Søg i denne blog

søndag den 1. juni 2014

Den virkelige historie om den hvide hval



Det er de færreste mænd, der ikke har været fascineret af hvalfangerhistorier. Den kendteste er naturligvis Herman Melvilles Moby-Dick, der fås i et utal af udgaver og udstyr – fra børnebøger til nylige uforkortede udgivelser på dansk. Historien om denne enorme hvide hval, der vædrede et hvalfangerskib, har mytens form, fordi Melvilles kaptajn på skibet, Ahab, bliver så besat af uhyret, at han sætter sit eget og sine mænds liv på spil i jagten på bæstet. Det giver naturligvis også en ekstra dimension, at hvalen er hvid – som et spøgelse, som noget overjordisk. Læg dertil at farven hvid oftest er noget ædelt og overjordisk – men her er det den onde selv i engleforklædning.


Myter har altid rod i noget fællesmenneskeligt, og her er det jagten på det dyr, man er besat af. Det kan naturligvis tolkes på mange måder, men man kan også prøve at finde ind til mytens historiske oprindelse. Det er altid spændende, for man støder på en masse andre gode historier; det er som at se et træ og grave ned i alle rødderne. Men man kan også pludselig snuble over en af rødderne og tage den nedefra og op.
Sådan var det forleden dag, da jeg rodede igennem nogle bøger om opdagelsesrejser, fortællinger fra forskellige tider, al den slags, der er ren og skær underholdning og på alle måde uaktuelt. Jeg faldt over en bog betitlet ”I havets hjerte”, som så ret kulørt ud, nærmest en drengebog. Men skinnet bedrager – hvilket man ofte ser, når forlag prøver at pakke noget seriøst ind som underholdning, fordi de fejlagtigt tror, at det så vil sælge bedre.

”I havets hjerte” er den virkelige historie bag historien om Moby-Dick. Den er skrevet af en Nathaniel Philbrick, som er ekspert i den lille amerikanske ø Nantucket, et tidligere samfund af kvækere, der blev verdens førende kaskelot-hvalfangere i hundrede år fra ca. 1750 – 1850. Nantucket ligger på USA's østkyst, syd for Cape Cod i Massachusetts. Nathaniel Philbrich har specialiseret sig i øens historie, og ”I havets hjerte” er den sande – så tæt man kan komme en historisk sandhed – om hvalfangerskibet Essex forlis i Stillehavet, et forlis som skyldtes et frontalangreb fra en rasende kaskelothval på måske 27 meter. De lamslåede hvalfangere måtte i de små fangerbåde og et par af dem overlevede i over to måneder på havet, før de langt mere døde end levende nåede tilbage til Sydamerika.
Det er en fantastisk beretning, og det viser sig da også, at Nathaniel Philbrick modtog The National Book Award år 2000 for sin bog, ”In the Heart of the Sea”, som er originaltitlen. Philbrick er uddannet journalist, hvilket tydeligt mærkes i hans fortælleform, der er enkel og prunkløs. Han stoler på, at stoffet er spændende nok, hvilket det i den grad også er. Og der lykkes ham at kombinere historien om hvalen og forliset med kvækernes liv og religion, med sømænds forhold, om hvordan sult og tørst påvirker et menneske fysisk og pyskisk. Plus hvalfangerhistoriens begyndelse og slutning, skibenes opbygning, kvindernes stilling i sådan et samfund, Atlanterhavets og Stillehavets vejrforhold og meget, meget andet. Alt sammen logisk føjet ind under hovedhistorien. Det er en bedrift at kunne opbygge sådan en bog.


”I havets hjerte” er det, man kan kalde en rigtig mandebog. For så vidt er der intet i den, der er til nogen nytte, det er sikkert meget få mennesker, som man møder, der har læst den, men det er en herlig beretning om et lille hjørne af historien, som i hvert fald jeg ikke kendte meget til, men som de fleste andre drenge og mænd ved, er der noget fascinerende ved jagt og skæbne – og da ikke mindst, når vi taler om jagten på verdens største rovdyr. Så det er en gysende lystlæsning.
Desuden kommer Philbrick tæt på en løsning af mysteriet: Hvorfor angreb hvalen dette skib? Det var almindeligt kendt på det tidspunkt, at hvaler aldring angriber moderskibet, mens de sagtens kan finde på at angribe fangerbådene. Og her er så forklaringen: Essex var allerede gammelt og lidt mørt, da det stævnede ud fra Nantucket, så der var mange reparationer undervejs. Han-kaskelothvalers parringsleg ledsages af monotone klik-lyde, og det var netop hvad der kom fra Essex, fordi en mand var i færd med at hamre søm i det møre skrog under vandlinjen, da hvalen angreb – frontalt, som kaskelothvaler nu engang gør, når de slås om territorier og hunner. Så den store hval forsvarede såmænd blot sit revir og sit territorie – og Essex' gamle skrog kunne ikke holde til så hård en kollision.

Når man lever af at redigere bøger og se forskellige udgivelsesmuligheder og tidens trends, spøger der naturligvis et spørgsmål. Bogen blev udgivet på Borgen i 2001, er hamrende udsolgt (og evt. restoplag sikkert for længst destrueret) og kan ikke engang opdrives på antikvariat.net. Men nogle biblioteker har den stadig, så man kan sagtens bestille og læse den. Men måske skulle man genudgive den? Med en forside, der svarer til bogens indhold og ikke ligner en mellemting mellem en drengebog og en kulørt, dårligt skrevet gang fiktion? Vi taler trods alt om virkeligheden bag den amerikanske litteraturs måske mest kendte værk – og om menneskets ældste fælles fortælling: Jagten på dyret for at sikre sin families og sin egen overlevelse og videreførelse. Og at dyret selv gjorde det samme, gør på inden måde historien dårligere.