Det er på mange måder en meget besynderlig og utraditionel
roman, som norske Marit Tusvik (født 1951) skrev for lidt over 10 år siden. Den
hedder Sigrid Finne, og den blev
udgivet i Danmark 2014 af det slet ikke så lille kvalitetsforlag Batzer & Co,
der er en af de flittigste udgivere af norsk litteratur herhjemme. Sigrid Finne
er navnet på Marit Tusviks mor, men det står der ikke noget om i bogen, navnet
findes kun i titlen.
Jeg blev interesseret i Marit Tusvik, fordi hun kommer til
Danmark i midten af september, nærmere bestemt til Helsingørs NORD-festival,
der beskæftiger sig med nordisk litteratur. Her kan man møde mange af de
forfattere, der er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2018, men også
Marit Tusvik, selv om hun ikke er en af dem. Hendes tredje roman på dansk, I hans arme, kommer dog her til
efteråret. Mere aktualitet kan man ikke pive ud af hende her og nu.
Men, men. Romanen Sigrid
Finne er værd at bide mærke i af flere årsager, mest åbenlyst fordi den
netop ikke er en roman om Tusviks mor, ikke til at begynde med i hvert fald.
Romanens fortæller, lad os bare kalde hende Marit, for bogens motto er ”Enhver
lighed mellem personer i romanen og personer i virkeligheden er slående”,
rejser til Sicilien for at skrive om sin mor, der er død to år tidligere. Hun
har lejet en vinpresse, et lille rustikt hus, i seks uger, og hun glæder sig
til at komme i gang. Men ak – Sicilien betager og undrer hende så meget, at hun
ikke får skrevet en linje. Det var jeg ret irriteret over til at begynde med –
så kom dog for helvede i gang! Hvorfor skal vi læse om en forfatter, der ikke
kan tage sig sammen? – men stille og roligt krøb tonen i romanen og dermed også
det indirekte portræt af forfatteren ind på mig. Det normale ville være, at
forfatteren blev irriteret på sig selv over denne nølen, men det bliver Marit
slet ikke. Go with the flow, som det hedder med et modeord, det behersker fortælleren
til fulde. Så hele den første halvdel af bogen er en beskrivelse af hendes
hverdag på vinpressen med alle de rutiner, hun efterhånden oparbejder: Ned til
byen, drikke små kaffer, købe fisk, vejen frem og tilbage, plukke oliven med ejerne af vinpressen. Det er den slags
roman, hvor man virkelig føler dramaets vingesus, da hun bliver bidt af en
hund! Det er selvfølgelig ikke alvorligt, hverken stivkrampe eller rabies.
Jeg har altid fundet den slags romaner, hvor fortælleren
mere eller mindre er lig med forfatteren, og hvor der reverenter talt ikke sker
en hujende fis, fascinerende. Et andet godt – og nordisk – eksempel er islandske
Gyrðir
Eliasson, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 for romanen Mellem Træerne. Han har også skrevet en
lille roman kaldet Ved Sandåen, som efterfølgende
blev oversat, men mere eller mindre totalt overset. En mand, en maler, tager ud
i naturen og maler og snakker lidt med sig selv og møder næsten en kvinde. Det
er det. Nåja, så har han vistnok også lidt bøvl med sin gamle bil. Men det er
en lille perle, fordi den siger noget meget almenmenneskeligt om det at være til,
og til det formål behøver man ikke meget Harrison Ford.
På samme måde siger Marit Tusviks Sigrid Finne noget meget almenmenneskeligt om at være datter af en
mor, som man altid har beundret og set op til. For selv om hele første del af
den 300 sider lange roman handler om datteren på Sicilien, får vi nogle glimt
af moderen, ellers handler det om datteren og hendes måde at være menneske på.
Jeg har en fornemmelse af, at mange vil finde det beundringsværdigt at
acceptere, at man tager seks uger væk for at udføre et stykke arbejde, men så
alligevel godtage, at det ikke kommer til at ske – nærmest gnidningsløst. Troen
på at når det ikke kommer, så kommer det ikke, men det gør det nok en anden god
gang. Hver ting til sin tid og alt det der – det er nemmere sagt end gjort. Andre vil sikkert blive ret irriterede. Men
som indstilling betragtet er det interessant at udforske nærmere – og det er
lige præcis det, man gør i første afsnit. Fortælleren træder lyslevende frem
for læseren med alt sit liv og sine sanser – og sin måde at komme overens med
dem på. Man bliver slet og ret betaget og også lidt forelsket i denne kvinde,
der forstår at være der, hvor hun nu
er.
Men moderen – hvad med hende? Hun kommer selvfølgelig på
banen i andet afsnit og anden halvdel af bogen, der foregår ved hospitalssengen.
