en måned siden en veritabel bombe ind i den hjemlige litterære andedam med sit indlæg om ”pigebørnenes” dominans i den nye litteratur. Men egentlig var det Weekendavisens litteraturredaktør, Johannes Baun, der antændte bomben ved at bringe hendes indlæg på forsiden af bogsektionen.

Koncensus i litteraturverdenen synes i dag at være følgende: Diskussionen handler ikke om køn, men om en ny drejning i litteraturen, en tilbagevending til 70ernes bekendelseslitteratur, blot i nye gevandter. I dag kaldes det autofiktion, litterær reality eller – den nye betegnelse – navlepillerlitteratur. Mænd som kvinder skriver i den genre.

Lad mig skrue tiden en fem år tilbage. Karl Ove Knausgaard var netop udkommet på dansk med første bind af Min kamp, men debatten om hvad hulen dette her nu var for noget, var allerede i gang inden den danske oversættelse. Jeg erhvervede mig bogen dengang og kan tydeligt huske min kamp med den. Da jeg nåede til side 118 i første bind, lagde jeg den endeligt fra mig i ærgelse. Jeg var nået til Knausgaards tre sider lange beskrivelse af sit første samleje, hvor han får en tør orgasme. Ærgelsen kom, fordi det naturligvis rager mig en høstblomst, om en eller anden nordmand får en tør eller en våd orgasme. For privat, for pinligt, uden relevans.

Men ærgelsen kom også, fordi Knausgaard skriver så godt, når han hæver sig over sit private liv. Tag bare de første 10-20 sider af Min kamps første bind, det er fremragende reflektioner over døden. Se dét er litteratur på verdensplan. Så hvorfor insisterede manden på også at skrive om private, ligegyldige banaliteter?

Jeg skrev en kronik om det dengang i det nu hedengangne kvartalsblad Bogmagasinet. Og det animerede mig til at skrive bogen ”Ukendt land – et essay om digtning, virkelighed og medier”. En stor del af indholdet beskæftiger sig med den nye virkelighed, som litteraturen optræder i, nemlig som reality shows i litteraturen, deraf begrebet litterær reality.

Det er et begreb, der er svært at få hold på, for det handler ikke om litteraturen isoleret, det handler om litteratur i de sociale mediers tidsalder. Forfattere er blevet gennemsigtige på en helt ny måde de seneste 10 år, og det er en gennemsigtighed, som er blevet grebet med kyshånd af medierne. Med litterær reality  fik kulturjounalister og spinatfugle et helt nyt håndtag til at skrive om digtere og forfattere, nemlig at interviewe dem om deres liv; for det var deres liv, forfatterne skrev om i bøgerne. Og det er meget lettere at interviewe folk om deres personalhistorie end om deres litteratur. Det er også mere udadvendt, folkeligt. Det er damebladshåndtaget, God aften Danmark, nu med en vaskeægte digter.

Anmelderne – især i Politiken og Information – greb også denne nye privatiseringsbølge med kyshånd. Sjældent er der blevet lavet så mange krumspring for at understrege, at jeg'et i bøgerne ikke var 1:1 med forfatteren, deraf det håbløse ord ”forfatterjeg”. Alle vidste naturligvis, at det var løgn, at det jeg, der optræder i bøgerne, naturligvis er lig med forfatteren tilsat lidt løgn, digt og fantasi. Men det er bekvemt for forfatterne af disse bøger i litterær reality-genren at lægge afstand til deres bekendelser, for så er der – populært sagt – ikke noget at komme efter. Dette er mig, men det er også litteratur, så dermed er jeg ansvarsfri for alt, hvad jeg har skrevet. Det er det, som litteraten Poul Behrendt kalder dobbeltkontrakten.

Det er fristende at grine ad det, men det er noget mere udfordrende og givende at analysere det. Så her kommer min påstand: Man kan ikke længere læse om virkeligheden i aviserne, og man kan slet ikke se den i TV. Den påstulerede virkelighed i medierne er altid konstrueret, og det kan man lugte. Så er der langt mere virkelighed i bogmediet, for her er det ufiltreret. Det er en ægte stemme.

Dermed får litteraturen også en ny og helt anderledes betydning i langt bredere lag, nemlig som talsrør for en generation, der ikke længere har et langt perspektiv på deres liv. Med klimaforandringerne og befolkningseksplosionen er fremtiden en dystopi. Det er svært af forestille sig, at verden vil blive bedre. På en måde er det en tilbagevenden til 80ernes atomskygge og 30ernes krigsliderlighed. Men med den afgørende forskel, at vi i dag takket være de sociale medier og internettet nu kan få alt at vide på et splitsekund.

