Pædagogen, palæstinenseren og den litterære forløsning

Er der mon nogen, der kan huske Louise Østergaard? Det dæmrer sikkert for de, der ikke kan, når jeg tilføjer, at det var hende, der var kontaktperson for Yahya Hassan og indledte et forhold til ham. Det kostede hende dyrt, hun blev idømt fem måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste efter straffelovens paragraf 223. Og ja, fyret fra sit arbejde. Og skilt.

Faktisk var det billigt sluppet rent juridisk, for straffen var krævet ubetinget. Men heldigvis kunne dommeren godt se det specielle i sagen. Det blev til gengæld en dyr affære rent omdømmemæssigt. Næsten samtlige traditionelle og sociale medier fordømte hende, sidstnævnte med sprogets værste gloser, ”En klam so” og mere af samme skuffe.

Et par stykker forsvarede hende, herunder den jyske havheks, forfatteren Susanne Staun. Hun har altid haft et godt øje til ”kærlighedens veje og vildveje”, ikke mindst vildvejene. Og historien om Yahya Hassan og Louise Østergaard er af den karakter. Det kan man forvisse sig om ved at læse den bog, Louise Østergaard skrev om forholdet, betitlet Ord. Det gjorde jeg fornylig, passende syntes jeg, her et år efter den nærmest unisone nedrakning af Louise Østergaard.

Det er en interessant bog. De nyfigne kan forvisse sig om, at Yahya Hassan var (er) lidt af en slyngel, for nu at sige det mildt. I bogen er det ham, der kører rundt med Louise Østergaard, ham, der udnytter hende, og i min erfaringsverden svarer den version meget bedre til virkeligheden, som den må have set ud.

Louise Østergaard insisterer naturligvis på, at bogen er fiktion, men det gør alle forfattere, hvis de skriver noget fra deres eget liv. Det er Knausgaard-syndromet. Og fred være med det. Så hvordan er Ord som roman?

Langt hen ad vejen er det faktisk en glimrende historie om en dansklærer, der pludselig falder over en elev, der ikke er ligeglad med timerne, men har en umættelig litterær nysgerringhed og et talent for selv at skrive. De to begynder at se hinanden privat, de læser det samme og diskuterer det. De går op i det med liv og sjæl, for sådan er det ofte: Ord forfører, især når man endelig finder en sjæleven. De indleder et seksuelt forhold, og eleven forstår til fulde at drage fordel af den klemme, han nu har på læreren, som senere bliver kontaktperson. Eleven kommer nemlig fra et dybt kriminelt miljø, så han kender alle finterne og tricksene. Alligevel bliver læreren ved med at elske ham, en noget aparte kærlighed mellem lærer og elev. Ikke aparte fordi det er unormalt, at elever kan blive seksuelt tiltrukket af de lærere, der kan give dem, hvad de længe har tørstet efter, men fordi forholdet er mellem en 38-årig gammel ungdomsoprører og en 16-årig palæstinenser, der et træt af tæsk og hykleri, som han kender alt til fra sin egen opvækst.

Det er sgu da en god historie! Og fraset den sidste tredjedel af ”Ord” er den her også godt skrevet. Den er yderst troværdig, ja, den stinker nærmest af den virkelige verden. Altså den, der ikke arter sig efter diverse konventioner, hverken seksuelt eller socialt.

Men romanens brist ligger i beskrivelsen af forholdets inderste kerne. Louise Østergaard skriver godt og virkelighedsnært om dragningen mod hinanden via ord, via litteratur og fælles glæde ved den. Men når det kommer til den seksuelle spænding mellem disse to forskellige mennesker, bliver romanen vag. Forfatteren har ikke villet folde dette tema ud, som ellers ville være det, der kunne give en helstøbt oplevelse af et forløst romanprojekt. Det virker ikke videre troværdigt, at den seksuelle del af forholdet nærmest var sådan en lille hygge-biting. Louise Østergaard mangler ganske enkelt Knaugaards hensynsløshed og maniske optagethed af detaljer. Hun er for sød.

Som nævnt burde Louise Østergaard også have udeladt eller genskrevet den sidste tredjedel. Romanen falder fuldstændig fra hinanden mod slutningen, og det skyldes naturligvis, at det ikke en en roman, men blodig virkelighed for forfatteren. Og som alle forfattere ved eller burde vide: Det, der er tættest på, er sværest at forløse litterært.

Men Louise Østergaard fik udgivet sin bog, og hun fik et nyt liv. Det sidste var ikke tilsigtet, men en naturlig konsekvens af hendes dragning mod Yahya Hassan, den farlige oprører. Det er en klassisk kærlighedshistorie.

I dag er Louise Østergaard i færd med at skrive en ny bog, denne gang en rigtig roman, hvis man skal tro diverse meldinger fra de sociale medier og omegn. Det er de samme temaer som i Ord, og hvis det lykkes hende at forløse det, hvilket muligvis kræver en bedre redaktør end det, som Peoples Press, der udgav ord, kunne stille op med, stiller jeg mig gerne op i den sikkert noget reducerede kø af læsere.

Sluttelig: Tak til den dommer, der gjorde Louise Østergaards dom betinget. Paragraf 223 er naturligvis berettiget som beskyttelse af mindreårige mod seksuelle overgreb, men det er lige så åbenlyst, at forholdet mellem Yahya Hassan og Louise Østergaard var baseret på gensidig intellektuel og seksuel titrækning. Shit happens. Love happens. Og det har konsekvenser. Jeg tror ikke, at Yahya Hassan havde været en succes-historie, hvis det ikke havde været for Louise Østergaard. Så når krudtrøgen er lettet, skulle man måske hænge en medalje på hendes bryst. Det vil jeg gerne gøre mig til fortaler for. Tapperhedsmedaljen for eksempel.