Søg i denne blog

lørdag den 10. januar 2015

Kolonibilleder 1: Den gode moder



Her er et billede af en chimpansé feminin, som der står på postkortet. Chimpansen er død, men billedet lever i kraft af overraskelses-
effekten – chimpansen er bundet op, så den kan have en hånd på hvert barns skulder. Det er et billede af den gode, kærlige moder, der tager sig af sine børn.


I øjeblikket er der en debat om danskernes forhold til sine tidligere kolonier. Mest kendt er vel diskussionen om Pippi og hendes fader, der er ”negerhøvding” på Sydhavsøerne. Mange danskere er vokset op med denne fortælling, og flere af dem forsvarer nidkært, at det er historieforfalskning, hvis man redigerer negerhøvdingen ud af historierne.

Debatten er – som altid, når vi diskuterer forholdet til andre folkeslag – løbet af sporet. Der har aldrig været tale om at redigere ”negerhøvdingen” ud af de gamle bøger. Der har været tale om at udelade figuren i en ny filmatisering. Og i øvrigt er det værd at gøre opmærksom på, at Astrid Lindgren selv i begyndelsen af 70erne sagde, at hvis hun havde skrevet bogen i dag, ville hun ikke have gjort Pippis far til negerhøvding, men at han sandsynligvis ville have været sørøverkaptajn eller noget i den retning. Morale: Dengang da Pippi blev skrevet, vidste man ikke særligt meget om andre folkeslag – andet end at de var mere primitive end europæere.

I 70erne kunne vittighedstegnerne Quist og Füchsel også sagtens have hele serier kørende med tegninger af kannibaler, oftest fremstillet med en knogle i næsen, i færd med at koge europæere. Kinesere havde skæve øjne og sagde tjing tjang. Og så videre.

Men tilbage til chimpansen på postkortet. Det er afsendt i Belgisk Congo, 1912. Der er ikke nogen besked til modtageren bagpå, der står blot adressen og så ”Antoine”, afsenderen. Med andre ord: Billedet er budskabet, en vits anno 1912.

Dengang var det nærmest normen, at afrikanere blev betragtet som en slags højerestående chimpanser eller aber. De var ikke rigtige mennesker som os, europæerne. Det findes der mange beretninger om, men det visuelle virker ofte stærkere. Billedet her er helt utroligt, og det er med til at fortælle historien om, hvordan europæerne har set på ikke bare afrikanere, sorte, negre, kinøjsere, japsere, rødhuder, krakkemutter, muselmænd og andet af samme skuffe.

Det er en historie, som jeg har været optaget af, lige siden jeg var barn. Og siden da har jeg samlet på vidnesbyrd, primært som postkort og frimærker, fra hele denne kolonihistorie, som mange har så svært ved at revidere i dag. Mange ønsker stadig at bevare deres barndomserindringer intakte. Som om nogen ville tage dem fra dem ved at minde dem om, at i dag er de forældede som opfattelse af virkeligheden anno 2015. Minder er minder, ikke andet, og jeg har en stærk fornemmelse af, at mange holder så krampagtigt fast i retten til at kalde sorte for negre osv, fordi det minder dem dem deres aldrig udlevede drøm om eventyret, om at rejse til fjerne egne og kolonisere de hvide pletter. Det drømte alle raske drenge om indtil ca. 1980. Prøv bare at se i et Tarzan-blad anno 1975. Eller Fantomet. Eller Korak. Eller Johnny Hazard. Det er ligeledes en længsel efter barndommens glade uskyld.

Det er så her, at kortslutningen indtræffer. For hvordan kan det være vigtigere for disse hovedsageligt mænd 50+ at ville fastholde disse drømme i stedet for at indse, at de i dag er med til at fastholde et billede af andre folkeslag som mindreværdige? Hvis man spørger dem direkte, om hvide er mere mennesker, mere intelligente eller mere værd end sorte, svarer de stort set altid nej.

Fascinerende er det stadig at se billeder fra den tid. For eksempel har jeg prøvet at finde ud af, hvordan den døde chimpanse på postkortet bliver holdt oprejst. Der er vist ikke anden forklaring, end at fotografen har bundet den fast i halsen med en stærk, tynd kæde og snurret den om palmetræet.

Men det er leg. Til gengæld er det ikke en spøg at fastholde den undertrykkende terminologi. Sprog er bevidsthed.

Dette er det første indslag på denne blog med billeder fra kolonihistorien.