torsdag den 26. februar 2015

Kloden er mindre end mennesket. Mindeord over digteren Jens Asbjørn Seehuusen.



Af og til bliver man sgu så glad for aviserne. I sidste uge døde den nærmest totalt ukendte digter Jens Asbjørn Seehuusen, kun 56 år gammel. Men alligevel ofrede Information en halv side på en nekrolog ved senioranmelder Erik Skyum-Nielsen.

Selv havde jeg glemt alt om Seehuusen, og at jeg overhovedet kender ham skyldes mere eller mindre et tilfælde. Så her kommer en god historie i bedste litterær reality-stil: Den foregiver at være sand, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og erindringen, der altid er en svigefuld elsker.

Engang arbejdede jeg på et månedsblad ved navn PRESS. Det var i 1987. Bladet havde godt og vel et år på bagen og var klart mandsdomineret, en bande hårde nødder med saft i løgene gik målrettet efter de kontante afsløringer af magthavernes skalten og valten med folks liv og rettigheder. I den kamp havde det såkaldt bløde stof ikke mange chancer.

Men der var også kvinder på bladet, og en af dem hed Agnete Vistar. Hun var lidt af en helvedeshund – og hun var vild med digte og litteratur. Efterhånden var hun blevet så irriterende for alfahannerne, at de stak hende seks sider til et forfatterinterview. ”Så får vi vel for helvede fred for kællingen”. Og naturligvis: Læserne var lykkelige for hendes interview – det var lige den slags, der manglede i det månedsblad, så hun vandt retten til at bringe forfatterinterviews, hvilket blev en genre, som PRESS senere rendyrkede og forfinede.

Så var det, at Agnete Vistar – frygtløs som altid – kastede sig over Jens Asbjørn Seehuusen, som også dengang var totalt ukendt bortset fra mindre, litterære cirkler. Interviewet blev bragt, og det var mere eller mindre lige så uforståeligt som Seehuusens digte. Udtrykket ”noget snot” blev anvendt af mindst en af alfahannerne.

Problemet med Seehuusen var og er, at han er lavmælt, stille, forfinet. Han skrev på de ganske subtile nuancer i opfattelsen af verden, og den slags kræver ro og indlevelse hos læseren – plus sikkert også en vis erfaring med overhovedet at læse digte.

I sin nekrolog bringer Skyum et eksempel på et af hans digte, og det kan på mange måder tjene som et skoleeksempel på, at gode digte kan lukke op for en anden måde at se verden på. Eller en måde at være sig bevidst om, hvordan man opfatter verden. Hvordan vi ser – og hvordan det kan bruges til et generelt udsagn om os alle. Det er jo ikke så lidt – på kun 22 ord. Digtet kommer her:


Halvt hjemme
er fuglen større
end hesten. Og
stjernerne større
end himlen.
Båden er større
end havet.
Og kloden
er mindre end
mennesket.


Udsagnet, digtet, skal læses som et maleri, en synsvinkel. For at illustrere det har jeg taget vedhæftede billede fra Friheden Station: Jerndækslerne er større end bilerne i baggrunden, fordi de er tættere på synsvinklen. Og derfra kan man så fabulere frit over, hvad synet betyder for vores opfattelse. Digtet kan også illustrere, hvordan mange forveksler fortolkning med synsvinkel. Det er op til alle og enhver at fortolke digtets udsagn, men hvis man først har opfattet dets synsvinkel, er det ligetil at læse. Her er vi så inde på, hvorfor så mange mennesker synes, at digte er ”noget snot”: Hvis en eller anden dansklærer dengang i skoletiden begyndte at udbrede sig om, hvordan mennesket kan være større end verden, bliver det hurtigt plat. Mange digte skal ikke pindes ud. I hvert fald ikke hvis man vil vinde gehør hos raske drenge med flitsbuer – eller alfahanner.

Digtet kan heller ikke bruges til noget sådan rent materielt, målbart. Det står der bare og foregiver ikke at være andet end en følsomhed overfor verden. Derfor er det sårbart. Jens Asbjørn Seehuusen var en lavmælt digter, som debuterede i de højtråbende vilde punkdigterår og døde i de højtråbende narcissistiske FB-digterår. Men hans bøger er i stadig i verden, tilgængelige for dem, der søger en anelse stilhed og fordybelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar