torsdag den 16. oktober 2014

Intet menneske er en ø – og dog



Med sin nye roman ”De usynlige” skriver norske Roy Jacobsen, født 1954, sig ind i en lang litterær tradition, hvor livet på en lille ø bliver udfoldet. Der er noget dragende ved små øer, fordi de er en hel verden i sig selv, et sted hvor mennesket er tvunget til at se det store i det små. Det er også et sted, der sætter et dybt og varigt aftryk.

Herhjemme har vi store klassikere som Vagn Lundbyes Anholdt-trilogi og – ikke mindst – Harald Kiddes fantastiske roman ”Helten”, som vist desværre er gået helt i glemmebogen. Og så naturligvis Martin A. Hansens ”Løgneren”. Alle bøger som man kan få for en slik i diverse antikvariater, og som er fremragende til rolige ferier. Mindfulness lige dér.

Tilbage til Roy Jacobsen, der ikke er en storsælger herhjemme – men det er han i Norge. Med rette. Hans sprog er klart og tydeligt, det er poetisk, men uden at være overgjort. Poetisk sprog handler om at ramme lige de rigtige ord for at skabe billeder, meddigtning og indlevelse hos læseren.

”De usynlige” kan det til perfektion. Historien handler om en lille familie, der bor alene på en lille ø kaldet Barrøy. Ingen i familien kan længere huske, hvor længe de har boet på Barrøy, men erfaringen om, hvordan man overlever, er nedarvet. Alt skal kunne modstå de hylende vinterstorme, huse, dyr, mennesker og grej – og alt skal passe ind i dette minikosmos – ellers går det galt. Hvis man får en idé til en nyskabelse eller nyanskaffelse, så skal det passe ind i den cyklus, der er naturgiven. Det nøgne menneske er prisgivet.

Historien om denne familie bliver fortalt gennem barnet Ingrid, som vi møder allerede som tre-årig. Vi slipper hende igen 15 år efter, og det fremgår ikke helt, hvornår den foregår, men det lugter af at være fra slutningen af 1920’erne og frem til Anden Verdenskrig.

Ingrid er det nysgerrige, opvakte barn – den perfekte hovedperson. Verden, både på Barrøy, de omgivende øer og fastlandet et par times rotur væk, vokser frem for læseren efterhånden som Ingrid erfarer dens bestanddele. Sammen med hende lærer vi Handelen, præsten og fastlandsfolkets syn på øboerne at kende. På sin vis er de imponerede over deres udholdenhed, men de betragter dem også som nogle uvidende bonderøve. Dybest set er de bare fremmede.

”Dt usynlige” er den slags bog, hvor de små ting er spændende. Hold da op – far skød den nyanskaffede hest, fordi den ikke passede ind i øens cyklus. En hest vil altid være gæst på en ø, hedder det, for om vinteren er den ikke til gavn – den er bare en ædemaskine.

Titlen ”De usynlige” går på, at øen ikke kan ses fra fastlandet, men man kan se fastlandet fra øen. På et andet plan står usynlighedsbegrebet også for alle de ting, der sker, som man ikke kan se, men kun registrere ved at et familiemedlem pludselig ændrer sig. Et skred i bevidstheden – og bang! – en person bliver en anden, og det påvirker alle i familien på sådan et lille sted. Men det usynlige er også den nedarvede erfarings vigtighed, for den udfordres til stadighed af nye erfaringer. Intet menneske er en ø, som det hedder, men det gælder ikke mindst for øboere.

Der sker utroligt meget i familien på disse 15 år, hvor vi følger den. Og det vil faktisk være synd for eventuelle læsere at afsløre noget af udviklingen, for bogen lever ikke mindst ved sine overraskelser. Men som det forhåbentlig fremgår her, er det virkelig værd at tage turen med. ”De usynlige” er kun på lidt over 200 sider – i vore dage kaldes den slags for en kort roman, forstå det, hvem der kan. Om ikke andet: Det er på alle måder en meget smuk bog, det er nok den bedste betegnelse.

Den burde i øvrigt finde mange læsere i disse dage, hvor idealerne er skiftet til at være traveture og kager fra at være udmattersport og diverse madkure. Slap af, let it be. I foråret læste jeg med stor glæde Andrea Hejlskovs ”Og den store flugt” om at forlade normalcivilisationen til fordel for et udmattende nybyggerliv i en svensk udørk. Den bog er en dokumentarisk beretning, men begge bøger handler om det samme: Det såkaldt enkle livs tiltrækning – og stenhårde virkelighed.

Alt dette er meget tiltrækkende for det moderne, medierede menneske. Oh at være offline, oh at stå af ræset, som det hed engang. Som alt andet findes det ikke uden omkostninger. Og dog. Hvilke omkostninger er der lige ved at tage fri et par dage for at læse og fundere over ”De usynlige”? Hvis man er bange for det, er man bange for sig selv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar