Maurice de Vlaminck, Ved baren, år 1900 |
Siden har socialrealismen gået sin sejrsgang. Se bare på
dagens bestsellere, Morten Pape og Merete Pryds Helle for eksempel. Men der er
nu noget særligt over at læse de oprindelige klassikere, så jeg nappede Gadens Roman med hjem og læste den. For
et års tid siden læste jeg nemlig en ny antologi med uddrag af disse tidlige
arbejderromaner, Arne Herløv Petersens samling Proletar med hele 13 forskellige bidrag. Og det slog mig, hvor godt
disse ukendte forfattere skrev, malende reportageagtige beskrivelser af livet
på bunden. Der er smæk for skillingen! Det skyldes, at mange af forfatterne
ernærede sig som journalister, så de brugte bare redskaberne fra den kasse til
at fortælle meget mere om arbejdernes forhold, end der kunne indeholdes i en
avisartikel. En slags fiktionaliseret journalistik i bogform, direkte og uden
omsvøb.
Det er til gengæld skægt at tænke på, når man læser
bagsideteksten på Gadens roman, der står
som et credo for hele serien. Den fulde
tekst lyder således: ”Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk
litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den
litteratur, der udvider undersøgelsen af hjernens geografi. Som rapporterer om
nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet
før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.”
Ja, tak for kaffe, folkens. En ting er de ubehjælpsomme
formuleringer, noget andet retorikken. Der er tænkt så meget over denne tekst –
eller måske har der været et helt gladiatorhold studerende indover – at den er
endt som et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når akademikere i flok
eller in spe skal kloge sig. Fint skal det være, men det ender med at være den
mest oplagte kandidat til årets pris for litterær højrøvethed. Ja, undskyld
sproget, men jeg har som nævnt lige læst indholdet, Lauritz
Petersens Gadens roman, og der er der
andre boller på suppen. Kun en af personerne kunne finde på at udtrykke sig på
den måde, og det er en stakkels falleret student, der er endt som
korrekturlæser oppe under loftet på et mindre dagblad, hvor han stille og
roligt går i hundene af overdreven druk, delirium og livslede. Det må vi ikke
håbe for Gladiators Sandalserie, for initiativet er prisværdigt: Find oversete
danske romaner og genudgiv dem.
Gadens roman er en
kollektivroman centreret omkring Baggesensgade på Nørrebro i København i
1890erne. Det er en broget skare, vi møder i dette portræt af et
arbejderkvartér og folkene, der bor der. Hovedpersonerne er Madam Jakobsen og
hendes ene søn Rudolf, der er en god dreng i modsætning til den ældre søn
Johannes, en svirebroder og ødeland, der ikke holder sig for god til at tigge
og stjæle penge fra moderen, som i forvejen ikke kan få dem til at slå til. Men
som alle andre mødre af hendes kaliber har hun stadig et svagt punkt for den
ældstefødte, selv om han ikke gider passe et arbejde. Faderen har for længst
slået hånden af ham, men han er selv ikke meget bevendt, for hans
fiskeforretning er gået nedenom og hjem – og desuden er han så kristen, at han
mere tænker på efterlivet end det daglige brød her og nu. Det er med andre ord
nogle sølle mænd, der omgiver Madam Jakobsen – bortset lige fra Rudolf. Han kan
komme op om morgenen, han står i lære som murer og fuldfører det, hvorfor han
har en helt hæderlig indtægt – hvis den altså ikke skal række til at stifte
familie med.
Men Rudolf er forelsket i Josse, som er vokset og i gaden,
og som har udviklet nogle ypperlige former, der nok kan gøre et mandfolk
forskruet. Tillige bliver hun varietésanger på etablissementet Nordstjernen,
hvor alle naturligvis tilbeder hende og kommer med slet skjulte amurøse tilbud.
Så Rudolf har så travlt med at forsvare sit territorium, at han helt glemmer
sin mor, der får det stadig sværere med den fordrukne ældstesøn og den
verdensfjerne ægtemand. Som så mange andre må hun købe på klods hos
urtekræmmeren og spækhøkeren, der opfører sig vidt forskelligt: Den ene er et
hovent og dumt svin, den anden har stadig sin medmenneskelighed i behold. Gadens roman er langt fra en beretning
om den fattige og forarmede, men ædle arbejderklasse, den er snarere en
beskrivelse af de farer, der er udenfor gadedøren, når man lever i det miljø på
Nørrebro. Druk og lediggang lurer på de unge mænd, mens uægte børn og
prostitution lurer på de unge kvinder. Det skal begge køn finde ud af at
navigere i, og det gør man ved at holde sin sti ren og sige nej – længere er
den sådan set ikke fra forfatterens side. Ellers kommer der ikke et ordentligt
liv ud af det.
