Anmeldelse: I demokratiet er der plads til at ytringsfriheden har dyrisk sex

Overskriften vender vi lige tilbage til, for det er sjovere at begynde et andet sted. Det lillebitte forlag Jorinde og Joringel, der er baseret i Århus, har netop udsendt en ny serie på hele 15 digtsamlinger. Forlaget fungerer på den måde, at det udsender mellem 24 og 30 digtsamlinger om året, og de udkommer i bunker af 12-15. Det er lidt af en mundfuld at få sådan en bunke ind ad døren, men der er altid noget godt imellem.

Så i går tog jeg en dyb indånding, da posten kom med den. Skulle jeg andet, der var mere presserende? Næh, og vejret var godt, så jeg besluttede mig for at lave en DGP, en Digt Grand Prix, find de tre bedste, Douce points, 10 og otte points.

Spræt pakken op, hæld ud, luk øjnene og træk en digtsamling. Jeg fik fat på en bog af en Jacob Rosendal betitlet ”Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår”. Spøjst. Begyndte straks at associere til Tarot, I Ching og lignende, hvor meningen er, at kortet eller mønterne finder personen, at tilfældet ikke eksisterer, for jeg har altid godt kunnet lide politisk digtning, men det er en meget svær genre. Og den titel lugtede godt nok hverken af poesiens blå blomster eller den moderne multiassocierende ordleg. Slog op på en vilkårlig side, og dér stod sætningen i overskriften: ”I demokratiet er der plads til at ytringsfriheden har dyrisk sex”.

Dét fandt jeg så hylende morsomt og præcist for den 10-årige debat, der virkelig blev sat turbo på efter Muhammedkrisen. Selve digtet er også godt, og det lukker sådan her: ”Du ved, at demokrati og ytringsfrihed hænger sammen. Som hvaler, der har make-up-sex i havgusens seng”. Fantastisk billede, både originalt, lyrisk og politisk. Så dér blev planen om Digt Grand Prix saboteret, for jeg begyndte forfra på side tre, og efter halvanden time lukkede jeg de 32 sider, godt forpustet, for samlingen holder den høje standard hele vejen. Der er et par enkelte digte, hvor Jacob Rosendals harme over det danske demokratis formynderholdning overfor de udsatte og arbejdsløse ikke bliver forløst, men det er det hele.

Mange af digtene er ekstremt spidsfindige, som et slag man først forstår, når twang-lyden af stegepande mod menneskepande ekkoer helt ud, men så går den faktisk hjem: Dette er ikke ordgejl, men præcision. Manden får sagt lige det, han vil, og på en måde der åbner for en ny erkendelse. Andre digte er virkelig kulsorte, men langt de fleste er tragikomiske:

”Nutiden og fortiden gubber sig op ad hinanden
 som et digt kærtegner et exel-ark” -

som der står et sted, eller hvad med denne sætning:

”Han ville det umulige fordi det mulige
ikke kunne lade sig gøre”

Det kan man naturligvis synes er ret underholdende, men det er det overhovedet ikke, når man bliver udsat for eksempelvis et aktiveringsultimatum, som man ved, vil drive en til vanvid. Individ spræller i et net, men kan ikke slippe fri. Det er frysende uhyggeligt, man går hjem og hører i radioen, at sådan en som dig er en doven slapsvans, der skal se meningen i at samle hundelorte op eller inseminere svin eller høre på kommunalt blåstemplede idioter, der betragter dig som idioten, bare fordi du ikke kan finde arbejde. Eller som Rosendal formulerer det:

”Hånden på gelænderet
fødder på rulletrappen
håndenlimetfast.”

De sidste mange år har det stadigt intensiverede FormynderDanmark forpestet tilværelse for de mest udsatte borgere. Mange har endog talt for at tage stemmeretten fra dem. Det er en skamplet, der kun kan vaskes ren med en officiel undskyldning og en ny arbejdsmarkeds- og socialpolitik, der fokuserer på den enkeltes talent og egne idéer – og så lade dem, de er for svage, syge og utilpassede være i fred. Denne digtsamling vil aldrig blive accepteret som dokumentation, men som tidstypisk tilstandsbarometer er den sand. Og så kan man ikke forvente mere af 32 sider. Læs selv: Jacob Rosendal: ”Individ møder samfund og adfærdsregulering opstår”, forlaget Jorinde og Joringel, 98 kroner.