Det er den enkeltes oplevelse af denne verden, der bliver beskrevet i den litterære virkelighed. Eller sagt med den brede pensel: Når nu ingen længere tror på de etablerede medier eller politikere, så må forfattere være sandhedsvidner. Dette er det levede liv, dette er ægte. Det er til at forstå. Og det er også med til at puste nyt liv i den noget ellers eksklusive lyrikklub. Det er en folkeliggørelse og et nyt sprog til den ellers noget bedagede selvhjælpslitteratur.

Og se det, det kan os klassiske litterater og lyrikelskere egentlig ikke lide, hvis litterær reality-forfattere, godt hjulpet af anmeldere på jagt efter det nye nye, insisterer på, at det er stor litteratur. Barbarerne har ikke bare gravet sig ind på vores enemærker, de har sgu indtaget hele paladset. Og det vil klæde os at indrømme, at det også er det, som det handler om: lyrikken er blevet proletariseret, forfladiget. Den er trådt ind i samtiden som ægte, selvoplevede følelser og stemninger uden filter. Det er der åbenbart et behov for, og det behov er både forståeligt og sympatisk. Men det er ikke lyrik, som vi kender det. Det er litterær reality.

I sidste uge udgav Rolf Sparre Johansson en digtsamling, der kan tjene som et skoleeksempel på, hvad litterær reality (navlepillerlitteratur, autofiktion, take your pick) er. Den hedder Søvn og handler om manglen på samme som nybagt far. Politikens anmelder Mikkel Krause Franzen giver den fire stjerner i Politiken under overskriften ”Debutdigte om desperate nattetimer med spædbarn anbefales til alle”. Og hvorfor kan Frantzen lide den? Fordi han kender det fra sig selv som nybagt far. Altså har vi her en mand, der skriver om en anden mand, der skriver om at være småbørnsfar. Det er det ene ben i litterær reality: At anmelderne også kan skrive om sig selv lige som forfatterne.

Det andet ben er medietimingen med salgsfokus: Rolf Sparre Johansson fik i forrige uge en hel bagside i Politiken, hvor han skrev nogle dagbogsnoter om – ja, at være småbørnsfar. Så der er allerede varmet op under udgivelsen. Alle og enhver kan desuden følge med på Johanssons facebookside og garanteret også på diverse blogs i hans omgangskreds.

Dette er essensen af litterær reality: En mand eller kvinde udleverer sit inderste efter bedste evne, og alle, der kan identificere sig med vedkommende, kan nu læse om det i digtsprog i stedet for i en selvhjælpsbog. Lyrik folkeliggjort, følelser til folket som i dameblade og TV.

Men det halter lige dér, hvor det bliver betragtet som god litteratur. Det er muligt, at anmelder Franzen anbefaler digtsamlingen til alle, men dette alle indbefatter ikke mig. Jeg gider ikke læse om nybagte fædres søvnproblemer, jeg kender alt til det. Jeg gider heller ikke læse Sofie Mannings coachingbanaliteter eller Joan Ørtings sexuelle erfaringer. 

Jeg er ikke til selvhjælp, jeg er til litteratur. Og litteratur rækker ud over den enkelte, ud over de folk, som har samme erfaringer som forfatteren. Litteratur har kvaliteter, der hæver individet ud over sin egen erfaringsramme andet end som reference for, at andre har det på samme måde som én selv. Dét er problemet med litterær reality. Dens essens er læseridentifikation: Du er ikke alene. Det gælder for både forfatterne som læserne i denne genre. Vi forstår og føler med hinanden, 1:1, og vi kan til enhver tid række ud mod hinanden og få feedback på sociale medier her og nu.

Som et korrektiv til konkurrencesamfundet er litterær reality glimrende. Som litteratur, som bogværker, er det oftest noget bras med meget begrænset levetid. Det er blandt andet derfor, at mange litterater protesterer mod litterær reality: Selvhjælpsbøger har overtaget mediernes litteraturfokus. Det sker på bekostning af kvalitetslitteraturen, der nu spiller andenviolin.

Til gengæld er der ret mange, der spiller andenviolin. Der er et sandt mylder af mindre forlag, der udgiver kvalitetslitteratur, både dansk og oversat. Hvis de etablerede litteraturredaktioner havde mod og mandshjerte, gav de redigeringen af en uges litteraturtillæg til et af dem – vel at mærke et, der ikke exellerer i Litterær reality. Der er nok at tage af. Arena, Spring, Det Poetiske Bureau, Møllers Forlag, Antipyrine mv. Der er alt at vinde, intet at tabe. Hvem kommer først? Politiken, Weekendavisen eller Information?

PS: Læs Ida Marie Hedes ”Inferno”.