søndag den 14. maj 2017

På drømmerejse i virkeligheden



Hen mod slutningen af Ida Marie Hedes nye bog – ved navn Bedårende – kom jeg til at tænke på drømmerejser. Drømmerejser er den slags, som en vejleder sender folk ud på efter at have bragt dem i en meditativ tilstand. Formålet er selvfølgelig at åbne for en anden oplevelse af det, man ellers har en fast opfattelse af.

Bedårende er én lang drømmerejse, et associationstrip over døden og forældreskabet. Og dog, ordet trip giver lidt forkerte associationer, noget med leg og flip. Det er det også, men først og fremmest er det et forsøg på at udvide læserens (og i første omgang sikkert også Ida Marie Hedes eget) bevidsthedsfelt, lad mig bruge det ord. På side 88 kommer hun ret tæt på at definere sin metode:


Sproget bliver levende for mig når ordene skifter betydning, når de samme ord hele tiden opleves som nye, når oplevelsen af ordenes fremmedhed får nye ord til at ville forme sig i mig.


Og hvad skal man så bruge det til? Der bliver talt så meget om sprog i anmeldelser og omtaler af litterære værker, men tit kan sprogbrug koges ned til et spørgsmål om smag – om man synes at den ene eller den anden skriver godt. Det bliver først virkelig interessant, der hvor sproget bruges som løftestang til en ny oplevelse, hvor sproget forandrer virkelighedsopfattelsen – hvor man ganske enkelt bliver klogere på et givet emne takket være noget som banalt som en tekst. Der hvor forfatterens indsigter bliver til læserens.

Hede skriver om ”ordenes fremmedhed”. Ord bliver fremmede, når de bliver brugt for meget og i flæng, et enkelt ord bliver en slags død kliche, som man én gang for alle har på plads for at kunne orientere sig i verden og i det hele taget være sammen med andre og ikke være alt for anderledes. For eksempel ved vi nogenlunde, hvad vi taler om, når vi siger ”familie” og ”død”. Men netop fordi vi ved, hvad vi taler om, taler vi ikke om indholdet. Dét er ordenes fremmedhed, og det er lige præcis, hvad Ida Marie Hede prøver at komme til livs i Bedårende. Et nyt syn på døden og forældreskabet – det at blive en familie og miste den.

Men først lidt om bogens rammen: Bedårende er en mærkelig bog. Der er to hovedafsnit: Det første, kaldet ”En hjerteformet røv”, handler om en mand og en kvinde, der får et barn – og hvordan de nu skal tackle denne udvidelse af deres sfære. Afsnittet er genremæssigt pløkumuligt at rubricere, en blanding af digt, roman og essay. Det andet hovedafsnit, kaldet ”Dødeessay”, er til gengæld nemmere: Det er ganske rigtigt et essay om døden. Derudover er der to små tekster, som sikkert skal prøve at binde de to hovedtekster sammen, men det fungerer ikke specielt godt. Og for at det skal være endnu mere forvirrende, hedder bogen Bedårende, hvilket heller ikke giver mening. Godt nok optræder ordet et par steder, men det samler heller ikke hele værket. Det virker troværdigt, at titlen er valgt, fordi bedårende er et godt og anderledes ord – og et eller andet skal man jo kalde sådan en bog, der stritter i flere retninger rent indholdsmæssigt.

Men det gør egentlig ikke så meget, for man tilgiver Ida Marie Hede hvad som helst takket være hendes metode; hendes fantastisk vellykkede attentat på ordenes fremmedhed og hendes drømmerejser på læserens vegne. Ida Marie Hede har en sprudlende og helt overdådig fantasi, hun knopskyder og muterer i forsøget på simpelthen at indoptage og genfortrylle den verden, der omgiver hende, med hud og hår. Intet er for småt eller stort, intet bliver forkastet, fordi hun ikke vil se på det, alt bliver vendt og drejet. Ordet transcendens kan sagtens være et nøgleord her, især hvis man slipper det løs for allehånde konnotationer, som man ellers har i hjernebarken. Det faste bliver flydende for igen at finde en fast form, som nu er anderledes, fordi den blev sluppet løs.

Som tekst fungerer denne metode fuldstændig gnidningsløst og frisættende. Ida Marie Hedes tekst om forældreskabet er renset for de unoder, man eller ser mange steder, når sproget og associationerne bliver sluppet løs: At det ender med ikke at give mening, blot at være ord uden sammenhæng. Ida Marie Hede giver konstant mening. Man overvældes, men hænger på, som om man kørte i en sportsvogn med trinløs gearkasse.

Teksten om forældreskabet, ”En hjerteformet røv”, adskiller sig dramatisk meget fra de fleste andre tekster, digtsamlinger eller romaner om det at blive forældre. Den er nemlig morsom. Der er høj cigarføring fra fortællerens side, ikke noget tudemarie om træthed, bleskifter og elendigt sexliv, pligter og alt det andet, som kan være relevant nok – men som vi jo kender til hudløshed. Og alene dette greb adskiller teksten fra stort set alt andet, man ellers læser om at blive forældre: Sjovt er det sgu ikke, vel? Det kan være fint og stort og alt muligt andet, men sjovt? Nix. Men det er det her, det er Ida Marie Hedes opgør med ordenes fremmedhed i forhold til forældreskabet. Alene af den grund burde ”En hjerteformet røv” være obligatorisk læsning for alle kommende forældre: Hvis man sætter sig for at opleve verden som interessant uden forudfattede holdninger, men skruer fantasien og nysgerrigheden godt fast, kan det at blive forældre se ud som i denne bog. Men det kræver, at man ikke rynker på næsen, hvis man får lort under neglene. Skægt nok og måske ret sigende: Mens jeg skriver dette her, kan jeg mærke en lille protest i baghovedet, der siger, at det er enormt privilegeret at se tingene på denne måde. Og dén lille protest – den skal man altså se at undersøge i stedet for at give efter for den, det vil være i tekstens ånd.

Så vidt så godt. Men Bedårende er jo først lige gået i gang, og snart følger det andet hovedafsnit kaldet ”Dødeessay”, fortællerens oplevelse af sin fars død og hvordan man overhovedet kan forlige sig med den. Metoden er den samme, det er i det hele taget Ida Marie Hedes særpræg i dansk litteratur, undersøgelse ved at frisætte fantasien fra de vedtagne konventioner, en transcendens, en drømmerejse med afsæt i virkeligheden. Det handler om ikke at bekræfte strukturerne, men at glide igennem dem for at opnå en større bevidsthed. I dødeessayet handler det om at ophæve dødens realitet, at give den døde og elskede et efterliv, så døden er til at leve med – for nu at sige det på den måde.
Og her skal man som læser hænge godt fast, for grebet er så radikalt anderledes, at jeg ikke har læst noget tilsvarende før – og på mange måder heller ikke noget så frisættende. Jeg læste en anmeldelse af Bedårende forleden, hvor anmelderen skrev, at hun græd sig igennem store dele af dødeessayet, men sådan havde jeg det slet ikke, jeg gjorde mit bedste for overhovedet af følge med intellektuelt, ganske enkelt fordi Ida Marie Hedes greb om døden er så specielt. Hen mod slutningen lyder det for eksempel sådan her, en beskrivelse af ligets nærvær blandt de nærmeste, der venter på gæsterne til gravøllet:


Mon ikke den krop er lidt sulten? Skal vi holde et middagsselskab? Skal vi gøre et frokostbord klar? Hvornår kommer gæsterne i frokostklubben? Hvornår kommer de for at vælte sig i madens livgivende kraft? Er gæsterne alle sammen døde ligesom kroppen her, skal de først alle sammen lige have ligskjorten af, være rene og nøgne? Skal de lige have deodorant på? Tandstikken ud? Tamponen? Nu kommer de, nu kommer de, sssh, glat dugen, nu sætter de sig ved bordet, de skænker Linie Akvavit op i krystalglassene, de hælder Fynsk Forår op i ølkrusene. Se, de døde gæster spiser, de døde tager rugbrødskurven, de lader smørret gå rundt, de døde spiser æggesalat, skinkesalat, kyllingesalat, de døde spiser glasnudler der glider ned gennem spiserøret, vi kan se lige igennem halsenes grålige rør. De døde smører sennep ud over sylten (...)


Fra den enkeltes død til alles død, det er jo kun et spørgsmål om tid. Sådan kan det lyde, når Ida Marie Hede søger at ophæve dødens realitet ved at se livet i lyset af den. Det bliver helt kannibalistisk, grænseoverskridende og esoterisk.

Bedårende er Ida Marie Hedes første bog, hvor hun overfører sin transcendente metode til et genkendeligt hverdagsliv, og hun gør det med bravour. Hendes tre første bøger på dansk, Seancer, Det kemiske bryllup og Inferno, udgivet samlet i 2016 med titlen En to tre, bruger alle samme metode, men i besynderlige, syrede landskaber med forvrængede (eller ganske normale, hvad ved vi) mennesker. Alle tre bøger er storartede, men der er selvfølgelig grænser for, hvor længe man kan blive i det samme univers.

Med Bedårende skriver Ida Marie Hede om umiddelbart genkendelige og realistiske mennesker og landskaber, og noget siger mig, at det vil skaffe hende mange flere læsere – danskere har aldrig været videre begejstret for surrealisme. Men her har den fået et hverdagsanker – og det giver den mere mening; der er fast grund under læserens fødder, før de begynder at bevæge sig henad nye og anderledes stier. Og der er mening med galskaben: Formålet er at udvide vores forståelse og oplevelse af verden. Intet mindre. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar