Søg i denne blog

søndag den 26. februar 2017

Fortabt i prekariatet



Prekariatet (af engelsk: precarious – uholdbar, prekær) består af de millioner af mennesker, der må føre en usikker tilværelse uden nogen egentlig identitet på arbejdsmarkedet og nøjes med lave og flygtige lønninger uden medfølgende sociale ydelser, hvis de da ikke må leve i afhængighed af overførselsindkomster og velgørenhed. – Guy Standing.

Jeg har svært ved at finde ud af, om Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman Leipziger Tagebuch er virkelig god eller noget værre bras. Den handler egentlig ikke om andet end en ung kvinde ved navn Frida, som rejser til Leipzig og møder nogle ligesindede, der drømmer om at være eller blive kunstnere.

Der sker ikke meget i romanen. Frida og hendes nyfundne tyske venner farter rundt i Leipzig og laver noget kunst hist og her, ingen har fast arbejde, alle boller på kryds og tværs og tager lejlighedsvis MDMA. De har nogle udflugter til forskellige byer i det gamle Østtyskland, hvor de møder nogle ældre tyskere, der har et liv bag sig. Et rigtigt, autentisk liv i modsætning til de unge i kunstnergruppen. Men ingen af møderne med det gamle Østtyskland eller folk i øvrigt bliver foldet ud, det bliver til en række glimt, der ikke er en del af romanens motor. Den har ikke nogen motor. Sådan er det også med den kunst, de unge fremstiller, drømmer om eller deltager i, der er ikke noget, der hænger ved, alt er bare sådan noget, de går rundt og laver, fordi de er kunstnere – hvilket romanen ikke sætter spørgsmålstegn ved.

Hovedpersonen Frida kalder sig selv ”en slags freelance kreativ iværksætter”. Nærmere kommer vi det ikke, og hun iværksætter heller ikke noget som helst. Hun flyder med, fordi hun håber på, at der en dag sker et eller andet. Hun er nogenlunde så lidt iværksætter, som man kan være. Hun har ingen holdbare ideer eller visioner, intet drive.

Som sagt, det er en mærkelig roman. På en sær måde minder den mig mest om Peter Seebergs berømte debutbog Bipersonerne om en gruppe unge tvangsarbejdere i Tyskland 1943. Her sker der heller ikke meget, det er den samme viljesløshed og afmagt, vi møder. Men der er dog en fremadskriden i handlingen, efterhånden som de allierede bomber sig vej ind i Tyskland. Bipersonerne bliver tvunget til at finde en mening og et nyt liv.

Der sker ikke noget lignende i Leipziger Tagebuch. Mod slutningen skriver forfatteren sin hovedperson hen mod en slags fremtid, men det lugter slemt af endnu en konstruktion, endnu et håb om, at noget vil vise sig. Som læser tror man ikke en bjælde på det. Der kommer ikke til at ske noget som helst i Fridas liv, før hun får et ordenligt spark i røven – men hvem skulle give hende det? Hvem orker?

Det interessante ved romanen ligger i læserens egen bevidsthed: Hvordan skabes et menneske som Frida, der helt åbenlyst ikke er alene, men deler skæbne med mange andre unge studerende og løsarbejdere i den sociale gruppe, der kaldes prekariatet. Gruppen er kendetegnet ved ikke at have fast arbejde og heller ikke mulighed for at se frem til et. Der er masser af den slags folk i København, der har det som Frida: ”Man måtte have noget, der var ens eget, eller gik man til”, som det hedder i romanen blandt Fridas mange selvrefleksioner. 

Fridas ræsonnement er følgende: De studerende, der virkelig prøver at gøre alt det, som samfundet har sat op, den lige vej, studiejobs og hårde studier, bukker under. ”De investerede alt, og det var den lige vej til ulykke. Gik de ikke ned med stress, blev de færdige og kunne ikke beholde deres relevante studiejob. Så var de lige vidt og måtte søge på lige fod med andre nyuddannede. Og var der endelig en interessant stilling, forudsatte den særlige kompetencer og erhvervserfaring i en anden retning end den, de havde fået igennem deres studiejob. De var lost. De havde satset forkert, spillet og tabt og måtte på dagpenge og søge job via jobnet.dk som kommunikationsmedarbejder i en mellemstor virksomhed sammen med hundrede og nioghalvfems andre ansøgere.”

Såvidt jeg kan se, er det en meget præcis beskrivelse af mange unge humaniora- og kommunikationsuddannede i dag. Her går Frida så den anden vej, dropper uddannelsen og håber på en fremtid som – et eller andet kreativt, hun ikke ved, hvad er. Men med den viljesløshed, som hun lægger for dagen, giver man hende ikke mange chancer for, at det skal lykkes. Hun er lige så lost. Hun drømmer om af blive frelst eller udfriet, men hun ved det sandsynligvis ikke engang selv.

Det er det gode ved Leipziger Tagebuch. Den giver et meget præcist billede af en gruppe unge, der sikkert er blevet fyldt med gode intentioner med kreativiteten i højsædet gennem deres opvækst. Men pludselig smækker virkeligheden, og så er det ikke hverken kønt eller kreativt længere.

Så hvis jeg skal anbefale, at man læser Leipziger Tagebuch, skal det være som et billede på en generation, der faldt ned mellem de gode intentioner om et godt og indholdsrigt liv på dagens arbejdsmarked, hvor der er helt andre boller på suppen, med mindre man er en af de heldige – og måske også mere realistiske -  der slipper gennem nåleøjet. Det er ret svært ikke at råbe ”Så tag dig dog sammen” ad Frida – men det er helt sikkert, at det ikke vil hjælpe noget. Især fordi mange af dem, der rent faktisk tager sig sammen, heller ikke finder fodfæste. Det er noget rent strukturelt på dagens arbejdsmarked, hvor folk som Frida ikke har mange chancer.

Selma Rosenfeldt-Olsen: Leipziger Tagebuch, 162 sider, Forlaget Gladiator. Illustration: William Blake: I want! I want!