Datteren sidder ved sengegærdet og noterer hendes historie ned, ikke den hele,
men den del af den, der foregår lige før og under krigen. Her ændrer Marit Tusvik
stil, meget af billedet kommer kun frem ved at hun skriver moderens fortælling
ned i notatform, som hun så viser hende – hvorefter moderen selvfølgelig ofte kommenterer,
at sådan var det slet ikke – og i øvrigt bebrejder sin datters lyst til at
dramatisere tingene.
Så igen får vi egentlig ikke historien om Sigrid Finne, moderen.
Vi får datterens notater og kommentarer, og lige så stille begynder vi at finde
ud af, hvor meget moderen ligner sin datter og omvendt. Moderen vil bestemt ikke
have nogen pylren, og så er hun i øvrigt ret gådefuld ved at lade som om, at
alt er helt normalt, hendes liv ikke noget særligt. Men det særlige er
naturligvis at hun ejer den samme form for ubekymrethed som datteren. Det hele
skal nok gå, og gør det ikke, ja – så må man finde på noget nyt eller – det er
oplevelser fra et besat Norge, hvor hun er modstandskvinde indtil hun flygter –
så har man i det mindste fået det meste ud af det.
Hvordan er det at have sådan en mor? Det er overvældende,
naturligvis. Her er en af fortællerens beskrivelser:
Jeg vil have at hun
skal blive ved med at være her. Samtidig ønsker jeg hende væk. Ikke død, jeg
ønsker ikke at tage livet af hende. Men at hun kunne betyde lidt mindre. Blive
lidt usynlig, det kunne være fint. Som når nogen er rejst på ferie, det er tit
dejligt, så er de væk, men ikke uigenkaldeligt væk. Folk tager på ferie og så
kommer de tilbage, det er helt normalt. Af og til bliver de længere væk end
forventet, nogle gange sker det næsten utænkelige, at de bosætter sig og aldrig
kommer tilbage. Den slags sker, men selv da er de stadig i live og det er dette
tiltrækkende og skræmmende usikkerheds-moment som jeg gerne vil drøfte med hende
nu, men snart er det alt, alt for sent, for sent til at sige: du er så stor, du
stråler uafbrudt, du er og bliver min mor dag og nat, år efter år – hvordan er
det muligt?
Svaret på det sidste spørgsmål får Marit ikke – ligesom hun
heller ikke får svar på ret meget andet. Der er en distance hos moderen, som
sikkert altid har været der, og det er den distance, der er så dragende, det er
den, der skaber forelskelsen i moderen, fascinationen der varer hele livet. Når
man har læst bogen færdig, er man egentlig ikke blevet meget klogere på hverken
moderens eller datterens liv, men man er blevet kørt godt og grundigt rundt i
manegen af et mor/datter-forhold, hvor det personlige bliver alment. Det er den
type roman, hvor man bliver ved at at diskutere med sig selv – eller medlæsere
hvis man har den slags – om dette eller hint nu er godt eller skidt, men ender
med at resignere: Det var. Det handler om at tage ind uden at dømme, om at rydde
sine egne forestillinger af vejen og prøve at se klart: Hvad skete der? I
virkeligheden? Det kan man passende også gøre i sit eget liv, for så dragende
kommer Sigrid Finne til at være. På den led er romanen også af den type, der
slår nok så mange bøger om personlig udvikling af pinden.
Så Marit Tusvik fik alligevel i sidste ende skrevet bogen om
sin mor, sikkert ikke som hverken hun eller moren havde forestillet sig. Men
måske mere værdifuldt fik hun skrevet en roman om at komme overens med det man
er rundet af og den man er. Om at undres, om at være nysgerrig. Som alt der er
stille, skal man give den tid, før den lukker sig op. Eller lægge den til side
og tage den op igen en anden gang. Der er ikke noget her, der kan forceres.
Jeg er veldig glad for å dele min erfaring her, jeg heter Brenda og jeg var lykkelig gift. Ikke før mannen min sa at jeg jukset med ham, da ble vi begge små irriterende par, han kunne ikke tro, og han stolte heller ikke på ordene mine, så vi søkte om skilsmisse, senere ble vi separerte og svor å aldri gjøre opp. Jeg prøvde å gå videre, men jeg kunne ikke bli uten ham, så jeg begynte å søke etter mannen min, så ble jeg henvist til Dr.IZOYA. En flott mann jeg kom over, han kastet en kjærlighetsfortroll og fikk mannen min tilbake innen 24 timer. med dette er jeg her for å dele kontakten til Dr. IZOYA, nå ham via drizayaomosolution@gmail.com. Han er faktisk mektig og spesialiserer seg i følgende saker ...
SvarSlet(1) Elsker trollformer av alle slag. (2) Slutt skilsmisse. (3) Slutt barrenness. (4) Trenger åndelig hjelp.