Lauritz Petersens heltinde er helt klart Madam Jakobsen, der
bliver skildret som den opofrende, godhjertede moder, uden hvem det hele ville
brase sammen. En hverdagens heltinder kunne man kalde hende, og der er ikke
langt fra Lauritz Petersen til Morten Korch i de floromvundne beskrivelser af
”den stakkels Madam Jakobsen”, den ”modige og ufortrødne lille sjæl” med det
”stakkels moderhjerte”, og her 120 år senere bliver det lige i overkanten, så
meget at det er svært ikke at lægge en vis distance til romanen. Den kryber
ikke rigtigt ind under huden, man græder ikke med Madam Jakobsen, heller ikke
når det til sidst går grueligt galt; det sørger den overdrevne brug af
tillægsord for.
Til gengæld er beskrivelserne af det udsvævende liv på
varietéerne og beværtningerne af en helt anden kaliber, her er det som i mange
andre af de socialrealistiske romaner fra den tid reportagen, der er i
højsædet, og det er til gengæld underholdende. Selv har jeg haft en fest ud af
de mange ord og udtryk fra den tid, især de der handler om druk. Det skorter jo
ikke ligefrem på nutidig sprutslang, men det var nyt for mig, at man kan
blive ”en smule blisset”, hvis man får for mange ”Snudevadskere” eller ”Hivenkradsere”,
en lokal afart af hybenkradser, der bliver indtager på den maleriske beværtning
Hasebjørnen. Øgenavne er der også, betjenten i nabolaget hedder naturligvis
Sorte Igle, og ham skal det vanartede søskendepar med pukkelryggene, hvor den
ene hedder Nolderik, passe godt på, når de er på tyvetogt. Madam Jakobsen har
også en datter, Oline, og hun bliver beskrevet som en ”Ærtepind og Plageaand”.
Den gammeldags stavemåde er bibeholdt i den nye udgave, og det bidrager
naturligvis til koloritten. Men lur mig om det ikke også er derfor, at man
læser den med en vis distance.
I Arne Herløv Petersens antologi Proletar er stavemåden nutidig. Her er også gengivet et kapitel af Gadens roman, og det gør det hele mere
nærværende og nutidigt. Det er svært at fortrække den ene bog frem for den
anden, men Proletar giver et noget
mere bredspektret perspektiv, da der er hele 13 romanuddrag, så det giver en
større variation. Der er fantastiske smagsprøver imellem, mine favoritter er en
beskrivelse af et delirium og en reportage fra en slagtehal i Hamborg, hvor en
dansker har taget arbejde. Hør bare her:
”Slagteriet maser
videre. Højt over maskinernes drønen, over hele rummets bragende stålskratten,
skingrer svineskrigene ud i et endeløst hyl. Det er, som selve Satan raser
derinde. Schmidt var oversprøjtet af blod. Hans legeme var som stålribber i
spænding, og blodet brændte som syre i hans hals. Ved et stød med kniven ramte
dens spids et nøgleben, så bladet sprang midt over. Men han slagtede videre med
den stumpe kniv. Huggede den gennem den seje svær, gennem strube og pulsåre og
trak den ud med et sydende blodsprøjt efter sig. Der vibrerede dyrefornemmelser
i hans mundvige, og han glammede med i larmen – men selv hans højeste råb kunne
end ikke tænkes i alle disse sprængende lyde. Maskinernes rotation forøges,
spændingen presses, svingakslerne suser. Og i en torden af jern og zink knuses
menneskeørets evne til at skelne.”
Det er Christen Bundgaard, der står for denne beskrivelse,
som i Dansk Litteraturhistorie bind 7 (1984) kaldes for ”rædselsrealisme”, og
”en ophobning af gysereffekter”, som det er gengivet i Arne Herløv Petersens
præsentation af forfatteren og romanen Proletarer
fra 1907. Man får lyst til at læse hele romanen, og sådan er det med mange
af disse bidder i antologien, der blev udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag i
2017. Og det kan man faktisk også, for Arne Herløv har udgivet den som ebog
sammen med et vred af andre danske klassikere, som man sjældent har hørt om. Og
det ellers blandt bibliofile så nedrakkede danske bibliotekssystem har den faktisk
også i originaludgaven.
Men ikke Gadens roman,
her må man ty til den spritnye genudgivelse, og det kan man roligt gøre.
Der er noget særligt over at læse den tids romaner i stedet for at læse de nye
om samme tid. Det finder flere og flere ud af, for salget af genudgivne klassikere
er støt stigende.
Jeg er veldig glad for å dele min erfaring her, jeg heter Brenda og jeg var lykkelig gift. Ikke før mannen min sa at jeg jukset med ham, da ble vi begge små irriterende par, han kunne ikke tro, og han stolte heller ikke på ordene mine, så vi søkte om skilsmisse, senere ble vi separerte og svor å aldri gjøre opp. Jeg prøvde å gå videre, men jeg kunne ikke bli uten ham, så jeg begynte å søke etter mannen min, så ble jeg henvist til Dr.IZOYA. En flott mann jeg kom over, han kastet en kjærlighetsfortroll og fikk mannen min tilbake innen 24 timer. med dette er jeg her for å dele kontakten til Dr. IZOYA, nå ham via drizayaomosolution@gmail.com. Han er faktisk mektig og spesialiserer seg i følgende saker ...
SvarSlet(1) Elsker trollformer av alle slag. (2) Slutt skilsmisse. (3) Slutt barrenness. (4) Trenger åndelig hjelp.