fredag den 16. marts 2018

Natbådens sygehusfærd



Vi lever i følelsernes tidsalder. I det offentlige rum er følelser vigtigere end tanker og fornuft. Først skal man føle, derefter handle – eller ikke handle, hvilket blot betyder, at man har et frirum til at føle videre. Læg for eksempel mærke til mange politikere – hvis fakta ikke passer ind i deres kram, så føler de. Ofte maveføler de ligefrem, det er der også sådan lidt moderne tarmecharme over. Eller tag en hvilken som helst dokumentarudsendelse i TV, det er føleri over hele linjen. 

Det samme gælder meget af lyrikken, men her er der en tradition for, at følelserne er i højsædet. Problemet er bare, at når der er så meget føleri i resten af det offentlige rum, så ryger eksklusiviteten. Mange moderne digtsamlinger indeholder sætninger, som vi i forvejen bliver stopfodrede med på TV, så det kan for mig at se sagtens være et krav til nutidige digtsamlinger, at de går den modsatte vej: en beherskelse af følelser. På den måde kan digtning være det nødvendige korrelat til massekulturens følelsesbombardement.

Og se, det ved jeg ikke, om den danske forfatter Harald Voetmann har tænkt på, da han skrev sin nys udkomne bog Amduat. En iltmaskine, som handler om en far, der ligger døende – og til sidst dør - på Holbæk Sygehus. Harald Voetmann formår at forbinde en højst nutidig død med den egyptiske mytologi. Den er der ikke meget føleri over, for som i så mange andre mytologier er det gudernes og skæbnens vilje, der er fokus på.

Det er for mig at se en stor bedrift at koble den moderne, institutionaliserede død og den egyptiske mytologi med hinanden, uden at det virker påklistret eller kunstlet. Tilmed behøver man heller ikke den store viden om egyptisk mytologi for at kunne forstå bogen, der på sin egen sære måde er ret ligetil. De egyptiske guder er kun bifigurer i dramaet. Guderne kunne lige så godt have heddet Svend eller Thor, i hvert fald for denne ukyndiges betragtning. Dog er jeg helt med på, at hvis jeg kendte mere til den egyptiske mytologi, ville der sikkert åbne sig nye lag. Men de behøves ikke for at opleve bogens vingefang.

Amduat. En iltmaskine har naturligvis den døende far i centrum, og en af de faste strukturer er en timevis nedtælling til den tolvte time, dødens. Men inden døden ankommer kan ventetiden lyde sådan her:

Sengehesten er min stolte ganger
På dens fjed kan jeg kende den
Når jord bliver til kød
Når kød bliver til lys
Når lyset rammer det blinde øje
En salvet sjakal løfter sin pote
Udpeger nødudgangen
En blænddør i den vestlige himmel

Fascinerende, ikke? Det er svært at tænke sig en mere ydmygende død end at ligge savlende og blebehæftet med iltmaske på et offentligt hospital. Det er vel den død, de fleste frygter mest, ydmygelsen ved ikke længere at have styr på sine kropsvæsker og sine tanker. Man er ikke længere sig selv, stoltheden, ukrænkeligheden er taget fra en. Her er en beskrivelse af den døendes befragtning til en anden afdeling, set som var vi ved Nilen dengang:

I sivene langs flodbredden ligger
døde på lur og titter ud på natbådens
færd og på dens hærgede guddom
sunket sammen under tæppet, hvæsende
lungepibende, klynkende af angst (...)
I fertilitetsrådgivningen
pisker tre unge sygeplejersker med
gåsegribbehoveder på skift en
ulykkelig kvinde fra Hvalsø med
et bundt tørrede flodhestehaler, mens
de messer en frugtbarhedshymne

Man ser det for sig. Men i denne bog kommer hele det egyptiske tankesæt om Amduat, ”Det som findes i underverdenen”, den døende til undsætning nu 3.500 år senere. Han får sin værdighed igen, fordi døden jo er banal, den vej skal vi alle, hvis vi ikke er guder. Så gudeverdenen hjælper det arme menneske og de pårørende med at acceptere den ydmygende død som noget normalt – og som måske endda noget ophøjet, en rejse til en anden verden:

Sengehesten er spændt for sin solbåd, guden
hoster overfladisk fra sin plads i stævnen
giv mig noget, jeg kan drikke, jeg vil leve
i det store mørke, som engang var dagen
jeg kan høre emhættens susen
vinden i kirsebærtræets grene.

Harald Voetmann insisterer her igen på, at den døende også er en gud i egen ret. Det er meget fremmedartet, men giver virkelig et rum for refleksion i denne sammenblanding af fortid og nutid, hvor fortiden hjælper nutiden med at acceptere døden som et vilkår. Måske er det ikke engang fortiden, der hjælper nutiden, måske er det hele nutid, måske er det bare os, der ser den egyptiske mytologi som fortid? Guderne som begreb kan vel være ligeglade, og hvad er religion andet end fortiden ført videre i nutiden for at sikre accept og forståelse af det mest uforsonlige, vore elskedes død. Det er ikke noget specielt egyptisk, det sker i alle religioners riter i forbindelse med døden. Ligbålet. Jordpåkastelsen. Rite på rite for at acceptere det uundgåelige, men det er spændende at se det i en dansk nutid klædt i fremmedartede guder og natbåde. Det gør døden nemmere at leve med, eller som det hedder i bogens sidste linjer:

At sige i den 12. time:
Jeg skal dø nu
Det er ikke fordi, jeg vil det.
Men det er det, der sker

Som man sikkert kan fornemme, er det et syret tableau, Harald Voetmann dækker op med her, og der var elementer, som jeg ikke forstod et suk af. Men jeg er meget begejstret for dens lange mytologiske svæv, der for en gangs skyld ikke er pakket ind i hverken kristendom eller New Age-filosofi. Døden kom. Accepter det. Det tiltaler mig mere end meget af den litteratur og virkelighed via TV-mediet, der fokuserer længe og intenst på de pårørende og efterladtes følelser. Måske, som sagt, fordi der er så meget af det derude – og så lidt accept af døden som et vilkår, hvor uretfærdigt det end kan synes. 

Amduat. En Iltmaskine er udgivet på Gyldendal og er håndskrevet af Harald Voetmann selv. Det giver ret god mening i en personlig bog som denne – og er jo en gammel tradition i modernistisk digtning, tænk bare på Dan Turèll. Men til gengæld har Gyldendal ikke haft styr på sit lettiske trykkeri denne gang. Efter første gennemlæsning var flere af siderne allerede faldet ud, så jeg er glad for, at jeg lånte den på biblioteket. Gyldendal bør selvfølgelig trække bogen tilbage og trykke et nyt oplag – det fortjener Harald Voetmann og Amduat.






Ingen kommentarer:

Send en kommentar