Jeg har svært ved at finde ud af, om Selma Rosenfeldt-Olsens
debutroman Leipziger Tagebuch er
virkelig god eller noget værre bras. Den handler egentlig ikke om andet end en
ung kvinde ved navn Frida, som rejser til Leipzig og møder nogle ligesindede,
der drømmer om at være eller blive kunstnere.
Der sker ikke meget i romanen. Frida og hendes nyfundne
tyske venner farter rundt i Leipzig og laver noget kunst hist og her, ingen har
fast arbejde, alle boller på kryds og tværs og tager lejlighedsvis MDMA. De
har nogle udflugter til forskellige byer i det gamle Østtyskland, hvor de møder
nogle ældre tyskere, der har et liv bag sig. Et rigtigt, autentisk liv i
modsætning til de unge i kunstnergruppen. Men ingen af møderne med det gamle
Østtyskland eller folk i øvrigt bliver foldet ud, det bliver til en række glimt, der
ikke er en del af romanens motor. Den har ikke nogen motor. Sådan er det også med den
kunst, de unge fremstiller, drømmer om eller deltager i, der er ikke noget, der hænger ved,
alt er bare sådan noget, de går rundt og laver, fordi de er kunstnere – hvilket romanen ikke sætter spørgsmålstegn ved.
Hovedpersonen Frida kalder sig selv ”en slags freelance kreativ
iværksætter”. Nærmere kommer vi det ikke, og hun iværksætter heller ikke noget
som helst. Hun flyder med, fordi hun håber på, at der en dag sker et eller
andet. Hun er nogenlunde så lidt iværksætter, som man kan være. Hun har
ingen holdbare ideer eller visioner, intet drive.
Som sagt, det er en mærkelig roman. På en sær måde minder
den mig mest om Peter Seebergs berømte debutbog Bipersonerne om en gruppe unge tvangsarbejdere i Tyskland 1943. Her
sker der heller ikke meget, det er den samme viljesløshed og afmagt, vi møder.
Men der er dog en fremadskriden i handlingen, efterhånden som de allierede
bomber sig vej ind i Tyskland. Bipersonerne bliver tvunget til at finde en
mening og et nyt liv.
Der sker ikke noget lignende i Leipziger Tagebuch. Mod slutningen
skriver forfatteren sin hovedperson hen mod en slags fremtid, men det lugter
slemt af endnu en konstruktion, endnu et håb om, at noget vil vise sig. Som
læser tror man ikke en bjælde på det. Der kommer ikke til at ske noget som
helst i Fridas liv, før hun får et ordenligt spark i røven – men hvem skulle
give hende det? Hvem orker?
Det interessante ved romanen ligger i læserens egen
bevidsthed: Hvordan skabes et menneske som Frida, der helt åbenlyst ikke er
alene, men deler skæbne med mange andre unge studerende og løsarbejdere i den
sociale gruppe, der kaldes prekariatet. Gruppen er kendetegnet ved ikke at have
fast arbejde og heller ikke mulighed for at se frem til et. Der er masser af
den slags folk i København, der har det som Frida: ”Man måtte have noget, der
var ens eget, eller gik man til”, som det hedder i romanen blandt Fridas mange
selvrefleksioner.
Fridas ræsonnement er følgende: De studerende, der virkelig
prøver at gøre alt det, som samfundet har sat op, den lige vej, studiejobs og
hårde studier, bukker under. ”De investerede alt, og det var den lige vej til
ulykke. Gik de ikke ned med stress, blev de færdige og kunne ikke beholde deres
relevante studiejob. Så var de lige vidt og måtte søge på lige fod med andre
nyuddannede. Og var der endelig en interessant stilling, forudsatte den særlige
kompetencer og erhvervserfaring i en anden retning end den, de havde fået
igennem deres studiejob. De var lost. De havde satset forkert, spillet og tabt
og måtte på dagpenge og søge job via jobnet.dk som kommunikationsmedarbejder i
en mellemstor virksomhed sammen med hundrede og nioghalvfems andre ansøgere.”
Såvidt jeg kan se, er det en meget præcis beskrivelse af mange unge humaniora- og kommunikationsuddannede i dag. Her går Frida så den anden vej, dropper
uddannelsen og håber på en fremtid som – et eller andet kreativt, hun ikke ved,
hvad er. Men med den viljesløshed, som hun lægger for dagen, giver man hende ikke mange chancer for, at det skal lykkes. Hun er lige så lost. Hun
drømmer om af blive frelst eller udfriet, men hun ved det sandsynligvis ikke
engang selv.
Det er det gode ved Leipziger Tagebuch. Den giver et meget
præcist billede af en gruppe unge, der sikkert er blevet fyldt med gode
intentioner med kreativiteten i højsædet gennem deres opvækst. Men pludselig
smækker virkeligheden, og så er det ikke hverken kønt eller kreativt længere.
Så hvis jeg skal anbefale, at man læser Leipziger
Tagebuch, skal det være som et billede på en generation, der faldt ned mellem
de gode intentioner om et godt og indholdsrigt liv på dagens arbejdsmarked,
hvor der er helt andre boller på suppen, med mindre man er en af de heldige –
og måske også mere realistiske - der
slipper gennem nåleøjet. Det er ret svært ikke at råbe ”Så tag dig dog sammen”
ad Frida – men det er helt sikkert, at det ikke vil hjælpe noget. Især fordi
mange af dem, der rent faktisk tager sig sammen, heller ikke finder fodfæste.
Det er noget rent strukturelt på dagens arbejdsmarked, hvor folk som Frida ikke
har mange chancer.
Selma Rosenfeldt-Olsen:
Leipziger Tagebuch, 162 sider, Forlaget Gladiator. Illustration: William Blake:
I want! I want!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar