Friheden som fængsel

Det virker fuldstændig logisk, at de mest dramatiske, vilde og sære eventyr udspiller sig ved verdens ende. Nej, om igen: Verdens ende findes ikke, verden er rund. Alligevel bruger vi udtrykket verdens ende for det, vi opfatter som den yderste forpost før døden. Verdens ende er dødens pølse. Hertil og ikke længere, schluss, endgame, vift med hatten, tænd nødblus.

Tyske Judith Schalansky har skrevet en bog om verdens mange ender. Den hedder noget så prosaisk som ”Atlas over afsidesliggende øer”. Judith Schalansky er født og opvokset i DDR, og der kom man aldrig nogle vegne rent fysisk, altså måtte man dagdrømme sig væk, hvis man havde udlængsel.

Hvis man har en rig forestillingsevne, er der ikke noget så befordrende som et atlas. Man kommer hele verden rundt, og hvorfor hedder steder og byer nu engang det, som de hedder? Hvis man én gang har haft den fascination, slipper den ikke taget i kødet, den har nappet sig fast. Jeg ved det, for jeg havde det på samme måde som barn. Jeg er født og opvokset på Bornholm, og jeg kom heller aldrig nogen steder, bortset fra i fantasien. Jeg kunne bruge endeløse dage med at studere atlasser og frimærker fra fjerne lande.

Judith Schalansky har næsen i dette spor i sit ”Atlas over afsidesliggende øer”. Og hun tager den med rundt til de 50 mest øde øer, hun har kunnet finde; øer, som de færreste har hørt om. Hun har samlet forskellige beretninger og registreringer fra disse øer, og det bruger hun til at fabulere over folk og skæbne. Samtidig er hun helt skamløst opslugt af navnene – og med god grund: For eksempel findes den mytologiske passage til underverdenen, floden Styx, i virkeligheden. Find den selv på billedet. Styx ligger på den fransk-ejede Possession-ø i Det Indiske Ocean, langt, langt væk fra noget andet fastland. Den er lidt større end Bornholm, men – hold nu fast – nærmeste sted at finde fodfæste er Antarktis, 2150 kilometer mod syd.  Rejser man mod nord, kommer man til Madagaskar, 2370 kilometer væk.

Styx er ikke det eneste fascinerende navn på Possession-øen. En bjergkæde er opkaldt efter Jules Verne, en af de største opdagelsesrejsende i fantasien, som Judith Schalansky skriver. Hun bruger sit lille tekststykke om øen – hver ø har en sides tekst og et kort med alle stednavnene – til at citere Jules Vernes helt ved navn Cyrus Smith fra ”Den hemmelighedsfulde ø” for følgende lettere gådefulde udsagn: ”Jeg følger ikke min vej, min vej følger mig”. Det ligger godt i tråd med den sø, hvis vand ledes ud i havet via Styx: Hvad kan den hedde andet end ”Lac Perdu”, den fortabte sø?

Bor der nogen her? Ja da. 26-45 indbyggere, angiver Judith Schalansky. I 1964 oprettede Frankrig en forskningsstation der – og den har de åbenbart stadig den dag i dag. Hvad forsker de i? Det skriver hun ikke noget om, men det kan man selvfølgelig selv finde ud af, hvis man nu absolut vil vide det. Man kan også skrive en roman om det. Og man kan lade det være et mysterium, som man pludselig støder ind i fra en helt anden og uventet side.

Mange af beretningerne i ”Atlas over afsidesliggende øer” handler om folk, der søger friheden på den ene eller anden måde. Til det formål søger de mod en udvalgt endestation i håbet om at starte på en frisk. Men langt de fleste af beretningerne – om ikke dem alle – ender katastrofalt. For nissen, den gamle verden, følger med, den er rodfæstet i hjernebarken. Det er fortællinger om mord, incest, voldtægt, kannibalisme, indavl og lignende. Friheden ender som et nyt fængsel. En ø bliver til en indespærring. Drøm bliver mareridt. Men der findes også positive historier, og de foregår blandt folk, der har formået at bo på deres ø gennem mange generationer. De har deres egne mytologier og skabelsesberetninger – og når man har det, er man ikke en fremmed for sig selv. Man er rodfæstet – også i hjernebarken.

Det er naturligvis fristende at drage en slags Gajolæske-konklusion på alt dette, men måske skal man bare lade være. Konstatere at Judith Schalansky har skrevet en hyldest til den menneskelige nysgerrighed, fantasi og grænseløshed. Det er en fantastisk bog, læs den før du planlægger at realisere drømmen om paradiset på en øde ø. Det hænder ofte, at der ikke er nogen vej tilbage, heller ikke den, som du havde forestillet dig.