lørdag den 14. april 2018

Theis og den brændende platform


Sidste gang jeg så efter, lå Theis Ørntoft på best-sellerlisten med sin nye og første roman, Solar, og der skal han nok blive liggende en rum tid endnu. Det er ret godt skuldret af den knap 34-årige forfatter, som har præsteret at få sin seneste digt-samling, Digte 2014, trykt i hele 14 oplag. Og der vil komme flere. 

Som digter har Theis Ørntoft derfor allerede stjernestatus, sikkert ikke mindst fordi han har fået prædikatet økodigter hæftet på sig. Danmark har to af slagsen på det parnas, Ørntoft og Lars Skinnebach; der bliver konstant refereret til dem. Dermed er de uundgåelige i undervisningssammenhænge, ikke mindst på højskolerne, hvor man i dag ikke kan afslutte et forløb uden af have læst mindst et par digte af dem. Sådan skal det også være.

Men Ørntofts nye roman Solar er ikke en økoroman. Der er ikke noget brændende forsvar for naturen eller rasende tirader mod globalkapitalismens læggen verden øde. Hvis man vil have den slags, er man meget bedre kørende med Andrea Hejlskovs Og den store flugt, der anviser en hård og stenet vej ud ad forbrugersamfundet mod en ny og bæredygtig livsstil. 

Solar er derimod en klassisk undergangsroman, en slags moderne udgave af Tom Kristensens Hærværk. Men hvor Hærværk kun fokuserer på den individuelle og ubegrundede hang til at ødelægge eget liv og karriere, fokuserer Solar også på de kollektive, samfundsmæssige årsager til det. Når alt kommer til alt, er Hærværk snart 100 år gammel, og der er ikke skyggen af globalitet over den; det nærmeste vi kommer, er jazzmusikken som undergangs- og ekstasemusik til et København klædt i dekadente farver.

Solar er derimod et nutidigt Danmarksbillede anno lige her og nu set gennem øjnene på hovedpersonen Theis, der befinder sig i et eksistentielt sort hul: Hvad skal jeg her? Hvem er jeg? Hvad er meningen med det hele? Er der overhovedet en mening med det hele? Det er den klassiske outsiderposition, Theis er endda digter, og det gør det hele meget værre, for sådan en skikkelse har ingen faste holdepunkter. Det nærmeste han kommer det, er en position som løst tilknyttet højskolelærer, men selv her har han følelsen af at optræde i et teater, at være udenfor. Theis er betragteren og undersøgeren, han prøver at finde ud af, hvorfor disse mennesker gør det, de gør, og hvor han selv passer ind i det. Svaret er tydeligt: Han passer ikke ind, heller ikke her. 

Så han prøver at finde ud af, hvor mennesket passer ind i evolutionens store fortælling, for her kan han se en mening, som paradoksalt nok er kendetegnet ved ikke at have nogen anden end naturens egen gang. Det er den, han er nedfældet i, tilfældigvis her i Danmark 2018, et knap nok mikroskopisk øjeblik i det store billede. Theis ser sig selv i dette lys:

"Menneskeaberne må være søgt ned til flodbredden, op på plateauet, ind i klippehulen, ind i bunden af slugten. Slået lejr her. Tændt bål. Mumlet, råbt, sunget, parret sig. Lejrene må være blevet placeret her og ikke midt ude på savannen. Men i udkanten. Inde i skyggerne. Inde i ornamenterne og slyngningerne. Inde i myterne. Inde i sproget, i tegnene. Inde i aftalerne, skovene. For det var her i det skjulte, at homo sapiens’ kræfter kunne spire, det var her sproget kunne opstå. Det var i bagholdsangrebet, i snedigheden, i manipulationen at kræfterne lå. Til at snyde naturen. Til at vende den mod sig selv."

