Søg i denne blog

søndag den 18. januar 2015

Det store nordiske venteværelse. Om Carl-Henning Wijkmarks roman "Natten der kommer"



Litteraturen er et troldspejl. Den er hullet i jorden i Alice i Eventyrland, oplevelsen af en given ting, som pludselig ændrer sig, fordi man møder noget uventet. Mange af os har oplevelsen af at leve mere eller mindre permanent i litteraturen, at lade fiktionen befrugte vores oplevelse af verden, så vi bliver bedre til at – til at se, såmænd. At se verden og menneskene. At forstå.

Det er svært at få hold på, for på den ene side er det et mysterium, en slags vedblivende skabelse at sig selv og andre som levende i verden, på den anden side er det dybt banalt. Vi fødes, vi lever, vi dør. Det ved alle og enhver, så mysteriet skal sikkert findes i den måde, vi alle er tvunget til at leve: At give livet mening. For langt de fleste mennesker her i Norden er livet ikke længere en kamp om overlevelse, det er en kamp for mening, indhold – eller endnu mere banalt: søgningen efter lykke, de der magiske øjeblikke, hvor bevidstheden bliver tømt for tvivl og spørgsmål, hvor der kun er væren i et skær af varmt lys.

I de øjeblikke ønsker man næsten, at man dør, og det kan kun skyldes en underliggende bevidsthed om, at øjeblikket umuligt kan vare evigt. Men deraf kommer vore forestillinger om det evige paradis, det hinsides, og det er dér, alle religioner forenes. Det er selve fundamentet for mening. Hvis vi ikke drømte og levede for indsigt og lykke, så var det hele ikke meget værd.

Lige der kommer litteraturen som troldspejl ind. Den kan i magiske øjeblikke give svar på spørgsmål, som man ikke havde formuleret, en slags kemisk opløsning som salt i et kogekar. Et tandhjul der falder i hak, en defekt cykelkrank, der bliver udskiftet.

Jeg er netop blevet færdig med at læse svenske Carl-Henning Wijkmarks meget roste og prisbelønnede roman Natten der kommer. Carl-Henning Wijkmark er en af disse store svenske forfattere, som vi sært nok ikke kender så meget til herhjemme. Og med store mener jeg de forfattere, som tager livtag med alle de store spørgsmål, som er afledt af denne søgen efter lykkens forudsætninger og betingelser, efter de magiske øjeblikke.

Natten der kommer handler om en mand, der er ved at dø. Dér ligger han på et hospital eller hospice, først sammen med tre andre. Den ene er en nærmest mytisk skikkelse, han ligger bag et gardin og er kun til stede, fordi der kommer nogle sygeplejersker og sørger for ham. På et tidspunkt får han besøg af en mand, og de to taler sammen på et fremmed sprog, som romanens fortæller, skuespilleren Hasse, først tror er sydamerikansk, men det viser sig, at han stammer fra den lille øgruppe Nicobarerne, son Danmark engang prøvede at oprette en koloni. Vore landsmænd opgav endelig forsøget i 1868, jaget på flugt af malaria og den oprindelige befolkning, som ville være i fred. Vi solgte den for en slik til briterne, som indlemmede øerne i kronkolonien Indien – og derefter lod folkene dér være i fred.

Nicobarerne er den sydligste del af øgruppen Andamanerne, og offentligheden hørte om den i forbindelse med Tsunamien, som ramte øerne hårdt, men mirakuløst nok overlevede langt de fleste. Ellers ved man faktisk ikke meget om folkene der, men der går mange historier om, at hvis de ser en helikopter i deres luftrum, så forsøger de at skyde den ned. Det er med andre ord en oprindelig befolkning, som ikke gider at lege med i denne moderne verden – og da der ikke er noget af værdi på øerne, får de deres vilje.

Så hvad laver en repræsentant fra disse øer i denne svenske roman? Det mest nærliggende er at fokusere på tsunamien, som har åbenlyse referencer til den mytologiske syndflod. Det gamle liv bliver skyllet væk, så et nyt kan opstå. Og stort set inden Natten der kommer er begyndt, skylles den navnløse nicobar også væk, dør. Exit. Så er der tre tilbage.

På dette tidpunkt begynder romanens frelsende engle, sygeplejesken Angela, at gøre sig gældende. Hun er både lysets og dødens engel, for hun udfrier vor hovedpersons to værelseskammerater ved at give dem smagen af lykken på vej til døden. En aften kommer hun iført sin blå kjole og ledsager de to ind i døden ved hjælp af en flaske vodka. Ikke noget systemmoral her, ikke noget falsk forstilthed. De to dør i en lykkerus med en dejlig kvinde ved deres side. Hvilken mand drømmer ikke om et endeligt som det?

Dermed er Hasse alene med sine tanker, sin reflesion over sit liv, der viser sig at være meget nordisk i betydningen sort og ligegyldigt, denne særlige nordiske spleen, der hænger sammen med blandingen af de tunge, nordiske mørke vintre, som lurer i bevidstheden selv i de lyseste sommernætter. Mørket kommer, døden kommer. Ligegyldigheden er en blanding af vore forfædres hårde slid med jorden og havet, der som bekendt både giver og tager. Det er derfor, at det lutheranske tungsind passer så godt til os europæere her i de nordligste provinser, i Ultima Thule. Ak, hvad var dog det hele andet end et vindpust, alt det, som vi genkender os i, men samtidig prøver at holde os fra livet. Mange finder en slags trøst i konstateringen af, at de ikke havde den store betydning her i verden og godt så – for så bliver det på en eller anden måde også ligegyldigt om de lever eller dør.

Hovedpersonen Hasse er sådan et menneske. Han finder en tilfredsstillelse og en udfrielse i, at hans liv var mere eller mindre ligegyldigt. Hans sidste gestalt i denne verden bliver derfor en flagermus, der kommer på natlige besøg. Og da hans liv er næsten færdigt, bliver flagermusen erstattet af dødsenglen – og lysenglen – Angela, som lægger sig ned sammen med ham og hjælper ham til at give endeligt slip. Exit Hasse og roman, tæppefald for skuespilleren.

Mange har åbenlyst haft en stor oplevelse med denne roman, den er en prisvinder og har høstet de bedste anmeldelser, som kan opdrives i hele Norden. Som et sindbillede på Norden og som allegorisk fortælling om livets mulige mening er den storartet, man lever i den, og den lever i en. Men personligt har jeg det mere end svært med hovedpersonen. Egentlig synes jeg, at han er lidt af et sølle vrag, en tørvetriller, en stakkel af en nordboer, som hverken havde modet, evnen eller viljen til at være noget for nogen andre end sig selv. Det snapper ham så i kødet her i terminalfasen.

Men det er min morale. Natten der kommer er absolut læsværdig og en storartet samtalepartner. For mig bliver romanen dog mest en påmindelse om at tælle sine velsignelser, som det hedder, om at give noget mere, så man kommer til at modtage mere. Ikke som beregnet strategi, men som simpel konsekvens, som karma.

Så farvel og tak til Hasse, til Carl-Henning Wijkmark og til romanen. Du var et fint troldspejl og du tjente dit formål. Resten er alt andet end stilhed.