Søg i denne blog

søndag den 2. september 2018

Mor som er så stor


Det er på mange måder en meget besynderlig og utraditionel roman, som norske Marit Tusvik (født 1951) skrev for lidt over 10 år siden. Den hedder Sigrid Finne, og den blev udgivet i Danmark 2014 af det slet ikke så lille kvalitetsforlag Batzer & Co, der er en af de flittigste udgivere af norsk litteratur herhjemme. Sigrid Finne er navnet på Marit Tusviks mor, men det står der ikke noget om i bogen, navnet findes kun i titlen. 

Jeg blev interesseret i Marit Tusvik, fordi hun kommer til Danmark i midten af september, nærmere bestemt til Helsingørs NORD-festival, der beskæftiger sig med nordisk litteratur. Her kan man møde mange af de forfattere, der er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2018, men også Marit Tusvik, selv om hun ikke er en af dem. Hendes tredje roman på dansk, I hans arme, kommer dog her til efteråret. Mere aktualitet kan man ikke pive ud af hende her og nu.

Men, men. Romanen Sigrid Finne er værd at bide mærke i af flere årsager, mest åbenlyst fordi den netop ikke er en roman om Tusviks mor, ikke til at begynde med i hvert fald. Romanens fortæller, lad os bare kalde hende Marit, for bogens motto er ”Enhver lighed mellem personer i romanen og personer i virkeligheden er slående”, rejser til Sicilien for at skrive om sin mor, der er død to år tidligere. Hun har lejet en vinpresse, et lille rustikt hus, i seks uger, og hun glæder sig til at komme i gang. Men ak – Sicilien betager og undrer hende så meget, at hun ikke får skrevet en linje. Det var jeg ret irriteret over til at begynde med – så kom dog for helvede i gang! Hvorfor skal vi læse om en forfatter, der ikke kan tage sig sammen? – men stille og roligt krøb tonen i romanen og dermed også det indirekte portræt af forfatteren ind på mig. Det normale ville være, at forfatteren blev irriteret på sig selv over denne nølen, men det bliver Marit slet ikke. Go with the flow, som det hedder med et modeord, det behersker fortælleren til fulde. Så hele den første halvdel af bogen er en beskrivelse af hendes hverdag på vinpressen med alle de rutiner, hun efterhånden oparbejder: Ned til byen, drikke små kaffer, købe fisk, vejen frem og tilbage, plukke oliven med ejerne af vinpressen. Det er den slags roman, hvor man virkelig føler dramaets vingesus, da hun bliver bidt af en hund! Det er selvfølgelig ikke alvorligt, hverken stivkrampe eller rabies.

Jeg har altid fundet den slags romaner, hvor fortælleren mere eller mindre er lig med forfatteren, og hvor der reverenter talt ikke sker en hujende fis, fascinerende. Et andet godt – og nordisk – eksempel er islandske Gyrðir Eliasson, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 for romanen Mellem Træerne. Han har også skrevet en lille roman kaldet Ved Sandåen, som efterfølgende blev oversat, men mere eller mindre totalt overset. En mand, en maler, tager ud i naturen og maler og snakker lidt med sig selv og møder næsten en kvinde. Det er det. Nåja, så har han vistnok også lidt bøvl med sin gamle bil. Men det er en lille perle, fordi den siger noget meget almenmenneskeligt om det at være til, og til det formål behøver man ikke meget Harrison Ford. 

På samme måde siger Marit Tusviks Sigrid Finne noget meget almenmenneskeligt om at være datter af en mor, som man altid har beundret og set op til. For selv om hele første del af den 300 sider lange roman handler om datteren på Sicilien, får vi nogle glimt af moderen, ellers handler det om datteren og hendes måde at være menneske på. Jeg har en fornemmelse af, at mange vil finde det beundringsværdigt at acceptere, at man tager seks uger væk for at udføre et stykke arbejde, men så alligevel godtage, at det ikke kommer til at ske – nærmest gnidningsløst. Troen på at når det ikke kommer, så kommer det ikke, men det gør det nok en anden god gang. Hver ting til sin tid og alt det der – det er nemmere sagt end gjort. Andre vil sikkert blive ret irriterede. Men som indstilling betragtet er det interessant at udforske nærmere – og det er lige præcis det, man gør i første afsnit. Fortælleren træder lyslevende frem for læseren med alt sit liv og sine sanser – og sin måde at komme overens med dem på. Man bliver slet og ret betaget og også lidt forelsket i denne kvinde, der forstår at være der, hvor hun nu er. 

Men moderen – hvad med hende? Hun kommer selvfølgelig på banen i andet afsnit og anden halvdel af bogen, der foregår ved hospitalssengen. Datteren sidder ved sengegærdet og noterer hendes historie ned, ikke den hele, men den del af den, der foregår lige før og under krigen. Her ændrer Marit Tusvik stil, meget af billedet kommer kun frem ved at hun skriver moderens fortælling ned i notatform, som hun så viser hende – hvorefter moderen selvfølgelig ofte kommenterer, at sådan var det slet ikke – og i øvrigt bebrejder sin datters lyst til at dramatisere tingene. 

Så igen får vi egentlig ikke historien om Sigrid Finne, moderen. Vi får datterens notater og kommentarer, og lige så stille begynder vi at finde ud af, hvor meget moderen ligner sin datter og omvendt. Moderen vil bestemt ikke have nogen pylren, og så er hun i øvrigt ret gådefuld ved at lade som om, at alt er helt normalt, hendes liv ikke noget særligt. Men det særlige er naturligvis at hun ejer den samme form for ubekymrethed som datteren. Det hele skal nok gå, og gør det ikke, ja – så må man finde på noget nyt eller – det er oplevelser fra et besat Norge, hvor hun er modstandskvinde indtil hun flygter – så har man i det mindste fået det meste ud af det. 

Hvordan er det at have sådan en mor? Det er overvældende, naturligvis. Her er en af fortællerens beskrivelser:

Jeg vil have at hun skal blive ved med at være her. Samtidig ønsker jeg hende væk. Ikke død, jeg ønsker ikke at tage livet af hende. Men at hun kunne betyde lidt mindre. Blive lidt usynlig, det kunne være fint. Som når nogen er rejst på ferie, det er tit dejligt, så er de væk, men ikke uigenkaldeligt væk. Folk tager på ferie og så kommer de tilbage, det er helt normalt. Af og til bliver de længere væk end forventet, nogle gange sker det næsten utænkelige, at de bosætter sig og aldrig kommer tilbage. Den slags sker, men selv da er de stadig i live og det er dette tiltrækkende og skræmmende usikkerheds-moment som jeg gerne vil drøfte med hende nu, men snart er det alt, alt for sent, for sent til at sige: du er så stor, du stråler uafbrudt, du er og bliver min mor dag og nat, år efter år – hvordan er det muligt?

Svaret på det sidste spørgsmål får Marit ikke – ligesom hun heller ikke får svar på ret meget andet. Der er en distance hos moderen, som sikkert altid har været der, og det er den distance, der er så dragende, det er den, der skaber forelskelsen i moderen, fascinationen der varer hele livet. Når man har læst bogen færdig, er man egentlig ikke blevet meget klogere på hverken moderens eller datterens liv, men man er blevet kørt godt og grundigt rundt i manegen af et mor/datter-forhold, hvor det personlige bliver alment. Det er den type roman, hvor man bliver ved at at diskutere med sig selv – eller medlæsere hvis man har den slags – om dette eller hint nu er godt eller skidt, men ender med at resignere: Det var. Det handler om at tage ind uden at dømme, om at rydde sine egne forestillinger af vejen og prøve at se klart: Hvad skete der? I virkeligheden? Det kan man passende også gøre i sit eget liv, for så dragende kommer Sigrid Finne til at være. På den led er romanen også af den type, der slår nok så mange bøger om personlig udvikling af pinden.

Så Marit Tusvik fik alligevel i sidste ende skrevet bogen om sin mor, sikkert ikke som hverken hun eller moren havde forestillet sig. Men måske mere værdifuldt fik hun skrevet en roman om at komme overens med det man er rundet af og den man er. Om at undres, om at være nysgerrig. Som alt der er stille, skal man give den tid, før den lukker sig op. Eller lægge den til side og tage den op igen en anden gang. Der er ikke noget her, der kan forceres.

1 kommentar:

  1. Jeg er veldig glad for å dele min erfaring her, jeg heter Brenda og jeg var lykkelig gift. Ikke før mannen min sa at jeg jukset med ham, da ble vi begge små irriterende par, han kunne ikke tro, og han stolte heller ikke på ordene mine, så vi søkte om skilsmisse, senere ble vi separerte og svor å aldri gjøre opp. Jeg prøvde å gå videre, men jeg kunne ikke bli uten ham, så jeg begynte å søke etter mannen min, så ble jeg henvist til Dr.IZOYA. En flott mann jeg kom over, han kastet en kjærlighetsfortroll og fikk mannen min tilbake innen 24 timer. med dette er jeg her for å dele kontakten til Dr. IZOYA, nå ham via drizayaomosolution@gmail.com. Han er faktisk mektig og spesialiserer seg i følgende saker ...
    (1) Elsker trollformer av alle slag. (2) Slutt skilsmisse. (3) Slutt barrenness. (4) Trenger åndelig hjelp.

    SvarSlet