Nøgne grønlændere med banan

Niviaq Korneliussen er et af de nye navne, der bliver ved med at dukke op forskellige steder i de litterære cirkler – og med stadig stigende styrke. Jeg havde ikke hæftet mig så meget ved det, måske fordi jeg er blevet lidt for gammel (måske især på den dårlige måde) til at tage alt for store lovprisninger af unge kometer og mulige talenter særlig alvorligt. Alarmapparatet bliver tændt, for hvorfor er det nu, at ungdommens stemme skal hyldes blot fordi den er ung og ny, blot fordi den inkorporerer de nye medier i sin skrift? Jeg forstår det ikke, og jeg synes at det er lidt pinligt. Der er alt for meget ungdomsdyrkelse, X-Factor og medieselvsving over det.

Omvendt læser jeg disse nye unge forfattere, for ellers kan jeg jo ikke udtale mig om det. Og ret skal være ret: Jeg kan godt se, at mange af dem har en ægthed og en blafrende ungdommelig åbenhed. Mange passer perfekt ind i den moderne medierede verden som forbilleder for andre unge, der ikke vil tilpasse sig ”optimeringssamfundet”, som Danmark her anno 2010erne er blevet kaldt. Al respekt for det, jeg kender det fra mig selv dengang i 80erne, da jeg var ung.

Mange af disse unge forfattere har givet det litterære greb en plads i samtidsdebatten, og det er som sådan, at de oftest skal vurderes. Bøger som debatindlæg, litterære indslag i samtiden. Det er essensen af litterær reality. Folk skriver deres liv ud nærmest 1:1, og på den måde bliver de og deres skrift ofte en kritik af samfundsindretningen, konformiteten.

For nylig mødte jeg en ung teaterinstruktør, som skar det ud i pap: Når virkeligheden bliver fiktion, må fiktionen blive virkelighed. Godt sagt! Og hun hentydede naturligvis til politikersnak og indholdsløse medier, som gengiver en virkelighed, der er fiktion på den måde, at den er så konstrueret og gennemtygget, at folk ikke længere kan se sammenhængen med deres egen virkelighed.

Forleden faldt jeg så over Niviaq Korneliussens debutbog, HOMO sapienne, på det lokale bibliotek her i Hvidovre. Det er et storartet bibliotek. Det udstiller altid de nyindkøbte bøger, så man hurtigt kan tage dem med hjem og orientere sig i dem, eventuelt læse dem med hud og hår. Homo Sapienne har en forside, der fænger. Man ser en grønlandsk kvinde, tilsyneladende nøgen, som sidder og spiser en banan. Køn er hun ikke, deller her og der, nul fotomodel, hun er sådan ganske almindelig, og hvor klog ser man lige ud, når man tager en bid af en banan?

Henvisningen til at kvinden her er en slags abe ligger naturligvis lige for. Altså: En ung grønlandsk kvinde skriver en bog, hvor grønlænderen er en nøgen forsideabe. Ikke for fem øre floromvundet hyldest til den storladne grønlandske natur og den slags, som vi danskere ellers bliver diverteret med rent visuelt i medier og rejsekataloger. Og HOMO sapienne er et godt ord; det er godt fundet på at give kvinden sin egne identitet rent evolutionært.

Visse bøger skal man luske lidt rundt om, før man lukker dem op. Sådan havde jeg det med HOMO sapienne, bange for at blive skuffet. Det blev jeg så ikke. Tværtimod. Det blev en af de bøger, jeg læste med hud og hår.

I modsætning til meget andet ung litteratur er HOMO Sapienne ikke litterær reality, ganske enkelt fordi der ikke kun er én fortæller, der er hele fem. Og den indeholder heller ikke en masse mere eller mindre diffuse billeder, som hævder at være kunst, hvilket ellers er en af de unoder, som kendetegner mange unge forfattere i dag. Alligevel er den et spark ind i en – nok mest grønlandsk – samtidsdebat om homoseksualitet, alkoholisme og muligheder for at skabe sig et liv på egne betingelser i et så lille samfund som det grønlandske.

Det mest slående ved de fem hovedpersoner i bogen er deres udtalte selvhad, som næsten kun alkohol kan få bugt med midlertidigt – indtil tømmermændene indfinder sig. Og det er massive tømmermænd, vi taler om. Sjældent har jeg læst en bog, hvor folk brækker sig så meget. Det er et vildt og destruktivt ungdomsmiljø, der her udspiller sig. Det er klart, at det ofte kan være svært at finde ud af, hvem man er i den alder, og det er lige så klart, at når der så samtidig kommer en kønsidentitet på banen, så bliver det en dobbelt problemstilling. Ikke mindst i et Grønland, der er så kønsrestriktivt, som det beskrives i HOMO Sapienne.

Derfor er det hele på spil og i spil for disse unge mennesker, som også har en tredje konflikt, der vel bedst kan kaldes en generationskløft. De er vokset op i et Grønland, som de og deres forældre ikke længere kan genkende, men de unge mangler styrken til at lade være med at vende det mod sig selv. De er på næste alle måder udenfor, så den logiske følgeslutning hos flere af dem er, at de er onde, utaknemmelige, misfostre, evolutionære blindgyder. Nøgne grønlændere med banan.

HOMO Sapienne er heldigvis blevet en bog, som man i dag bliver nødt til at læse i Grønland. Den er mere eller mindre blevet en ungdommelig kultbog, så vidt jeg kan forstå på diverse interviews og referater. Den taler lysende klart i et på en gang meget poetisk, råt og præcist sprog.

Derfor skal man heller ikke fortrinsvis læse denne bog som en slags sociologisk introduktion til, hvordan det er at være ung, seksualforvirret og grønlænder. Man skal læse den som et aktuelt kunstværk, en klassisk dannelseshistorie, som måske mest af alt minder om William Burroughs bog om at være homoseksuel, ”Queer”. Den ejer den samme følsomhed og er ganske rørende.

HOMO sapiennes danske udgave er forsynet med et forord af digteren Mette Mostrup. Det finder jeg en anelse uklædeligt. En god bog er en anbefaling i sig selv, den skal ikke udstyres med et helt forord, som anbefaler, at man skal læse den. Og da slet ikke når det handler om en bog fra vores mere eller mindre tidligere kolonier. Men hvad – et eller andet sted i processen var der nogen, der ikke kunne lade være.

Så Herregud. Eller Fruegud. Læs den alligevel. Den er en dirrende pæl i kødet. Niviaq Korneliussen er en forfatter, som er alt andet end en døgnflue. HOMO sapienne vil skrive historie – om ikke andet, så på Grønland. Det er en landvinding. Vi andre er heldige at kunne læse med, fordi hun selv har oversat den til et fremragende, nutidigt dansk.