Requiem for en død digter

Det er 3-4 måneder siden, at Forlaget Torgard udgav et udvalg af afdøde Asger Stig Møllers digte, ”De himmelske piber”. Udvalget var foretaget af Per Stig Møller og undertegnede, det var støttet økonomisk af Statens Kunstfond, og vi Per Stig og jeg udarbejdede selv både cover, tekst, papirkvalitet og farver – med fabelagtig støtte, forståelse og modspil fra Torgard. 

Det blev til den smukkeste bog, jeg har været med til at lave. Vi mener i øvrigt begge, at den indeholder nogle af de bedste digte i den himmelstræbende/symbolistiske genre, der er skrevet af en dansker, og flere anmeldere og litterater giver os ret. ”De himmelske piber” fik generelt fine anmeldelser og der var flere radiointerviews samt en hel montage – fremragende i øvrigt – af en times varighed på 24/7. Vi arrangerede i øvrigt også et oplæsningsarrangement hos Paludan I København, hvor der vel var 20 deltagere.

I dag klikkede jeg ind på bibliotek.dk. Status: 29 biblioteker har købt bogen. Den er udlånt på tre af dem, i Herning, Randers og Søborg. Og selv om den fik en hel særudstilling hos Kleins Boghandel på Frederiksberg, har den næppe solgt meget mere end 30 eksemplarer.

Konklusionen er svær at komme udenom: Stort set Ingen interesse for denne digter.

Men hvorfor ikke? Det kræver lidt af et analysearbejde. Indrømmet: Jeg håbede, at vi ville ramme tidsånden, men sjældent har jeg taget så meget fejl; det skulle da lige være dengang i midthalvfemserne, hvor jeg hævdede, at det gryende internet ville være en døgnflue. Ups.

I dag har digte rent faktisk fået en renæssance, både som en form folk skriver mere og mere i, og som flere og flere læser. Men det er en helt speciel type digte, en blanding af 70ernes knækprosa og nutidens formeksperimenter. Samtidig er det også digte, hvor digterne generelt tager af det, der bliver kaldt hovedstolen – der er kort vej fra digtene til digterens personlige liv. Mange kalder det i dag for ”Litterær reality” eller ”Autofiktion”. De mest succesfulde af disse digtere er til stede på både Facebook og egne blogs, de er aktive med oplæsninger og indlæg i aviser.

Jeg har meget stor respekt for disse digtere. De har gjort digtet både politisk og aktuelt igen, og de er en særdeles nødvendig stemme i dagens Danmark, hvor det politiske flertal er mere optaget af at kontrollere folk end at af at udvise tillid. Folkeskolereformen, kommunalreformen og den kommende reform for de privatpraktiserende læger er gode eksempler. Hal Kochs definition af demokrati som samtaler er en saga blot. Digterne indenfor Litterær reality-genren er altid en modvægt til denne udvikling.

Så hvad hulen skal vi med en død digter i dag? 

Svaret er nok: Ikke noget. Og nej, han taler ikke ind i tidsånden overhovedet, men han taler ind i de fleste menneskers liv, når de befinder sig i tilspidsede situationer og sårbare positioner.

Det er der, at digtere som Asger Stig Møller viser deres værdi. Det har ikke specielt meget med tid at gøre, for det er eviggyldigt. Derfor kunne Per Stig Møller og jeg lige så godt have ventet i 50 år (bortset fra at vi ikke ville være i live) eller for 50 år siden (bortset fra at der var Asger Stig Møller ikke født).

Tiden er aldrig og altid moden til digtere som ham. Og nu findes udvalget, nu er det i verden. Det er vi glade for. Så må resten for så vidt passe sig selv.