Afsnittet her står i bogens første del, hvor Theis er taget på vandring ned ad hærvejen ”uden klar grund”, som der står allerede på bogens første side. Noget skal man jo tage sig til, når man ikke kan se en mening med tingene, men vandringen hjælper ikke stort på noget som helst. Theis registrerer naturen og menneskene i dette danske landskab, der ikke har meget med de tidlige menneskeaber at gøre- Han møder folk og bliver mere eller mindre skræmt af dem, der er ikke basis for nogen interaktion mellem Theis og menneskene, som de fremtræder her og nu. Det er fristende at komme med konklusionen, at det er den slags, der sker, når man ser alt i lyset af millioner års udvikling: Man ønsker at blive et med altet, for det er den eneste mening, der tilsyneladende er. Dernæst følger ligegyldigheden: Hvis der ikke er nogen anden mening med det hele end en stadig udviklingshistorie, er der heller ikke nogen mening med det individuelle liv, med Theis her og nu, med alle andre her og nu. Sammenhængen med den store historie, altet, bliver hurtigt til en drøm om tilintetgørelse. Lad os få det overstået, livet her, eller som Jim Morrison formulerede det: ”I wanna have my kicks before this whole shithouse goes up in flames”.

Og sådan går det for vor hovedperson. Han vender tilbage til København, hvor der er masser af stoffer, sprut, damer og nattekicks. Samtidig spiller han GTA og går i fitnesscenter, hvor han træner benhårdt for at bygge den perfekte krop op. Ind imellem møder han op til digterarrangementer, men her er fremmedheden og ligegyldigheden den samme, og det er den, han ikke kan holde ud. Så er det meget bedre med GTA, dette ikoniske computerspil, hvor man smadrer rundt i Los Angeles og lever et helt liv i et fiktivt voldsunivers. Man køber våben og biler, andre fiktive mennesker er kun statister.

Men så sker der noget. Theis har hele tiden haft et stærkt fokus på kvinder, liderlig og livskraftig. Det lykkes ham at score den ultimative babe via fitnesscentret, en pædagog med fast arbejde på Amager. Så bliver der ellers kneppet igennem til den store guldmedalje i hendes lejlighed, hvor Theis flytter ind. Men nissen, i form af GTA og fremmedheden, livsleden, flytter med. Forholdet varer vel et halvt år, så er det brændt ud, for hvem gider have sådan en type uden initiativ og fremdrift hængende? Theis fornemmer det selvfølgelig, og til sidst pakker han dårligt nok en tandbørste, før han lister ud af bagdøren og blaffer ned gennem Europa. Et eller andet sted skal man være.

Her lægger romanen eftertrykkeligt fra land, selv om der ellers ikke er blevet skåret med tynde skiver indtil da. Theis’ tour de desperado med endestation i Portugal er så gennemført, at jeg ikke har læst noget lignende på dansk før. Det er en nedskrivning til et absolut nulpunkt - og derudover. Theis er efterhånden ganske gennemhullet og nihilistisk inde i hovedet, hvor diverse brokker fra tidligere tanker og læsninger manifesterer sig som bristende bobler. På et tidspunkt gør han et sidste forsøg på at få verden til at hænge sammen, som var den et computerspil, men heller ikke det kommer til at fungere. Og så bliver det sluppet endnu flere tøjler, selv om man skulle tro, at det ikke var flere tilbage. Men når man tror, at man har mistet alt, finder man ud af, at der altid er mere at miste, som Dylan engang sang. Theis bliver til sin egen hovedperson i sit eget GTA, bare i virkeligheden, hvor der ikke kan rebootes. Sådan kan man vist godt sige det uden at afsløre for meget af slutningen på romanen, der udvikler sig til en regulær cliffhanger.

Theis har nået det absolutte nulpunkt. Han lever ikke længere i skyggerne, i udkanten, som i citatet med de tidlige mennesker for måske 500.000 år siden. Theis befinder sig i det brændende lys på savannen, der hvor mennesket er udsat, brændemærket, gennemlyst. Theis er blevet solar. 

Selvfølgelig skal man læse denne roman. Theis er ikke den eneste, der bliver gennemlyst, det bliver Danmark, verden og læseren også. Det kan godt være, at det er svært for outsideren at se en mening, men hvis man bruger positionen til at skrive en roman som Solar, så er der mange andre, der kan.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar