tirsdag den 10. juni 2014

Bogfætter, Lagerlöf og nutidens levende døde forfattere




Selma Lagerlöf

Lidt syd for Bogense, ud ad vejen mod Skåstrup, ligger Bogfætter. Jeg ved ikke, hvad han ellers hedder – eller også har jeg glemt det – men det er et pragtfuldt antikvariat af den gamle støbning: En stor rodebunke af meget billige bøger. Jeg har den ordning med Bogfætter, at jeg altid slæber en IKEA-pose med bøger, som jeg ikke længere kan have stående, med derhen når jeg er på ferie i det nordfynske, og så kan jeg nappe af hans bøger for ca. 100 kroner. Det kan hurtigt tage et par timer, for Bogfætter er af den snaksalige type, og desuden kan man få en masse sjove historier ud af ham. For eksempel at Bill og Ben-bøger og Barbara Cartland den dag i dag går som varmt brød.

Bogfætter og jeg går godt i spænd, for han ved en masse om populær-litteratur gennem tiderne, og jeg ved en masse om det mere traditionelt litterære og højpandede. Det samme gælder vist for hans kunder, for det er de mest utrolige ting, man kan finde til ingen penge. For eksempel fandt jeg denne gang Georg Brandes’ tobindsværk om Goethe for 20 kroner. Den er forsynet med et imponerende godt register, det var den slags man både kunne, gjorde og betragtede som et must i 1920, da bogen blev udgivet. Hvis man som jeg betragter Goethe som en af de allerstørste digtere er den en guldgrube – og her kommer internettet altså til kort. Det er meget hurtigere at finde f.eks. hans berømte Prometheus-digt og Brandes’ perspektivering af det her end at rode rundt på nettet. Den slags bøger er værd at have i reolen, hvorimod masser af romaner er nemmere at få viden om på nettet end at have den stående og fylde.

Og hov – der var sgu også lige Baudelaires ”Syndens Blomster”, den gode 2. udgave fra 1963 i Sigurd Swanes oversættelse. 5 kroner. Hør lige engang, hvordan man kan turnere et forord: ”Mig hjalp denne Bog ofte over mine sorger og ansporede mig i alt mit Arbejde. Giver min Oversættelse dem, der ikke magter Originalen, noget af den samme Følelse, da betaler jeg kun af på en Gæld, idet jeg giver den videre”. Det skrev Swane i 1921 – 40 år efter kom så den reviderede oversættelse.

Af en eller anden grund hev jeg også en lille bog fra Hasselbalchs Litteraturbibliotek med hen i feriehytten. Det var nogle essays og småhistorier af Selma Lagerlöf, som jeg egentlig ikke kender. For en 20 år siden fik jeg hendes ”Jerusalem” i gave og læste den. Jeg kunne ret godt lide store dele af den. Men Lagerlöfs små historier var så godt skrevet, at jeg tog tilbage til Bogfætter – han måtte da have hendes berømte debutbog ”Gösta Berlings Saga”. Den har jeg aldrig læst. Og ja – naturligvis – pænt indbundet, komplet i ét bind: 10 kroner.

Det er lidt af en oplevelse at læse den. Lagerlöf har et stort, dramatisk og ekspressivt sprog, og hvis hun skal vælge mellem store og små følelser, tager hun konsekvent de store. På en måde er det vildt overgearet, men samtidig så konsekvent, at det er en ren fornøjelse. Hendes billeder og metaforer vokser vildt, og alt i hendes bøger er levende og taler: sten, møbler, træer osv. Overnaturlige væsener betragtes som lige så realistiske som mennesker, så det hele får naturligvis eventyrets præg. I øvrigt er Gösta Berling en værre én: kvindebedårer, poet, drukkenbolt, frafalden præst, you name it. Desuden har han den styrke, at han ofte hellere vil dø end leve – så slap man da for dette usle liv. Sådanne folk sætter konsekvent livet ind på hvad som helst.

Men der er meget mere interessant at hente i bogen, da den er så totalt forskellig fra dansk normalvirkelighed i dag, hvor mange synes konstant at gå foran et spejl; konstant at iagttage og iscenesætte sig selv. Det er ikke Lagerlöfs kop te. Hør her hvordan hun beskriver ”Selviagttagelsens underlige ånd”: ”Vi tænkte på ham med Isøjnene og de lange, krogede Fingre, han, som sidder derinde i Sjælens mørkeste Krog og piller vort Væsen til Trevler, som gamle Koner piller Lapper af Uld og Silke i Stykker. De lange, krogede Fingre pillede, til hele vort jeg lå som en bunke pjalter, og så blev vores bedste følelser, vore mest umiddelbare tanker, alt hvad vi havde gjort og sagt, undersøgt, gennemforsket og trevlet op.”

Modsætningen er selvforglemmelsen. Den beskrives således: ”De stærke Stormfugle, de dæmoniske Lidenskabers Ørne med Ildvinger og Stålklør var kommet susende ned over dig, du Ånd med Isøjnene, de havde slængt dig hen i det ukendte.” Med andre ord: Kun i selvforglemmelse kan mennesker opleve lykkefølelse. Den kan man dermed kun opleve, når livet står på spil, når man vil dø for noget – for eksempel kærligheden. Det minder lidt om Hunter S. Thompsons berømte intro til ”Fear and Loathing in Las Vegas”: ”Den der gør sig selv til en dyr, slipper for smerten ved at være menneske”.

Ergo: Hvis man ikke kan glemme sig selv, er man en levende død, som Lagerlöf også skriver. Det gør 80% af dagens hyldede autofiktive jeg-fortællere til levende døde, navlepillere og narcissister. Det har jeg tygget noget på i den nordfynske feriehytte. Om ikke andet kan man konkludere, at Lagerlöf ikke er til selfies. Men hun fik Nobelprisen som 52 år gammel i 1903 og blev i øvrigt præcis 100 år gammel.

Næste gang nogen knalder en flaske champagne op, tror jeg at den første skål går til hende – og Bogfætter.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar