Hen mod
slutningen af Ida Marie Hedes nye bog – ved navn Bedårende – kom jeg til at tænke på drømmerejser. Drømmerejser er den
slags, som en vejleder sender folk ud på efter at have bragt dem i en meditativ
tilstand. Formålet er selvfølgelig at åbne for en anden oplevelse af det, man
ellers har en fast opfattelse af.
Bedårende er én lang drømmerejse, et
associationstrip over døden og forældreskabet. Og dog, ordet trip giver lidt
forkerte associationer, noget med leg og flip. Det er det også, men først og
fremmest er det et forsøg på at udvide læserens (og i første omgang sikkert
også Ida Marie Hedes eget) bevidsthedsfelt, lad mig bruge det ord. På side 88
kommer hun ret tæt på at definere sin metode:
Sproget bliver levende for mig når
ordene skifter betydning, når de samme ord hele tiden opleves som nye, når
oplevelsen af ordenes fremmedhed får nye ord til at ville forme sig i mig.
Og hvad skal
man så bruge det til? Der bliver talt så meget om sprog i anmeldelser og
omtaler af litterære værker, men tit kan sprogbrug koges ned til et spørgsmål om
smag – om man synes at den ene eller den anden skriver godt. Det bliver først
virkelig interessant, der hvor sproget bruges som løftestang til en ny
oplevelse, hvor sproget forandrer virkelighedsopfattelsen – hvor man ganske
enkelt bliver klogere på et givet emne takket være noget som banalt som en
tekst. Der hvor forfatterens indsigter bliver til læserens.
Hede skriver
om ”ordenes fremmedhed”. Ord bliver fremmede, når de bliver brugt for meget og
i flæng, et enkelt ord bliver en slags død kliche, som man én gang for alle har
på plads for at kunne orientere sig i verden og i det hele taget være sammen
med andre og ikke være alt for anderledes. For eksempel ved vi nogenlunde, hvad
vi taler om, når vi siger ”familie” og ”død”. Men netop fordi vi ved, hvad vi
taler om, taler vi ikke om indholdet. Dét er ordenes fremmedhed, og det er lige
præcis, hvad Ida Marie Hede prøver at komme til livs i Bedårende. Et nyt syn på døden og forældreskabet – det at blive en
familie og miste den.
Men først
lidt om bogens rammen: Bedårende er
en mærkelig bog. Der er to hovedafsnit: Det første, kaldet ”En hjerteformet
røv”, handler om en mand og en kvinde, der får et barn – og hvordan de nu skal
tackle denne udvidelse af deres sfære. Afsnittet er genremæssigt pløkumuligt at
rubricere, en blanding af digt, roman og essay. Det andet hovedafsnit, kaldet
”Dødeessay”, er til gengæld nemmere: Det er ganske rigtigt et essay om døden.
Derudover er der to små tekster, som sikkert skal prøve at binde de to
hovedtekster sammen, men det fungerer ikke specielt godt. Og for at det skal
være endnu mere forvirrende, hedder bogen Bedårende,
hvilket heller ikke giver mening. Godt nok optræder ordet et par steder, men
det samler heller ikke hele værket. Det virker troværdigt, at titlen er valgt,
fordi bedårende er et godt og anderledes ord – og et eller andet skal man jo
kalde sådan en bog, der stritter i flere retninger rent indholdsmæssigt.
Men det gør
egentlig ikke så meget, for man tilgiver Ida Marie Hede hvad som helst takket
være hendes metode; hendes fantastisk vellykkede attentat på ordenes fremmedhed
og hendes drømmerejser på læserens vegne. Ida Marie Hede har en sprudlende og
helt overdådig fantasi, hun knopskyder og muterer i forsøget på simpelthen at
indoptage og genfortrylle den verden, der omgiver hende, med hud og hår. Intet
er for småt eller stort, intet bliver forkastet, fordi hun ikke vil se på det,
alt bliver vendt og drejet. Ordet transcendens kan sagtens være et nøgleord
her, især hvis man slipper det løs for allehånde konnotationer, som man ellers
har i hjernebarken. Det faste bliver flydende for igen at finde en fast form,
som nu er anderledes, fordi den blev sluppet løs.
Som tekst
fungerer denne metode fuldstændig gnidningsløst og frisættende. Ida Marie Hedes
tekst om forældreskabet er renset for de unoder, man eller ser mange steder,
når sproget og associationerne bliver sluppet løs: At det ender med ikke at
give mening, blot at være ord uden sammenhæng. Ida Marie Hede giver konstant
mening. Man overvældes, men hænger på, som om man kørte i en sportsvogn med trinløs
gearkasse.
Teksten om
forældreskabet, ”En hjerteformet røv”, adskiller sig dramatisk meget fra de
fleste andre tekster, digtsamlinger eller romaner om det at blive forældre. Den
er nemlig morsom. Der er høj cigarføring fra fortællerens side, ikke noget
tudemarie om træthed, bleskifter og elendigt sexliv, pligter og alt det andet,
som kan være relevant nok – men som vi jo kender til hudløshed. Og alene dette
greb adskiller teksten fra stort set alt andet, man ellers læser om at blive
forældre: Sjovt er det sgu ikke, vel? Det kan være fint og stort og alt muligt
andet, men sjovt? Nix. Men det er det her, det er Ida Marie Hedes opgør med
ordenes fremmedhed i forhold til forældreskabet. Alene af den grund burde ”En
hjerteformet røv” være obligatorisk læsning for alle kommende forældre: Hvis
man sætter sig for at opleve verden som interessant uden forudfattede
holdninger, men skruer fantasien og nysgerrigheden godt fast, kan det at blive
forældre se ud som i denne bog. Men det kræver, at man ikke rynker på næsen,
hvis man får lort under neglene. Skægt nok og måske ret sigende: Mens jeg
skriver dette her, kan jeg mærke en lille protest i baghovedet, der siger, at
det er enormt privilegeret at se tingene på denne måde. Og dén lille protest –
den skal man altså se at undersøge i stedet for at give efter for den, det vil
være i tekstens ånd.
Så vidt så
godt. Men Bedårende er jo først lige gået i gang, og snart følger det andet
hovedafsnit kaldet ”Dødeessay”, fortællerens oplevelse af sin fars død og
hvordan man overhovedet kan forlige sig med den. Metoden er den samme, det er
i det hele taget Ida Marie Hedes særpræg i dansk litteratur, undersøgelse ved
at frisætte fantasien fra de vedtagne konventioner, en transcendens, en
drømmerejse med afsæt i virkeligheden. Det handler om ikke at bekræfte
strukturerne, men at glide igennem dem for at opnå en større bevidsthed. I
dødeessayet handler det om at ophæve dødens realitet, at give den døde og
elskede et efterliv, så døden er til at leve med – for nu at sige det på den
måde.
Og her skal man som læser hænge godt fast, for grebet er så radikalt
anderledes, at jeg ikke har læst noget tilsvarende før – og på mange måder
heller ikke noget så frisættende. Jeg læste en anmeldelse af Bedårende forleden, hvor anmelderen
skrev, at hun græd sig igennem store dele af dødeessayet, men sådan havde jeg
det slet ikke, jeg gjorde mit bedste for overhovedet af følge med intellektuelt,
ganske enkelt fordi Ida Marie Hedes greb om døden er så specielt. Hen mod slutningen lyder det for eksempel sådan
her, en beskrivelse af ligets nærvær blandt de nærmeste, der venter på gæsterne
til gravøllet:
Mon ikke den krop er lidt sulten? Skal
vi holde et middagsselskab? Skal vi gøre et frokostbord klar? Hvornår kommer
gæsterne i frokostklubben? Hvornår kommer de for at vælte sig i madens
livgivende kraft? Er gæsterne alle sammen døde ligesom kroppen her, skal de
først alle sammen lige have ligskjorten af, være rene og nøgne? Skal de lige
have deodorant på? Tandstikken ud? Tamponen? Nu kommer de, nu kommer de, sssh,
glat dugen, nu sætter de sig ved bordet, de skænker Linie Akvavit op i
krystalglassene, de hælder Fynsk Forår op i ølkrusene. Se, de døde gæster
spiser, de døde tager rugbrødskurven, de lader smørret gå rundt, de døde spiser
æggesalat, skinkesalat, kyllingesalat, de døde spiser glasnudler der glider ned
gennem spiserøret, vi kan se lige igennem halsenes grålige rør. De døde smører
sennep ud over sylten (...)
Fra den
enkeltes død til alles død, det er jo kun et spørgsmål om tid. Sådan kan det
lyde, når Ida Marie Hede søger at ophæve dødens realitet ved at se livet i
lyset af den. Det bliver helt kannibalistisk, grænseoverskridende og esoterisk.
Bedårende er Ida Marie Hedes første bog, hvor
hun overfører sin transcendente metode til et genkendeligt hverdagsliv, og hun
gør det med bravour. Hendes tre første bøger på dansk, Seancer, Det kemiske bryllup og Inferno,
udgivet samlet i 2016 med titlen En to
tre, bruger alle samme metode, men i besynderlige, syrede landskaber med
forvrængede (eller ganske normale, hvad ved vi) mennesker. Alle tre bøger er
storartede, men der er selvfølgelig grænser for, hvor længe man kan blive i det
samme univers.
Med Bedårende skriver Ida Marie Hede om
umiddelbart genkendelige og realistiske mennesker og landskaber, og noget siger mig, at det
vil skaffe hende mange flere læsere – danskere har aldrig været videre
begejstret for surrealisme. Men her har den fået et hverdagsanker – og det
giver den mere mening; der er fast grund under læserens fødder, før de begynder
at bevæge sig henad nye og anderledes stier. Og der er mening med galskaben:
Formålet er at udvide vores forståelse og oplevelse af verden. Intet mindre.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar