Søg i denne blog

søndag den 16. april 2017

Erlings mytiske fortabelse




Erling Aunslev er international ekspert i beskrivelser af tidlig kristen billedkunst. Og nu er han taget til Rom for at beskrive en hidtil ret upåagtet billedfrise nede i en af Roms utallige katakomber.

Sådan er anslaget for Bo Reinholdt nye roman, Kore hedder den, det græske navn for ung pige. Men også navnet på frugtbarhedsgudinden Demeters datter, som blev bortført af Hades til Underverdenen, men hentet tilbage fordi Demeter ellers ville lægge jorden øde. Uden frugtbarhed, ingen verden. Frugtbarheden besejrer selv døden.

Det er altid  med en smule ængstelse, at man refererer til den græske mytologi, der senere blev overtaget af romerne. For hvad ved folk egentlig om hele denne mytologiske verden i dag? Det bliver hurtigt til noget indviet stof for ældre mennesker – og ganske få yngre – der har studeret det på universitetet. Den tid er for længst forbi, hvor man ikke kunne forlade gymnasiet uden at have terpet Odysseen og Ovids Metamorfoser.

Hele den viden behøver man heldigvis heller ikke for at blive forført af handlingen i Kore, der i bund og grund handler om en midaldrende mands fortabelse i en ung kvinde. Et par dage efter vor hovedperson Erling Aunslev er begyndt med sine billedregistreringer i katakomberne, møder han Kore lyslevende på en plads i Rom. Dér står hun som en af de utallige forklædte menneskestatuer, der er blevet så udbredte i europæiske storbyer. Kores hensigt er naturligvis at lokke penge ud af turisterne, og i begyndelsen er Aunslev da også noget irriteret på hende. Hvad er nu det for noget fjas? Men ganske hurtigt bliver han selv draget mod hende – ikke mindst fordi hun deler digte ud til dem, der giver hende en mønt. De kan lyde sådan her:

Store moder, vær med os
Når vort lysår brænder ud
Af overmættet kærlighed
Under dine vinger
Og ved dit bryst
Kan smerten godt begynde
Alt sit væsen

Aunslev forstår intet, hverken digtene eller sin egen dragning. Men selvfølgelig tilbringer han hurtigt alle sine eftermiddage med at betragte Kore, mens han slapper af på pladsen efter sine beskrivelser af malerierne i katakomberne. Hans oprindelige afstandtagen til turistfælden er for længst væk, Kore har draget ham med sine bevægelser og sin mimik. Det er den ældgamle historie om mandens fortabelse i det kvindelige mysterie, som Bo Reinholdt her genspiller. Men det er ikke kvinden som lokkedue, og han er ikke Odysseus, der må bindes til masten for ikke at give efter for sin forførelse. Det er manden, eller mennesket, fristes man til at sige, der efterhånden lader sine parader falde og dermed giver sig selv tilladelse til at gå ind i et rum og en stemning, som han bliver nødt til at udforske.

Naturligvis sker det uundgåelige: Den ellers så stringente Aunslev bliver mere og mere ligeglad med sine registreringer og beskrivelser. Alt dette er noget ydre, et fag han behersker til fuldkommenhed, men det er isoleret både fra ham selv og maleriernes væsen – ligesom efterhånden hans kone, der sender ham sms’er og kun får ligegyldige svar retur. Hele den genkendelige verden i Aunslevs indre falder stille og roligt fra hinanden til fordel for at opklare mysteriet om Kore: Hvem er hun? Hvem er han selv?

Derefter lægger romanen ellers fra land i et mysteriespil, der ikke er væsensforskelligt fra Herman Hesses berømte fortabelsesroman Steppeulven. Aunslev bliver slugt af sin egen fortabelse, hans kolleger begynder at undre sig, men det er Aunslev ligeglad med. Han bliver nødt til at løse mysteriet om denne kvinde og det liv, som hun indgiver ham. Han begynder at forfølge hende, farer vild, mister hendes spor og begynder at møde andre mennesker, som udmærket godt ved, hvad fortabelsen i mysteriet indebærer: Man må miste sit gamle jeg for at erkende det nye, man kan ikke spille på begge heste på en gang. Sådan leger det guddommelige ikke med os mennesker, det er derfor, at vi kalder det guddommeligt. Liv og død er kun et åndedræt fra hinanden i det store spil om enhver, for nu at tage titlen på en anden af den europæiske kulturs store bøger, når det handler om vores sjæle og bevidsthed. 

Som nævnt er den mytologiske figur Kore, i den græske udgave af mytologien kaldet Persefone, datter af selveste frugtbarhedsgudinden Demeter. Derfor bliver hun også attrået. Mytologiens Kore bliver bortført af Hades ned til Underverdenen, ligesom Aunslev er fanget i sine underjordiske katakomber. Kore bliver først sluppet fri – af Zeus, ingen andre kan gøre det – da hendes mor nægter kornet at gro og dermed truer menneskehedens eksistens. I både antikkens Grækenland og Rom blev Kore og Demeter dyrket i hemmelige kulter, i dag kendt under navnet De Eleusinske Mysterier. Hvad de egentlig gik ud på, er der ingen, der ved. Men man kan sagtens forestille sig, at det var det samme, der stod på spil for folk dengang som i Reinholdts roman: Mandens fortabelse i det kvindelige mysterium og kvindens rolle som forløser.

Man kan opfatte mysteriemyten alt efter hvem man er. Det er grundessensen i enhver god myte. Man får nogle grundrids, der virker genkendelige, men derefter er det op til en selv at fylde myten ud med sin egen person. En myte går os klogere på, hvem vi er som menneskeligt fællesskab, men også den enkelte bliver klogere på sin egen individualitet. En god myte ophæver skellet mellem det alment menneskelige og den enkelte. I bund og grund er det derfor, at alle religioner stadig aktualiserer alle disse myter. Myten er transcenderende, det er menneskets overvindelse af sig selv – og den symboliserer altid, at der er noget i den enkeltes liv, der ikke er blevet aktualiseret, virkeliggjort. Derfor er det også en farlig leg – og alt andet end en leg. Fortabelsesmyter er blodig alvor.

Det er Bo Reinholdts fortjeneste med denne lille roman, at han gennemspiller denne myte med noget så hverdagsagtigt som en billed- og registrantnørd ved navn Erling. Der er sgu ikke meget mytisk over sådan et hverdagsnavn. Men når Reinholdt kobler denne – vel i sin enkleste form banale – historie op på De Eleusinske Mysterier uden egentlig at gøre noget større væsen ud af det, viser det at myter ikke er noget, som nogle for længst afdøde folk engang troede på, men at det er det samme stof, som vi mennesker er gjort af dengang som nu. Og at stoffet altid rummer mulighed for forandring, hvis man åbner sig over for det ukendte.

Tilmed kommer der en enkel og god historie ud af det. Kore er spændende på samme måde som en klassisk amerikansk thriller. Man ved, hvad der sker, men man skal alligevel se den til ende for at blive bekræftet i sine formodninger, og mere eller mindre ubevidst bliver man selv helten i dramaet. I øvrigt bygger klassisk filmdramaturgi stadig på Aristoteles’ dramaforløb som beskrevet i hans Poetik, så heller ikke der er der meget nyt under solen. Men hvis man som læser kan sætte sig selv i Erling Aunslevs sted – og hvilken mand kan ikke det – leger Bo Reinholdt godt og grundigt med den dragende fortabelse hen mod et nyt liv i samme jordiske gevandter.

Men hvordan ender det med Erling og Kore? Det vil være lidt tarveligt at afsløre her, så læs selv romanens 120 små sider. Forlaget hedder Escho og er et af landets mange, spændende undergrundsforlag.

Illustration: Ludwig Tiecks statue af Persefone.