Søg i denne blog

søndag den 1. marts 2015

Dit væsens rod. Tove Ditlevsen i 2015



Tove Ditlevsen? Jo, alle kender hende, også de unge. Nu er hun kommet med i den danske kanon for gymnasieklasser – på bekostning af ronkedoren Rifbjerg. Nu ved jeg ikke i hvilket omfang man skal tage kanonen alvorligt, men hvis man vælger at gøre det, så er det er godt valg og en meget timet udskiftning. Indse det: Rifbjerg har virkelig skrevet nogle klassikere, men for tidens unge er der vist ikke meget at hente.

Det er der hos Tove Ditlevsen. Det ligger i sproget, tonen og socialklassen. Tove Ditlevsen skriver et djærvt og alligevel forfinet dansk og hendes digte er klassiskere. Alle kan læse dem, de er folkelige, følsomme og hjertegribende.  Dermed siger hun mange unge læsere uden særlige litterære forudsætninger meget mere end mange nutidens digtere og forfattere.

I et interview i Politiken var litteraturforskeren Lise Busk-Jensen inde på det samme: ”Hun er jo på ingen måde noget, der minder om en populærforfatter, men man kan sige, at der er alt for mange moderne forfattere, der føler at det er en kvalitet i sig selv at være svært forståelig”. Det har hun ret i. Tænk Klougart, Cecilie Lind, Jonas Rolsted og mange andre af de nye primært digtere, der har det som litterær metode at opløse sprogets gængse sammenhænge for at skabe rum og nye indsigter både hos læseren og sig selv. Af og til fungerer det, men der er også meget vrøvl, der mest minder om små piger og drenge med ordklodser. Litterær legestue for den litterært skolede middelklassebevidsthed.

Tove Ditlevsen er til gengæld rundet af både arbejderklassen og skrøbeligheden, usikkerheden. Stik et af hendes gode digte til en ung pige med tankemylder i hovedet, og vedkommende vil føle genkendelse i et digt, der er skrevet for 75 år siden. Det kan man sige en hel masse mere eller mindre klogt om, man man kan også lade være. Naturligvis er det sådan. Ditlevsen skulle på ingen måder opsøge stoffet, for hende var det et spørgsmål om at sortere i det. Man kan sagtens hævde, at kernen i hendes liv var en søgen og en længsel efter kærlighed og tryghed. Når hun var alene, skrev hun, for så kunne hun transcendere sig selv over på et stykke papir. Give slip på virkeligheden.

Fornylig læste jeg den nu genudgivne erindringsbog Gift. Den er virkelig skræmmende. Den beskriver hvordan hun blev narkoman og i en meget ung alder var ved at dø af det takket være en ægtemand, som var sindsforvirret læge og gav hende alle de stoffer, hun ville have. Det er en fortælling om afhængighed på mange planer: Ditlevsen er afhængig af en mand i huset, og manden i huset er afhængig af at have et offer, en kvinde, han kan kontrollere, for han kontrollerer ikke så meget andet. Stofferne, morfinen, er deres eneste fælles omdrejningspunkt.

Gift rummer mange andre sidehistorier og den er skrevet i det, der engang kaldtes et prunkløst dansk, ingen dikkedarer her. Og som altid fanger fortællinger, hvor man kan mærke, at der virkelig er noget, der brænder på hos forfatteren. Som læser er man lidt som en frø, der ikke kan mærke, hvornår den bliver kogt, hvis den får en langsom opvarmning. Det er storartet fortællekunst og det er ikke planlagt på forhånd, for den slags fortællinger kan forfattere kun sjældent planlægge og plotte sig til.

Genudgivelsen af Tove Ditlevsen og hendes fornyede aktualitet lægger sig i sporet af de gamle klassikere, der taler ind i nutidens tendens med selvoplevede beretninger, litterær reality. Vita Andersen er et andet godt eksempel. Tom Kristensens Hærværk er tredje, især hvis vi taler om forfattere, der primært siger mænd noget. Men med god litteratur er det sådan, som Jens Christian Grøndahl formulerede det i et interview fornylig:

»Litteraturen er universel, fordi den insisterer på det individuelt menneskelige. Litteraturens begrundelse ligger i dens loyalitet over for det enkelte menneskes perspektiv, ikke i at reducere ham eller hende til et spørgsmål om baggrund, kultur eller sociale forhold. Alle kan leve sig ind i personerne i en roman, hvis den er ordentlig skrevet.«

Den klub hører Tove Ditlevsen hjemme i. Og det er altid herligt, når klassiskere rammer nutiden, fordi de giver et historisk korrektiv til nutiden – hvilket de nutidige forfattere i sagens natur ikke kan levere.

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976, tre år efter skilsmissen fra Viggo Andreassen, hendes fjerde og sidste mand. Billedet øverst er fra 1950; Tove Ditlevsen på besøg i sin barndomsgade på Vesterbro. Sidst i marts udkommer en bog med hidtil uudgivne tekster af Ditlevsen. Gyldendal har redigeret og udvalgt, bogen hedder ”Jeg ville være enke, og jeg ville være digter”, et citat fra netop Gift.