Ramslands ramsaltede røverhistorie

Ja undskyld overskriften, men jeg kunne ikke lade være. Til sagen: Skal det være røverhistorier, skal det den ondenlyneme være nogle ordentlig nogen af slagsen. Men hvad kendetegner en god røverhistorie? Det kan man sagtens tænke lidt over, mens man funderer over Den Danske Ordbogs definition: ”Spændende, men usandfærdig eller overdreven fortælling eller beretning”. Det lyder tilforladeligt, så lad os blive ved det, mens øjet forgæves søger at se bort fra ordbogens andre forslag, der begynder med røv. Røvballegardiner for eksempel, men det er der ikke meget af i den røverhistorie, jeg lige har læst.

Til gengæld er der så meget andet. Vi taler nemlig om Morten Ramslands nye roman med det meget enkle navn Æg. Det er en tempofyldt fortælling om en fattig familie på Fyn i Middelalderens Danmark. Det særlige ved familien er, at den ydmyge kvinde Tora pludselig bliver gravid med ingen anden end Kong Erik den 6. af Danmark, i romanen også kaldet Hr. Gulerod og Menved-Abekat-af-Danmark, så er tonen lissom slået an.

Toras mand Thord har i årevis prøvet at gøre hende frugtsommelig, men uden held. Pludselig kommer denne Erik Menved, også kaldet sagnkonge, galopperende med sine følgesvende, og en af dem falder i et muldvarpehul, som Thord har gravet. Det får hele forsamlingen til at stoppe op, og det lykkes den lille familie at lokke kongen ind i huset, hvor Tora i al hast har forberedt sig på at forføre kongen, så hun endelig kan blive gravid med et mandfolk, der har andet end mosevand i bollerne.

Forsøget lykkes, måske mere end lykkes, for da Tora føder sit uægte kongebarn, er der ekstra gevinst med: Et guldæg i en moderkage for sig. Ægget bliver naturligvis betragtet som en stor skat og en gave fra de højere magter, og derefter går det ellers over stok og sten. Ramsland ruller en fantastisk historie ud om primært tre generationers liv i medgang og modgang med ægget. Det hele er pakket ind i en nutidig ramme om en dreng, der oplever at drukne og være ved at blive kvalt i en mose. Det har forbindelser til en af de andre historier i Æg, nemlig at et barn kastes væk på møddingen, fordi det er vanskabt og derfor skal gives tilbage til sin ellemor, der formodes at have have født det. Barnet er med andre ord en skifting.

Romanens omdrejningspunkt er selve det at fortælle historier, for uden historier ved vi ikke, hvem vi er, som det hedder et sted. Selve indholdet i Æg er en god historie om verdensbilledet hos en familie i Middelaldrenes Danmark, deres kampe mod fattigdom og dermed deres inddragen af guder og det, som de fleste i dag ville kalde overtro. Det minder mig om en anden god røverhistorie, nemlig den at Kong Harald kristnede Danerne, som der står på den verdenshistoriske runesten i Jelling. Da kirken blev renoveret i år 2000, blev begivenheden endda mejslet ind i en sten på kirkegulvet: På dette sted blev Danmark samlet og kristendommen indført. Men som mange historikere påpeger, var det mere af navn end af gavn. Kristendommen blev indført i Danmark som en beslutning på statsniveau, men der gik mange år, før danskerne som sådan blev kristne. Mange blev det aldrig.

Den slægt, vi møder i Æg, har da også et noget tvivlsomt forhold til kristendommen. Den tror på det over- og underjordiske, på forsynet; kristendommen og præsterne er blot en del af de højere magter, og i virkeligheden er slægten mere tilbøjelig til at tro på folketroens overlevering. Det giver nogle fantastiske historier, for eksempel den om den unge kvinde i huset hos den sure præst. Han er en rigtig tyran, men hun formår at blødgøre hans jernhjerte gennem kærlighed og sex. Der udspiller sig kostelige scener, hvor hun udfører sine sortekunster så som at proppe fisk op livet på sig selv (for nu at udtrykke det mere høvisk end i romanen, hvor der på ingen måder bliver lagt fingre imellem), hvorefter hun serverer dem for præsten. Det mest hjertelige ved den historie er, at præsten faktisk opdager hendes forehavende – men vælger at ignorere det, da han egentlig bedre kan lide sig selv som et godt menneske end som den tyran, han engang var. I øvrigt får han kærlighed ud af det, både på den ene og den anden måde, og så må Herren vel se gennem fingre med sortekunsterne.

Her er vi nok inde på Mortens Ramslands morale med denne roman: Det gode i mennesket vinder over det onde, uanset om de højere magter er hedenske eller religiøse. I virkeligheden betyder det ikke så meget – selv ikke for en præst – om man tror på det ene eller det andet. Livet handler for det første om at overleve, dernæst om at få det bedst mulige liv, og til det formål bruger man de kristne eller hedenske gerninger, der fungerer. Præsten kan prædike nok så meget, men hvis det giver mere mening at udføre hedenske ritualer, så gør man naturligvis det.

Og hvilke ritualer! Hvilke historier diverterer Ramsland os dog ikke med i denne roman, der får selv det mest usandsynlige til at virke ganske tilforladeligt. Fortolkningen af historien er altid til debat, ganske enkelt fordi den er præget af den tid, som folk lever i. En given nutid vil altid søge at pådutte fortiden sit verdensbillede, og der er altid debat om det. I vore dage står historietolkningen mellem det nationalkonservative og det internationale, hvem er egentlig disse danskere? Spørgsmålet er umuligt at besvare entydigt, da det nu som dengang i Middelalderen handler om, hvem der får mest held med sin tolkning og dermed vinder ”folks sjæle”, som det hedder.

I Morten Ramslands nye roman findes der ikke nogen nationalstat af betydning. Der er en kongeslægt, som sætter sine spor, men den bliver kaldt sagnkongerne, for tror folk i virkeligheden på, at de findes? Det er helt sikkert, at der fandtes en Kong Menved Abekat, for han besvangrede Tora dengang; og det er også helt sikkert, at der findes et guldæg med magiske inskriptioner, for det har slægtens ældste set med egne øjne. Hvad er fiktion og hvad er virkelighed? Det spørgsmål optager mange litterater i dag, og det er en stor del af den offentlige litteraturdebat at finde ud af, om en given bog er sand, hvilket vil sige en sand beretning, hvilket vil sige at forfatteren ikke, som han eller hun ofte hævder, bare er fuld af gode historier, hvis nogle andre her i gennemsigtighedens tidsalder finder elementer, som de genkender fra deres egen personalhistorie med forfatteren.

Men med Æg har vi fået en rigtig røverhistorie om almindelige mennesker i middelalderens Danmark, deres liv, tanker og tro. Det er en god, gammeldags roman – ingen litterater har mulighed for at smide en autofiktiv dagsorden ind her. Sjovt nok virker romanen alligevel ganske realistisk i al sin sagnomspundne virkelighed. Meget af dette kunne være sket. Det er den slags, som god fiktion kan: Skabe en virkelighed ud af en røverhistorie.

Æg er nok Morten Ramsland bedste roman til dato. Hans debut, Hundehoved, var på mange måder også en fantastisk slægtsroman, men den efterlod mange løse ender, som man måtte acceptere. Med Æg binder han det hele sammen og skriver desuden så veloplagt, at man ærgrer sig over, at dette ord bliver brugt lidt for ofte. Det er ganske tydeligt, at Ramsland nyder at fortælle denne historie – han har ganske enkelt siddet og klukket af grin undervejs. Den slags går lige i læseren – på samme måde som når man mærker, at det har være en kamp for forfatteren at skrive en given bog, fordi det var for tæt på nogle personlige brændpunkter. Det kan der komme storartede resultater ud af – men Æg er en helt anden slags fortælling. Som sagt: En sand røverhistorie og måske endda noget af det tætteste, vi er kommet en beskrivelse af almindelige mennesker i middelaldrens Danmark. Hvem ved?

Illustration: Mosekoneskulptur i Flamingo Naturpark ved Vemb